Vi skylder stadig modstandsbevægelsen en stor tak for indsatsen

Levende lys i Mindelunden i Ryvangen. Arkivfoto: Ernstved

KOMMENTAR: De sociale medier svømmer disse dage over med opslag om ihukommelsen af Danmarks befrielse og modstandsbevægelsens heltemod. Det er opmuntrende at holde traditionerne i hævd og stadig sende varme tanker til de frihedskæmpere og soldater, der sikrede os en tilværelse i frihed. Det skal vi fortsætte med, og det ser det gudskelov også ud til, at vi gør.

Hvert år på denne tid overvejer jeg med mig selv, hvad jeg kan skrive, som ikke allerede er blevet sagt hundredevis af gange før. Om det er for nemt og letkøbt at skrive et eller andet halv- eller helbevinget om Danmarks befrielse. Men naturligvis er det ikke det.

Faktisk er det helt på sin plads at sætte ord på sin taknemmelighed, selvom Danmarks befrielse efterhånden ligger mere end trekvart århundrede tilbage i tiden. Hvert eneste år. Frihedskampen under krigen og befrielsen på denne dag i 1945 er fortsat et fuldstændig centralt stykke danmarkshistorie, og vi skylder endnu den dag i dag de danske frihedskæmpere og soldater i allieret tjeneste den største tak.

Jeg falder af og til – og igen i år – over beretninger om de for manges vedkommende purunge danske frihedskæmpere, og jeg bliver hver gang lige dele imponeret og rørt over deres selvopofrelse. Især afskedsbrevene gør et meget stort indtryk. Særligt rørende bliver brevene, når man husker, at disse modstandsfolk for manges vedkommende stadig var teenagere eller helt unge mænd (og kvinder) i starttyverne.

Trods deres unge alder satte de livet på spil for deres fædreland og deres landsmænds fremtid – og vores nutid som frie danskere. Når de så, før solen endnu var på himlen og få timer før deres egen henrettelse, allernådigst fik lov til at forfatte et skriftligt farvel til deres pårørende, skete det oftest med et imponerende klarsyn og en empati og tapperhed, der næsten overgår min forstand.

Man skal ikke tale sig selv og sin generation ned under gulvbrædderne, og der er utvivlsomt masser af mod og mandshjerte i den danske befolkning anno 2021 – Danmarks dedikerede soldater er et levende bevis herpå. Alligevel spekulerer jeg ofte over, hvordan vi som nation ville reagere i en situation lig den, Danmark stod i mellem 1940 og 1945.

Om lige så mange ville være lige så modige. Det er ikke til at sige, og forhåbentlig bliver der ikke behov for at få svar på det. Men jeg ved helt sikkert, hvordan jeg ville ønske, at vi reagerede. Mine egne forbilleder i den sammenhæng ligger for en stor dels vedkommende begravet på Mindelunden i København.

Englænderne siger det både fyndigt og elegant: Lest we forget – så vi ikke glemmer. Det hverken må eller skal vi – dertil var og er kampen mod fascismen for vigtig. Heldigvis ser det heller ikke ud til at blive tilfældet. Traditionen med lys i vinduerne den 4. maj lever i hvert fald videre. Det samme gør mere formelle traditioner som kransenedlæggelser og mindehøjtideligheder.

Her er det værd at notere sig, at de ellers udskældte ofte sociale medier har en positiv indvirkning på den kollektive bevidsthed om besættelsen, frihedskampen og befrielsen. Jeg har ikke tal på, hvor mange Facebook-, Instagram- og Twitter-opslag om levende lys i vinduerne, jeg så i går aftes, på 76-årsdagen for Johannes G. Sørensens befrielsesbudskab fra London.

Det finder jeg virkeligt opmuntrende, og jeg håber, at vi bliver ved med at holde traditionen i hævd og dele billederne med hinanden. Sådan kan vi også give respekten for de danske modstandsfolk, soldater og civile søfolk i allieret tjeneste videre til kommende generationer.

Kasper Junge Wester har været en del af besætningen på OLFI siden juli 2018. Foto: Ernstved
Kommentarer

1 kommentar

  1. I strid modvind til Statsminister W Buhl (A) som ville alle frihedskæmpere til livs, endda med 5000 danske nazister på østfronten, og Soc.D har aldrig undskyldt den tidligere statsministers rolle, og nuværende styrelsesminister forholder sig tavs.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here