DEBAT: Krigsindsatsen i Afghanistan har styrket Danmarks ry og rygte hos vores alliancepartnere. I det perspektiv har de danske tab ikke været forgæves, men danske politikere risikerer at sætte resultaterne af indsatsen over styr, hvis ikke Danmark snart lever op til Nato-partnernes forventninger. Det mener Anders Theis Bollmann, der uddyber i dette debatindlæg.

Danmark er som resten af Nato begyndt at trække tilbageværende styrker ud af Afghanistan. Dette har igangsat debat og refleksion over, hvad 20 års krigsindsats i det centralasiatiske land har nyttet. I P1’s radioprogram Genstart kunne man her til morgen høre premierløjtnant og konservativ politiker Caspar Stefani overveje netop disse spørgsmål sammen med Knud Brix. Stefani, som så mange andre soldater jeg har talt med, står med rette desillusioneret tilbage. De ofre, de gjorde, nyttede ikke – afghanerne fik ikke et bedre liv.

Det er desværre nok sandheden, at krigen på mange områder har været nytteløs; Afghanistan er ikke blevet markant sikrere og nærmer sig mere og mere en ny borgerkrig. Det, vi dog skal huske, er, at vores deltagelse i Afghanistan (og Irak) ikke kun udsprang af et ønske om at hjælpe afghanerne, men at det også i høj grad var en realpolitisk kalkule. Tager vi de briller på et øjeblik, har krigene ikke nødvendigvis været så nyttesløse, som de lige nu måtte synes for vores danske veteraner. De kan dog hurtigt blive det, hvis vores politikere bliver ved med at insistere på at løbe fra vores ansvar i Nato og ødelægge den goodwill og indflydelse som de danske soldater skabte gennem deres massive ofre.

Afghanistan – den realpolitiske forhistorie

Det er 20 år siden i år, at terrorhandlingen mod World Trade Center blev startskuddet for krigen mod terror. Daværende statsminister Poul Nyrup var den gang hurtig til at give amerikanerne vores uforbeholdne støtte. Hans efterfølger Anders Fogh forsatte og forstærkede den kurs. Det samme gjaldt de fleste andre europæiske Nato-lande i perioden efter, og mange har vist glemt, at efter 11. september blev Natos musketered (artikel 5) udløst for første og eneste gang.

Her i begyndelsen af det nye årtusind var verden i forvejen under opbrud. Den Kolde Krigs statiske trusselsbillede var aflyst af en række nye dynamiske og mere uklare trusler. Under den Kolde Krig var Danmark notorisk fodslæbende ift. at støtte op om Nato-samarbejdet, der var garant for, at vi ikke blev løbet over ende af Warsawa-pagten. Amerikanerne opfandt ligefrem begrebet Denmarkization om lande, der ”freeridede” og ikke tog deres del af ansvaret for den globale sikkerhed. Den eneste grund til vi slap så billigt var Grønlands strategiske betydning for amerikanerne. Efter den Kolde Krig var Grønland lige pludselig ikke så vigtigt, og det gik op for danske beslutningstagere, at hvis Danmark ikke skulle marginaliseres i alle spørgsmål, der handlede om sikkerhed, måtte vi begynde at tage mere ansvar. Noget, som man blev enige om, allerede inden Sovjetunionen var faldet, og som også gjorde, at Danmark deltog i krigene på Balkan op gennem 1990erne.

Da Fogh kom til magten, fik denne realpolitiske overvejelse en yderligere moralsk dimension, hvor Fogh brugte Danmarks begrænsede modstand mod Nazityskland og siden vores fodslæben under den Kolde Krig som argument for, at vi nu skulle støtte op om vores allierede i Irak (og Afghanistan). En yderligere dimension blev hele ideen om demokratiopbygning og bekæmpelse af ”mørkemænd” og ”slyngelstater”. Denne moralske idealisme kan man diskutere herfra og til dommedag, men tilbage stod stadig den realpolitiske overvejelse om at kunne tjene danske sikkerhedsinteresser og ikke ende marginaliseret og glemt.

Skal jeg være ærlig tror jeg sådan set, at det sidste har vejet tungere end det første. Kigger man på indsatsen i Afghanistan med disse briller, synes krigen måske ikke helt så nyttesløs.

Det nyttede fra et realpolitisk perspektiv

Danmark bidrog i forhold til vores land og forsvars størrelse massivt til krigen i Afghanistan, men hvordan vi end vender og drejer det, var Danmark et lillebitte land, der ikke havde nogen indflydelse på, hvordan situationen i Afghanistan udviklede sig.

Sådan var det fra begyndelsen, men hvorfor så deltage? Hvorfor skulle Stefani og hans kammerater ofre liv og lemmer i sandkassen? Netop fordi at Danmark er et lille bitte land, der er 100 procent afhængigt af større lande, og især USA, til at garantere vores sikkerhed. Skulle vi ud af skyggen og have indflydelse på vores egen sikkerhed, måtte vi tage vores del af ansvaret og mere til. Det gjorde Danmark, det gjorde de danske soldater for os, og det var bestemt ikke nyttesløst.

I 2012 viste et studie lavet af Jens Ringsmose og Anders Henriksen at den danske deltagelse i Afghanistan og Irak havde givet Danmark langt mere respekt og et bedre rygte i Washington. Det gav til gengæld indflydelse på egen sikkerhedssituation. Danmark blev nu lyttet til. For et lille land som Danmark er det alfa og omega. Jeg kan godt forestille mig, at det må klinge hult for veteraner, pårørende og efterladte, at deres ofre gav Danmark adgang til nogle bedre diplomatiske kanaler og bedre anseelse i Washington, især da Danmark i 00erne dybest set ikke rigtig var truet af noget, som den ene sikkerhedsvurdering efter den anden forsikrede om.

I 2014, da små høflige grønne mænd fra Rusland annekterede halvøen Krim i Ukraine, brast dette verdensbillede sammen. Samtidig understregede ekspansiv og aggressiv kinesisk adfærd, f.eks. i Det Sydkinesiske Hav, at historien alligevel ikke var slut, og stormagtskonflikt igen kom på toppen af dagsordenen. Danmark er igen blevet en frontlinjestat, og Kaliningrad ligger ikke særlig langt væk. Finland, Sverige og Norge, som vi ynder at sammenligne os med, er begyndt at opruste markant. I denne situation er det rigtig godt at have nogle allierede, der føler en forpligtelse til at hjælpe en, fordi de ved, at vi har hjulpet dem. Det var det billede, der var af Danmark, og som danske soldater har blødt for at være med til at opbygge.

Danske politikere bruger danske soldaters ofre som kredit

Desværre har de fleste danske politikere valgt at se stort på de danske soldaters ofre og smide alt den goodwill, de havde opbygget, over styr. Den nye virkelighed, hvor stormagtskonflikt igen er kommet på toppen af dagsordenen, har gjort, at der nu er behov for en række andre militære kapaciteter til at sikre vores kollektive sikkerhed.

Modsat i 00’erne, hvor der var behov for lette hurtigt deployerbare styrker af godt uddannede soldater (hvilket Danmark brillierede i), er der nu igen brug for større og tungere enheder, redundans og en lang række kapaciteter som antiluftskyts, artilleri og antiubådsbekæmpelse for at sikre en tilstrækkelig afskrækkelse af Rusland. Den slags koster penge, og derfor har alle Nato-lande forpligtet sig til at bruge 2 pct. af bnp på de nationale forsvar. Dette gælder også Danmark. Den Kolde Krigs fodslæberi har dog langsomt genindfundet sig, og danske politikere synes ikke rigtig, at situationen er farlig nok til, at vi skal bruge de penge, vi har lovet, så vi både kan leve op til vores forpligtelser, men også give vores soldater de værktøjer, de har brug for, til at garantere vores alles sikkerhed.

For tre år siden klagede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen til daværende amerikanske præsident Donald Trump over, at Danmark altså havde mistet ligeså mange soldater som amerikanerne, når man tager højde for demografi. Derfor mente Løkke ikke, at vi skulle betale de 2 pct. til Nato. En holdning, der implicit synes at gøre sig gældende for de fleste politikere herhjemme.  Da Nato så Danmark efter i sømmende, var konklusion klar: Vi er ikke i nærheden af at leve op til det, vi har lovet, vi er ikke i nærheden af 2 pct., og den tunge brigade, der skulle være operativ ved udgangen af dette forlig, er ikke i nærheden af at være klar. De fleste danske politikere har blot affejet kritikken. Danmark yder sit!

Det betyder, at Danmark ikke længere er den dygtige elev i klassen, men at vi igen fremhæves som et eksempel på freeriding. Al den goodwill, som vores soldater ofrede alt for, eroderes stille og roligt, fordi vores politikere ikke vil bidrage med det, vi har lovet, til vores fælles sikkerhed. Blot for at føje spot til skade er det bidrag, som de ikke vil give, ét, der ville give Danmarks soldater langt bedre vilkår. Selvsamme soldater, der deltog i en tvivlsom krig for at opbygge Danmarks omdømme – og lykkedes med det.

Da vi aftes satte lys i vinduerne for at mindes dem, der gav livet for, at Danmark atter kunne blive frit, tænkte jeg i mit stille sind på alle Danmarks veteraner, der bidrog til Danmarks sikkerhed – måske ikke på den måde, de selv forestillede sig, men de gav unægtelig Danmark mere indflydelse på vores egen sikkerhed. Jeg vil dagen derpå sende en appel til vores politikere om at leve op til vores forpligtelser, både for vores sikkerheds skyld og for de veteraner, der kæmpede for den i Afghanistan og andre steder.

Indlægget er også bragt på krigskunst.dk.

Anders Bollmann har været tilknyttet Forsvarsakademiet og arbejder i dag som selvstændig forskningskonsulent. Foto: Ernstved
Kommentarer

3 KOMMENTARER

  1. Goodwill i amerikanske regeringskredse er en meget flygtig størrelse, som har det med at forsvinde som dug for solen, når amerikanerne skifter præsident. De fejlslagne krige i Irak og Afghanistan skabte en del goodwill hos de amerikanske høge, men så kom Obama til magten, og de personlige kontakter til Bush og co. blev værdiløse. Derefter kom Trump, og nu er det Biden. Så de danske tab i Mellemøsten er intet værd mere. Det er selvfølgelig trist for de soldater, der måtte lade livet, og deres pårørende, men det ændrer ikke på, at den danske såkaldt “aktive” udenrigspolitik har slået fejl på alle parametre. At bytte soldaters liv med “goodwill” er en hån mod alle disse mennesker, som i dag er døde eller invaliderede, fordi de i embeds medfør måtte udkæmpe en kamp, hvis eneste formål var at pleje visse politikeres karrierer. Danmark ud af NATO, lad os arbejde på at få ophævet forsvarsforbeholdet, så vi kan indgå aktivt i en europæisk forsvarsalliance, der vel at mærke fokuserer på FORSVARET i stedet for at legitimere USAs mange angrebskrige.

  2. Det er 9 år siden Danmark trak styrkerne hjem fra Afghanistan og 13 år siden de kom hjem fra Irak. Velviljen hos de “allierede”, som Danmark længe ikke har støttet med andet end tomme løfter, er opbrugt. Se NATOs iskolde, offentlige kritik af Danmark og Forsvaret fra oktober 2020.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here