DEBAT: Det er et spørgsmål om vilje og prioriteringer at finde de midler, det kræver at forhøje det danske forsvarsbudget og leve op til Wales-erklæringen, mener Nye Borgerliges forsvarsordfører Peter Seier Christensen. Han vil se handling og foreslår, at pengene bliver trukket fra ulandsbistanden.

Læserne af OLFI vil måske vide, at Forsvarsområdet og særligt Danmarks forpligtelser over for Nato ligger mig og Nye Borgerlige meget på sinde. På talerstolen fik jeg i sidste uge endelig chancen for at fremføre et for os vigtigt forslag, nemlig at Danmark begynder at efterleve Wales-aftalen og øger forsvarsbudgettet til to pct. af vores bnp senest i 2024.

For mig er forsvarsområdet vigtigt. Jeg er nationalkonservativ og ser et stærkt forsvar som et grundlag for vores sikkerhed, frihed og suverænitet. Dette hører man ofte fra borgerlige politikere i skåltaler på Flagdagen.

Men mange taler ikke om finansieringen – dermed mener jeg, at højrefløjen kommer til at modarbejde sagen, fordi venstrefløjen dermed er undskyldt, når de hævder, at det er helt umuligt at finde de penge, der skal til, for at Danmark kan leve op til Wales-aftalen fra 2014.

Kan tages fra ulandsbistanden

Jeg mener imidlertid ikke, det er umuligt at finde de ekstra 21 milliarder, som der skal til. Det er et spørgsmål om vilje og prioriteringer – så dem vil jeg her komme med et bud på. Til en begyndelse kan vi tage midler fra ulandsbistanden.

Hvert år bruger staten mere end 16 milliarder på ulandsbistand. Jeg deler naturligvis ønsket om at skabe en bedre og fredeligere verden, men desværre tyder de fleste undersøgelser på, at udviklingsstøtte er virkningsløs – ja nogle undersøgelser tyder endda på, at den kan være skadelig.

Til gengæld er der ingen tvivl om, at Nato er med til at holde fred og skabe tryghed – blandt andet for vores mange søfolk. Nato er med til at beskytte dem mod pirateri, og det er for mig at se en skam, at vi ikke overholder vores del af aftalen, fordi et politisk flertal får en bedre mavefornemmelse af at sende milliarder ned i et sort hul.

At her er tale om store nedskæringer, er jeg imidlertid godt klar over. Jeg tager ikke let på det, og mit bud afspejler den alvor, jeg ser på forsvarsområdet med.

Vi har ikke råd til mere fodslæberi

Resultatet af alt for mange års politisk fodslæben er desværre, at Danmark er udsat i en verden, der sikkerhedspolitisk går imod at være mere kompliceret med et USA, der trækker sig på forsvarsområdet og Rusland, der i stigende grad bliver selvhævdende.

Natos forsvarsministre var i Wales enige om, at Danmark skulle opprioritere tre forhold: En tung brigade på 4000-5000 mand, Joint, Intelligence, Surveillance and Reconnaissance- kapaciteter og antiubådskapaciteter (ASW). Men vi har ikke overholdt tidsplanen.

Som direkte konsekvens kan Danmark ikke for nu udsende en kampklar brigade. Danmark mangler også et efterretningsbillede på kamppladsen, og sidst men ikke mindst kan Danmark ikke bekæmpe ubåde i Atlanten, Østersøen eller ved Arktis.

Min fremsættelse gav anledning til at bedømme, hvordan det politiske landskab ligger lige nu, når det kommer til forsvaret og viljen til at finansiere det.

Farlig tornerosesøvn

Jeg blev således glad og opmuntret af en varm støtte fra de borgerlige partier. Her var der enighed om, at det er en direkte pinlighed, at Danmark ikke har vist så meget som lysten til at leve op til den aftale, der går hele vejen tilbage til 2014.

Forslaget blev til gengæld ikke bakket op af Socialdemokratiet og resten af venstrefløjen. Det er og bliver for mig utroligt, at ingen af venstrefløjens partier kunne se det hykleriske i normalt at betone vigtigheden af det internationale samarbejde for så at blæse forsvarsalliancen med Nato et stykke.

Jeg kan konkludere, at det altså ikke er alle internationale aftaler, der for venstrefløjen er vigtige at opretholde. Når det kommer til forsvarsområdet, er det nærmest en dyd at forsøge at undslippe vores ansvar. Det er som om, at venstrefløjen ikke har fulgt med i den sikkerhedspolitiske udvikling, som om de er sovet fra det.

Jeg håber bare, at der kommer et skifte af magten, før realiteterne giver os en meget hård opvågnen fra vores forsvarspolitiske tornerosesøvn.