DEBAT: Den verden, som vi bevæger os ind i, er ikke en verden, hvor Danmark selv kan vælge at deltage i en konflikt eller ej. Konflikten kommer udefra, den kan antage talrige former og vil være overraskende. Paradoksalt, som det kan lyde, kan krigsspil bidrage til, at man forbereder sig på det uforudsete og dermed kan reagere effektivt alene eller sammen med sine allierede.

Krigsspil, eller mere fredeligt situationsspil, er et uddannelses- og planlægningsredskab, som kan bruges på alle niveauer i en militær organisation. Det forbindes ofte – og med rette – med feltmarskal von Moltke “den ældre” i sit virke som chef for den preussiske generalstab (1857-1888). Særligt skal fremhæves hans årlige operative rekognosceringsudrykninger (Übungsreise) i tidsrummet 1858-1881. De blev gennemført med henblik på at analysere og belyse løsningsmodeller på de militære udfordringer, som Preussen – og senere Det Tyske Kejserige – var konfronteret med. De bidrog også til at højne uddannelsesniveauet af chefer og deres stabe og skabte en fælles opfattelse af Tysklands militærstrategi, doktriner og procedurer. Rejserne bidrog tillige til en dybere forståelse af eksisterende planer og dermed evnen til en fleksibel tilgang til planlægning og tilpasning af planer i kamp: Føring.

Det næste skridt i tysk sammenhæng indtræffer under generaloberst von Seeckt i perioden 1920 til 1926. Generaloberst von Seeckt opdeler krigsspil i et antal typer spil. Jeg vil særligt fremhæve følgende fire typer krigsspil, som fortsat forekommer yderst relevante:

1. Planafprøvning (Planspiel)
2. Stabsøvelse (Stabsübung)
3. Operativ rekognosceringsudrykning (Übungsreise)
4. Terrænbordsøvelse (Sandkastübung)

Planafprøvning gør det muligt at afprøve en plan i alle dens facetter og dermed forberede sig til det uforudsete vel vidende, at ”… ingen plan overlever første sammenstød med fjenden…” jf. feltmarskal von Moltke den Ældre.

Stabsøvelse er det klassiske redskab, som enhver chef bruger til at uddanne sin stab – stor eller lille. Det er tillige redskabet til at uddanne underlagte chefer med deres stabe.

Operativ rekognosceringsudrykning er omtalt tidligere. Her vil jeg fremhæve, at den også bidrager til at gøre en chefgruppe til et band of brothers, hvilket kan blive afgørende på en slagmark med uforudsete udviklinger og hastige situationsændringer. Det gensidige kendskab til hinanden og den fælles forståelse af doktriner er grundlaget for Auftragstaktik/Mission Command Tactics, som ofte fremhæves, men sjældent appliceres i disse år. Det er bl.a. en logisk konsekvens af de sidste årtiers konflikter, som har set en stigende politisk kontrol med operationer i håbet om, at især tabene kan kontrolleres politisk via en detaljestyring af operationerne, et vanskeligt emne i sig selv. Hertil kommer, at Auftragstaktik kræver en kultur, som tillader fejl mhp. læring af fejl, et andet vanskeligt emne.

Terrænbordsøvelse er det basale og hyppigt anvendte redskab, som skaber en fælles forståelse af planen og belyser, hvordan man påtænker at reagere i de forskellige situationer. Det forbindes ofte med de lavere taktiske niveauer i regi af hæren.

Konklusioner af franske krigsspil bevidst tilsidesat

En illustration i brugen af krigsspil er at finde i slaget ved Sedan maj 1940, hvor XIX Panzerkorps angreb over Meuse-floden, brød igennem de franske forsvarspositioner og overgik til forfølgelsesfasen mod den nordlige franske kyst. Denne enkelte omfatning af de allierede styrker fik som bekendt katastrofale konsekvenser for især Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig, som blev besat af Tyskland og underkastet et blodigt besættelsesregime indtil befrielsen i 1944/45.

I 1931 erklærede general Weygand (vice-formand for det Øverste Krigsråd 1931-35 og dermed tiltænkt øverstkommanderende i krig), at »Luxembourg-korridoren kan udgøre aksen for et overraskende tysk angreb med pansrede og motoriserede styrker«. I 1933 iværksatte general Weygand et nærmere studie af en sådan tysk option. Han ”spillede” med en tysk styrke på ca. 140.000 mand og 10.000 køretøjer, som ville gennembryde de franske fremskudte styrker og ankomme til Meuse-floden 48 timer efter iværksættelsen af angrebet. Vejen til Paris lå åben. Havde man inddraget disse konklusioner i efterfølgende beslutninger vedrørende militær strategi, doktriner, opstilling af enheder og den operative planlægning, så havde udfaldet af maj 1940 antageligt været anderledes.

I 1938 gennemførte general Prételat (medlem af det Øverste Krigsråd og udpeget chef for 2 Armé, som var tiltænkt indsat til standsning af et tysk angreb igennem Ardennerne) et krigsspil, som et langt stykke ad vejen afspejlede den situation, som indtraf i maj 1940. I spillet foregik fremrykningen mod Meuse-floden ad fem veje under ”tysk” luftoverlegenhed. Meuse-floden ville nås indenfor 60 timer. Efterfølgende iværksatte tyskerne angreb fra bevægelse mod den franske forsvarslinje over en frontbredde på 15 km. Gennembrud opnås få timer efter iværksættelse af angrebet. General Prételat rapporterede efterfølgende om krigsspillet, dets udfald og hans anbefalinger som følge heraf til den franske hærchef, general Gamelin (hærchef 1931-40). General Gamelin afviste konklusionerne og anbefalingerne, idet han vurderede den tyske formåen overdrevet, og i øvrigt stred konklusionerne mod hans egen opfattelse af, hvorledes kampene kunne udvikle sig. Status quo blev fastholdt med tragiske konsekvenser til følge.

Man kan således påstå med betydeligt belæg, at konklusionerne af de realistiske franske krigsspil blev bevidst tilsidesat af et militærhierarki, som operativt levede i en anden tidsalder og ikke ønskede at deltage i en ubehagelig politisk proces, som ville kræve betydelige ændringer af Frankrigs Grand Strategy/nationalstrategi, militærstrategi, militære doktriner og kommandostruktur. Tankegangen var i høj grad baseret på følgende logik: Hvis problemet er ubehageligt, så taler vi ikke om det; taler vi ikke om det, så eksisterer det ikke; eksisterer det ikke, så er der ikke behov for at træffe ubehagelige beslutninger. Denne tilgang – velkendt i både den politiske og den militære verden – har normalt kun ført til katastrofer. Den kom til at betyde, at ca. 100.000 franske soldater blev dræbt i kamp i maj-juni 1940, og at ca. 1,8 millioner franske soldater kom i tysk fangeskab. Det var konsekvenserne af fejlagtige strategier, det være sig national strategi eller militær strategi, i tidsrummet 1919-1939.

Tyske erfaringer med krigsspil

Hvis vi fortsætter med Slaget ved Sedan 1940, er det betimeligt at se på, hvordan tyskerne brugte krigsspil i efteråret 39 og foråret 1940.

Indledende tyske tanker om et vest-felttog, Plan Fall Gelb, var i høj grad inspireret af tankerne bag den såkaldte Schlieffen Plan fra 1914. De første udkast var udarbejdet af ”traditionalisterne” i det tyske kommandosystem og nød ikke fremme hos Hitler, som instinktivt var mere interesseret i dristige ideer. Det samme var gældende for en håndfuld officerer, heriblandt generalerne Guderian og von Manstein, som ønskede en radikalt anderledes model valgt som grundlag for operationen mod de vestlige styrker. Denne model, et langt stykke af vejen udviklet af general von Manstein, byggede på et gennembrud ved Sedan ved hængslet mellem Maginotlinjens nordlige afslutning og de allieredes hovedstyrkes fremrykning ind i Belgien, som skulle gennemføres frem til Dyle-linjen, mere korrekt defineret som Koningshooikt-Wavre-linjen.

Det tyske angreb skulle gennemføres over en bred front med henblik på at ”trække” de allieredes bedste og mest mobile styrker ind i Belgien og efterfølgende afskære dem ved en enkelt omfatning fra syd, hvor tyngden af de tyske pansrede og motoriserede styrker var at finde (tysk: Schwerpunkt). Denne manøvre, som blev forkastet af ”traditionalisterne”, endte med at nyde fremme hos stabschefen ved den tyske hærkommando, general Halder. Hans kovending var et langt stykke ad vejen konsekvensen af hans deltagelse i to krigsspil henholdsvis ved Armé Groupe A under kommando af general von Rundstedt i Koblenz den 7. februar 1940 og ved 12. Armé under kommando af general List i Mayen den 14. februar 1940. Den 17. februar mødte General von Manstein Hitler og overbeviste ham om mulighederne i den sydlige option via Sedan. Det nye planlægningsdirektiv blev udsendt af den tyske hærkommando den 24. februar 1940. Den 10. maj påbegyndte de tyske styrker deres angreb mod Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig. Den 13. maj nåede XIX Panzerkorps frem til Sedan, angreb fra bevægelse over floden og brød igennem det franske forsvar. Angrebet fortsattes efterfølgende mod den franske kystlinje ved Boulogne, Calais og Dunkerque.

En interessant detalje er, at XIX Panzerkorps tillige havde deltaget i et krigsspil vedrørende angrebet/overgangen over Meuse-floden ved Sedan. Planen, som blev afprøvet ved krigsspillet, blev som følge af hastigheden i den tyske fremrykning brugt den 13. maj til angrebet over Meuse-floden uden ændringer på nær kl. H! Alle afgørende førere kendte til den, hvilken omtales i både generaloberst Guderians erindringer (chef XIX Panserkorps) og general Balcks erindringer (chef Schützenregiment 1).

Afgørende at lære af fejl på alle niveauer

Således illustrerer kampene om Sedan i maj 1940, hvordan krigsspil i forskellige udgaver kan bruges eller misbruges til at opnå vidt forskellige konklusioner. Der er derfor behov for at undersøge nærmere, hvad der medfører, at et krigsspil kan blive så realistisk som muligt og dermed til nytte for både politiske og militære beslutningstagere:

1. Problemet/planen, som skal belyses, bør være veldefineret, så konklusionerne ikke alene bliver relevante for selve emnet, men også på det niveau krigsspillet gennemføres – det være sig på det strategiske, operative eller taktiske niveau, når vi taler om militære operationer.
2. Der kræves et indgående kendskab til ”fjenden” – det være sig politisk modus operandi, militær strategi eller styrker til rådighed. Man skal kunne opstille en relevant(e) plan(er), set fra fjendens side.
3. Man baserer sin egen plan på eksisterende planer eller modeller, som ønskes afprøvet, den velkendte ”konfrontation” i operative overvejelser.
4. Der skal etableres en velfunderet ”dommerkomité”, som neutralt kan afveje de forskellige handlinger mod hinanden.
5. Konklusionerne, ubehageligt som det kan være, må ikke forkastes, fordi de enten er ubehagelige eller går imod ”god latin”, det være sig på det politiske og/eller militære beslutningstagere niveau.

Hertil kommer en kultur, som tilsiger, at fejl bliver begået. Det afgørende er, at man lærer af fejl, uanset på hvilket niveau man befinder sig. Det være som militær chef eller medlem af en regering. Et krigsspil har til formål ikke alene at analysere en bestemt situation og afprøve en plan – det har også til formål at uddanne beslutningstageren uanset grad eller position. Det ufejlbarlige tilhører ikke denne verden.

Jeg vil fremhæve det computerstyrede krigsspil, som blev gennemført i medio 90’erne i Ramstein med tilbageværende Nato-styrker i Centralregionen mod tilbageværende Warszawapagt-styrker. Nato-opstillingen var en traditionel lineær opstilling og blev konfronteret med et angreb, som byggede på principperne fra det sovjetiske Deep Battle-koncept og brugen af operative manøvregrupper (OMG). Allied Forces Central Europe led nederlag. Ved afslutningen af øvelsen var det franske II Korps omringet, og der var slået hul i Nato-opstillingen. Det var kun et krigsspil, det var muligvis mindre relevant i medio 90’erne, men det medførte med rette betydelige bekymringer hos de pågældende chefer over, hvordan en sådan situation kunne opstå.

Stadig et relevant planlægningsværktøj

Drager man en parallel til Danmark i rammen af Nato og EU i 2021 og de tre strategiske retninger, som anført af denne forfatter i en tidligere artikel, kan man stille sig følgende spørgsmål.

Artiklen fortsætter under billedet …

Strategisk retning Øst: Er ”vi” klar til at håndtere en konflikt med Rusland i det baltiske område? Det være sig et kup angreb mod dele af de baltiske stater såsom en afskæring af landforbindelsen mellem Litauen og Polen (Suwalki-korridoren) i forlængelse af kamphandlinger i det østlige Ukraine?

Eller en mere klassisk krisestyring, som pludseligt antager en anden dimension samtidigt med, at spændinger opstår omkring Grønland (strategisk retning Nord/Nordvest)?

I begge retninger er Danmark som følge af geografien en frontlinjestat. Samtidig, med at et sådan scenarie udvikler sig, kan Mellemøsten/Nordafrika tillige bryde i flammer som i 2011 (strategisk retning Syd/Sydøst). Og det vil også påvirke beslutningsprocesserne, det være sig i Nato eller EU.

Kort sagt, krigsspil på det national strategiske niveau kan hjælpe med at belyse, hvilke muligheder en stat har og i særdeleshed ikke har, ikke mindst i rammen af Full Spectrum Operations, som indbefatter alle dimensioner af krigsførelse. Det være sig økonomisk, energiforsyninger, cyber, militære kampe mv. På de lavere niveauer kan man også belyse, hvorledes man eksempelvis kan eller ikke kan forstærke de baltiske stater ad søvejen/luftvejen/landevejen – det være sig med symbolske landstyrker eller med en brigadestruktur. Eller hvorledes man kan/vil håndtere en krise i det høje nord, hvor spændingerne er stigende. Afgørende i alle tilfælde er, at dogmer ikke må diktere udfaldet, og at ”fejlbeslutninger”, som er gratis under et krigsspil, skal bruges konstruktivt.

Krigsspil er fortsat et yderst relevant uddannelses- og planlægningsværktøj, måske mere relevant end tidligere som følge af beskedne militære kapaciteter med begrænset udholdenhed både i Danmark og hos et stort antal af vores allierede. Den verden, vi bevæger os ind i, er ikke en verden, hvor Danmark kan vælge at deltage i en konflikt eller ej. Konflikten kommer udefra, den kan antage talrige former, og den vil være overraskende. Paradoksalt som det kan lyde, så kan krigsspil bidrage til, at man forbereder sig til det uforudsete og dermed kan reagere effektivt alene eller sammen med sine allierede.