Topmøde

Hans Engell: Venstre-forslag og personlig kritik af ministeren er ”en giftig cocktail”

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Venstre foreslår i onsdagens udgave af Berlingske at adskille Forsvarskommandoen fra Forsvarsministeriet og den styrelsesstruktur, der længe har været kilde til utilfredshed i dele af Forsvaret. Forslaget er betimeligt, men risikerer at drukne i den personlige kritik af forsvarsminister Trine Bramsen, mener politisk kommentator Hans Engell.

Forsvarskommandoen skal løsrives fra den ministerielle styrelsesstruktur og snarest muligt gå tilbage til at være en selvstændig enhed. Sådan lyder det fra Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen og partiets forsvarsordfører Lars Christian Lilleholt i onsdagens udgave af Berlingske.

»Vi ønsker at give forsvarschefen en stærkere rolle og helhedsansvaret for Forsvaret. Vi ønsker, at der igen skal være armslængde til politikerne og forsvarsministeren og sikre, at forsvarschefen i højere grad bliver reel forsvarschef. Embedsmænd er fremragende. Soldater er også fremragende, men det er to forskellige ting. Forsvarschefen er soldat, og der er en faglighed, man risikerer at tilsidesætte i den nuværende situation,« siger Jakob Ellemann-Jensen til Berlingske.

Artiklen fortsætter under tweetet …

Partiets udmelding kommer efter længere tids ophedet debat om Forsvaret, der blandt andet har drejet sig om et påstået skred i føromtalte politiske armslængdeprincip og om, hvorvidt Forsvaret er at sidestille med Forsvarsministeriets civile styrelser i andet end en strengt juridisk forstand. Dertil kommer en række skandalesager med udspring i forskellige styrelser og myndigheder – civile som militære – under Forsvarsministeriet.

Med forslaget lægger Venstre imidlertid op til et opgør med den meget udskældte reform af Forsvarets ledelsesstruktur, som placerede Forsvarets ledelse i Forsvarsministeriet. Omstruktureringen – som daværende forsvarsminister Nick Hækkerup (S) kaldte et opgør med oberst Hackel-typerne i Forsvaret – blev vedtaget under Helle Thorning Schmidt-regeringen og havde til formål at sikre større politisk kontrol med Forsvaret. Venstre var selv en del af forligskredsen, da strukturændringen blev vedtaget i 2013.

Farligt at blande politisk forslag med personlig kritik

Forslaget om igen at adskille Forsvarskommandoen fra Forsvarsministeriet kan give anledning til en god debat om, hvordan Forsvaret bør organiseres forud for forhandlingerne om et nyt forlig i forligskredsen, mener politisk kommentator Hans Engell.

»Set i det lys er det meget fornuftigt, at Venstre nu meddeler, at de gerne vil have drøftet Forsvarets ledelsesstruktur og organisering i forbindelse med et kommende forsvarsforlig. Det, synes jeg i og for sig, er meget naturligt og et udtryk for, at Venstre nu engagerer sig stærkere i Forsvaret,« lyder det fra den forhenværende konservative forsvarsminister.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse OLFIs solointerview med forsvarschef Flemming Lentfer …

Hans Engell er til gengæld ikke imponeret over denne del af argumentation, der peger på forsvarsminister Trine Bramsen som årsag til mange af Forsvarets aktuelle udfordringer. Hun anklages blandt andet for en udpræget grad af detailstyring. Der er dog tale om to forskellige diskussioner, som bør dog holdes adskilt, mener Hans Engell:

»Det er meget farligt, at man blander det sammen med en meget skarp personlig kritik af forsvarsminister Trine Bramsen. Man gør det hele til et spørgsmål om, at man ikke har tillid til den nuværende minister og derfor gerne vil ændre på Forsvarets organisation. Det, synes jeg, er en ualmindelig dårlig måde at lede på,« siger Hans Engell og fortsætter:

»Forsvarets organisering og hvilket forhold, der skal være mellem Forsvarskommando og Forsvarsministeriet – om man skal sidde samplaceret eller fysisk adskilt som tidligere – er noget, der skal diskuteres uafhængigt af, hvad de politiske partier mener om den siddende forsvarsminister. Jeg synes, at det er en lidt giftig cocktail, Ellemann og Lilleholt lægger op til, fordi de blander Forsvarets organisation sammen med, hvad Venstre mener om den siddende minister. Det er ikke noget godt udgangspunkt for en saglig og seriøs debat om det tema.«

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse major Steen Holm Iversens debatindlæg om Forsvarets strukturelle udfordringer …

Den personlige kritik af forsvarsminister Trine Bramsen risikerer ligefrem at blive kontraproduktiv i forhold til debatten om forslaget, mener Hans Engell.

»Enhver, der har forstand på politik ved, at enten vælger man en seriøs, faglig og saglig diskussion om Forsvarets ledelse, eller også vælger man et af de almindelige slagsmål, hvor man skælder ud og kaster porcelæn efter hinanden. Her virker det til, at Venstre gerne vil gøre begge dele på samme tid.«

Hans Engell bemærker desuden, at det hører med til historien, at Venstre vil ændre en ordning, de rettelig selv har spillet en central rolle i at vedtage, og som derfor ikke alene kan lægges Socialdemokratiet til last.

»Når man læser, hvad Ellemann-Jensen og Lilleholt siger, får man nærmest indtryk af, at den nuværende ledelsesform er noget, der blev trukket ned over hovedet på Venstre, hvad det jo ikke er. Den ledelsesstruktur, Forsvaret har i dag, er resultatet af det brede politiske forlig, som Venstre også selv var med i. Og jeg skal hilse og sige, at der allerede dengang var mange – også i kredse i Forsvaret – som advarede mod det og syntes, at der var for lidt armslængde mellem den militærfaglige del af Forsvaret og den politiske del i Forsvarsministeriets departement. «

Socialdemokratisk ordfører: »Politisk drilleri«

Nogenlunde samme toner lyder fra Socialdemokratiets forsvarsordfører Jan Johansen, der både ironiserer over Venstres forestående opgør med en aftale, de selv var med i, og erklærer sig lodret uenig med Venstre-profilerne i, at partifælle og forsvarsminister Trine Bramsen blander sig for meget i drift og forsvarsinterne anliggender.

»Det er deres påstand. Man kan læse, hvad forsvarschefen siger, og se, at der er kommet styr på tingene. Det er en helt forkert udmelding. Jeg mener, at forslaget er politisk drilleri, fordi man tænker, at her kan man ramme en minister eller give ministeren skylden for et eller andet,« siger Jan Johansen og fortsætter:

»Når forsvarschefen har siddet med ved de møder, jeg har deltaget i, hører jeg overhovedet ikke klager. Jeg kan heller ikke læse det i de interviews, han har givet. Han synes, at samarbejdet kører godt. Vi har styr på økonomien og på materielanskaffelser og har i det hele taget styr på meget mere, end vi havde i den gamle organisation. Hvorfor lave det om, når selv forsvarschefen udtrykker, at det kører, som det skal?«

Jan Johansen understreger, at forslaget for ham at se har at gøre med oppositionens verserende opgør mod Trine Bramsen, som længe har været udsat for hård kritik for at sidde med ved forsvarschefens presseinterviews, for sin omtale af forsvarschefen som styrelseschef og for sin holdning om, at Danmark ikke er klar til en åben forsvarsdebat.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse om Trine Bramsens vurdering af betingelserne for en konstruktiv forsvarsdebat …

»Det er politisk drilleri. Hvis Venstre er irriterede på regeringen eller en minister, så gå efter det i stedet for at forsøge at lave om på noget, som fungerer rigtig godt i forhold til tidligere,« siger Jan Johansen.

Den socialdemokratiske forsvarsordfører har i det hele taget vanskeligt ved at se, hvilket formål forslaget tjener. Det står med Venstres forslag ikke tilstrækkelig klart, hvordan beslutningskompetencerne fordeler sig, hvis man bevæger sig væk fra den nuværende indretning, mener han.

»Hvis Venstre mener, at regeringen kører en forkert politik, hvorfor så falde over Forsvaret, hvor vi skal være enige og glade for de forlig, vi har lavet? Der skal være ro omkring Forsvaret, for når vi sender soldater i krig, skal vi være enige om det i brede forlig i Folketinget. Her skaber vi utryghed en gang til, og jeg forstår simpelthen ikke, hvad de har gang i,« lyder det fra Jan Johansen, som slår fast, at Venstre af samme grund ikke skal forvente den store velvilje fra Socialdemokratiet, når forslaget skal diskuteres i forligskredsen i forbindelse med de forestående forhandlinger:

»Overhovedet ikke,« lyder det kontant fra Jan Johansen.

Detailstyring understreger udfordringen

Både Jan Johansen og Hans Engell rammer imidlertid forbi skiven, mener til gengæld Venstres forsvarsordfører Lars Christian Lilleholt, der i dag præsenterede forslaget i parløb med sin partiformand. Der er ingenlunde tale om politiske drillerier, bedyrer han, da OLFI spørger til hans reaktion på kritikken.

»Jeg tager den ganske roligt. Uanset, om forsvarsministeren havde heddet Trine Bramsen eller noget andet, er det vores opfattelse, at den beslutning, der blev truffet i 2013, var forkert. Vi var dybt betænkelige dengang. Det første udspil fra den daværende S-regering med Nick Hækkerup som forsvarsminister gik længere end det, der endte med at blive resultatet af den politiske aftale, som vi stadig var skeptiske ved. Vi har givet det en chance, men vores vurdering er, at det ikke fungerer,« siger Lars Christian Lilleholt.

Men, medgiver han, forsvarsminister Trine Bramsens ageren de seneste måneder har medvirket til at understrege behovet for et opgør med den nuværende organisering. Der må ikke være tvivl om, hvem der står i spidsen for Forsvaret, og det er der kommet med Bramsens hands-on-ledelse af sit resortområde.

»Der er udfordringer med nuværende opgavefordeling. Det har Trine Bramsen i den grad synliggjort ved et overdrevent behov for regulering og detailstyring. Det er derfor en udmærket anledning til at tage problematikken op, men det havde vi gjort, uanset hvem der havde været minister. Vi ønsker, at forsvarschefen får helhedsansvar for Forsvarskommandoen og dens opgaver – ikke mindst for personaleledelse, tværgående allokering og en lang række andre planlægningsmæssige opgaver.«

Lars Christian Lilleholt fremhæver desuden kritikken fra fem fagorganisationer, som i februar gjorde fælles front i Berlingske og opfordrede forsvarsminister Trine Bramsen til at lægge linjen om. Organisationernes fælles debatindlæg tjener som bevis på, at det politiske domæne er rykket for tæt på det militærfaglige, synes han.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse om de fem fagorganisationer, der i februar opfordrede forsvarsminister Trine Bramsen til at sadle om …

»Det er en oplagt anledning til at tage sagen op, og det har ikke noget med politisk drilleri at gøre. Udfordringen (med den nuværende struktur, red.) havde været der alligevel, men med ministerens ageren er det synliggjort for enhver. Militærfaglig rådgivning må ikke være politisk styret, men lige nu er der fare for, at det er tilfældet. Vi ønsker en langt mere selvstændigt forsvarschef.«

Den socialdemokratiske modvilje mod forslaget tager Lars Christian Lilleholt også fra oven og ned. Han noterer sig i stedet, at det er en enig blå blok, der står bag forslaget.

»Jeg glæder mig over, at der er massiv opbakning til forslaget i blå blok. Det er en rigtig god begyndelse, og ministeren bliver jo nødt til at lytte til forslag i forbindelse med forligforhandlingerne.«

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI
- Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

3 KOMMENTARER

Abonnér
Notify of
guest
3 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer