Topmøde

Forsvarsakademiet stopper ethvert tilløb til refleksion, kritik eller debat

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

DEBAT: Tak til Peter Sønderkjøge-Hansen og Karsten Marrup for deres svar på mit seneste indlæg på OLFI. Jeg har stor respekt for folk, som træder offentligt frem med deres meningers mod. Det glæder mig, at vi har den vigtigste og mest engagerede professionsdebat siden debatten om kasket kontra skråhue engang i forrige årtusinde …

Jeg har derimod ingen respekt for den adfærd, som Forsvarsakademiet (FAK) som institution viser i denne debat. Grundlæggende samler man tropperne og skyder alt i sænk. Ikke et sekund møder jeg den akademiske eftertænksomhed eller nysgerrighed, som selv H. C. Andersens nyekviperede kejser havde om, »hvorledes tøjet tager sig ud …«. Informanter fra FAK fortæller mig, at folk ligefrem er vrede og føler sig krænkede. Jeg mener … jeg er jo også empiri.

Det er da en underlig akademisk tilgang – hvoraf ét element kan være frygten for at miste sin stilling. Den samme frygt kørte man let og elegant henover, da man skiftede en tredjedel af Forsvarets soldater ud med civile og derved gennemtvang en afgørende kulturændring.

Kan det tænkes, at mit debatindlæg udspringer af, at der aldrig var den nødvendige argumentation og debat, da det nye FAK og de nye uddannelser blev gennemført fra oven? Kan mit indlæg være et led i en debat, som blev kvalt ved fødslen bl.a. ved fyringen i 2013 af oberst Eigil Schjønning, hvis advarsler på mange måder ligner mine argumenter?

Den måde, som FAK lægger låg på debatten, er deprimerende. Debatkulturen i Forsvaret er i forvejen præget af frygt. Da man hellere går efter manden end efter bolden, tier folk, eller også tør de kun ytre sig med synspunkter, der flugter med ledelsens forventninger. Én af de mange, som har skrevet til mig bag kulisserne, sagde direkte, at han ikke turde støtte mig, fordi han frygtede for sin chefudnævnelse.

Forsvarsakademiet vælger fordømmelsen

Når chefen med en af de første kommentarer til indlægget lægger ud med at afvise mine synspunkter blankt. Når han gentagne gange trækker ID-kortet med det gamle obersttrick (»Unge mand, De har ikke erfaringer, De har oplevelser!«) og desavouerer min viden og mine erfaringer ved at kalde dem for “oplevelser”. Når mit debatindlæg er emne på chefmøder. Når en institutchef inviterer mig til kaffe bag lukkede døre for at belære mig ud fra en påstand om, at min viden er syv år gammel. Når FAK udsender ”nyhedsbreve”, hvor man stadfæster, at jeg har uret. Ja, så får man effektivt stoppet ethvert tilløb til refleksion, kritik eller debat og får kritikeren reduceret til den lille dreng, som sagde: »Men han har jo ikke noget på!«

Når institutionen som helhed vælger fordømmelsen, åbner man bl.a. også for det smarte retoriske trick med at skrive direkte til mig og om mig som person – det isolerer jo synspunktet til kun at være mit. Det kunne jeg også selv have fundet på at bruge, hvis jeg skulle forsvare en sag med svage argumenter. Cadeau for det – og pyt med det! Det er vilkårene for en debattør.

Ligeledes kan man roligt gøre sig lystig over min tid i Jægerkorpset; store muskler, ingen hjerne, smide bomber i blinde osv. Man kan mageligt tillægge mig synspunkter, jeg ikke har, f.eks. at jeg skulle være imod ny viden, fordi jeg siger, at man skulle tage at bruge den viden, man allerede har. Men det er jo ikke det, jeg taler om. Jeg taler om intellektuelt håndværk, overindlæring og bevidst holdnings- og kulturdannelse.

Og jeg taler om, at al den nye viden, som produceres, ikke bruges. Vi har vidst siden 1990’erne, hvad betingelserne i tidens krige er. Alligevel har vi ikke brugt den viden i Bosnien, Afghanistan, Irak, Libyen, Mali, har vi? Forsvarsministerens Rådgivnings- og Analysegruppe (RAG) udgav fremsynede og visionære rapporter i 90’erne, som stadigt holder vand. Men de blev aldrig brugt, og RAG blev nedlagt, fordi det konservative beslutningslag ikke ville høre på dem.

Fik al denne “nye” viden os til at lade være med at fokusere på at slå fjendens styrker ihjel og i stedet gå asymmetrisk efter hans finansiering, folkelige opbakning, rekruttering, fortælling eller skygge-regime? Er der noget ændret i B.H. Liddell Hart’s 75 år gamle sentens: »There are two thousand years of experience to tell us that the only thing harder than getting a new idea into the military mind is to get an old idea out«?

Nej, jeg skød ikke mig selv i foden her! Jeg kritiserer ikke det nye FAK, fordi det er nyt, men fordi det ikke fokuserer nok på professionen. Jeg kritiserer det, fordi det ikke lægger vægt nok på at implementere den afgørende viden kvalitativt i militæret, men kun kvantitativt ved at producere nye mængder af viden, som heller ikke bliver brugt.

Som om, at verden ikke eksisterede før akkrediteringen

Tilbage til Sønderkjøges og Marrups debatindlæg. Jeg vil tillade mig at replicere dem i ét indlæg, da deres argumenter generelt er sammenfaldende.

Citat fra Marrup: »En akkreditering er en kvalitetssikringsøvelse med det formål at sikre, at man underviser på det rigtige niveau, at man underviser i emner, der sikrer opfyldelse af læringsmålene, og at man følger et regelsæt for, hvordan man sikrer sammenhæng mellem det, man underviser i, og praksis.«

Klik på billedet, hvis du vil læse major Karsten Marrups replik til Lars Ehrensvärd Jensens første debatindlæg om det nye FAK …

Det er et besynderligt og historieløst argument. Vi havde også kvalitetssikring før revolutionen. Det hed bare noget andet, og militæret havde selv kontrollen. Tusinder af officerer har uddannet 100.000’er af soldater gennem årene efter præcist samme læst. F.eks. beskriver grundbogen “Ledelse og Uddannelse” (1998: 434 ff) netop nødvendigheden af sammenhængen mellem de militære mål og uddannelsen. I andre dele af Forsvarets uddannelseslitteratur og bestemmelser, f.eks. “Undervisning i Praksis” (2000), var det nøje beskrevet, hvordan man udfører dette i praksis.

Over årene justerede man løbende grundlaget; den nævnte “Ledelse og uddannelse” udkom i tre opdateringer, inden den blev forkastet af akkrediteringen. Det er som om, at verden ikke eksisterede før akkrediteringen.

Nu påstår man sig bedre påklædt (sic) ved at underkaste sig en civilt styret ”kvalitetssikringsøvelse”, men hvorfor gennemtvang man en revolution, hvor en evolution var tilstrækkelig? Det var lige netop det, jeg mente med at tale om krigens konstanter. Der er så mange ting i krigens væsen, som ikke er revolutioneret, uanset hvor mange fagfællebedømte artikler, der produceres på FAK, og som kun læses af få andre fagfæller. Viden er ikke et vidundermiddel, selvom det kan så sådan ud, når man lever af at producere den. Det er implementeringen af viden, som er kernepunktet, og den er på ingen måde forbedret ved at kaste sig i armene på det civile systems normer og kulturer. Det er ikke et fremskridt, men et skridt til siden.

Risikerer at skulle gå nøgne i krig

I debatten anføres det beroligende, at det »kun er master i militære studier«, som er forskningsbaseret. (Det er helt syret, at én af mine opponenter ikke kunne diskutere hvad “forskningsstøttet” betyder, fordi udtrykket ikke er defineret af akkrediteringsbestemmelserne …).

Det beroliger mig ikke. Det nye FAK får en meget stor effekt på Forsvaret. Samlingen af al uddannelse under FAK medfører en høj risiko for mission creep. Der er bedrøveligt få eksempler på, at akademisering tilbagerulles i de videnssamfund, der omgiver Forsvaret. Tværtimod, forskning er magt. Og intet taler for, at vi kan tilbagerulle akademiseringen, for det er netop forskningens natur, at ”mere vil have mere”. Hvorfor skulle seniorsergentuddannelsen ændres til at hedde ”den militære akademiuddannelse”? Ord betyder noget, og det vil ændre Forsvarets rygrad, sergenterne – og dermed resten af Forsvaret – i akademisk retning.

Derfor sniger akademiseringen sig ind i Forsvarets rækker, og det bliver ikke bedre af den ovennævnte historieløshed og fremtidens chefer, som ikke har set andet. De kan let komme til at skulle gå nøgne i krig. Medmindre man ændrer tingene, får FAK en kolossal betydning i fremtiden, såvel formativt (dannelse eller prægning af personlighed, stilart el.lign.) og normativt (foreskriver eller vedrører normen for hvordan noget bør være eller opføre sig).

Det er naivt at tro, at den centrale styring af officers- og sergentuddannelser fra ”FAK-hovedsædet” ikke skulle medføre ensretning og kulturpåvirkning. Man kan ikke bare afvise dette kulturaspekt med at postulere, at kulturdannelsen sker ude i værnene. Skoler og uddannelser er normative og formative – det er hele ideen med uddannelse.

Klik på billedet, hvis du vil læse orlogskaptajn Peter Sønderkjøge-Hansens replik til Lars Ehrensvärd Jensen, hvori sidstnævnte beskyldes for at “kaste fritfaldsbomber i tåge”.

Dette fører tilbage til den manglende debat om officersprofessionen, da det nye FAK og de nye uddannelser blev gennemtvunget. Samt ikke mindst FAK’s nævnte forsøg på at lukke debatten gennem snedig damage control. Et frygtregime med rasende mennesker er ikke et gunstigt debatmiljø.

Flere opponenter gjorde sig lystige over mine argumenter om holdninger og kampeksercits. Den primitive jæger vil bare tage geværgreb, han forstår jo ikke andet … Derfor er det på høje tid, at officerskorpset tager hul på en åben og fordomsfri debat om militærfaglighed og professionen. Jeg lægger gerne ud.

Hvad er officerens rolle egentlig i militæret i krig? Lad os betragte militæret som en organisme. Arme og ben udgøres af køretøjer, fly og skibe. Disse kan kaste projektiler mod fjenden. Forsyningsenheder er blodet som forsyner organerne. Hvor er officeren i dette? Officeren er hjernen og stemmelæberne. Officerens rolle er at tænke og kommunikere sine tanker for at få organismen til at fungere som én enhed.

Trivielle og kreative beslutninger

Lad os forlade denne analogi og se på officerens vigtigste funktion: at tænke. Det har noget med viden at gøre, og en tillokkende løsning kunne være at overdænge hjernen med viden. Problemet er bare, at menneskets hjerne kun magter at behandle ca. 40 bit pr. sek. (bits). Over 99 procent af al viden sorteres fra af den lille ært i hjernen, hippocampus.

Enhver officer i krig udsættes for et uendeligt stort antal bits og hans/hendes hovedopgave er at udvælge de afgørende informationer og omsætte dem til rigtige beslutninger. Disse beslutninger kan opdeles i trivielle beslutninger og kreative beslutninger. Med de trivielle beslutninger mener jeg de uendeligt mange løbende beslutninger, som officeren tager hele tiden om situationen, fjenden eller mandskabet. Det skal være de rigtige beslutninger, ellers taber officeren autoritet og folk kan dø. På fundamentet af de trivielle beslutninger kommer de kreative beslutninger. Ved dem forstås beslutninger som ligger uden for det normale beslutningsrum med dets faktiske begrænsninger i form af f.eks. rådige våben, forsyninger eller soldater.

De kreative beslutninger er syntesebeslutninger; dem som får 1+1 til at blive mere end 2. Dem, som centrerer sig om f.eks. fjendens svagheder eller psykiske habitus eller kompenserer for egne svagheder. Både de trivielle og kreative beslutninger er vigtige. De trivielle beslutninger er normalt dem som forhindrer, at man taber krigen, mens de kreative beslutninger ofte som regel er dem der muliggør, at man vinder krigen. Særligt når man har et nedsparet og underudrustet forsvar.

Givet, at officeren kan tænke og beslutte, så har han/hun kun et redskab til at sprede sine tanker: kommunikation; tale og skrift. Dette er også uhyre vigtigt, men jeg vil ikke behandle emnet yderligere her. Også selvom det også forsømmes i det akademiserede militær.

Hvad ved den gamle major om krig?

Det er en udbredt myte, at evnen til at træffe de rigtige beslutninger opnås gennem mere viden. Jeg tabte en særegen diskussion med en forsker, som ville forske i ”kompleksitet”, fordi ”fremtiden krige bliver meget mere komplekse”. Jeg indvendte, at denne påstand baserer sig på en manglende viden om en officers funktionsvilkår. Når man kun har 40 bits at arbejde med, så er alle situationer ekstremt komplekse. En delingsfører i Hæren med 30 mand lever i en ekstremt kompleks verden med uendeligt mange beslutningsparametre – Clausewitz kaldte det for 200 år siden for ”krigens tåge”.

Jeg indvendte yderligere, at den idelige påstand om, at alt er meget mere komplekst og kompliceret, i virkeligheden ender med at lamme officerens beslutningsdygtighed. Så frem for at fortælle officeren, at tingene er meget mere komplekse end nogensinde, så skulle man hellere fokusere på, hvordan man faktisk træffer de rigtige beslutninger. Altså militærfaglighed fremfor vidensfaglighed. Bemærk, jeg siger ikke, at vi ikke skal have ny viden, som skal implementeres i de 40 bits, men så skal der bare tages noget andet ud.

For at gøre en lang historie kort endte det med himmelvendte øjne hos de øvrige: »Hvad ved den gamle major om krig?«

Det at træffe ”rigtige” beslutninger er en konkret færdighed, som man kan og skal træne. Og beslutningsdygtighed hviler på et fagligt grundlag; det er et håndværk. Det er dét, jeg mener med kampeksercits for officerer, både for de trivielle og de kreative beslutninger. Som mangeårig officer i specialoperationsstyrkerne har jeg altid sværmet mest for de kreative løsninger, men altid været bevidst om, at de hviler på et solidt håndværksmæssigt fundament. Det er kun håndværket, indlært på rygraden, der kan give én selvtillid, overskud og evne til kreative beslutninger og vinde krigen.

Den selvstændige forskeren, cand.merc. og ph.d. Helle Hedegaard Hein, som i øvrigt også har undervist på FAK, skriver i artiklen ”Det kræver 70.000 rigtige beslutninger”:

»Den samfundsmæssige kreativitetsdiskussion forplumres af vrangforestillinger om den kreative arbejdsproces. Kreativitet betragtes i for høj grad som noget, der udspringer af leg, og som derfor er let og ubesværet – og dermed forbeholdt enhver.

… det [er] på tide at gøre op med de romantiske forestillinger om kreativitet og påbegynde en diskussion om, hvordan man skaber et samfund og et arbejdsmarked, der lutrer den kreativitet, som forudsætter et håndværk, og som er resultatet af en kompleks og ikke udelt positiv arbejdsproces.«

Håndværket skal tilbage til officersuddannelsen

Helle Heins artikel passer som fod i hose med dét, jeg mener, nemlig at håndværket skal tilbage i officersuddannelsen. Med hendes tilladelse citerer jeg det følgende, dog med en vigtig ændring: Jeg har nemlig ændret newspeak-ordet ”kompetencer” med det for officeren relevante ”færdigheder” – altså en konkret handling, som kan måles i form af krav, vilkår og kriterier:

»Mange journalistiske og populærvidenskabelige artikler og bøger om kreativitet advokerer for en demokratisk tankegang om, at det er en udbredt misforståelse, at ikke alle er kreative – alle kan lære at være kreative. En gængs definition på kreativitet er, at det er noget nyt og værdifuldt i ordets bredeste betydning. De mest dominerende teoretiske tolkninger af ”nyt” er, at det er noget, der afgøres enten af det felt af eksperter, som det kreative produkt tilhører, eller til nød af kunderne, mens ”værdifuldt” er noget, der har f.eks. æstetisk, videnskabelig eller økonomisk værdi. Det gamle begreb ”værkshøjde” giver mening ift. denne definition af kreativitet. For at noget kan stemples som kreativt, må det have værkshøjde …«

»… Flow beskriver den tilstand, man er i, når man er så stærkt fordybet i sit arbejde, at man glemmer tid og sted og kun fokuserer på at løse arbejdsopgaven. Flow-tilstanden opleves stort set udelukkende i forbindelse med komplekse arbejdsopgaver, som kræver høje kompetencer, og som kræver kreativ tænkning. Dermed er fag, viden og [færdigheder] også af denne grund vigtige forudsætninger for kreativitet.«

»… Flow-teorien rummer en pointe, som er værd at uddybe: Hvis flow kun kan opleves i det felt, hvor man er beskæftiget med at løse komplekse arbejdsopgaver, som kræver høje [færdigheder], så er det nødvendigt at se nærmere på udviklingen af [færdigheder] og på sammenhængen mellem [færdigheder], håndværk og teknik på den ene side og kreativitet på den anden side. Kreativitet kræver mere end blot det at mestre et håndværk. Kreativiteten opstår der, hvor man kan frigøre sig fra sit håndværk og skabe noget nyt og værdifuldt. Hele kreativitetens forudsætning er, at man kan sætte sig fri. Det kræver noget at sætte sig fri fra.«

»… Det kræver et fag, en viden, nogle [færdigheder] og nogle teknikker, som skal mestres. Som den danske skuespiller og sanger Stig Rossen siger det: ”Det er kun i rutinen og disciplinen, at man finder friheden.” …«

»… Kreativitet er altså̊ ikke bare en fri arbejdsproces, men forudsætter en anden form for arbejdsproces, der kræver indlæring, rutine og øvelse. Derfor er det nødvendigt at gøre op med forestillingen om, at kreativitet blot er en positiv og legende let arbejdsform. Går folk ind i det kreative arbejde med en forestilling om, at det udelukkende skal være sjovt og omkostningsfrit, risikerer man kun, at resultatet ikke har værkshøjde, og at det, man får produceret, er trivielt. Argumentet lyder måske logisk – men det har svære kår i et samfund og en tid, hvor man nærmest ser ned på håndværket, og hvor man hylder talentet mere end det hårde arbejde.«

»… Kreativitet, som skal have værkshøjde, forudsætter, at man mestrer et håndværk. Det er det, der adskiller den professionelle fra amatøren. Amatøren kan blive en habil håndværker – men amatøren kan ikke blive ekspert. Hvis det kræver 10.000 timer at opnå ekspertstatus, er det en status, der er forbeholdt de professionelle – eller som minimum dem, der går til opgaven med professionalisme.«

Jeg synes, at vi skal spole tiden tilbage til 2013 og tage den professionsdebat, som blev kvalt med fyringen af oberst Schjønning. En åben og fordomsfri debat vil utvivlsomt medføre et ændret FAK og ændrede uddannelser. Men det kræver altså, at andre meningsfæller kommer på banen. Det kan ikke nytte, at denne debat kun tages af FAK og personer i eller omkring FAK. Ellers ender vi dér, hvor den belæste læser husker slutningen på det eventyr, jeg flere steder har flirtet med:

»Men han har jo ikke noget på, råbte til sidst hele folket.«

Lars Ehrensvärd Jensen har været tjenestegørende i Jægerkorpset i mange år og syndikatleder på Stabskursus II 2011-2014 på Forsvarsakademiet. Han var forsker og lærer på Master i Militære Studier samme sted i perioden 2014-2020. Privatfoto

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

4 KOMMENTARER

Abonnér
Notify of
guest
4 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer