Topmøde

Forsvaret og det patriarkalske fald

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

DEBAT: Når debatten om Forsvarets kultur ikke fylder mere i befolkningen, skyldes det i høj grad, at det at være soldat ikke længere er et kald, mener seniorsergent-R Jeppe Bach Knudsen. Han peger på, at hans egen generation er den sidste, som kunne finde patriarkalsk stolthed i at tjene sit land.

Den verserende debat om forsvarsministerens manglende forståelse for Forsvarets kultur, er ikke alene slående for Danmarks evne til at leve op til sine sikkerhedspolitiske forpligtigelser. Den er livsvigtig for Forsvarets rammesætning, evnen til at opbygge og vedligeholde militære kapaciteter, samt den samfundsmæssige forståelse. Forsvarsminister Trine Bramsen bør forstå, at habitus, narrativ og folkelig forankring er kernen i et stærkt forsvar.

Pierre Bourdieu syn på socialvidenskaben bliver sjældent brugt i sikkerhedspolitiske sammenhænge. På trods af, at Bourdieus filosofi er mere forankret i uddannelsesøjemed, er flere af hans vinkler meningsgivende i kontekst af Forsvaret. Filosofien går forenklet ud på, at man er bevidst om sin position, sin kommunikation og antagelser i et afgrænset område af samfundet, kaldet feltet. Et eksempel er sproget, der anses som et strategisk magtmiddel til opnåelse af egne fordele. Antagelser er uomtvisteligt et af kulturens stærkeste redskaber i den subjektive kamp for at påtvinge et samfund ens eget verdenssyn og holdning.

Når debatten ikke fylder mere i befolkningen, skyldes det i høj grad, at det at være soldat ikke længere er et kald. Min generation er nok den sidste, hvor man i særlig grad kunne finde den patriarkalske stolthed i at tjene sit land. Dette skyldes til dels den sociologiske og teknologiske udviklings indvirkning på ungdommens prioritering og idealer, men også tidligere forsvarsforligs nedprioritering af den nationale forsvarsevne, såvel som implementeringen af New Public Management og Governance som organisatoriske styringsparadigmer.

Disse har fordret et negativt indtryk af Forsvaret, hvilket har afstedkommet flere dårlige end gode historier i mediebilledet.

Manglende prioritering fra regeringens side

Forsvaret lider ikke alene under et manglende fodfæste i befolkningen, men også under en bevidst politisk nedprioritering.

I 2014 var forfatteren udstationeret i Afghanistan, og var her så privilegeret at møde den tyske forsvarsminister. Denne var EU’s nuværende formand for Europa-Kommissionen Ursula von der Leyen. Hun er blandt andet citeret for følgende: »Wir müssen mehr tun im Bündnis, das ja unserem Schutz dient«. Frit oversat: Vi må gøre mere, der tjener vores sikkerhed.

Nu vil det være naivt at sammenligne Danmark og Tyskland én til én forsvarspolitisk, En sammenligning af de to landes valg af forsvarsministre illustrerer dog forskellene i synet på/prioriteringen af forsvarsministeriet. Politisk er der et stigende behov for at tage truslen imod vores nationale sikkerhed alvorligt. I 2021 kan vi ikke længere påberåbe os patent på sandheden. Ligegyldigt hvilket emne, der er drøftet, har den seneste tids eksempler fra Forsvarsministeriet vist os, at behovet for at statuere og konsolidere sin politiske magt dominerer forsvarsministerens dømmekraft.

I en enstrenget og mekanisk organisation, hvor forfremmelse hviler på forskellige niveauers subjektive bedømmelser vil dette alt andet lige påvirke medarbejdernes motivation for – og vilje til – at udvikle en sund og kildekritisk kultur i ministeriets organisation

Analysegruppe eller Forsvarskommission?

Når Trine Bramsen og Jeppe Kofoed den 23/2-2021 skriver i Jyllands-Posten, at vi står overfor ”en ny verdensorden og et komplekst trusselsbillede”, er det et aldrende perspektiv på den allerede verserende debat omkring Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik. Underforstået: Dette perspektiv har eksisteret i mange år. Man har blot fra politisk side valgt at lytte mere til embedsværk i ministerier end på ressourcepersonerne, der arbejder i forsvarets felt og doxa. Doxa er alt det, der tages for givet i feltet. Det uformulerede, der bare er og giver mening.

Fra regeringens side har man taget initiativ til at nedsætte en analysegruppe der, jf. fmn.dk, »skal udarbejde en faglig analyse af den udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation samt identificere de udfordringer og konsekvenser, den kan medføre for hele kongeriget og Forsvaret«. På baggrund af min ovenstående korte beskrivelse af kulturen i Forsvarsministeriet kan man frygte, at ressourcerne til kortlægningen af dette sikkerhedspolitiske landskab bliver guidet, ledet og måske ført politisk.

Man undrer sig, når ministrene enstemmigt italesætter, at »analysen skal forberede os på de kommende udfordringer, som et nyt forsvarsforlig skal tage hånd om, og ligge i forlængelse af regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, der kommer senere i år«.

Med de geo- og sikkerhedspolitiske udfordringer, Danmark og Nato står overfor, hvorfor i alverden nedsætter regeringen så ikke en forsvarskommission? Den seneste forsvarskommission blev nedsat i 2008, og modsat den nøje udvalgte analysegruppe bestod kommissionen af repræsentanter fra både regering og opposition, embedsværk og militære fagfolk. Hele rigsfællesskabet var repræsenteret. Fordelen ved en forsvarskommission er, at den ofte har bred politisk opbakning og meget få (i 2008 kun én) mindretalsudtalelser. Man skylder kort sagt en unik organisation som Forsvaret at skabe et bredere, mere neutralt og fagligt gennemarbejdet beslutningsgrundlag for de kommende forsvarsforlig.

Retfærdighed

Forligets soldater er dannede, uddannede og opdraget til at løse stillede opgaver. Man finder ikke andre steder i samfundet, hvor ansatte forlader hjem, familie og tryghed for i yderste konsekvens at sætte væbnet handling bag landets udenrigs- og sikkerhedspolitiske beslutninger. Min tese er, at man kan byde soldater rigtig meget, så længe tingene er i balance og retfærdige.  Det er dog overordentlig sikkert, at uanset om man bekender sig til Aristoteles eller Boltanski, så skabes samfundets logik og kulturelle antagelser om dagens forsvar i højere grad gennem narrativer end gennem patriarkalske fortællinger.

Forsvarets ansatte vil føle sig uretfærdigt behandlet, når ministeren fører pennen og omtaler Forsvaret som styrelsen. Der er en spøjs korrelation og sandsynligvis en kausal sammenhæng med dette, og den interne undren og uro i Forsvaret, som Niels Tønning, formand for Hovedorganisationen af officerer i Danmark m.fl. skriver i Berlingske tidende tirsdag den 9. Februar 2021.

I Natos rapport af 14. oktober 2020 kritiseres Danmark for ikke at leve op til sine forpligtigelser. Ønsker vi fortsat strategisk indflydelse i Arktis? Hvordan ønsker vi at håndtere Natos kritik af den manglende indsats, for at nå de fælles styrkemål? I så fald er løsningen ikke alene droner og torpedoer til de maritime helikoptere.

Det er et absolut krav, at ministeriets øverste ledelse i højere grad transformerer det patriarkalske fald til et kald i samfundet ved at gøre sig umage for at forstå, at et stærkt forsvar bygger på dygtige medarbejdere, en robust struktur og tillid til den øverste top. En tillid, man som ministerium gør sig fortjent til ved at forstå og respektere medarbejdernes habitus, felt og doxa.

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

2 KOMMENTARER

guest
2 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer