DEBAT: Diskussionen om akademisering af uddannelserne på Forsvarsakademiet har manglet input fra folk med erfaring fra skarpe operationer og har mest af alt været et forsvar fra Forsvarsakademiets egne, skriver pensioneret major Steffen Dresler i denne åbne støttetilkendegivelse til major-R Lars Ehrensvärd Jensen.
Kære Lars Ehrensvärd Jensen.
Du sætter i en artikel i OLFI spørgsmålstegn ved uddannelserne på Forsvarsakademiet (FAK) og dermed i princippet på de underliggende skolers ditto. Du angriber rigtigheden i, at en topmilitær lederuddannelse på FAK nu er blevet forskningsbaseret, hvor den efter din mening burde være forskningsunderstøttet. Og lige netop dette er en meget vigtig og fornuftig diskussion at tage fat på. Men som læser må jeg nok konstatere, at der desværre ikke kommer (er kommet) den diskussion af emnet, som spørgsmålet virkeligt fortjener.
Du sætter nemlig i lige så høj grad også indirekte spørgsmålstegn ved det paradigmeskift, der er sket, ved at den militærfaglige profession med dens viden, erfaring, forståelse og tilgang til at løse opgaverne hurtigt og effektivt efterhånden er ved at blive overtaget af en civil akademisk tilgang uden militærfaglig baggrund, og hvor det ofte er metoden og ikke opgavens løsning, der er målet. Dette forstærkes desværre nu også snart af, at ”akademiofficerer”, der aldrig har været soldater og kun oplevet den akademiske forskningsbaserede verden i deres ”militære” uddannelse, begynder at besætte chefposter. Altså er den soldatermæssige profession og ikke mindst håndværket – som du også selv bemærker – stærkt på vej ud.
Et andet og ligefremt håndgribeligt eksempel på det civile islæt er, at de militære videreuddannelser nu åbenbart heller ikke mere må have militære navne, men skal tilpasses det civile akademiske niveau som ”militære akademiuddannelser”, ”militær diplomuddannelse” og ”master i militære studier” (MMS) og så videre. De skal ækvivalere det civile, for alle ved jo, at når jeg fortæller, at jeg er på den militære diplomuddannelse, så er jeg kadet på en officersuddannelse, ikke sandt? Måske en lille ting, men hvad skal det dog til for?
Man bider ikke den hånd, der fodrer en
Den diskussion, der efterfølgende har været i OLFI samt på Radio4 (måske lidt bortset fra chefen for 2. Brigade), må nok mere ses som partsindlæg og et forsvar for FAK end en egentlig faglig diskussion, da de hidtidige indlæg og kommentarer er farvede og ensidige. Partshaverne – minus chefen for Forsvarsakademiet (CH FAK), der er ansat til at mene det er den bedste uddannelse – har jo aldrig kendt til det tidligere, ligesom deres soldatermæssige erfaring, altså krigshåndværket, nok er ikkeeksisterende. Samtidig er de enten ansatte på FAK eller lige afgået derfra, og man bider jo ikke den hånd, der fordrer en!
Jeg er næsten sikker på, at da FAK lige efter årtusindeskiftet begyndte at interessere sig for akkreditering af VUT-II-uddannelsen, var det ikke for at ende, hvor FAK er i dag. Det var snarere for at undersøge, hvilket civilt akademisk niveau Forsvarets topuddannelse (VUT-II) egentligt havde og så herfra eventuelt forbedre uddannelsen ved at gøre den mere forskningsunderstøttet.
Stor var overraskelsen da EVA-rapporten kom og påviste, at operations- og føringsuddannelsen (OFU) for hærofficerer var mere forskningsbaseret end VUT-II, hvilket man så besluttede at gøre noget ved: Man tilførte mere forskningsunderstøttet undervisning og samtidig oprettede man et dekanat for at gennemføre dette. Men at VUT-II helt skulle være forskningsbaseret, og at FAK skulle udarte sig hen imod en slags “Defence University”, tror jeg ikke, var meningen. Denne drejning skete så senere gennem den tidligere CH FAK og godt supponeret af Forsvarets daværende øverste ledelse, alle med tilknytning til den såkaldte K-notatskreds.
Forsvaret fortjener ikke at ende, hvor det er på vej hen
Så set fra min pensionerede stol kan en fornuftig diskussion kun blive gennemført ved at officerer med erfaring i skarpe operationer (brugerne) og uden for FAK tør tage aktivt del. Og diskussionen bør også omfatte, hvor langt endnu en civilisering/akademisering af Forsvaret kan gå, uden at det skader Forsvarets evne til at løse pålagte opgaver.
Som slut et lille citat af Formand Mao, der sagde, at »hvis ikke man skifter spor, ender man, hvor man er på vej hen«. Jeg er ikke sikker på, at vores forsvar fortjener at ende der, hvor det er på vej hen! Og i sidste ende ville jeg som fører under krig liggende i skidtet være fuldstændig ligeglad med, om jeg deltager i en NCE-, AW- eller EBO-operation.
Så tak til dig, Lars Ehrensvärd Jensen, for at tage handsken op.
Undskyld jeg blander mig, i denne akademiske debat, jeg har aldrig gået på officersskole eller været på FAK.
Min egen baggrund er 43. års ansættelse i forsvaret, og er der fortsat, hvor af de 40. år som befalingsmand.
Men efterhånden har diverse indlæg i aviser og her på OLFI, samt en del af det skrives på forsvarets egne medier, kun handlet om officerer.
Jeg føler, at man simpelthen glemmer, at der er mange andre personelkategorier end officerer, og det synes jeg er trist.
Men selv befalingsmandsgruppen, har man valgt skal have akademifag mv. for, at kunne samle nok ects point, for at komme videre som befalingsmand.
Samt MAU og hvad det ellers hedder.
Og hvad de skal bruge det til, i det almindelige job som befalingsmand, kan jeg ikke gennemskue. Men igen, så skal vi sammenlignes med den civile verden, og det mener jeg ikke fører noget brugbart med sig.
Forsvaret er de sidste 10-15 år, blevet drevet som vi er Danfoss eller LEGO koncernen, og uanset hvad som mener jeg ikke vi kan sammenlignes.
Men skylles meget af alt dette her, både for Officerer og resten af personellet i forsvaret, at vi er blevet sat under administration af civile topledere på mange af de tunge poster i forsvarets-styrelser, som reelt ikke har nogen erfaring med, at snøre et par støvler i en mudderpøl.
Men det kan Hr. Andres Puck Nielsen, måske forklare mig, bare med simple ord, som kan forstås af et Bomuldsdyr.
Og samtidigt, så tag gerne gerne, det som der nu er talt om i flere år, angående fastholdelse af bla. Ki-gaster. Nemlig, at det skal være en fag-uddannelse som, man kan overføre til et job i det civile, når de har sejlet en 6-10 år.
Og så lige en hilsen til Hr. Dresler, fra de glade dage i 4. opklaring i Næstved. Tak for gode oplevelser, fra en ikke hær mand.
Tja Dresler, du har altid været god til at ramme hovedet på sømmet, også denne gang.
Valgte Søværnet til at få min telegrafistuddannelse og fik den, men allerede i slutningen af 70’erne var der snak om at radio- og signalgasterne skulle have noget af tage med hjem. Senere endte signalgasterne med et nationalt VHF certifikat, og da man stoppede med at uddanne radiotelegrafister endte radiogasterne med en internationalt VHF certifikat.
Jeg vil da også gerne sige tak for godt selskab Dresler 🙂 (ex FAK kørsel og FMT vagt).
Steffen Dresler, jeg er en af dem, som har erklæret mig uenig med Lars Ehresvärd i denne sag. Jeg er 58 år, har fået hele føljetonen af de gamle grund- og videreuddannelser, inklusiv OFU, har været udsendt i syv internationale operationer indtil nu og bestridt en række operative chefposter. Og så har jeg endda den fordel i debatten at have været på FAK i nogle år (men dog ikke siden 2015). Så jeg tillader mig at bede om ikke at blive erklæret for hverken at være partshaver eller ukvalificeret til at udtale mig i debatten — eller for ung for den sags skyld
Kære Jakob Henius
Tak for et svar. Jeg kender dig ikke (tror jeg) og min “skriv” er udelukkende baseret på det der har været i Olfi samt Radio4. Det er altså disse skriverier, der har fået mig til at skrive som jeg gør.
Jeg har først idag fået adgang til denne svarmulighed.
Men jeg agter nok ikke at benytte mig af denne mulighed i større udstrækning, da min skriv jo som sagt var en støtte til den oprindelige artikel fra Lars Ehrensvärds hånd og de i Olfi fremsatte modargumenter. Og som skrevet at jeg helst så tjenstgørende officerer uden for FAK tog del.
Med venlig hilsen
Steffen Dresler
Ja, det er lidt mærkeligt at læse at man øjensynligt hverken har kendt til den tidligere uddannelse eller har soldatermæssig erfaring.
Arbejdede du ikke på FAK i de år, hvor civil akkreditering og akademisering for alvor blev gennemført? I givet fald, tag æren for det, og fortæl konkret om dine overvejelse for og imod.
Kære Jeppe,
jeg har søreme aldrig lagt skjul på, at jeg var medansvarlig for at implementere de politiske og militære beslutninger, som var blevet truffet (før jeg tiltrådte på FAK) vedr. omlægning af forsvarets uddannelser. Hvad jeg personligt mente om disse allerede trufne beslutninger, er sådan set ligegyldigt, for som loyal officer udfører man det, som ens politikerne og forsvarets ledelse har besluttet, så længe det tjenstligt og lovligt. Kan man ikke forlige sig med foresattes beslutninger – når de er uigenkaldeligt truffet – må man tage sit tøj og gå.
M.h.t. spareøvelsen på uddannelsesområdet: Forsvaret var blevet pålagt omfattende besparelser, og den beslutning, som kom til udtryk i det daværende forsvarsforlig (2013-17) var bl.a., at også uddannelsesområdet måtte holde for. Ellers havde man angiveligt måttet udfase (flere) operative kapaciteter, og det fravalgte man. Helt konkret valgte man at spare de ca. 150-200 elev-årsværk (svarende til ca. 75-100 mio. kr. årligt + ydelser), der knyttede sig til Stabskursus, OFU og VUT-I , ved at omlægge disse uddannelser til blended learning, ligesom officersgrunduddannelserne blev gjort kortere. Blandt andre tiltag valgte man at integrere de tre officersskoler med FAK, også delvist geografisk, hvormed man kunne reducere et antal årsværk. Det var i grove træk den pålagte spareøvelse.
M.h.t. akkrediteringerne havde det allerede gennem mange år været målet at få stabskursus+OFU akkrediteret som master-uddannelser, ligesom officersgrunduddannelserne allerede var akkrediteret som professionsbacheloruddannelser. M.h.t. akkreditering var der med andre ord intet nyt under solen, så jeg forstår slet ikke forargelsen. Som andre også korrekt har anført, har Danmark i mange år haltet bagefter vores sammenlignelige allierede, der for længst har sørget for, at deres officerer modtager uddannelser, som er sammenlignelige med det civile uddannelsesområde, hvilket bl.a. øger mulighederne for at konkurrere om de unges opmærksomhed, når de skal søge uddannelse. Endelig var det ligeledes nødvendigt at skubbe officersuddannelsen over i voksenuddannelsessøjlen – som diplomuddannelse – for at undgå, at kadetterne skulle overgå til SU frem for rigtig løn. Det tænker jeg mange har været glade for.
Så set i lyset af de krav, som vores politikere og militære beslutningstagere havde defineret, tager jeg gerne æren for – sammen med mange dygtige kolleger i hele Forsvaret (bestemt ikke kun på FAK) – at have medvirket til at skabe de bedst mulige uddannelser ud fra de rammer, der var givet. Vel at mærke uddannelser, som utvivlsomt er blevet – og fortsat kan blive – yderligere optimeret, siden jeg forlod FAK i 2015.
Jeg indrømmer gerne, at hvis der skulle blive tilført ekstra midler til uddannelsesområdet, synes jeg, man skulle se på, om man kunne justere på balancen i triaden mellem job, uddannelse og privatliv ved at f.eks. at gennemføre flere dele af af blended learning uddannelserne som tilstedeværelse. Det vil også gavne den vigtige netværksdannelse blandt de studerende. Men det kræver penge.
Endelig er jeg helt enig med dem, der godt kunne tænke sig at høre lidt mere om aftagernes erfaringer med kvaliteten af de officerer, som er blevet uddannet gennem det nye system. Indtil vi ved mere om det, synes jeg ret beset ikke, at der er grundlag for at kritisere de nye uddannelser så markant, som det sker her på OLFI.
Jeg synes egentlig hovedpointen er god nok med indlægget, at vi må høre hvad det uddannede personale på uddannelserne og aftagerne i Forsvaret mener om dem. Så kan vi ikke få nogle oplevelser med uddannelserne og nogle resultater af undersøgelserne fra afgangspersonellet og Forsvaret på bordet?