DEBAT: Jeg forholder mig i nedenstående debatindlæg til Lars Ehrensvärd Jensens to debatindlæg på OLFI samt hans interview til Frontlinjen på Radio 4. Og lad mig bare sige med det samme – jeg er på ingen måde enig.

Kære Lars.

Tak for dine indlæg på OLFI og for at medvirke til at tage en debat om vores officersuddannelser. Jeg tager det som en kærkommen mulighed for at rydde nogle tilsyneladende udbredte misforståelser af vejen. Et stykke af vejen ligger vi måske lidt, som vi har redt, når kommentarsporet gentagne gange hævder, at akkreditering er problematisk, fordi vi simpelthen ikke har kunnet forklare ordentlig, hvad det handler om.

Efter at have læst dine to indlæg igennem et par gange, er det min opfattelse, at du fremfører en række kritikpunkter med to hovedargumenter: At akademiseringen har ødelagt de gamle uddannelser, som, du mener, skal være forskningsstøttede i stedet for forskningsbaserede, samt at Forsvarsakademiet ikke understøtter Forsvarets militære kultur.

Lad mig slå fast med det samme, at der ikke er meget af den kritik, du giver udtryk for i dine to indlæg eller dit interview i Frontlinjen, som jeg er enig med dig i – og jeg vil faktisk mene, at noget af det, du hævder, er faktuelt forkert.

Faktuelt forkert at kalde uddannelserne forskningsbaserede

Lad os starte med kritikken vedrørende akkrediteringen. En akkreditering er ikke det samme som en akademisering. En akkreditering står ikke i vejen for en militær kultur. En akkreditering er en kvalitetssikringsøvelse med det formål at sikre, at man underviser på det rigtige niveau, at man underviser i emner, der sikrer opfyldelse af læringsmålene, og at man følger et regelsæt for, hvordan man sikrer sammenhæng mellem det, man underviser i, og praksis. Akkrediteringen har ikke sat en stopper for militærkultur eller militærfaglighed – snarere tværtimod.

Master i Militære Studier (MMS) er den akkrediterede udgave af det, der engang hed stabskursus eller VUT-II/L, og den er, som du korrekt beskriver, forskningsbaseret. Den militære diplomuddannelse (MDU) er den omlagte udgave af officersuddannelsen, som inden omlægning var en professionsuddannelse, der i øvrigt også var akkrediteret. Den er ikke forskningsbaseret, men i stedet udviklingsbaseret. Herudover er videreuddannelsen af Forsvarets befalingsmænd (sergentgruppen) omlagt til en militær akademiuddannelse (MAU), som heller ikke er forskningsbaseret. Så det er faktuelt forkert, når du hævder, at de nye uddannelser er forskningsbaserede. Det er kun MMS, der er det.

Her kommer vi tilbage til, at vi måske ligger lidt, som vi har redt i den her diskussion. I stedet for at fastholde, at stabskursus hedder stabskursus, har vi valgt at kalde det for Master i Militære Studier. I stedet for at fastholde, at officersuddannelsen hedder officersuddannelse, har vi valgt at kalde det for den militære diplomuddannelse, og sidst, men ikke mindst, har vi også omdøbt videreuddannelsen for mellemledere til den militære akademiuddannelse. Det lyder akademiseret. Det lyder civilt. Det lyder som noget, der er fjernt fra vores kultur, også selvom vi dygtigt har lagt et militært ind hver gang. Jeg kan godt forstå, at det kan få nogle til at tro, at uddannelserne nu er blevet civilt i stedet for militært fokuserede – det passer bare ikke!

Akkreditering hindrer ikke militær faglighed

Akkrediteringen sikrer med sit fokus på kvalitetssikring, at der hele tiden skal være en sammenhæng til praksis, sådan at forstå, at det, vi underviser i, også skal kunne bruges til noget bagefter.

Der er fx oprettet et aftagerpanel, som skal sikre, at dem, der modtager de studerende, efter de har gennemgået en af de tre førnævnte uddannelser, får det produkt, de efterspørger. Vi er gået bort fra pensumbaseret læring, hvor vi af uvisse årsager skal læse bestemte tekster eller kompendier, over til læringsmålsbaseret læring, hvor det er målet med undervisningen, der er i centrum, og ikke hvilken tekst vi læser.

Alt overflødig snask, der ikke direkte peger mod det efterfølgende virke som officer, og som både du og jeg selv har været igennem (matematik, statistik, sandsynlighedsregning, stokastik, tysk, fransk osv.), er blevet skåret væk. Vi skriver studieordninger, hvor værnenes krav til, hvad officererne skal kunne, nøje bliver omsat til læringsmål, netop for at sikre at de studerende har præcis de kompetencer, som efterspørges i Forsvaret.

Akademiseringen er udelukkende et udtryk for, på hvilket abstraktionsniveau uddannelsen foregår. Den siger ikke noget om indholdet, og den hindrer ikke den militære faglighed. Vi står derfor i dag med toptrimmede uddannelser, der måske nok bærer akademiske titler, men som i højere grad end nogensinde før er direkte målrettet professionen.

Konstant udvikling kræver ny viden

I dit første indlæg får mine civile kolleger et skud for boven og et budskab om, at deres kompetencer er uønskede på Forsvarsakademiet. Du følger i dit andet indlæg op med at sige, at vi ikke har brug for ny viden. Vi ved allerede alt det, vi behøver at vide. Krigens natur er i din optik så konstant, at kan vi vores grundlæggende regler for krigsførelse, så er alt godt. Av! Det er i min optik en skævert af dimensioner.

Først og fremmest: Mine gode, civile kolleger, der er forskeruddannede, har gennemgået en treårig uddannelse (ph.d.) i, hvordan man systematisk indsamler data, herunder hvordan man opbygger sit undersøgelsesdesign mest hensigtsmæssigt, og hvordan man efterfølgende behandler disse data for at genere ny kvalificeret viden. De er, sammen med os militæranalytikere, med til at opbygge og udvide vores videngrundlag om vores militære profession. Hvordan kan man på nogen måde synes, at det er skidt for Forsvarets uddannelser, at vi har sådan en kapacitet?

Den viden, vi anvender på MMS, skal naturligvis være relevant, opdateret og baseret på andet end antagelser. Det sikrer vi ved, at MMS er forskningsbaseret. At videngrundlaget har hold i virkeligheden og er fremkommet gennem en systematisk proces, der ender med en kvalitetskontrol fra andre, der har indsigt i fagfeltet. Det er klart et plus for MMS, at den er forskningsbaseret, og det samme synes man også i USA, UK, Norge, Sverige, Tyskland, Holland, Frankrig osv. Langt de fleste – hvis ikke alle – vores allierede og samarbejdspartnere, har også en forskningsbaseret masteruddannelse på samme niveau.

Herudover så er der nok konstanter i krigen, men der er konstant udvikling i de variabler, der omgiver disse konstanter, herunder og især teknologi. Vi har ikke alt den viden, vi skal bruge. Det er noget sludder. Vi ved ikke ret meget om kunstig intelligens i militære operationer, men vi får brug for at vide noget om det – snart. Vi ved ikke ret meget om forsvar mod droner, men vi får brug for at vide noget om det – snart. Vi ved ikke ret meget om militær brug af cyber i konflikter, men vi får brug for at vide noget om det – snart.

Vi ved en masse om luftoperationer og luftforsvar, men i Nagorno-Karabakh-konflikten, sprang man for første gang flyet og piloten over, og udførte en luftkampagne, hvor bomben selv fløj til målet som et fjernstyret præcisionsvåben. Det ændrer ved hele den grundopfattelse, vi hidtil har haft om kontrol med luftrummet og luftforsvar – og det er noget, vi bliver nødt til systematisk at indsamle data om for at genere ny viden, der kan svare på, hvordan vi fremadrette skal håndtere netop denne type trussel. Alt dette kan mine civile kolleger med deres uddannelse understøtte, og det skal vi være glade for. For vi har brug for det, og vi har naturligvis brug for ny viden – hele tiden.

Kulturen modnes i værnene

Den sidste del af mit svar til dig omhandler din kritik af en manglende militær kultur på Forsvarsakademiet, som du igen kobler til akkrediteringen og dit postulat om, at vi bøjer os over mod den civile verdens normer.

Hvis det ikke allerede fremgår tydeligt af ovenstående, så ser jeg ikke, at der er en sammenhæng mellem akkreditering og civile normer eller en afmilitarisering. Det er en uheldig italesættelse, og den har ingen sammenhæng til, hvad der foregår på Forsvarsakademiet. Den militære kultur dyrkes og modnes først og fremmest i værnene, der har hver deres særegne kultur. Det laver akkrediteringen ikke om på. På Forsvarsakademiet værner officersskolerne om den militære kultur, og i institutterne, hvor alle underviserer som bekendt er ansat, støtter både de civile og militære undervisere op om dette. Det laver akkrediteringen heller ikke om på.

Så nej, Lars, Forsvarsakademiets uddannelser er ikke en ommer, akkrediteringen er ikke skadelig for vores militære kultur, og vi har ikke alt den viden, vi behøver. Tværtimod.