spot_img

Skatte- og pensionsproblemer endnu ikke løst for danske soldater i Grønland

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

DEBAT: Selvom danske tjenestemænd for nylig blev undtaget en grønlandsk lov om obligatorisk pension, er der stadig uløste beskatningsproblemer for soldaterne. Pilen peger dog ikke kun mod Grønland, forklarer chefsergent og stationsleder Flemming Hougaard, som her gennemgår problemerne og mulige løsninger.

Mere end 200 medarbejdere i Grønland er nu omfattet af den grønlandske skattestyrelses beskatningsopfindsomhed. Det er problematisk af flere årsager:

Alle medarbejdere, som er grønlandsk beskattet, og som hver måned får sat Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelses (FRS) pensionsindbetaling ind i henholdsvis CS-Fonde eller PFA pension, bliver beskattet af indbetalingen i Grønland. Det betyder i princippet, at Grønland pålægger pensionsselskaberne at holde rede på, hvilke indbetalinger der foretages. Man skal nu skelne imellem skattefrihed på udbetalingen af pensionen. Det er ærligt talt noget bøvlet og fremfor alt en uigennemtænkt lovgivning.

Er man grønlandsk beskattet, skal man med den nye lov beskattes af sine modtagne pensionsbidrag med det samme. Det er meget nemt: Skattestyrelsen pålægger den enkelte skatteborger en ”ny B-indtægt”. Når man skal på pension i Danmark, bliver den del, man har betalt i skat til Grønland, ikke beskattet på udbetalingstidspunktet i Danmark. Mange tak, Grønland. Men det er ikke tilfredsstillende.

»Løs det nu, FRS!«

Typisk varer en udsendelse til Grønland i to til fire år. Når man går tilbage til dansk beskatning, beskattes man, modsat i Grønland, først på pensionsudbetalingstidspunktet. Endvidere er det problematisk, at den grønlandsk beskattede medarbejder kun får lidt over halvdelen af pensionsindbetalingen indsat i pensionsselskabet. Skulle det være reelt, så skulle Grønland vente på, at den danske pensionsopsparer går på pension. Så kan pensionsselskabet overføre den del af beskatningen, der vedrører udsendelsen til Grønland.

Hvordan stiller man sig så til forvaltningen og vores forrentning af den del, som vi går glip af, da den jo er trukket i skat? Dette kunne være fint, hvis pensionsselskaberne kunne beskrive den cyklus. Udsendes der i øvrigt kontoudtog fremover, hvor man meddeler kontoindehaveren, hvor meget der står til beskatning, og hvor meget der er skattefrit? Sikken en gang bøvl og makværk, vi bliver udsat for!

Den anden del af pensionsbeskatningsproblematikken: Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse opkræver på vegne af den grønlandske skattestyrelse skatten for den enkelte udsendte medarbejder og skal overføre den til pensionsselskabet, CS Fonde eller PFA Pension.

Hvornår overføres/indbetales det opkrævne beløb til pensionsselskabet? Det er jo problematisk, hvis ikke pensionsselskaberne har pengene til forrentning og afkast hver måned. Regnskabsstyrelsen bør da overføre til pensionsselskabet samtidig med den øvrige indbetaling. Der er KUN indsat det ”normale bidrag”, som nu kun er det halve, da det også er beskattet. En lynhurtig fuldautomatisk løsning vil da være, at regnskabsstyrelsen månedligt overfører det 6 pct. tvungne pensionsbidrag direkte til pensionsselskaberne. Men det sker tilsyneladende ikke, ifølge CS-Fonde. Slår man op på pensionsinfo.dk, så figurerer beløbene ikke. Nu mangler indbetalingen for januar og februar. Løs det nu, FRS!

Må gøre op med berøringsangst

Slutteligt: Den grønlandske skattestyrelse er udmærket klar over brøleren, men vil ikke sadle om i forvaltningen af loven. Man kan jo kun smile ad det, for Skattestyrelsen har loven i hånden, når de gør det, vel vidende at det er rasende idiotisk. Nu er problematikken godt beskrevet. Ingen fagforeninger kan gøre noget ved sagen, og ifølge svar fra forsvarsminister Trine Bramsen (S) mødes departementet med de grønlandske myndigheder.

»Jeg har stort fokus på en tæt og konstruktiv dialog med det grønlandske selvstyre. Derfor har jeg bedt mit departement mødes med de grønlandske myndigheder på højt niveau, så vi i fællesskab kan søge at løse udfordringerne og derved sikre ordentlige forhold for Forsvarets ansatte i Grønland. Forsvarsministeriets indsats i Arktis er et prioriteret område af stor betydning for Rigsfællesskabets sikkerhed og tryghed. Regeringen og partierne bag forsvarsforliget har netop indgået en aftale, der styrker indsatsen i Arktis. Det er derfor også vigtigt for mig, at ansatte i Forsvaret og Beredskabet sikres gode ansættelsesvilkår i Grønland.«

Mange tak for svaret, Trine Bramsen. Drøftelser og konstruktiv dialog er meget godt, men skulle vi ikke tage at løse dette her nu og gerne med en armlægning? Den tvungne pensionsopsparing ophører ifølge ændringen af loven med indkomståret 2020. Så skulle man tro, at sagen er løst? Men den anden del af pensionsbeskatningen fortsætter. Er det ikke på tide, at vi gør op med rigsfællesskabets lænker og berøringsangst og udsender de danske tjenestemænd og overenskomstansatte på ordentlige vilkår? Det peger forsvarsministeren også selv på. Skal man styrke Arktis, så er det ikke kun materielkapaciteten, vi skal styrke – vi skal også være sikre på, at personellet står bag visionen.

Giv de udsendte deres danske rettigheder tilbage og lad være med at tro, at rigsfællesskabet fungerer som én til én. For det kan Grønland ikke leve op til. Lad os få lov til at stemme på vores egne politikere i Danmark. Det er dem, som er ansvarlige for vores fremtid – og ikke en grønlandsk politiker, som har en anden dagsorden.

Der er masser, der kan lægges arm om i en konstruktiv dialog, men gør det nu.

Flemming Hougaard har været udstationeret til Grønland i en årrække og er i dag nu stationsleder i Kangerlussuaq. Privatfoto

Andre læste også

Forsvarsministeriet har udviklet sig til det rene Ebberød Bank

Abonnement
KOMMENTAR: Forsvarsministeriets Personalestyrelse har lige brugt 13 mio. kr. på en hvervekampagne, som har til formål at tiltrække nye og fastholde nuværende medarbejdere på hele Forsvarsministeriets område. Samtidig er der indført ansættelsesstop og pålagt besparelser for et trecifret millionbeløb på tværs af Forsvarsministeriets område. Husker du historien om Ebberød Bank?...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

1 kommentar

guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Palle Randløv
Læser
Palle Randløv
16. marts 2021 3:12

Som bekendt giver dialog ikke penge i lommen, hvilket visse ministre desværre har den modsatte opfattelse af. Jeg er sgu’ glad for jeg ikke sidder på Grønland i dag, det må da være til at blive idiot af, at ingen tør banke i bordet for at få styr på tingene – SØRGELIGT.