spot_img

Nye Borgerlige stiller forslag om efterlevelse af toprocentsmålsætningen

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Folketinget skal træffe beslutning om at efterleve den toprocentsmålsætning, Nato-landene blev enige om ved topmødet i Wales i 2014. Det mener Nye Borgerliges folketingsgruppe, som har stillet beslutningsforslag om at øge forsvarsbudgettet til to procent af bnp inden 2024.

Danmark må og skal leve op til Natos forventninger til størrelsen på vores forsvarsbudget, som derfor skal øges til to procent af bnp inden 2024. Sådan lyder det fra Nye Borgerlige, hvis forsvarsordfører, Peter Seier Christensen, for nylig optrådte i OLFI’s spalter med samme budskab, og som sammen med sine partifæller netop har fremsat et beslutningsforslag om sagen.

Natos medlemslande blev i 2014 enige om en fælles målsætning om, at de nationale forsvarsbudgetter i 2024 skal udgøre to procent af landenes bruttonationalprodukter – en målsætning, som Danmark og flere andre europæiske lande endnu er et godt stykke fra at efterleve. Af bemærkningerne til beslutningsforslaget anfører Nye Borgerlige, at Danmark ikke længere kan undslå sig målsætningen eller bortforklare det politiske fodslæberi.

»Danmarks mangelfulde bidrag til Nato undskyldes jævnligt med henvisning til de missioner, Danmark har taget del i. Det kompenserer imidlertid ikke for vores utilstrækkelige forsvarsbudget. Derfor fremsættes dette beslutningsforslag, som pålægger regeringen at sørge for, at der afsættes 2 pct. af bnp til forsvarsbudgettet i 2024, så vi kan styrke vores forsvar og udbygge både flåde, hær, flyvevåben, den militære efterretningstjeneste og øvrige dele af Forsvaret, og så vi lever op til Nato-forpligtelserne,« står der i forslaget, som formelt hedder B 193.

Ramt af flere forhold på én gang

Onsdag den 3. marts – dagen før fremsættelsen af beslutningsforslaget – kunne man i OLFI læse, at Nye Borgerlige i det hele taget ikke er imponerede over, hvordan Danmark har forvaltet opgaven med at efterleve de krav og forventninger, vi bliver mødt med fra Nato. Forsvarsordfører Peter Seier Christensen henviste i indlægget blandt andet til en meget omtalt Nato-rapport, der i skarpe vendinger kritiserer Danmark for manglende fremskridt i oprustningen af Forsvaret.

Læs også: Den middeltunge brigade er på vej – men den er langt fra klar til tiden

»Nato’s forsvarsministre var egentlig enige om, at Danmark skulle prioritere tre forhold. Men dette ikke er sket. Det drejer sig om opbygningen af en tung brigade, hvilket vil sige en hærenhed på 4.000-5.000 mand, ’Joint, Intelligence, Surveillance and Reconnaissance’-kapaciteter og antiubådskrigsførsel (ASW-kapaciteter),« skrev Peter Seier Christensen blandt andet.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse Peter Seier Christensens (NB) debatindlæg om de danske bidrag til Nato …

»Det betyder, at Danmark ikke kan udsende en tung brigade, mangler et efterretningsbillede på kamppladsen og ikke kan bekæmpe ubåde i Atlanten, Østersøen eller ved Arktis. Danmark er således ramt af flere forhold på en gang.«

Men nu går den altså ikke længere, og Nye Borgerlige vil se mere resolut politisk handling – i første omgang ved at øge forsvarsbudgettet betragteligt.

»I disse tider præget af trusler fra flere fronter og skiftende geopolitiske magtbalancer er det afgørende, at vi viser os som en ansvarsbevidst, forsvarsdygtig, samarbejdsvillig og internationalt respekteret nation. Det gør vi ikke ved at lade andre løfte vores byrde,« slutter partiets bemærkninger til forslaget.

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer