ANALYSE: Med udnævnelsen af Flemming Lentfer som ny forsvarschef ønskede Trine Bramsen en gang for alle at vise, hvem der bestemmer over Forsvaret. Men hendes mundkurv til forsvarschefen, demonstrative udtalelser om Forsvaret som en »styrelse« og hårdt styrede pressehåndtering har givet bagslag og udviklet sig til et kommunikativt mareridt med det modsatte resultat end det ønskede. Nu taler forsvarschefen med pressen, og torsdag skal hun på ny i åbent samråd om sagen i Folketingets Forsvarsudvalg.

Mere end tre måneder. Så lang tid siden er det, at general Flemming Lentfer tiltrådte som ny forsvarschef. Under normale omstændigheder ville tiltrædelsen for længst være glemt og overtaget af mere aktuelle sager og udfordringer. Men på forunderlig vis har Flemming Lentfers tiltrædelse udviklet sig som et trafikuheld i slow motion, der endnu ikke er overstået.

Torsdag i denne uge skal forsvarsminister Trine Bramsen (S) endnu en gang i et åbent samråd i Folketingets Forsvarsudvalg for at forklare om sit samarbejde med forsvarschefen. Selv kalder hun det et »rigtigt godt samarbejde«, men udefra set har udnævnelsen af Flemming Lentfer og de første måneder af samarbejdet udviklet sig til et kommunikativt mareridt ikke bare for hende selv, men i lige så høj grad for forsvarschefen, for Forsvarsministeriet og for Forsvaret.

Dét i en grad, så den politiske kommentator Lars Trier Mogensen sammen med en række andre kommentatorer og politiske eksperter helt tilbage i begyndelsen af februar vurderede, at Trine Bramsen i dag har overtaget kulturminister Joy Mogensens (S) ufrivillige rolle som regeringens svageste led. Ifølge Lars Trier Mogensen må Trine Bramsen i dag toppe statsminister Mette Frederiksens (S) liste over ministre, som står til at blive skiftet ud eller byttet rundt i en eventuel kommende ministerrokade. Og den kommer, mener Lars Trier Mogensen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Trine Bramsen er med hans ord »en belastning for regeringen – også politisk«, selv om det lykkedes hende at indgå en aftale med forligspartierne om en kapacitetspakke til Arktis på 1,5 mia. kr. Det skyldes både hendes forsøg på at give forsvarschefen mundkurv på og demonstrativt at kalde ham for en »styrelseschef« for Forsvaret.

»Det at lægge sig ud med fodfolket i det danske forsvar stod ikke i den socialdemokratiske drejebog. Socialdemokratiet har i retspolitikken og udlændingepolitikken bestræbt sig meget på at komme et mere konservativt og borgerligt Danmark i møde, og hvis noget står som en bastion, så er det Forsvaret. Socialdemokratiet og Mette Frederiksen ønskede at komme på god fod med Forsvaret. Men Trine Bramsens nedladende og meget kontrollerende attitude har skabt næsten oprørstilstande blandt det uniformerede personel. Grundlæggende er det hendes person, som er problemet,« sagde Lars Trier Mogensen således i podcasten ”Borgen Unplugged” den 5. februar.

Problemerne er alle selvforskyldte

Det interessante ved sagen om Trine Bramsens forvaltning af sit embede er, at den lige præcis ikke er opstået på baggrund af en udefrakommende hændelse. Den er alene opstået på grund af Trine Bramsens ledelsesstil, hendes stædighed og behov for kontrol over ting, som hun ifølge kritikerne ikke aner noget som helst om. Sagen handler først og fremmest om magt og så en hel del om dårlig dømmekraft og endnu dårligere ledelse.

I stedet for at tale sine medarbejdere op har Trine Bramsen på forunderlig vis nærmest gjort det til en mærkesag at udtale sig nedladende og arrogant om dem, som hun er sat i spidsen for. Da hun mødte modstand i sit eget system, skruede hun demonstrativt op for sit jeg-bestemmer-attitude i stedet for at beklage og søge at gyde olie på vandene.

Artiklen fortsætter under billedet …

Første gang var, da hun i DRs podcast Genstart i forbindelse med retssagen mod den tidligere hærchef udtalte, at det ikke nyttede at fyre den daværende forsvarschef Bjørn Bisserup, som konsekvent havde holdt hånden over sin hærchef uden at reagere på advarsler eller iværksætte de fornødne undersøgelser.

»Problemet er, at så har vi de næste chefer. Bliver det bedre af det? Det tvivler jeg sådan set på,« sagde hun og lagde sig dermed ud med hele det øverste ledelseslag i Forsvaret.

Inden da havde hun ”fyret” den uniformerede generalløjtnant og koncernstyringsdirektør Per Pugholm Olsen i forbindelse med skandalen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, selv om alle kunne se, at han havde gjort, hvad han skulle. Det havde den daværende departementschef Thomas Ahrenkiel imidlertid ikke. Men han fik lov at blive som ministerens nærmeste rådgiver, ind til han pludseligt »ønskede« at vende tilbage til udenrigstjenesten som nyudnævnt ambassadør i Berlin. Da han også kom i søgelyset i forbindelse med sagen om mulige ulovligheder i FE, blev det imidlertid for åbenlyst. Ahrenkiel fik annulleret sin ambassadørpost, blev hemsendt og er nu vendt tilbage til udenrigstjenesten i en mere beskeden rolle som »særlig repræsentant for nye trusler og teknologier«.

Og Per Pugholm Olsen? Han stod til at blive forsvarschef efter Bjørn Bisserup, men blev nu i stedet sendt til Irak som chef for Natos mission i landet, mens han kunne se Flemming Lentfer lægge sig ud i overhalingsbanen og stryge til tops som varigt udnævnt general med fire stjerner.

Signalerede fortrydelse i valget af forsvarschef

Den udnævnelse var Trine Bramsens mulighed for at sætte sit eget hold og vise, at hun havde valgt den rette mand til jobbet. Men hendes ageren efter udnævnelsen signalerede på mange måder, at hun havde fortrudt valget af Flemming Lentfer, allerede inden han havde sat sig ordentligt til rette i stolen. I stedet for at vise sin nye forsvarschef tillid fandt Trine Bramsen det nødvendigt – med den politiske kommentator Henrik Qvortrups ord – at kastrere Flemming Lentfer offentligt.

Det gjorde hun ved at kræve at sidde med i det ene interview med Ritzau, som forsvarschefen fik lov at stille op til. Hvordan det gik, kunne man læse i artiklen, ”Sådan kørte rutineret journalists interview med forsvarsministeren helt af sporet”. Interviewforespørgsler med øvrige medier blev i første omgang udskudt til en gang i januar. Hvorfor Trine Bramsen ville sidde med i interviewet med Ritzau, fortalte hun om i det åbne samråd, som Folketingets Forsvarsudvalg havde indkaldt hende til i begyndelsen af februar:

»Derfor har der fra min side været et klart ønske at sikre, at vi står sammen på Forsvarsministeriets område, at vi har et fælles billede af udfordringerne, og at vi løfter udfordringerne i fællesskab,« sagde hun.

Artiklen fortsætter under billedet …

Man må forstå, at Trine Bramsen oprigtigt troede, at det ville signalere sammenhold, når hun krævede at sidde med i det eneste interview, som forsvarschefen fik lov til at deltage i – på forsvarsministerens kontor. Herved afslørede hun en overraskende ringe dømmekraft, idet hun dermed kom til at fremstille forsvarschefen som en forsagt skoledreng, der ikke er voksen til at håndtere det ansvar, som hun har betroet ham. Og dermed undergravede hun på besynderlig vis selv tilliden til den øverste chef for de væbnede styrker, mens hun selv fremstod som en leder helt uden tillid til sin organisation og med et krampagtigt forsøg på at styre begivenhederne til egen (medie)fordel.

Projektet mislykkedes totalt og endte i et kommunikations-forlis, da dette medie begyndte at undersøge sagen om Ritzau-interviewet, der løb af sporet. At ministerens egne rådgivere ikke fik standset katastrofen, inden den rullede, siger måske i virkeligheden mere om rådgiverne, end det gør om forsvarsministeren.

Forsvarsministeren havde indflydelse på aflysning af interview

Men Trine Bramsen var slet ikke færdig med at fremhæve sig selv på bekostning af sin forsvarschef. Da denne signatur interviewede ministeren til OLFI og Radio4, gjorde forsvarsministeren meget ud af at forklare, at Flemming Lentfer var »styrelseschef for Forsvaret« på lige fod med direktøren i Skattestyrelsen, og at han derfor ikke skulle blande sig i den offentlige debat.

Dagen efter offentliggørelsen af interviewet med ministeren aflyste Flemming Lentfer lovede interview med OLFI, Radio4, Berlingske og Altinget. Hvorvidt Trine Bramsen havde indflydelse på den beslutning, spurgte Berlingske i den forgangne uge forsvarschefen om.

»Ja. Det har hun da. Og vi har da koordineret med Forsvarsministeriet,« sagde Flemming Lentfer i den forbindelse.

Det var herefter, at Venstre og Det Konservative Folkeparti kaldte Trine Bramsen i samråd om hendes samarbejde med forsvarschefen. Her beskyldte hun dette medie for at forsøge at skabe splid mellem hende og sin forsvarschef, og hun talte ifølge Ritzau-direktør Lars Vesterløkke direkte usandt, da hun påstod, at journalisten fra Ritzau under interviewet med forsvarschefen på hendes eget kontor havde henvendt sig til hende sagt: »Dig gider jeg ikke at tale med, luk!«

Artiklen fortsætter under billedet …

Siden eksploderede sagen på det nærmeste i medierne og blev nævnt i alt fra avisernes lederspalter til ”Monte Carlo-drengenes” podcast ”Her går det godt”, lige som komikeren Jonatan Spang og alverdens satirikere havde kronede dage. DF og forsvarsordsfører Søren Espersen krævede ministerens afgang, og hvor står sagen så i dag?

I februar fik forsvarschefen pludselig lov til at stille op til interview af sin minister, og den frihed har rundhåndet benyttet sig af. Til OLFI og Radio4 fortalte han i midten af februar, at ”Danmark ikke kan forsvare sig selv”, at Nato har ret i sin kritik af det danske forsvar, at vi ikke har tilstrækkeligt med ammunition. Til Berlingske uddybede han, at den lovede brigade på 4.000 mand ikke bliver klar til tiden, og at Hæren stadig mangler helt afgørende kapaciteter som eksempelvis luftværn.

Status er, at forsvarschefen i dag stadig står noget vingeskudt tilbage som en mand, der ikke er så meget chef over, som soldaterne kunne ønske. Men han er begyndt at tale, og det er helt sikkert noget, som forsvarsministeren helst havde været foruden. Det pudsige er, at hun ikke kan se, at en fri og åben debat med deltagelse af Forsvarets generaler også gavner en forsvarsminister.

Og Trine Bramsen selv står derimod fortsat tilbage som den minister, der havde chancen for at rydde op og sætte sit eget hold, men i stedet har sat det hele over styr og formøblet soldaternes og i høj grad også befolkningens opbakning og tillid. Resultatet blev det stik modsatte af, hvad der var målet. Hun ønskede at stække sin forsvarschef, men endte med at skyde sig selv i foden og har ad flere omgange vist, at hun er sin egen værste fjende. Det forhold ændrer sig næppe med samrådet på torsdag, og spørgsmålet er, om Trine Bramsen nogensinde kan genvinde tilliden blandt medarbejderne og i befolkningen. Som det ser ud nu, har det meget lange udsigter.