USA fik under Trump-administrationen øjnene op for Arktis’ sikkerhedspolitiske betydning for stormagtsrivaliseringen med Rusland og Kina. Det øgede fokus på regionen kan udfordre Danmark, men samtidig også give mulighed for at blive dagsordenssættende, konkluderer forskere i en ny rapport fra Center for Militære Studier.

Arktis har de seneste år fået en stadig mere prominent placering på den sikkerhedspolitiske dagsorden i USA. Det er sket i takt med, at man politisk og militært i stigende grad er blevet bevidst om russiske og kinesiske interesser i regionen og på den strategiske betydning af en tydelig tilstedeværelse.

Amerikanernes interesse i Arktis stiller Danmark overfor en række udfordringer. Men interessen giver samtidig mulighed for, at Danmark – og rigsfællesskabet i bredere betragtning – kan få indflydelse på den amerikanske linje. Det forklarer Kristian Søby Kristensen, der er vicecenterleder og seniorforsker ved Center for Militære Studier (CMS) på Københavns Universitet.

»Den amerikanske Arktis-politik ligger ikke fast. Det gjorde den ikke under Trump-administrationen, og det gør den i særdeleshed ikke under Biden. Det betyder, at der i øjeblikket er et rum for, at Danmark kan iscenesætte og gøre danske interesser gældende ved at påvirke aktørerne i den Arktis-koalition, der er med til at drive udviklingen.«

Sammen med forskningsassistent Lin Alexandra Mortensgaard står Kristian Søby Kristensen bag rapporten ”Amerikansk Arktis-politik i forandring”. I den analyserer de to forskere, hvilke aktører og interesser der er drivkræfterne bag det amerikanske fokus på Arktis, ligesom de opstiller en række anbefalinger til, hvordan situationen kan udnyttes af danske politikere.

»USA er kommet fra baghjul«

Mens USA længe nølede i Arktis, har pilen siden offentliggørelsen af landets nationale sikkerhedsstrategi i 2017 peget i en anden retning. Særligt sidste halvdel af Trumps embedsperiode blev kendetegnet ved, at USA kompenserede for fortidens passivitet ved at anvende en skarp og opsigtsvækkende retorik, hvor Kina og Rusland én gang for alle blev udpeget som stormagtsrivaler. Blandt andet gav det genlyd i de øvrige arktiske stater, da den daværende amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo forud for et møde i Arktis Råd i maj 2019 stik imod sædvane italesatte de sikkerhedspolitiske trusler fra netop Rusland og Kina.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse om, hvordan russiske kampfly kan nå til Grønland uden at blive opdaget …

Få måneder senere var det så præsident Trump selv, der stjal overskrifterne.

»Når man sammenligner med mange af de øvrige arktiske lande, så har USA været bagud, men til gengæld er man i høj grad ”kommet fra baghjul”. Allerbedst illustreret ved Trumps købstilbud på Grønland, men også ved, at Pentagon giver den fuld gas med hangarskibe, ubåde, strategiske bombefly, øvelsesaktivitet og i det hele taget med et markant øget militært og sikkerhedspolitisk fokus på regionen,« forklarer Kristian Søby Kristensen i en podcast om rapporten på CMS’ hjemmeside.

Hans medforfatter Lin Alexandra Mortensgaard har tidligere gæstet Krigskunst Podcast med orlogskaptajn Anders Puck Nielsen til en samtale om netop amerikansk Arktis-politik. Lin Alexandra Mortensgaard fortæller, at det er tre separate trusselsopfattelser og konfliktforståelser, der i samspil med hinanden har bidraget til at amerikanske politikere har rettet fokus mod nord.

Artiklen fortsætter under playeren …

»Dels ser vi en interesse, som handler om Arktis. Den handler om USA’s rettigheder i forbindelse med ressourcer og søruter og om, hvordan den ”arktiske kage” deles op. Den interesse er ikke som sådan ny, men noget, man har diskuteret gennem flere år i Arktisk Råd og andre fora.«

Dernæst er der en konfliktforståelse, der drejer sig om konflikt i Arktis. Her er omdrejningspunktet selve stormagtsrivaliseringen eller, som Lin Alexandra Mortensgaard præciserer, »det amerikanske blik på Arktis som en scene for stormagtsrivalisering«.

»Man kunne også kalde det en krigsskueplads eller et teater, men det er mere end det, for det handler også om at være til stede på scenen diplomatisk og økonomisk – ikke kun militært. Det handler om at vise tilstedeværelse i alle disse dimensioner og om at vise, at USA er mere til stede end Kina og Rusland.«

Læs også: Langtrækkende droner og ny radar skal løse overvågningsproblemer i Arktis

Endelig drejer den tredje konfliktforståelse sig om konflikt på kanten af Arktis.

»Her handler det meget om, hvordan det amerikanske fastland er truet fra nord – og fra to sider. Dels er det en trussel mod Alaska, som USA selv har godt styr på – de har mere end 100 kampfly stationeret i Alaska, som hurtigt kan afvise russiske fly. Den anden side er mere interessant med danske øjne, fordi den også handler om Grønland og Færøerne, og det, der populært hedder GIUK-gabet (Grønland-Island-UK). Det er her, at USA føler sig svagest i forhold til forsvaret af det amerikanske fastland,« forklarer Lin Alexandra Mortensgaard.

Både risici og muligheder

Det er stadig usikkert, hvordan de tre konfliktforståelser kommer til at spille sammen og påvirke hinanden fremover. Den amerikanske Arktis-politik er stadig under udarbejdelse, og det er netop derfor, at Danmark netop nu står med en oplagt mulighed for at gøre sin indflydelse gældende.

»Der er både er risici og muligheder. Selvom man fra amerikansk side måske ikke synes, at Arktis er det vigtigste udenrigspolitiske problem, som Biden-administrationen står overfor, er det så højt på den amerikanske dagsorden nu, at hele maskineriet er i gang med at arbejde,« forklarer Kristian Søby Kristensen.

Udviklingen hos vores amerikanske allierede byder dog også på udfordringer, påpeger Kristian Søby Kristensen.

»Man skal fra dansk side være klar til at forholde sig til, at der er et amerikansk bureaukrati, som kommer til at rulle en masse initiativer ud. Det kan være fra det militære bureaukrati og handle om, at amerikanerne pludselig bliver enige med sig selv om, at de faktisk har brug for en havnefacilitet på Grønlands vestkyst. Eller det kan være det amerikanske udenrigsministerium, som finder ud af, at man vil lave et nyt økonomisk samarbejde.«

Samtidig komplicerer det mulighederne for at udøve indflydelse på USA, at det som bekendt ikke alene er politikerne på Slotsholmen, der udstikker retningen for kongerigets præferencer. Grønlandske og færøske politikere vil selvsagt med på råd, når talen falder på deres territorier og farvande, og dermed er der også flere interesser, der skal afstemmes internt i rigsfællesskabet.

»Kongeriget Danmark – eller rigsfællesskabet – er en ekstra kompliceret konstellation i den forbindelse. Der er tre rigsdele, hvor nogle er er med i EU, mens andre ikke er, der er forsvarsforbeholdet og så videre. Der er mange brikker, der skal passe sammen,« siger Lin Alexandra Mortensgaard.

Danmark skal kende sin besøgelsestid

Er man opmærksom på udfordringerne, er der dog unægteligt resultater at opnå, konkluderer de to forskere. Rapporten slutter med en række anbefalinger til, hvordan danske politikere med fordel kan gribe situationen an: Dels bør det danske Arktis-diplomati i USA styrkes gennem en række initiativer blandt interessenter i den amerikanske hovedstad Washington. Tilsvarende anbefaler rapporten at styrke og koordinere det indbyrdes samarbejde i rigsfællesskabet, og endelig skal det danske fokus på lavspænding og udvikling af regionen fastholdes og italesættes overfor amerikanerne.

Samtidig skal Danmark bruge flere ressourcer – diplomatiske, økonomiske, politiske og militære – hvis vi for alvor skal gøre vores stemme gældende, lyder anbefalingen fra Kristian Søby Kristensen og Lin Alexandra Mortensgaard.

Folketinget har med den netop vedtagne Arktis-pakke allerede taget hul på den militære del af indsatsen, men dertil bør Danmark eksempelvis se på at indkøbe antiubådskapaciteter, der kan bruges i området. Forsvaret har ganske vist fået lovning på slæbe- og dyppesonarer, som er tiltænkt fregatterne af Absalon-klassen og de skibsbårne helikoptere. Klassens skibsskrog er imidlertid ikke isforstærkede, hvorfor det i udgangspunktet kun er muligt at anvende kapaciteterne, når de arktiske farvande er isfri i sommerhalvåret, og her er der altså fortsat et uforløst potentiale til at tækkes amerikanske ønsker.

Læs også: Søværnet forbereder sig på lang ventetid på nyt sonarudstyr

Rapporten kommer dog i sidste ende kun med anbefalinger. Der er ikke noget facit for, hvordan Danmark skal gribe muligheden for at påvirke den amerikanske Arktis-politik an. Der er mange aktører at henvende sig til, og mange værktøjer, der kan tages i anvendelse. Det er til gengæld sikkert og vist, at Danmark skal kende sin besøgelsestid, slår Lin Alexandra Mortensgaard fast.

»Vi går ikke imod tankegangen om, at Danmark er en småstat. Vi vil ikke puste kongeriget op til at have mere indflydelse, end det har, men der må alt andet lige være en større mulighed for at sætte dagsordenen, mens den amerikanske Arktis-politik er åben som nu, end på et senere tidspunkt, hvor den er mere låst. Hvis stormagtskonkurrencen først låser sig rigtig fast i Arktis, vil en supermagt som USA nok være mindre lydhør overfor, hvad en småstat som Danmark synes om arktisk lavspænding.«

Rapporten ”Amerikansk Arktis-politik i forandring” kan læses i sin fulde længde her.

Kommentarer

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here