DEBAT: Det er en misforståelse at tro, at stater altid handler rationelt. Hvad der er rationelt, er betinget af både aktørerne og af national kultur, historie og selvfortælling. Negligeres disse forhold, risikerer man på forhånd at afvise handlinger, der forekommer usandsynlige. Et kig i historiebøgerne viser, at det kan være fatalt, pointerer kaptajn og cand.soc. Alexander With.

Når man følger sikkerhedspolitiske debatter, ser man ofte kloge mennesker udtale sig skråsikkert om, hvad andre lande vil og ikke vil gøre i fremtiden. ”Kina vil i fremtiden gøre X”, ”Det, russerne vil, er Y” og så videre. Sætninger som disse er i bedste fald forsimplende, omend der kan være ganske gode grunde til at foretage denne forsimpling, hvilket jeg vil vende tilbage til senere. Men i værste fald er sådanne sætninger udtryk for en farlig misforståelse, der set i et historisk perspektiv kan være katastrofal.

Problemet ved sætningerne er dels, at de giver det indtryk, at andre landes regeringer tænker rationelt, og at vi derfor kan forudsige deres handlinger. Dels at lande fremstilles som enhedsaktører, der kollektivt træffer beslutninger og udfører dem, som det var intentionen, da man traf beslutningen. Begge dele er ofte forkerte.

Reelt er stater komplekse enheder med internt modstridende interesser, organisatorisk friktion, særegne kulturer og erfaringer, ligesom stater er ledet af mennesker, med alt hvad det indebærer af frygt, uvidenhed, arrogance og ære. Dette betyder, at stater kun er delvist rationelle, og derfor også kun handler delvist rationelt. Hvad mere er, så kan andre staters opfattelse af rationalitet afvige fra vores egen. Vi kan derfor have svært ved, at forudsige og forstå andre landes handlinger. Selv når de rent faktisk handler rationelt set ud fra deres egen virkelighed, kan handlingen forekomme dybt irrationel set fra vores virkelighed.

Japanerne gamblede med angreb på Pearl Harbor

Opfattelsen af, at stater handler rationelt, er udbredt blandt diverse statskundskabsbaserede teorier. Man skal således ikke langt ind i John Mearsheimers klassiker The Tragedy of Great Power Politics (2001), før man støder på denne opfattelse som et grundpræmis i hans teori kaldet ”offensiv realisme”. Problemet er, at denne teoretisk velargumenterede opfattelse er i modstrid med historien.

Lad mig give et eksempel: Inden det japanske overraskelsesangreb på Pearl Harbor i 1941 havde amerikanerne den opfattelse, at Japan ikke ville angribe USA, da dette simpelthen ville være for irrationelt. Japanerne havde som bekendt en anden opfattelse. De vidste udmærket, at deres angreb var et gamble, men presset op i et hjørne af amerikanske sanktioner var japanerne blevet risikovillige: De vurderede, at angrebet kun havde 50 procents chance for succes, men de var villige til at løbe risikoen. Ophavsmanden bag angrebet, admiral Yamamoto, yndede i øvrigt at spille hasardspil i sin fritid.

Historien er fuld af lignende eksempler, og historikeren Barbara Tuchman har skrevet en hel bog, The March of Folly (1984), hvis hovedpræmis er, at stater ofte handler i modstrid med deres egne interesser. Som et interessant eksempel i nyere tid har mange, inklusive John Mearsheimer selv, argumenteret for, at Irakkrigen i 2003 var i modstrid med amerikanske interesser.

Men hvis stater ikke handler rationelt – i hvert fald ikke hele tiden – hvad gør de så? For at besvare dette spørgsmål er det nødvendigt at se på, hvad stater er opbygget af.

Sovjetisk militær handlede irrationelt på Cuba

Carl von Clausewitz har lært os, at stater i sikkerhedsmæssig forstand består af en treenighed af regeringen, militæret og folket. De tre dele eksisterer ikke uafhængigt af hinanden, men påvirker hinanden indbyrdes. Det vil for eksempel sige, at selv hvis en regering var i stand til at handle 100 procent rationelt, ville statens beslutninger stadig være under indflydelse af en befolkning, hvis frygt, engagement og interesser kunne trække i en ikke-rationel retning. Dertil kommer, at militæret, hvis rolle det er at udføre regeringens vilje, skal udføre dets opgaver i et uforudsigeligt og friktionsplaget miljø, hvilket kan få selve udførelsen af en ellers rationel beslutning til at blive irrationel.

Et eksempel på dette var, da Sovjetunionen i begyndelsen af 1960’erne besluttede sig for at opstille atommissiler på Cuba. Hvis vi for argumentets skyld antager, at beslutningen i sig selv var rationel, blev udførelsen stadig gjort irrationel af det sovjetiske militær; militæret var ikke vant til at prioritere skjul og sløring af deres missiler, når de opererede i Rusland, og gjorde det derfor heller ikke i Cuba. I stedet gjorde man, som man plejede, hvilket tillod amerikanerne at opdage missilerne, før de var affyringsklare. Det var medvirkende til, at den sovjetiske ledelse ikke opnåede det fait accompli, som den havde regnet med. I stedet endte den med at trække missilerne tilbage, efter at verden i oktober 1962 i 13 dage havde balanceret på randen af atomkrig.

I eksemplet herover har vi for argumentets skyld antaget, at regeringer tænker rationelt, men dette er langtfra altid tilfældet. For nu at blive ved Cubakrisen var både den amerikanske præsident John F. Kennedy og Sovjetunionens leder Nikita Khrushchev under et voldsomt pres. Ikke kun for at undgå Tredje Verdenskrig eller for at styrke deres landes relative positioner overfor hinanden, men også for indenrigspolitisk at komme ud af krisen med prestigen, eller i det mindste bare æren, i behold. Der var altså en sammenblanding af statslige og personlige interesser.

Kennedy, der siden den mislykkede invasion i Svinebugten på Cuba året forinden havde fremstået svag overfor sine generaler, var for eksempel under et personligt pres for ikke endnu en gang at fremstå svag overfor kommunisterne. Begge statsledere foretog i løbet af krisen handlinger, som de vidste ville eskalere krisen. At sådanne menneskelige karakteristika er med til at forme sikkerhedspolitik, er ikke nogen ny erkendelse. Cirka 450 år før vor tidsregning skrev den græske historiker Thukydid, at krige starter på grund af menneskers frygt, ære og interesser.

Kultur, historie og selvfortælling spiller ind

I stedet for at handle rationelt i krisesituationer, befinder statsledere sig ofte i en tilstand, der bedst kan beskrives som en flugt fremad. For eksempel var en økonomisk krise og dens afledte indenrigspolitiske pres på regimet med til at presse den argentinske militærjunta til at invadere Falklandsøerne i 1982, hvor de efterfølgende led nederlag til Storbritannien – hvilket førte til juntaens fald fra magten i Argentina. I øvrigt en krig, hvor begge parter antog, at modparten ville give op, før krigshandlingerne ville begynde frem for at kæmpe en irrationel krig om nogle næsten ligegyldige øer. Et andet eksempel er Egyptens præsident Gamal Abdel Nasser, der før Seksdageskrigen i 1967 blev offer for sin egen retorik mod Israel. Præsidentens hårde retorik havde den dobbelte virkning, at den begrænsede hans politiske manøvrerum og dermed muligheden for at handle rationelt, samtidig med at den var med til at overbevise israelerne om, at en krig var nødvendig. Resultatet var et militært nederlag, der var en katastrofe for Egypten.

Udover at stater består af forskellige elementer med ofte modstridende interesser, der er påvirket af mennesker med menneskelige følelser og svagheder, er stater også forskellige fra hinanden. Som tidligere nævnt havde japanerne op til Anden Verdenskrig en anden opfattelse af rationalitet, end amerikanerne havde. Hvad der bliver betragtet som rationelt, bliver formet af et lands kultur, styreform, historie og ikke mindst historiske selvforståelse (der vel at mærke ikke behøver at være den samme som den faktuelle historie).

Det bør ikke undre, at et land som Rusland, der gennem historien har lidt forfærdeligt under flere invasioner fra vest, og som 1941-1945 var afgørende i kampen mod Nazi-Tyskland – og som dyrker netop den side af sin historie – har en helt anden opfattelse af sikkerhed og dets retmæssige rolle i Europa, end vi har i eksempelvis Danmark. Vil man spå om Ruslands ageren i fremtiden, skal man derfor ikke starte med at spørge, hvad man selv ville gøre i Ruslands sted, men derimod hvad russerne med deres særegne kultur, historie og selvfortælling ville gøre. Dette er svært, da de fleste mennesker har en tendens til såkaldt ”mirroring”, altså at spejle sig selv over på andre. Men vi skylder os selv – og russerne – at forsøge.

Forvent at blive overrasket

Som nævnt har teoretikere som John Mearsheimer argumenteret for, at stater er rationelle. Historien viser imidlertid noget andet. Betyder det så, at stater handler komplet irrationelt, at statskundskabsbaserede teorier er ubrugelige, og at man lige så godt kan opgive at forudse fremtiden? Nej! Men det betyder, at man skal acceptere den iboende usikkerhed, uforudsigelighed og ofte irrationalitet, der er i sikkerhedspolitik. Man skal gennem en god udenrigstjeneste og militær efterretningstjeneste forsøge at se fremad, men man skal samtidig forvente at blive overrasket. Man skal dertil gøre, hvad man kan for at mindske de negative konsekvenser af den overraskelse, der i nogen grad er uundgåelig. Dette kræver blandt andet, at man indtænker fleksibilitet og robusthed i sine dispositioner.

Ovenfor blev det nævnt, at der kan være gode grunde til at sige ”Rusland vil”, også selvom det er en forsimpling. Det er klart, at det ikke i alle sammenhænge giver mening at dække sig ind med alle mulige forbehold om staters kompleksitet. Dertil er der situationer, hvor sætninger som ”russerne vil” er ganske passende. Hvis for eksempel den langt overvejende del af den russiske befolkning og sikkerhedseliten (siloviki) ønsker det samme som den russiske præsident, er der tale om en slags balance i den clausewitzsianske treenighed. I sådanne situationer kan man argumentere for, at det ikke giver mening, altid at gøre opmærksom på modstridende interesser, når disse alligevel er negligerbare.

Der, hvor det bliver problematisk, er, når afsenderen eller modtageren af denne forsimpling ikke er bevidst om, at det netop er en forsimpling. Når man glemmer virkelighedens usikkerhed og kompleksitet, og kommer til at tænke på stater som rationelle aktører, der handler som man selv ville gøre, er faren stor for at man afviser det, der ud fra ens eget verdensbillede virker usandsynligt. I yderste forstand ved ikke engang Vladimir Putin, Joe Biden eller Xi Jinping, hvordan de hver især vil reagere, hvis de udsættes for et psykisk og fysisk pres af en størrelsesorden, de aldrig har oplevet før. Og hvis de ikke ved det, ved vi det selvsagt heller ikke.

Afslutningsvist vil jeg citere Thomas Schellings kommentar til det japanske angreb på Pearl Harbor. Citatet stammer fra Thomas Schellings forord in Roberta Wohlstetters bog Pearl Harbor: Warning and Decision (1962):

”The contingency we have not considered seriously looks strange; what looks strange is thought improbable; what is improbable need not be considered seriously … Rarely has a government been more expectant. We just expected wrong.”