BLOG: Det er ikke nok med en militær antipiraterioperation i Guineabugten, hvis man vil pirateriproblemet til livs – i så fald er der behov for mere langsigtede løsninger på land. Derfor vil det gavne Det Blå Danmark mest, hvis en eventuel flådestyrke suppleres med yderligere tiltag i regionen, gør Klaus Kroll gældende i dette blogindlæg.

Fra kontorets balkon kigger vi dagligt over på havnen i Abidjan, en af de store import- og eksporthavne i det vestafrikanske. Mærsk besejler havnen jævnligt, det samme gør andre danske rederier i stor stil, uanset om det er med containere, bulk- eller tankskibe. En af de største terminaloperatører er endda dansk.

Pirateri er ikke nået så langt op af kysten, at det endnu udgør den store risiko, men kapaciteten fra pirater i Niger-deltaet er stadigt stigende, og på et tidspunkt er det meste af kysten fra Sierra Leone til Angola givetvis inficeret med pirater. De samfundsmæssige udfordringer ved øget pirateri – eller blot status quo – er ganske uoverskuelige, og kan betyde nogle enorme sociale udfordringer i de lande, det vedrører.

Set med danske briller kigger vi også ind i en risiko for skibe, der kapres, og besætninger, der kidnappes eller kommer galt afsted. Vi kigger ind i et behov for væbnede vagter ombord, eskorteskibe, øget sikkerhedsrisiko og en generel optrapning, for pirater opruster også, når vi gør. Bevæbnede vagter øger oddsene, fordi pirater blot indsætter flere både eller koordinerer angreb mere effektivt. De er ikke ukendte med ordet ildkoncentrationsområde.

Fiskere har mistet indtægtsgrundlag

I midten af nullerne sad jeg som sikkerhedschef i Nigeria for det største danske rederi og skulle passe på alt fra udenlandske medarbejdere over containerskibe på reden til supply-skibe, der sejlede ind og ud af Bonny River lige midt i Niger Deltaet. Perioden indvarslede den spæde start på det væbnede pirateri, hvor man tidligere havde haft småkriminalitet med tyveri, hærværk og lidt afpresning. Adskillige små joller og kanoer sejlede eksempelvis rundt i deltaet i en påfaldende lyseblå farve. Stemningen skiftede i deltaet, regeringen satte en joint task force ind for at bekæmpe de stigende problemer, en indsats der blot var benzin på bålet.

For at forstå Nigeria og resten af Vestafrika kræver det lidt baggrund. Nigeria er supermagten i regionen – på godt og ondt. Et land med en befolkning, der lige om lidt runder 200 millioner, men med en landmasse kun en halv gang større end Frankrig. Nigeria var i sine bedste dage den syvendestørste olieeksportør i verden, og landet skovlede penge ind. Eller det vil sige: Politikere og embedsmænd skovlede penge ind, da stort set intet gik til sundhed, infrastruktur, uddannelse eller på anden måde udvikling. 95 procent af landets indtægter var på et tidspunkt tilskrevet oliesektoren, men kun en brøkdel gled tilbage til de områder, man udvandt i.

Den aldrende olieindustri har med rette haft et blakket ry, da man smed olie ud i omgivelserne svarende til udslippet fra boreplatformen Deepwater Horizon – i Nigeria bare en gang om året. Lækkende olieledninger, militante angreb, forladte boringer, defekte pumpestationer og generel misligholdelse har efterladt Niger-deltaet som et af de hårdest forurenede områder i verden. De oprindelige folkeslag, der oprindeligt kom fra fiskeriet, er uden indtægt eller levegrundlag, da det kan være svært af få nettene igennem et metertykt lag af inddampede olieprodukter.

Øget pirateri rammer flere end blot rederierne

Nigeria er samtidig et kludetæppe af etniciteter, religioner og stammer. Landet er et produkt af kolonitiden, hvor man bare tegnede nogle streger på et kort uden skelen til den faktiske udbredelse af eksisterende samfund og stammer. I nord hærger Boko Haram og andre islamistiske grupper, og i syd finder militante fred i Niger-deltaet, et område på størrelse med Skotland. Midt imellem sidder skiftende præsidenter med hver deres agenda. En agenda, der meget sjældent er gavnlig for ret meget andet end deres egen velstand og ganske nære relationer.

Umiddelbart virker det helt håbløst at gøre noget som helst. Den håbløshed mærkede jeg selv, da jeg forsøgte at sælge et komplet kystradarsystem til regeringen i Nigeria for en del år siden i et selvstændigt firma. Men det er ikke helt umuligt at trænge igennem, særligt ikke hvis de store søfarende nationer sætter sig sammen og koordinerer en konsekvenspædagogisk politik for området.

Men hvad angår det egentlig Danmark, at der er ballade i et afrikansk land – det har der været, siden farfar var ung? Svaret er “en hel del”. Danske rederier og blå selskaber udgør cirka 20 procent af vores samlede eksport, og cirka 10 procent af de eksportindtægter stammer fra de afrikanske markeder med center i Vestafrika, som er blandt de hurtigst voksende økonomier på kontinentet. I en række lande i Vestafrika besejler danske rederier ikke kun de store byer; man anlægger også terminaler og kan derfor ikke bare flytte fokus, da investeringer er bundet i kajanlæg, kraner og depoter.

Øget piratvirksomhed rammer ikke kun rederier og maritime selskaber. Det slår endnu hårdere igennem på import- og eksportrater, hvilket hurtigt kan aflæses direkte i diverse ministerier i alle lande op og ned af kysten. Derfor er der ganske fint sammenfald i interesser, men der er meget ukrudt, der skal fjernes i køkkenhaven, før vi når dertil.

Behov for langsigtet plan – også på land

For de store søfartsnationer ville en samlet indsats med et fælles sigte være ønskelig. Ikke bare militære kapaciteter uden for 12-sømilegrænsen, men ligeledes løsninger på land, så rødderne til problemerne trækkes op. Det er ikke klaret i morgen, og vejen bliver usædvanligt lang, men uden løsningen inde på land bliver en militær tilstedeværelse ude i det internationale farvand mindst lige så lang.

En langsigtet plan med brug af hele den udenrigspolitiske værktøjskasse ville være en kærkommen afveksling. Øg den diplomatiske styrke på alle vores vigtigste eksportmarkeder, fokuser de sparsomme militære ressourcer i regioner, hvor danske interesser er allermest sårbare.

Giver det mening at hælde en kvart milliard kroner i udviklingsbistand til Kina, når vi kunne få en helt anden valuta for pengene ved at passe på Det Blå Danmark i udsatte regioner? Giver det mening at placere ambassader og diplomatisk indsats efter vores udviklingsbistand? Nej vel? Udvikling og stabilitet sker gennem handel og udvikling. Det sker ikke gennem støttekroner, ikke-samtænkte militære bidrag og halvkvædede ønsker om demokrati. Vi kan ikke leve af at lave vandbrønde i Sahel-regionen eller ved at presse demokrati ned i halsen på nogen, der ønsker noget helt andet. Passer vi derimod ikke på dem der sejler midlerne hjem, dem der sender skattekroner hjem til en stadigt mere forslugen statskasse, så er matematikken ikke så svær.

Når vi alligevel skal kigge på hvordan vi bruger de to procent, så ville det være passende at afsætte en del til at kunne passe på Danmark og danske interesser, herunder særligt Det Blå Danmark.