Topmøde

Trine Bramsen er blevet et yndet mål for landets satirikere

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Professionelle satirikere og glade amatører muntrer sig for tiden med at tage forsvarsminister Trine Bramsens forhold til Forsvarets militære ledelse under kærlig behandling. Meget af satiren tager udgangspunkt i ministerens styrelsesretorik, men Bramsens bedste træk er blot at grine med, mener politisk kommentator Hans Engell.

Komikere, satiretegnere og meme-magere i alle afskygninger har i disse uger en fest med at producere humoristisk indhold med afsæt i den aktuelle og ophedede forsvarsdebat. Særligt forsvarsminister Trine Bramsens (S) insisteren på at kalde den nytiltrådte forsvarschef Flemming Lentfer for styrelseschef har sat gang i den satiriske indholdsproduktion.

Lørdag stod ministeren i skudlinjen i DR 2’s satireprogram ”Tæt på Sandheden”, og komiker Jonatan Spang lagde som showets vært ikke ligefrem fingre imellem i sin karakteristik af forsvarsminister Trine Bramsen:

»Hvis du tror, at Joy Mogensen er en form for mester i at trampe rundt i en glasbutik og rage uklar med alt og alle indenfor et ressortområde, som hun lige dele hader og ikke forstår en hujende fis af – så er det måske fordi, du ikke har hørt om forsvarsminister Trine Bramsen,« lagde han således fra land.

Artiklen fortsætter under billedet …

Komikeren Jonatan Spang tog lørdag forsvarsminister Trine Bramsen (S) under kærlig behandling i satireprogrammet Tæt På Sandheden på DR2. Klik på billedet, hvis du vil se Tæt På Sandheden … Screendump: DR

Kort efter fulgte næste svirp med halen:

»Man havde jo ellers indtryk af, at stemningen var perfekt mellem Trine Bramsen og det forsvar, som har givet hende så mange gode selfie-muligheder. Men lige så snart Trine er færdig med at bruge vores fælles forsvar til at lave TikTok-dansevideoer, er det som om, at stemningen er lidt anspændt. Nu er det blevet for meget for soldaterne, som i sidste uge sendte et åbent brev til ministeren,« lød det fra Jonatan Spang med henvisning til forrige uges kritiske debatindlæg i Berlingske, som fem forsvarsorganisationer sammen stod bag.

Forsvarsministre et favoritmål for satiretegnere

Også i avisspalterne optræder Trine Bramsen jævnligt karikeret, når landets satiretegnere gør sig lystige over aktuelle forsvarspolitiske problemstillinger. En af de danske politikere, der selv har været genstand for alverdens satiretegninger er tidligere forsvarsminister Hans Engell, der i dag ernærer sig som politisk kommentator.

Når satiretegnerne for tiden muntrer sig over forsvarsministeren og hendes til tider anstrengte forhold til det uniformerede personel, har det ikke mindst at gøre med, at arbejdet med Forsvaret som genstandsfelt langt hen ad vejen er serveret på et sølvfad, forklarer han.

Artiklen fortsætter under billedet …

Trine Bramsens adfærd har gjort hende til et yndet må for landets satirikere som her fra Berlingske. Tegning: Lars Andersen

»Skiftende forsvarsministre har altid været et favoritmål for satiretegnere. Det skyldes meget enkelt, at forsvarsministre altid forbindes med krudt og kugler, pistoler og signalhorn og kampvogne, krigsskibe, bomber og så videre. Det er enkelt for satiretegnerne at tegne noget militært isenkram ind, som giver tegningerne et mere levende og anderledes visuelt udtryk, end hvis man for eksempel skal tegne en socialminister eller en boligminister,« forklarer Hans Engell.

»Hele den ydre ramme er en ren foræring til satiretegnere, hvis plottet i øvrigt er der, som det aktuelt er med balladen mellem ministeren og Forsvarets folk, eller som det er ved politiske opgør om penge til Forsvaret.«

I sin tid som forsvarsminister i Schlüter-regeringen mellem 1982 til 1987 oplevede Hans Engell selv ofte at blive afbilledet om bord i kampvogne og med både pistoler og maskingeværer hængende over skulderen. Mange af dem har han gemt. Forsvarsministre er i det hele taget taknemmelige ofre for satiretegnere, men til forskel fra i hans eget tilfælde er der andre dynamikker på spil i den aktuelle satiriske skildring af Trine Bramsen, fortæller Hans Engell.

»Det bliver ikke mindre morsomt eller spændende af, at den nuværende forsvarsminister er en yngre kvinde, for så kan man også spille på dét element; blandingen af den sure oberst og den unge lyshårede, kvindelige minister. Det giver yderligere et element i tegningerne.«

Skandaler har været en ren foræring

Én ting er de illustrative muligheder i et bestemt emne. Nok så væsentligt for en god satiretegning er selvfølgelig konflikten. Det er, bemærker Hans Engell, alt andet lige lettere og mere oplagt at lave satire med problemerne i Forsvaret, end det er at tegne tilblivelsen af den netop offentliggjorte Arktispakke.

Konflikt har det som bekendt ikke skortet på de senere år. Tværtimod har styrelser under Forsvarsministeriets koncernområde været martret af skandaler. Afsløringen af tidligere hærchef H.-C. Mathiesens nepotisme, svindlen i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og den løbende journalistiske afdækning af en usund kultur giver tilsammen satirikerne gode arbejdsbetingelser.

Artiklen fortsætter under tegningen …

De seneste år har ikke mindst OLFI afsløret et værdiskred i toppen af Forsvarets og Forsvarsministeriets øverste ledelser. Det vil også fremadrettet være OLFIs vigtigste opgave at holde et kritisk øje på magtudøvelsen i toppen af Forsvarets militære såvel som politiske ledelse. Tegning: Lars Andersen for Berlingske og OLFI

»Nu er jeg jo ikke tegner, men jeg ved, hvordan satiretegnere arbejder. Det er umådelig let at få ideer til tegninger i de sager og de forløb, der har været i Forsvaret de seneste år. Skandalesagerne har været en ren foræring at tegne ud fra,« siger Hans Engell.

Den konstatering er helt rigtig, lyder det fra en af de satiretegnere, der har nydt godt af Forsvarets og de civile styrelsers ufrivillige strøm af inspirationsmateriale. Lars Andersen leverer jævnligt tegninger til både OLFI og Berlingske, og han tilslutter sig i store træk Hans Engells analyse.

»Det er væsentligt for en tegner, at der er noget, man kan lave billeder af. Der er hele verdenen omkring militæret rigtig god, for man kan altid tegne noget med nogle uniformer, kampvogne, fly og så videre. Jeg har samme svaghed for politiet. Det er altid godt med billeder af politihunde og pistoler,« siger Lars Andersen og henleder ligesom Hans Engell opmærksomheden på, at kombinationen af et i forvejen taknemmeligt genstandsfelt og en række offentlige skandalesager giver en veritabel overflod af materiale at plukke fra.

»Det har været skandalesag på skandalesag, og det er jo guf for en satiretegner med skandaler og forhold, der ikke er, som de skal være. Så er der noget at arbejde med for sådan en som mig.«

»Ministeren bliver helt stædig«

At grine ad Forsvaret går mange år tilbage i tiden, forklarer Lars Andersen, der selv har været soldat og altså ikke har noget ideologisk imod militæret. Det er ganske enkelt bare et oplagt foretagende at arbejde humoristisk med.

Artiklen fortsætter under billedet …

Lars Andersens satiriske skildring af arbejdsforholdet mellem forsvarsminister Trine Bramsen og forsvarschef Flemming Lentfer. Tegning: Lars Andersen

»Det er en sjov verden, vores militær. Det har altid været genstand for humor, og det går helt tilbage til Den Kolde Krig. Dengang talte man om, hvorfor vi skulle have et forsvar, når vi bare kunne sætte en telefonsvarer til at sige, at vi overgiver os.«

På det seneste har det satiriske sigtekorn dog bevæget sig fra Forsvaret som institution til at være rettet mod den socialdemokratiske forsvarsminister Trine Bramsen.

»Det startede med, at Forsvaret som institution har gjort sig selv lidt sårbar med alt rodet og skandalerne. Det nye er, at ministeren også begynder at jokke rundt i titlerne, så i de seneste tegninger er det mere hende, vi laver sjov med. Politikerne er også taknemmelige ofre, fordi de kommer med deres udtalelser, og vi lærer dem at kende. Det er er der også billeder i, hvis vi ellers kan finde ud af at tegne dem,« siger Lars Andersen.

Læs også: Komikere udstiller forsvarsledelsen til hån, spot og latterliggørelse på DR2

Han har selv en forklaring på, hvorfor Trine Bramsen med sin fremtræden og insisteren på at tale om styrelser er kommet i skudlinjen hos ham selv og landets øvrige satirikere.

»Hun bliver lige pludselig meget stædig omkring, at Forsvaret er en styrelse. Hun kunne jo bare have sagt ’nå, det havde jeg ikke lige tænkt over’, men nu vil hun ikke give sig. I “Tæt på Sandheden” er det sjovt, at de kan vise et klip, hvor hun helt aggressivt udtaler, at hun har kæmpe respekt for Forsvaret, samtidig med at hun signalerer, at det har hun ikke. Der er et paradoks,« siger Lars Andersen.

Netop hos DR2 og “Tæt På Sandheden” kan Jonatan Spang bekræfte, hvad både Hans Engell og Lars Andersen siger. Jonatan Spang nævner som eksempel, hvordan Trine Bramsen forsøger at høste billige point, når hun fylder de sociale medier som Instagram og Facebook med selfies og Trine-mig-her og Trine-mig-der-billeder.

»Trine Bramsen er nok et yndet mål, fordi hun hjælper så meget på vej selv. Vi ønsker lige som så mange andre at arbejde mindst muligt, og når hun selv skaber komikken, så er det så meget lettere for os. Når hun eksempelvis lover pølsevogne til hjemvendte soldater i stedet for at angribe de virkelige problemer,« siger Jonatan Spang.

Politikere bør tage satiren i stiv arm

Udover professionelle satirikere som Jonatan Spang og Lars Andersen selv har en stribe af landets “fritidssatirikere” også muntret sig gevaldigt over Trine Bramsen og styrelsespolemikken. På Facebook har folkene bag den populære meme-gruppe “Hæren i memes” lanceret Facebook-siden Styrelsen, hvor Hæren hedder Markkontoret, Søværnet er blevet til Sejladsforvaltningen, og Flyvevåbnet kaldes for Luftinspektoratet.

Artiklen fortsætter under billedet …

Feltspaden.dk er lige som Hæren i memes flittig til at gøre grin med både forsvarschefen, forsvarsministeren og andre med ansvar inden for Forsvaret og Forsvarsministeriet. Her har forsvarschef fFlemming Lentfer fået ny distinktion. Screendump: Instagram

Men hvad skal man i grunden gøre, hvis man som politiker er havnet i både den ene og den anden kategori af satirikeres søgelys og gerne vil vende sagen til noget positivt? Først og fremmest skal man vise, at man besidder selvironi. Gør man det, kan tegninger og andre drillerier faktisk vendes til noget positivt, forklarer Hans Engell og tilføjer et aber dabei.

»Gode, sjove vittighedstegninger på sociale medier og med et glimt i øjet kan i den grad virke styrkende for ministerens brand. Der er ikke noget, der virker mere positivt, end hvis folk kan få et godt grin. Men det er klart, at går det over til at blive systematisk latterliggørelse og nedvurdering, kan det også gå hen og blive et problem. Så vil det blive sådan, at ministeren bliver forbundet med en sag, som skal håndteres, og på den måde kan det virke modsat,« siger Hans Engell og slutter med et godt råd til forsvarsministeren – og politikerstanden i øvrigt:

»Jeg tror, at det gælder om at tage det i stiv arm. Hvis der er noget, politikere ikke må – som er en dødssynd – er det at blive fornærmede over at blive udsat for satire. Ministeren må grine med, selv om smilet indimellem kan være lidt stift. Man er nødt til at grine med.«

Om forsvarsminister Trine Bramsen gør det, må stå hen i det uvisse. Hun har ikke ønsket at udtale sig til denne artikel.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI
- Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

Abonnér
Notify of
guest
0 Kommentarer
Inline Feedback
Læs alle kommentarer