DEBAT: At forsvarsminister Trine Bramsen omtaler den nytiltrådte forsvarschef som styrelseschef er det mindste af Forsvarets aktuelle problemer. Forsvaret er organiseret forkert, voldsomt underfinansieret og helt ude af stand til at forsvare Danmark i dets nuværende forfatning. Vi bør derfor diskutere, hvad der er behov for at tilføre forsvarsbudgettet, fremfor hvad vi kan nøjes med, mener Steen Holm Iversen.

I de seneste par uger har offentligheden bevidnet, at Forsvaret igen bliver hældt ud på forsiderne af landets aviser med endnu en sag, der stiller Forsvaret i et dårligt lys. Årsag: At Trine Bramsen italesætter forsvarschefen som det, han rettelig er, og som han har været siden den alt omfattende omstrukturering i 2013: en styrelseschef.

Selvom alle anerkender, at forsvarschefen formelt er en styrelseschef, støder det mange, at Trine Bramsen desavouerer det embede, som i alles opfattelse – og i modsætning til ministeren – bærer både det fysiske og operative ansvar for Forsvarets virke. Problemet er blot, at det langtfra er virkeligheden. Ansvaret er i dag delt ud på et utal af styrelser, hvorved ingen reelt opleves at have ansvaret. Det har efterladt Forsvaret i et uigennemskueligt og bureaukratisk mørke, der ikke har gavnet Forsvarets operative effekt eller dets opgaveløsning.

Det er muligt, at forsvarschefen de facto synes at have den rolle og den indflydelse, som mange gerne vil tilskrive ham. Ser man på styrelsernes opdeling, og på til hvem de refererer, er det imidlertid hverken formelt eller de facto forsvarschefen, men derimod til departementet og ministeren.

Det er altså til ministeren og departementschefen, man i dag skal rette klagerne, når maden i kantinen svigter, sengetøjet er beskidt, eller når der ikke er reservedele til kampvogne, pansrede mandskabsvogne eller helikoptere. Forsvarschefen kan blot håbe, at departementet vil sikre en tilfredsstillende ramme om Forsvarets operative virke og opgaveløsning, for ansvar eller magt har han ikke.

Danmark fremstår som “kejseren uden klæder”

Man bør spørge sig selv, om kantinemenuer og beskidte lagner virkelig er sager, der bør optage et departement og en minister, eller om man burde løfte sig højere op og fokusere på den langt mere tyngende dagsorden på det forsvars-, udenrigs- og sikkerhedspolitiske område?

Forsvarsministeriet burde koncentrere sig om, hvad den ændrede trussel fra Rusland, det russiske farvel til demokrati samt annekteringen af Krim og den efterfølgende krig i Ukraine reelt betyder for Danmark. Indtil videre oplever man, at vi i Danmark – som det også var situationen under Den Kolde Krig – nærmeste konsekvent dukker nakken, når USA eller Nato udtrykker deres utilfredshed med, at vores forsvarsbudget ikke lever op til aftalerne om to procent af bnp. Alt imens forsvarsministeren lidt forkølet og helt åbenlyst uden effekt erklærer sig uenig og føler sig uretfærdigt behandlet.

Debatindlægget fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse OLFIs interview med forsvarsminister Trine Bramsen …

Trine Bramsen og Danmark fremstår som ”kejseren uden klæder”. Det er åbenlyst, at truslen er ændret i alle domæner (land, sø, luft og cyber), og at det stiller nye krav til Forsvaret, og måden vi indretter det på. Truslen kommer igen fra øst, og modstanderen har enten samme eller et bedre teknologisk niveau end det danske forsvar, som i over et årti blev skåret ned til et eksistensminimum. Forsvarschefen slår da også fast, at vi de facto ikke kan håndhæve vores suverænitet, endsige forsvare vores eget territorium, selvom det er et krav i Den Nordatlantiske Traktats artikel 3. Udgangspunktet for Nato-alliancen har aldrig været, at alt skulle indrettes på, at USA ville komme og undsætte os – tværtimod. Pligten til at sikre sin egen forsvarsevne er en forudsætning, som Danmark blot aldrig har honoreret.

Coronakrisen sammenholdt med truslen fra Rusland bør få Forsvarsministeriet til at overveje, om vi som nation er godt nok rustet til at håndtere både nationale kriser og ultimativt en krig. Vi har nedlagt såvel det civile som det militære totalforsvarsberedskab, og vi står således uden mulighed for at mobilisere flere ressourcer end dem, der allerede er på ”hylderne”. Er det mon nok i fremtiden? De respiratorer, der var på hylderne, var åbenlyst ikke nok. Måske skal vi være glade for, at vi ikke nåede dertil, hvor vi havde brug for et felthospital til aflastning af det civile sygehusvæsen, for et sådant har vi ikke længere.

Diskussionen om forsvarsbudgettet skal vendes på hovedet

De to mest bedrøvelige udsagn i de forgange uger har været, at der efter Trine Bramsens opfattelse ikke er behov for flere midler til Forsvaret, førend truslen imod Danmark ændrer sig yderligere, og at ministeren i øvrigt har opgivet at reformere Forsvarets organisering. Lige her ligger den største kløft mellem Forsvarets personel og ministeren i mine øjne.

Debatindlægget fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse interviewet med den nytiltrådte forsvarschef, Flemming Lentfer …

For soldater er det vigtigt, at det, vi gør, er troværdigt, og at det hænger sammen både fagligt og operativt. Vi skal i det mindste kunne tro, at vi har en fair chance for at vinde, når vi går i krig! Der er vi slet ikke i dag – hverken med eller uden forstærkninger fra vores i øvrigt nøjagtig lige så nedrustede europæiske kollegaer – og det ved vi og soldaterne godt. Der mangler flere kollegaer, flere enheder, nyt luftværn, nye ubåde, moderne og klassificerede kommunikationssystemer, elektronisk krigsførelsesmateriel, moderne ammunition, flere kampvogne og mere uddannelse. Listen over nødvendige anskaffelser og reelle operative mangler er lang, hvis vi blot skal kunne opfylde vores minimumsforpligtelse overfor Nato.

Efterlevelse af Nato-målet om to procent af bnp vil kun fylde de mest graverende huller op. Der er behov for langt større investeringer, som både vores norske og svenske venner allerede har gennemskuet og handlet på, hvis Forsvaret skal kunne håndtere den sikkerhedspolitiske virkelighed og den trussel, som alle anerkender eksisterer. Undtagen tilsyneladende Trine Bramsen.

Læs også: Bramsen i samråd: Danmark er ikke moden til en forsvarsdebat som i Norge

Lad os erkende, at Forsvarets nuværende organisering ikke fungerer, og at den har begravet Forsvaret i et uigennemskueligt og bureaukratisk mørke, som også gør, at sager om beskidte lagener ender på ministerens bord. Flere penge gør det ikke alene. Truslen dikterer, at Forsvaret igen kan optræde og handle som en kamporganisation. Det stiller særlige krav til både organiseringen og til en entydig placering af ansvaret. Det er derfor afgørende, at den nuværende organisering laves om, og at kommandovejene rettes ud.

Lad os også vende diskussionen om forsvarsbudgettet på hovedet og spørge os selv – ikke hvor lidt vi kan nøjes med, men hvor meget der er behov for! Hertil er forsvarschefens vurdering helt central. Vi kan ikke gå rundt uden tøj længere, og der er intet, der peger på, at USA’s nye præsident på dette punkt er uenig med sin flamboyante og udemokratiske forgænger.

Steen Holm Iversen. Privatfoto