DEBAT: At forsvarsminister Trine Bramsen omtaler den nytiltrådte forsvarschef som styrelseschef er det mindste af Forsvarets aktuelle problemer. Forsvaret er organiseret forkert, voldsomt underfinansieret og helt ude af stand til at forsvare Danmark i dets nuværende forfatning. Vi bør derfor diskutere, hvad der er behov for at tilføre forsvarsbudgettet, fremfor hvad vi kan nøjes med, mener Steen Holm Iversen.
I de seneste par uger har offentligheden bevidnet, at Forsvaret igen bliver hældt ud på forsiderne af landets aviser med endnu en sag, der stiller Forsvaret i et dårligt lys. Årsag: At Trine Bramsen italesætter forsvarschefen som det, han rettelig er, og som han har været siden den alt omfattende omstrukturering i 2013: en styrelseschef.
Selvom alle anerkender, at forsvarschefen formelt er en styrelseschef, støder det mange, at Trine Bramsen desavouerer det embede, som i alles opfattelse – og i modsætning til ministeren – bærer både det fysiske og operative ansvar for Forsvarets virke. Problemet er blot, at det langtfra er virkeligheden. Ansvaret er i dag delt ud på et utal af styrelser, hvorved ingen reelt opleves at have ansvaret. Det har efterladt Forsvaret i et uigennemskueligt og bureaukratisk mørke, der ikke har gavnet Forsvarets operative effekt eller dets opgaveløsning.
Det er muligt, at forsvarschefen de facto synes at have den rolle og den indflydelse, som mange gerne vil tilskrive ham. Ser man på styrelsernes opdeling, og på til hvem de refererer, er det imidlertid hverken formelt eller de facto forsvarschefen, men derimod til departementet og ministeren.
Det er altså til ministeren og departementschefen, man i dag skal rette klagerne, når maden i kantinen svigter, sengetøjet er beskidt, eller når der ikke er reservedele til kampvogne, pansrede mandskabsvogne eller helikoptere. Forsvarschefen kan blot håbe, at departementet vil sikre en tilfredsstillende ramme om Forsvarets operative virke og opgaveløsning, for ansvar eller magt har han ikke.
Danmark fremstår som “kejseren uden klæder”
Man bør spørge sig selv, om kantinemenuer og beskidte lagner virkelig er sager, der bør optage et departement og en minister, eller om man burde løfte sig højere op og fokusere på den langt mere tyngende dagsorden på det forsvars-, udenrigs- og sikkerhedspolitiske område?
Forsvarsministeriet burde koncentrere sig om, hvad den ændrede trussel fra Rusland, det russiske farvel til demokrati samt annekteringen af Krim og den efterfølgende krig i Ukraine reelt betyder for Danmark. Indtil videre oplever man, at vi i Danmark – som det også var situationen under Den Kolde Krig – nærmeste konsekvent dukker nakken, når USA eller Nato udtrykker deres utilfredshed med, at vores forsvarsbudget ikke lever op til aftalerne om to procent af bnp. Alt imens forsvarsministeren lidt forkølet og helt åbenlyst uden effekt erklærer sig uenig og føler sig uretfærdigt behandlet.
Debatindlægget fortsætter under billedet …
Trine Bramsen og Danmark fremstår som ”kejseren uden klæder”. Det er åbenlyst, at truslen er ændret i alle domæner (land, sø, luft og cyber), og at det stiller nye krav til Forsvaret, og måden vi indretter det på. Truslen kommer igen fra øst, og modstanderen har enten samme eller et bedre teknologisk niveau end det danske forsvar, som i over et årti blev skåret ned til et eksistensminimum. Forsvarschefen slår da også fast, at vi de facto ikke kan håndhæve vores suverænitet, endsige forsvare vores eget territorium, selvom det er et krav i Den Nordatlantiske Traktats artikel 3. Udgangspunktet for Nato-alliancen har aldrig været, at alt skulle indrettes på, at USA ville komme og undsætte os – tværtimod. Pligten til at sikre sin egen forsvarsevne er en forudsætning, som Danmark blot aldrig har honoreret.
Coronakrisen sammenholdt med truslen fra Rusland bør få Forsvarsministeriet til at overveje, om vi som nation er godt nok rustet til at håndtere både nationale kriser og ultimativt en krig. Vi har nedlagt såvel det civile som det militære totalforsvarsberedskab, og vi står således uden mulighed for at mobilisere flere ressourcer end dem, der allerede er på ”hylderne”. Er det mon nok i fremtiden? De respiratorer, der var på hylderne, var åbenlyst ikke nok. Måske skal vi være glade for, at vi ikke nåede dertil, hvor vi havde brug for et felthospital til aflastning af det civile sygehusvæsen, for et sådant har vi ikke længere.
Diskussionen om forsvarsbudgettet skal vendes på hovedet
De to mest bedrøvelige udsagn i de forgange uger har været, at der efter Trine Bramsens opfattelse ikke er behov for flere midler til Forsvaret, førend truslen imod Danmark ændrer sig yderligere, og at ministeren i øvrigt har opgivet at reformere Forsvarets organisering. Lige her ligger den største kløft mellem Forsvarets personel og ministeren i mine øjne.
Debatindlægget fortsætter under billedet …
For soldater er det vigtigt, at det, vi gør, er troværdigt, og at det hænger sammen både fagligt og operativt. Vi skal i det mindste kunne tro, at vi har en fair chance for at vinde, når vi går i krig! Der er vi slet ikke i dag – hverken med eller uden forstærkninger fra vores i øvrigt nøjagtig lige så nedrustede europæiske kollegaer – og det ved vi og soldaterne godt. Der mangler flere kollegaer, flere enheder, nyt luftværn, nye ubåde, moderne og klassificerede kommunikationssystemer, elektronisk krigsførelsesmateriel, moderne ammunition, flere kampvogne og mere uddannelse. Listen over nødvendige anskaffelser og reelle operative mangler er lang, hvis vi blot skal kunne opfylde vores minimumsforpligtelse overfor Nato.
Efterlevelse af Nato-målet om to procent af bnp vil kun fylde de mest graverende huller op. Der er behov for langt større investeringer, som både vores norske og svenske venner allerede har gennemskuet og handlet på, hvis Forsvaret skal kunne håndtere den sikkerhedspolitiske virkelighed og den trussel, som alle anerkender eksisterer. Undtagen tilsyneladende Trine Bramsen.
Læs også: Bramsen i samråd: Danmark er ikke moden til en forsvarsdebat som i Norge
Lad os erkende, at Forsvarets nuværende organisering ikke fungerer, og at den har begravet Forsvaret i et uigennemskueligt og bureaukratisk mørke, som også gør, at sager om beskidte lagener ender på ministerens bord. Flere penge gør det ikke alene. Truslen dikterer, at Forsvaret igen kan optræde og handle som en kamporganisation. Det stiller særlige krav til både organiseringen og til en entydig placering af ansvaret. Det er derfor afgørende, at den nuværende organisering laves om, og at kommandovejene rettes ud.
Lad os også vende diskussionen om forsvarsbudgettet på hovedet og spørge os selv – ikke hvor lidt vi kan nøjes med, men hvor meget der er behov for! Hertil er forsvarschefens vurdering helt central. Vi kan ikke gå rundt uden tøj længere, og der er intet, der peger på, at USA’s nye præsident på dette punkt er uenig med sin flamboyante og udemokratiske forgænger.
Spørgsmålet er ikke om forsvaret skal være i stand til at forsvare Danmark for i tilfælde af en konflikt med Rusland er det eneste det drejer sig om for Nato er at forhindre den Russiske flåde i at komme gennem danske farvande, Danmark er ellers ikke interessant for Nato.
Men om pengene er rigelige for forsvaret for at forsvare Danmark, kan man jo spørge hvorfor vi bruger mange ressourcer for at forsvare franske erhvervsinteresser i Mali, og hvad laver forsvaret stadig i Afghanistan, Iraq, det tidligere Joguslavien og hvor ellers danske styrker befinder sig, trak vi vores styrker hjem fra disse lande havde forsvaret muligvis råd til at vedligeholde deres materiale.
Ligeledes er spørgsmålet hvilke flagede skibe en dansk fregat skal beskytte i Guinea bugten.
Trine Bramsen og Danmark fremstår som ”kejseren uden klæder” og ikke mindst det såkaldte svage led, som kan være med til at ødelægge det hele for vores allierede den dag det gælder og tæller.
2% af BNP er et minimum, der må investeres og opgraderes så vores soldater ikke mister modet og kapitulere på forhånd, for hvad hjælper det at kæmpe vist man på forhånd ved man ikke har en chance og ender som kanonføde?
Danmark skal som minimum leve op til artikel 3, vi har alt for længe, som nation, kørt på frihjul og den gennemskuelige nassementalitet må vores politikere til at komme væk fra. Vi har et absolut minimum af et discount forsvar, det er både pinligt, men kan også i sidste ende kommer til at koste dyrt, for kan vi nu også regne med at de andre gider kommer os til hjælp når vi ikke selv vil yde tilstrækkeligt, og bør vi ikke vende den rundt og så spørge os selv hvem vi som rigt land skal kunne komme til hjælp såfremt krisen kommer?
Lande er sig selv nærmest, uanset NATO, så hvis der kommer et angreb over en bred linje og på alle niveauer, så bliver Danmark måske det sidste sted man vil komme til hjælp, og så har fjenden gravet sig ned, og Danmark vil så blive selve kamppladsen med de konsekvenser det så vil have, dvs. et total skadet Danmark efterfølgende.
Så i sådan et scenarie, der vil det for Danmark være en lose-lose situation, uanset hvem der ville vinde til sidst og så er det for sent.
Make Denmark trustworthy again!
Skuffende at artiklen ikke foreslår en konkret organisationsmodel, der kan effektivisere Forsvaret, men stadig kun fremstiller den nuværende organisation som umulig og anpriser de 2% BNP-stigning i budgettet som en løsning til Danmarks evne til at forsvare sig selv.
Det er dog opløftende, at artiklen påpeger den manglende ansvarsplacering af Forsvarets problemer. Skyldes den alene opdelingen i styrelser?
De tre torpedoer under kølen på Forsvaret var 1. Indførelsen af civike idealer med DeMAP/DeMARS, 2. Ødelæggelsen af evnen til flerværns konventionel indsats i K-notatet. 3.
Ødelæggelsen af Forsvarets uddannelser og struktur med. forliget i 2012.
Dav Jeppe Plenge…hvor kan jeg finde K-notatet?
K-notatet har så vidt jeg ved aldrig været offentligt tilgængelig – men der findes en interessant film herom – læs mere her: https://olfi.local/2017/08/15/husker-du-k-notatet-2003-gense-dokumentar-moed-nutidens-generaler/
Vores NATO-anlæg er i dag i samme forfaldne tilstand som resten af Forsvarest installationer, og det ville da undre mig om tingene fungerer som de skal. Forsvaret af i dag er belavet på at opererer i udlandet ikke på dansk jord, hvilket den store øverlse i slutningen af 2019 helt klar beviste. Vil ville aldrig kunne klare at forsvaret os selv og det er heller ikke meningen, kun at holde buret rent til hjælpen når frem. Og det kan vi ikke engang. Vi har ingen “reservedele” på hylderne så når tingen er brugt op eller ødelagt, ingen erstatning hverken materiel eller personel ganske som SHI beskriver. Nedlagde alt artilleri, for 2-3 år senere at starte forfra med nyt artilleriregiment! Luftrummet er frit. Vi skrottede alt AA/SAM så det eneste i den retning vi har tilbage er det på fregatterne og vores fly er nedslidte langt ud over levetidsforlængelsen.
Steen, tak for debatindlægget.
Det er vanskeligt at forenkle, de komplekse sammenhænge der er i relation til styrkelse og fastholdelse af relevante, tilstrækkelige, fleksible og velafbalancerede operative kapaciteter, der tilgodeser kravene/behovet nu og i den overskuelige fremtid.
Personligt er jeg tilhænger af, at vi forsvarsmæssigt bør fokusere endnu mere på beredthed (beredskab) end på etablering og opbygning af flere nye mere avancerede og ofte meget materieltunge kapaciteter. Mit ræsonnement herfor er, at kapaciteter der alene er til rådighed efter en længere periode, i mange sammenhænge kan vise sig at være ressource hæmmende for de kapaciteter der, i en given situation, vil være til rådighed på kort sigt.
Rettes fokus i endnu højere grad end nu på, at vi generere kapaciteter der kan kæmpe og er klar (til hurtig indsats), bliver resultatet , at de som indgår i kapaciteten alle vil føle sig mere relevante. Dette vil ansporer til højnelse af professionaliseringen generelt, ligesom det uvægerligt vil føre til at der ydes en ekstra fokuseret indsats.
Spørgsmålet om hvad vi ønsker forsvaret skal kunne er naturligvis altid relevant, men vi skal, set i perspektivet af hvilken rolle Danmark på langt sigt ønsker at indtage i forhold til andre nationer, arbejde i forskellige spor. Hvorledes optimere vi anvendelsen af de ressourcer der er stillet til rådighed. Hvilke kapaciteter skal vi have på den længere bane, og hvorledes ressourcesættes disse såvel personelmæssigt som økonomisk.
Der er således nok at arbejde med på alle niveauer. Det er imidlertid vigtigt, at alle med udgangspunkt i egen funktion spørger sig selv; hvorledes kan jeg bedst bidrage til styrkelse af forsvaret af mit land i lyset af de givne rammer.
Håber dit indlæg vil bidrage til, at det politisk debatteres, hvilken retning forsvaret skal struktur og opgavemæssigt i fremtiden.
Kære Henrik
Tak for din kommentar. Du har helt ret. Det er komplekse sammenhænge og det er vanskeligt at forenkle. Mit formål er helt i tråd med det håb du afslutter med – nemlig at der kan rejses en politisk debat om hvilket forsvar vi skal have og hvad det så vil koste at opstille og uddanne. Som du selv peger på er troværdighed et nøgleord i denne sammenhæng. Både i forhold til den politiske linje og kurs som i forhold til professionaliseringen. Mvh. Steen
Center for Militære Studier har netop publiceret en rapport, der klart indikerer at Danmark ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at leve op til sine forpligtelser om
bl.a. at kunne yde “host nation support” ved behovet for forstærkning. Så forfatterens pointe og konklusion forekommer rigtig: “Forsvaret er organiseret forkert, voldsomt underfinansieret og helt ude af stand til at forsvare Danmark i dets nuværende forfatning. Vi bør derfor diskutere, hvad der er behov for at tilføre forsvarsbudgettet, fremfor hvad vi kan nøjes med, mener Steen Holm Iversen.”
I nævnte rapport står der bl.a. at NATO’s østflanke er under pres fra et stadig mere selvhævdende Rusland, og i tilfælde af en eskalation vil Danmark sandsynligvis blive opmarchområde for NATO-forstærkningsenheder Disse udfordringer er ligeledes pointeret i NATO’s Defence Planning Capability Review 2019/2020, som en del af kritikken af Danmarks bidrag til alliancens kollektive forsvar.
For flere detaljer henvises til rapporten: https://cms.polsci.ku.dk/publikationer/CMS_Rapport_2021__2_-_Den_nye_totalforsvarsstyrke.pdf
Steen Holm Iversen har helt ret i, at polemikken om “Forsvarschef” vs. “Styrelseschef” er ligegyldig i den større sammenhæng. Og det var ekstra ærgerligt, at bl.a. vores fagforeninger medvirkede til at tale netop den sag op i medierne – i stedet for ned. Som Steen korrekt skriver, er der langt vigtigere udfordringer.
Jeg vil dog advare kraftigt imod Steens udgangspunkt, som synes at være, at Danmark skal kunne “forsvare sig selv”. Det har Danmark ikke kunnet siden 1850 – og dengang endda kun dårligt nok. Og dermed har vi heller kunnet det på noget tidspunkt, siden vi kom med i NATO. Det, der menes, med Artikel 3, er, at medlemslandene skal kunne “gøre relevant modstand med relevante midler i tid og rum” (hvilket i øvrigt slet ikke gælder for visse medlemslande, f.eks. Island). Under den første kolde krig (1945-89) kunne Danmark – i bedste fald – forsvare (dele af) sit territorium i ganske få dage, indtil den afgørende hjælp fra allierede – i bedste fald – nåede frem.
Så det er en illusion – og en misvisende politisk pointe – at hævde, at Danmark skal kunne “forsvare sig selv” uden yderligere nuancer. Hvis alle NATO’s medlemslande kunne det, ville vi slet ikke behøve en alliance. Og hvis vi vitterligt mente, at vi skulle skabe en evne til at forsvare os selv på egen hånd, ville 2% af BNP i forsvarsinvesteringer slet ikke være nok.
Det er heldigvis heller ikke nødvendigt for Danmark at kunne forsvare sig selv på egen hånd. I modsætning til den første kolde krig er der for det første ingen Warsawapagt – og heller ingen udsigt til, at der kommer en. Og i modsætning til den første kolde krig har Danmark for det andet det privilegium i dag at have en dyb “bufferzone” af allierede. Uanset hvordan vi opfatter Ruslands ofte uacceptable ageren, så kommer den russiske hær ikke til at rulle ind igennem Danmark. Heller ikke den kinesiske. Eller den nordkoreanske.
Hvad Danmark derfor først og fremmest skal kunne er at hævde vores suverænitet i rigsfællesskabet – uafhængigt af NATO – og derudover skal Danmark lægge de rigtige lodder i alliancens vægtskål og betale en retfærdig “forsikringspræmie”. Dvs. vi skal byde ind med kapaciteter, som er efterspurgte og tilstrækkelige i forhold til vores lands størrelse. Det kan f.eks. betyde, at vi skal have mere af noget – og mindre af noget andet. Og ja, det kan meget vel betyde, at vi skal bruge flere penge på forsvar samt ændre nogle strukturer. Det er bare ikke med det primære formål at kunne “forsvare os selv”; men derimod med det formål at kunne hjælpe med at forsvare andre.
Hej Jakob. Du vælger at læse Steens indlæg som Fanden læser Biblen…… Og allerede her, fornemmer jeg en dagsorden. Du ved ligeså godt som jeg, at forsvarsevnen i NATO-regi gælder at kunne holde eget territorium indtil alliancen kan undsætte det angrebne medlemsland. Og det er jo det som Steen anfører – du vælger blot polemisk, at vende den på hovedet (jeg kan kun gætte på motivet..). Og at du ovenikøbet fortsætter din udlægning med, at Danmark reelt ingen “fjender” har mere, er jo …undskyld.. idioti ? Geopolitik har det med at udvikle sig – nogle gange med eksplosiv hast. Og det er det vi skal forberede os på. Og naturligvis skal vi kunne forsvare eget territorium – det kan der ikke være to meninger om. Ud af en forsvarsduelig organisation kan vi så tale om at stille diverse enheder til (korte) udsendelser og støtte på aktuelle missioner for NATO. Eks: Med en nøgleposition i Østersøen, skal man have ubåde, for at kunne agere optimalt. Vi skal kunne forsvare vore militære installationer og områder mod lufttrusler (anti-air). Vi skal også kunne håndhæve vor suverænitet i luften over og omkring Danmark. Og vi skal naturligvis have de fornødne lagre og reserver til en “rainy day”. INTET af det nævnte er på plads for nuværende. Og det er fordi man har udhulet Forsvaret gennem 20 år – med hjælpe fra diverse regeringer som har ønsket velfærd fremfor et ordentligt Forsvar. Og som totalt har ignoreret alle tegn i sol, måne og stjerne på at det gik den HELT forkerte vej. Nu står Trine Bramsen så med aben….. Og jeg misunder hende da ikke opgaven ! Men som en af de “Unge Løvinder” fra S/DSU, vil hun gerne fremstå barsk og handlekraftig ? Det skete så ikke. Jeg har kun en yderligere kommentar: “SÆT I VÆRK” !!!!
Hej Michael.
Tak for din kommentar. Hvis jeg tager din udlægning af, hvad Steen mener, for pålydende, så har jeg lige præcis forstået jer begge to helt korrekt. I ønsker jer i praksis en 1:1 genskabelse af koldkrigsforsvaret. Jeg ønsker jer held og lykke med projektet. Som officer, borger og skatteyder går jeg personligt ind for, at vi forholder os til, hvordan de meget fragmenterede trusler i 2020’erne og fremad ser ud. Og vel at mærke på en måde, som vi bliver i stand til at bemande. Men som sagt: Det kan stadig godt blive dyrt.
Hej Michael og Jakob, jeg tænker ikke, hvilken ramme for og kapaciteter vi fremover skal have i forsvaret er skåret i granit, så begge jeres synspunkter er relevante for mig. Jeg forestiller mig, at der i forbindelse med næste forsvarsforlig vil blive udarbejdet en prioriteret liste med begrundelser som indstilles af FM til forhandling i FT. Listen, som vil være påvirket af Regeringens politik, vil så blive drøftet med partierne, som kan få vigtige enkeltsager ind i forliget. Som jeg ser det, så vil der være flere ønsker, end der kan imødekommes. Det interessante er jo så for mig, hvad det vigtigst er, at få med på listen og hvorfor ift. hvad vi vil med forsvaret på lang sigt. Det er jo ikke her på olfi, at vi påvirker det, men vi kan udveksle synspunkter og forhåbentlig lære af hinanden også kan vi jo bringe det i spil i andre sammenhæng, hvor det er relevant.
Kære Jakob
Tak for din kommentar. Jeg kan konstatere du tillægger mig synspunkter som jeg ikke har, og som jeg ikke har fremført i artiklen, men som står helt for din egen regning. At du yderligere ikke forholder dig til “tilstanden” af vores enheder eller vores beredskab, tager jeg til efterretning. Enten vil du ikke eller så er dit sigte et helt andet. Dit synspunkt flugter jo fint med, hvad der har været et politisk bekvemt standpunkt i årtier, og som har været brugt til at argumentere for at vi ikke skal leverer vores bidrag til NATO. Det bliver vi ikke enige om og jeg ynder ikke at bruge tid på at diskutere med folk der bruge “stråmænd” i deres forsøg på at miskreditere et synspunkt man ikke deler. Mvh. Steen
Kære Steen.
Undskyld mig, men man kan altså godt være uenig med dig uden at være stråmand for nogen. Du kan være forvisset om, at jeg udtaler mig 100% på egne vegne – og på eget initiativ. Jeg skriver heller ikke for at kapre stemmer til skiftende politiske partier eller for at tale flertallet af OLFI’s læserskare efter munden.
Mine synspunkter er til gengæld baseret på 39 års tjeneste i Forsvaret (ja, også under den kolde krig) på alle niveauer fra værnepligtig menig til og med M403. Heriblandt 7 udsendelser og 3 udstationeringer i udlandet. Jeg ved godt, at mine synspunkter virker som en rød klud på nogen her på OLFI. Men hellere være lyseslukker end fantast. Hvad mine 39 års erfaring bl.a. har givet mig er en forståelse for, hvad man realistisk kan forvente, at flertallet af danske vælgere vil acceptere – like it or not – samt hvad man i et samfund med kronisk mangel på arbejdskraft kan bemande. Det er mit rammesættende udgangspunkt. Det burde være alles.
Hvis du har læst mine tidligere skriverier, vil du vide, at jeg i høj grad tager Forsvarets udfordringer alvorligt. For mig er udgangspunktet bare ikke, at Danmark skal kunne forsvare sit eget territorium alene (dvs. koldkrigsforsvaret), når nu koldkrigsscenariet 1945-89 så markant har ændret karakter. Og det drejer sig heller ikke om, at vi pinedød skal bruge 2% af BNP uden at vide, om vi overhovedet kan omsætte pengene til noget, der batter.
Debatten om Forsvaret er alt for vigtig til den slags forenklinger.
Det handler ikke hverken om uenighed eller enighed men om debat form. Når du tillægger mig synspunkter jeg ikke har fremført eller arhgumenteret for – ja så begår du en retorisk stråmand. Det kan du google hvis du er i tvivl. Du spiller nu 37 års kortet og så kan jeg jo spille 36 års kortet. Det forekommer mig nærmest intetsigende at gå ind på den bane. Jeg har skam læst dine tidligere skriverier og det undre mig derfor også at du i dine kommentarer nærmest påtager dig synspunkter som man ellers kun høre fra Martin Lidegård. Ville jeg applerer til potentielle vælger skulle jeg nok gøre det i Varde og Syddanmark og jeg har endvidere svært ved at se relevansen af den kommentar. Du fortsætter med at påstå at jeg jeg har plæderet for at Danmark skal kunne forsvarer sig selv. Jeg vil kraftigt opfordre dig til at genlæse hvad det jeg skriver! Tak for debatten – med dit seneste indlæg ser jeg det formålsløst at fortsætte i den her tråd.
Kære Steen.
Du bliver nødt til at forklare, hvad det er, jeg har misforstået. Du skriver selv, citat: “…endsige forsvare vores eget territorium, selvom det er et krav i Den Nordatlantiske artikel 3”. Citat: “Forsvaret er organiseret forkert, voldsomt underfinansieret og helt ude af stand til at forsvare Danmark…”. Citat: “Pligten til at sikre sin egen forsvarsevne er en forudsætning…”.
Så det er vanskeligt at udlægge dit indlæg anderledes, end at du rent faktisk mener, at Danmark har behov for at kunne forsvare sit eget territorium, og at vores forsvar skal dimensioneres i forhold til det. Men det mener du altså ikke?
Stor tak til forfatteren! Endelig et indlæg, der ikke kaster sig ind i den feeding frenzy der er over for ministeren og “FC”, men går efter boldene: Truslerne, opgaver, struktur og midler er de interessante emner. Det vil være fantastisk, hvis et politisk parti melder ud, at det ønsker en åben debat om disse emner.
Befriende med fokus på bolden – udvikling af forsvaret – også selvom det selvfølgelig også handler om partipolitik. Nu var de konservative også med i forliget fra 2013, så jeg ser da frem til at se at K tager udviklingen af forsvaret og Danmarks sikkerhed (2 % af bnp) med til næste forsvarsforlig – også har jeg et naivt håb om at aftaler om placeringen rundt omkring i landet kan få mindre karakter af lokal tilgodeseelse og mere af overordnede hensigtsmæssige overvejelser om permanente placeringer med attraktive arbejdspladser (til forskel fra fx sundhedsvæsenets opgaver, så er nærheden til borgerne ikke et essentielt kriterium ).