ANALYSE: Med valget af Flemming Lentfer som ny forsvarschef ønskede Trine Bramsen at signalere, at hun som forsvarsminister tegner både Forsvarsministeriet OG Forsvaret udadtil. Men hendes magtdemonstration, manglende selverkendelse og aggressive adfærd har udstillet hende som en af regeringens svageste ministre uden meget forståelse for det område, som hun er sat i spidsen for.

For lidt over et år siden vandt Trine Bramsen en del respekt. Som helt ny minister uden videre forudsætninger på området kom hun efter et halvt i stolen på alles læber. Det var, da skandalen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i december 2019 rullede og for første gang i den unge ministers regeringstid for alvor satte søgelyset på Forsvarsministeriet.

Trine Bramsen reagerede prompte, hjemsendte to chefer, satte en omfattende undersøgelse i værk og sendte et rejse- og oprydningshold til Hjørring, hvor svindelen var foregået. Nu skulle det være slut med skandaler på Forsvarsministeriets område, og hun ville rydde op! Hvis nogen havde været i tvivl, signalerede den nye forsvarsminister, at hun mente det alvorligt.

Hurtigt gik det imidlertid op for mange, at hun nok havde stolet lidt for meget på sin departementschef og hjemsendt den forkerte chef i forbindelse med skandalen. Den højt respekterede generalløjtnant Per Pugholm Olsen blev ofret som koncernstyringsdirektør, selv om departementschef Thomas Ahrenkiels egen redegørelse afdækkede, at ”PP” havde advaret departementschefen, som bare havde glemt at læse en vigtig mail. Ahrenkiel havde i det hele taget forholdt sig overraskende passiv, når bulletiner om rod i kontrollerne løbende var tilgået departementet.

I det militære system undrede mange sig. Der herskede ikke meget tvivl om, at Per Pugholm Olsen stod til at overtage som forsvarschef efter Bjørn Bisserup, men nu blev han som så ofte før med det uniformerede personel gjort til prygelknabe, mens den hovedansvarlige civilist i departementet fandt nåde for Trine Bramsens dom. Først efter flere måneder fandt regeringen det nødvendigt at skifte Thomas Ahrenkiel ud, og det skete på trods af en ”fyring” ved at belønne ham med stillingen som ambassadør i Berlin. En stilling, som han i øvrigt aldrig nåede at tiltræde, da han blev hjemsendt i forbindelse med skandalen om ulovligheder i FE.

Man har simpelthen centraliseret for meget

I maj fulgte sagen mod den tiltalte hærchef Hans-Christian Mathiesen, som ved Retten i Viborg stod tiltalt for magtmisbrug ved at have fremmet sin egen kærestes karriere. Inden domfældelsen lod Trine Bramsen sig interviewe af Avisen Danmark, der udkommer sammen med regional- og lokalaviserne i Jysk Fynske Medier, og det var et interview, som blandt medarbejderne i Forsvaret skabte respekt – og håb.

I interviewet gjorde Trine Bramsen det klart, at der i Forsvaret havde været et »misforstået ønske om at beskytte Forsvaret. Man ville ikke hænge det beskidte vasketøj til tørre,« sagde hun som forklaring på de mange møgsager. Men det skulle være slut nu med en alt andet end konfliktsky minister ved roret. Samtidig gjorde Trine Bramsen det klart, at Forsvarsministeriets organisering med otte styrelser under departementet var »et massivt problem«.

»Man har simpelthen centraliseret for meget,« sagde hun og varslede en omfattende reorganisering af hele ministerområdet.

Dermed lod Trine Bramsen til at være den minister, der endelig efter seks år i det, som mange opfatter som et styrelseshelvede uden klare ansvarsområder og kommandolinjer og med masser af bureaukrati, koordinering, misforståelser og fejl ville tage livtag med den ineffektive organisation og bringe den militære struktur tilbage på sin plads. Forventningerne steg.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om, hvordan Forsvarsministeriet blev en superspreder af dårligdomme …

To uger senere sendte hun en regulær krigserklæring til alle chefer i sit eget system, da hun efter byretsdommen over H.-C. Mathiesen lod sig interviewe til DR’s podcast Genstart. Journalisten Knud Brix spurgte, hvorfor ministeren ikke havde fyret forsvarschef Bjørn Bisserup, som afviste at undersøge Mathiesen, underkendte anonyme kilder, kaldte beskyldninger mod hærchefen for rygter og gjorde OLFI til det reelle problem. Bisserups passivitet var en »alvorlig fejl«, mente Trine Bramsen, men hvad skulle det hjælpe at fyre ham?

»Problemet er jo, at så har vi de næste chefer. Bliver det bedre af det? Det tvivler jeg sådan set på,« sagde Trine Bramsen, hvorefter hun erklærede, at hun havde »stor, stor tillid« til Bjørn Bisserup.

Signalforvirringen var total, og blandt medarbejdere og særligt chefer voksede erkendelsen af, at forsvarsministeren holdt hånden over de brodne kar, fyrede den forkerte i form af ”PP” og lavede kollektiv offentlig afstraffelse af samtlige 500 civile og militære chefer i lønramme 37 og opefter, som nu skal på kursus i offentlig forvaltning. Det besluttede ministeren, da H.-C. Mathiesen i august blev idømt tre måneders ubetinget fængsel ved Vestre Landsret i Viborg.

Havde ingen indflydelse på valget af departementschef

Mange havde regnet med, at en endelig dom over den tidligere hærchef ville få konsekvenser for Bjørn Bisserup, som under retssagen forsøgte at fremstille sig selv som et offer. Men Trine Bramsen ville hellere have Bisserup til at hjælpe med at rydde op end at fyre ham. Men i september – et par uger senere – sagde han så selv op et år før tid for at blive konsulent for forsvarsindustrien.

Her stod Trine Bramsen pludselig med en overraskende chance for at sætte sit delvist eget hold. Hen over sommeren havde Thomas Ahrenkiel forladt stillingen som departementschef på den mest bizarre måde. I et forsøg på at sløre fyringen valgte regeringen at udnævne den detroniserede departementschef til ambassadør i Berlin. Den stilling nåede han imidlertid ikke at tiltræde, før skandalen om ulovligheder i FE breakede samme dag, som landsretten sendte H.-C. Mathiesen i fængsel. Nu blev Thomas Ahrenkiel hjemsendt som tidligere chef for FE sammen med fire andre ledende skikkelser fra den hemmelige tjeneste – herunder en anden tidligere departementschef i Forsvarsministeriet i form af Lars Findsen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om departementschef Thomas Ahrenkiel som et af Forsvarsministeriets største problemer …

Erstatningen for Thomas Ahrenkiel havde Trine Bramsen ingen indflydelse på. Morten Bæk var som departementschef på kant med klima- energi og forsyningsminister Dan Jørgensen (S), som gerne ville udpege sin egen departementschef. Derfor blev Morten Bæk sendt over i Forsvarsministeriet, selv om han med en baggrund i udenrigstjenesten og mange år på energi- og klimaområdet aldrig havde beskæftiget sig med forsvar.

Morten Bæk har fra dag ét omtalt Forsvarsministeriet med sine underliggende styrelser som koncernen. I departementet har det civile management-lingo efterhånden helt erstattet alle former militære termer og udtryk, og i toppen af Forsvarsministeriet sad nu en minister uden nogen form for ledelseserfaring og en departementschef, hvis vigtigste erfaring kom fra at sætte turbo på Danmark ambitiøse og grønne omstilling og før det fire år som direktør i Energistyrelsen.

For Morten Bæk og Trine Bramsen er Forsvaret blot endnu en styrelse, som skal lære at forstå sin egen decimerede rolle i det moderne danske demokrati. Det betyder, at chefen måske nok bærer titel af ”forsvarschef”, men set med civile forvaltningsøjne er han blot at regne for en styrelsesdirektør, der naturligvis ikke skal blande sig i den offentlige debat, stille op til interviews eller gøre noget synderligt væsen af sig.

Det var en chef med samme forståelse for denne civile og offentlige forvaltningstankegang, som Trine Bramsen og Morten Bæk gik på jagt efter i det militære system. Og det var her, at det for alvor gik galt, hvilket de seneste uger har vist. Noget tyder på, at Forsvarsministeriets ledelsesduo glemte at spørge sig selv, hvilken opgave Forsvaret har, og hvilken rolle en forsvarschef i den henseende skal udfylde.

Forsvarschefen rangerer på niveau med departementschefen

Det danske forsvar er garant for kongerigets sikkerhed og dermed frihed. I forsvarsloven står der, at Forsvaret »har til formål at hævde Danmarks suverænitet og sikre landets fortsatte eksistens og integritet«. Det betyder, at Forsvaret ultimativt kan indsættes i krig for at forsvare staten Danmark. Forsvaret udfylder på den måde en helt særlig rolle med et voldsmonopol, som ud over det rent forvaltningsmæssige ikke kan sammenlignes med nogen anden styrelse end til nød med Rigspolitiets.

Når regeringen beslutter at indsætte danske styrker i miltære operationer, sker det altid med Folketingets godkendelse. I den henseende har forsvarsministeren det politiske ansvar, men indsættelsen sker under forsvarschefens kommando. Under sådan en indsættelse har hverken departementschefen eller ministeren noget at skulle have sagt, hvad angår den militære kommandoføring, og det gør forsvarschefens rolle unik i den offentlige statsadministration.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om forsvarschef Bjørn Bisserup, som sniger sig ud ad bagdøren … Tegning: Lars Andersen

Rent forvaltningsmæssigt er forsvarschefen uanset Forsvarets placering i Forsvarsministeriets organisationsdiagram indplaceret i lønramme 41 på niveau med departementschefen, og han bærer som den eneste i det danske forsvar fire af de helt store stjerner på skuldrene.

Som chef for rigets væbnede styrker har hidtidige regeringer prioriteret at lade forsvarschefen deltage i den offentlige debat. Det er med få krusninger foregået ganske uproblematisk, fordi en forsvarschef i Danmark sætter en ære i at tjene folkestyret og derfor alene udtaler sig om militærfaglige forhold og undlader at blande sig i den politiske diskussion om eksempelvis forsvarsbudgettets størrelse.

Overdragelse foregik i hemmelighed

Men sådan skulle det ikke være med Flemming Lentfer, som Trine Bramsen i oktober udpegede til at afløse Bjørn Bisserup den 1. december. Valget af Flemming Lentfer kom bag på en del, fordi han som den eneste af kandidaterne til posten som forsvarschef aldrig har været udsendt i en international mission, og ud over en kort periode som chef for et Hawk-batteri aldrig rigtigt har ledet operative styrker. Til gengæld har han gjort en karriere i stabe og styrelser langt fra soldaterne i felten, hvilket nok gav point på det politiske niveau, men ikke vækkede megen respekt blandt de soldater, som han nu er sat i spidsen for.

En lang række medier henvendte sig med ønske om interview, men den nye forsvarschef ønskede først at stille op efter sin tiltrædelse. Alene denne passive og lukkede tilgang til omverdenen sendte de første signaler om en forsvarschef, som enten havde fået lodrette ordrer om at holde sig ude af rampelyset eller ganske enkelt ikke besad den selvtillid og styrke, som man må forvente af en forsvarschef. Begge dele opfattede de ansatte i Forsvaret som lige skidt. Men det skulle blive meget værre.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse, hvordan general Flemming Lentfer sendte alle de forkerte signaler ved sin tiltrædelse som forsvarschef …

Da han endelig tiltrådte tirsdag den 1. december, skete det i en proces, som har givet en helt ny indsigt i Forsvarsministeriets og Forsvarets ledelses lukkethed og forsøg på at styre medierne. Selve overdragelsen af kommandoen plejer at foregå ved store parader – senest på Hærens Officersskole, da Bjørn Bisserup den 10. januar 2017 fik overdraget kommandoen som forsvarschef fra Peter Bartram.

Denne gang blev selve overdragelsen afviklet i hemmelighed, og ingen medier ud over Forsvarets egne blev inviteret til at deltage. Argumentet var efterfølgende corona, men forklaringen klingede hult al den stund, at overdragelsen stik imod alle tidligere overdragelser og parader fandt sted inden døre i et lukket rum på Kastellet mandag den 30. november. Af Forsvarets egen video kan man se, at der til arrangementet deltog over 10 personer, hvilket ellers var regeringens maksimale forsamlingstal.

Spørgsmålet er derfor, om ikke det lukkede arrangement blev valgt for at sikre, at Bjørn Bisserup kunne forlade embedet uden at skulle svare på spørgsmål fra den kritiske presse, ligesom den tiltrædende forsvarschef kunne undgå pressens nærgående spørgsmål? Det var i hvert fald den konklusion, som flere medier gjorde sig. Dagen efter – altså den 1. december – fik alene DR og TV2 lov til at filme den nye forsvarschef sammen med ministeren på Livgardens Kaserne, og senere samme dag stillede Flemming Lentfer sammen med forsvarsministeren op til et interview med Ritzau.

Så var den sag lukket, troede både Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen fejlagtigt …

Forsvarschefen skal ikke deltage i offentlige debatter

Det hører med til historien, at Trine Bramsen siden sin tiltrædelse i juni 2019 har afvist at stille op til interview i OLFI. Men i januar var der pludselig hul igennem til ministeren, som afsatte en halv time til et fællesinterview med OLFI og Radio4. Det skal hun have ros og tak for. Af interviewet fremgik det, at Trine Bramsen ved at have flyttet nogle medarbejdere fra ejendomsstyrelsen i Hjørring ud på lokale tjenestesteder mente at have løst Forsvarsministeriets »massive« organisationsproblemer. Der bliver altså ingen organisationsændring, som giver forsvarschefen helhedsansvaret tilbage. En anden del af interviewet handlede om forsvarschefens deltagelse i den offentlige debat – eller måske snarere mangel på samme.

»Som forsvarschef er man ikke valgt politiker. Det er kun politikerne, som er valgt til at kommunikere og stille op i debatter,« sagde hun.

Efter at have læst OLFIs interview og hørt forsvarsministeren i Frontlinjen på Radio4 skrev Danmarks forsvarsattaché i Moskva, brigadegeneral Carsten Rasmussen, et tweet, hvor han samtidig linkede til artiklen med ministeren på OLFI:

»Trine Bramsen: ”Vi lever i et demokrati, og der er det de politisk valgte, som stiller op og tager de politiske debatter”. Nej, problemet med den danske politiske debat er, at den i for høj grad overlades til politikere.«

Forsvarsminister Trine Bramsen reagerede prompte, da Danmarks forsvarsattaché i Moskva gik i rette med hende på Twitter. Screendump: Twitter

Der gik ikke mange timer, før forsvarsattachéens politiske chef selv reagerede på tweetet med en virtuel syngende lussing.

»Hvor er det dog en ulødig fremstilling af, hvad jeg siger i interviewet. Og lodret forkert. Saks en lille bid af et langt interview og få nogle likes. Tror vi ville få en bedre debat, hvis vi droppede den stil. Gør, at man ikke gider stille op i de lange og nuancerede interviews.«

Da jeg selv tog Carsten Rasmussen i forsvar for netop at forsøge at debattere, reagerede ministeren lige så skarpt på mit eget tweet.

»Når du kører med på vognen med at tage enkeltsætninger ud af de lange, nuancerede interviews, fordrer det heller ikke ligefrem lysten til at stille op hos dig. Ordentlighed gælder begge veje,« skrev Trine Bramsen.

Aflyste tiltrædelsesinterview med fire medier

Dagen efter interviewet på Radio4 og offentliggørelsen af interviewet i OLFI aflyste Flemming Lentfer de tiltrædelsesinterview, som han højt og helligt havde lovet OLFI, Radio4, Berlingske og Altinget i forbindelse med sin tiltræden, og det gav af indlysende årsager pressen anledning til at bore i sagen.

Af et telefonnotat i en aktindsigt om pressedækningen af forsvarschefens tiltrædelse kunne jeg læse, at journalisten fra Ritzau slet ikke havde stillet spørgsmål til forsvarsministeren under dobbeltinterviewet på ministerens kontor den 1. december, hvilket havde skabt »en trykket stemning«. Jeg ringede derfor til journalist Thomas Hee for at høre hans egen forklaring, og den historie kunne man læse i OLFI den 27. januar.

Siden er presset på forsvarsminister Trine Bramsen alene vokset. For hvorfor betingede hun sig at sidde med i det ene interview, som forsvarschefen gav til offentligheden?

Efterfølgende har Trine Bramsen været kaldt i samråd i Folketingets Forsvarsudvalg om sagen og er siden blevet indkaldt til endnu et samråd. Gennem hele forløbet har forsvarsministeren forklaret, at hun selv har valgt Flemming Lentfer som forsvarschef, og at de stillede op til det fælles interview for at signalere, at et de udgør et »ledelsteam«, som står sammen. Samme udtalelser om forsvarsministeren, departementschefen og forsvarschefen som et stærkt ledelsesteam har både ministeren og forsvarschefen gentaget, de få gange de sammen har stået over for en mikrofon.

Lige præcis den tilgang til sin ledelse er Trine Bramsens helt store selvmål. Hun tror, at de fremstår som et stærkt team ved at tale med en tunge, men resultatet er det stik modsatte. Alle andre end ministeren selv opfatter hendes “ledelsesteam” som et ekstremt udtryk for manglende tillid til Flemming Lentfer. Hun udsteder – direkte eller indirekte – forbud mod at tale med pressen til den mand, som hun selv har udpeget som forsvarschef. Samtidig desavouerer og ydmyger hun ham offentligt ved i interviews og på samråd med livedækning at kalde ham »styrelseschef for Forsvaret«, hvilket ikke kan opfattes som andet end en direkte provokation mod alle dem i Forsvaret, som hver dag går på arbejde i uniform.

Hun nedgør Forsvarets rolle i det danske samfund til at have samme vægt og værdi som en tilfældig styrelse i staten, der forvalter bureaukratiske love, regler og forordninger på et givent område uden hensyntagen til Forsvarets militære selvforståelse som garant for kongeriget Danmarks sikkerhed og frihed. Hun tænker det måske ikke selv, men mange opfatter det som en udstrakt langemand til at dem, der mener, at Forsvaret er ”værd at kæmpe for”.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om, hvordan general Flemming Lentfer har aflyst lovede interview med Berlingake og OLFI …

Henrik Qvortrup er politisk redaktør på B.T, og i en spids kommentar skriver han søndag, at Trine Bramsen er blevet »en klods om benet« på statsminister Mette Frederiksen (S), at forsvarsordførerne i Folketingets Forsvarsudvalg »ikke respekterer hende og oplever hende som inkompetent«, og at forholdet til medierne er »iskoldt og præget af dyb mistillid og gensidige beskyldninger om løgne«.

Det kom for alvor til udtryk, da Trine Bramsen i et samråd i denne uge beskyldte OLFI for at »opdigte historier«, »forsøge at så splid« og »kaste med mudder«. Men ikke nok med det. Hun fortalte samtidig, at journalisten fra Ritzau havde optrådt »uvornt« og »ubehøvlet« overfor forsvarsministeren og påstod, at han direkte skulle have sagt til Trine Bramsen: »Luk, dig gider jeg ikke at tale med«. Da hun efterfølgende gentog udtalelsen over for TV2, fandt Lars Vesterløkke som Ritzaus direktør og ansvarshavende chefredaktør det nødvendigt at sige fra.

Artiklen fortsætter under videoen …

Han havde lyttet hele interviewet igennem og kunne på ingen måde genkende Trine Bramsens udlægning, som ifølge ham hverken var korrekt eller i orden.

»Jeg synes faktisk, at det er overgrænsen,« sagde Lars Vesterløkke med henvisning til ministerens verbale angreb på journalisten.

Det stærke ledelsesteam fremstår uprofessionelt og uerfarent

I dag kan man konstatere, at en meget stor del af medarbejderne på Forsvarsministeriets område har mistet respekten for deres egen minister. Og værre endnu har de heller ingen respekt for den forsvarschef, som lader sig kue og optræder med adfærd kendetegnet ved alt andet end det, som burde kendetegne en officer i en topstilling som general. De kender ham ikke, og i den brede befolkning aner man slet ikke, hvem der leder landets forsvar.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse OLFIs interview med forsvarsminister Trine Bramsen, som alligevel ikke vil reformere Forsvarsministeriets organisation …

Uanset om Flemming Lentfer har fået lodrette ordrer eller selv har valgt at lade sig kyse, fremstår han i dag som en officer helt uden uden nogen selvstændig mening eller holdning, og han virker aldeles fraværende. Når forsvarsministeren samtidig lukker ned for hans mulighed for at tale med pressen og kræver sin egen deltagelse i det ene interview, han har givet – klinger budskabet om »et stærkt ledelsesteam« hult. Tvært om fremstår forsvarsministerens trekløver af et ledelsesteam uprofessionelt, uerfarent og ude af stand til at håndtere selv de mest simple sager. Det virker ikke betryggende, og derfor lugter oppositionen blod.

Forsvarsministerens magtdemonstration, manglende selverkendelse, aggressive adfærd og selvpromovering over en bred kam afslører alt andet end overskud. De seneste uger har udstillet hende som en af regeringens svageste ministre uden meget forståelse for det område, som hun er sat i spidsen for. Med sine unødvendige angreb på pressen virker ministeren trængt op i en krog, og noget kunne tyde på, at hun er ved at miste grebet.

Det gavner hverken Forsvaret eller de soldater, som hver dag løser farefulde opgaver herhjemme og i internationale missioner. Og det gavner slet ikke den tillid, som borgerne i samfundet må have til ikke bare forsvarsministeren, men til hele Forsvarsministeriet som ressortområde.

Spørgsmålet er, om statsministeren i længden kan leve med at beholde Trine Bramsen som forsvarsminister?