spot_img

Brancheorganisationen FAD i mistænkeligt lys under vidneafhøring

I 2018 bad medlemsvirksomheden Dommerby Stål A/S brancheorganisationen FAD om rådgivning i en klagesag. Men i stedet for at hjælpe informerede FAD øjensynligt virksomheden Glaucus om henvendelsen, selv om Glaucus ikke var medlem af FAD, og Dommerby Ståls klagesag handlede om Glaucus. Det kom frem i den civile retssag i Sø- og Handelsretten i denne uge.

Virksomheden Dommerby Stål A/S havde brug for hjælp. Den havde netop tabt et udbud om mobile værkstedsmoduler – de såkaldte flatracks – til virksomheden Glaucus ApS med den tidligere frømand Christoffer Gregers Glæsel som stifter og direktør. Efterfølgende klagede Dommerby Stål over afgørelsen til Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), fordi Glaucus ifølge Dommerby Stål havde skiftet hovedleverandør til italienske OMP efter at være blevet prækvalificeret hos FMI med amerikanske RIA som hovedleverandør. Men FMI havde afvist klagen, og derfor var næste skridt at få sagen prøvet ved Klagenævnet for Udbud.

Som medlem af brancheorganisationen FAD (Forsvars- og Aerospaceindustrien i Danmark) under Dansk Industri fandt direktør Michael Bruus Jensen det naturligt at ringe til Frank Bill, som er direktør i FAD.

»Vi ønskede at få FAD’s rådgivning omkring klagesagen, for vi mente ikke, at man lovligt kunne skifte hovedleverandør midt i en udbudssag.«

Sådan forklarede Michael Bruus Jensen, da hele udbudssagen tirsdag og onsdag blev rullet ud i en civil retssag ved Sø- og Handelsretten i København. I forbindelse med den modtog Michael Bruus Jensen en konvolut indeholdende dokumenter om Glaucus’ bud, og dette indhold brugte Dommerby Stål efterfølgende i den omtalte klagesag.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse om Glaucus ApS. og Christoffer Gregers Glæsels stævning af Michael Bruus Jensen efter en opsigtsvækkende udbudsproces ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse …

På den baggrund har Glaucus stævnet Michael Bruus Jensen personligt og kræver ham straffet for brud på loven om forretningshemmeligheder og for brud på markedsføringsloven.

Men tilbage i sommeren 2018 kørte Michael Bruus Jensen sammen med sin partner, Nikolaj Snebang Vanggaard Jensen, til København for at holde møde med Frank Bill og FAD’s udbudsspecialist i DI’s domicil på Rådhuspladsen i København. Mødet fandt sted tirsdag den 26. juni og forløb rigtigt godt, fortalte Nikolaj Snebang Vanggaard Jensen på et videolink, idet han ikke havde mulighed for at være til stede i retten:

»Mødet varede halvanden time, og vi havde alle sagens akter med og gennemgik alle detaljer. Vi talte om, at det var en meget kompleks sag.«

Også Michael Bruus Jensen havde den oplevelse, at mødet forløb godt.

»Det var meget konstruktivt. Vi havde 100 pct. indtryk af, at FAD ville hjælpe os. Undervejs spurgte de, hvordan de skulle hjælpe os, hvis ikke de kunne se hele materialet? Det gav god mening. Så Nikolaj gav Frank Bill hele sagsmappen, som blev kopieret,« fortalte Michael Bruus Jensen.

Konkurrent kendte svaret før Dommerby Stål

Hvad der derefter skete, fandt Michael Bruus Jensen først ud af, da han modtog stævningen fra Glaucus den 1. marts 2019 hele otte måneder senere. I materialet lå der en mail, som Christoffer Gregers Glæsel onsdag den 27. juni 2018 – altså dagen efter Dommerby Ståls møde med FAD – havde sendt til Kammeradvokaten og FMI.

»Endvidere skal udtalelserne ses i sammenhæng med, at jeg af interesseorganisationen FAD har fået oplyst, at Dommerby Stål … har forsøgt at aktivere FAD til sin fordel i den af Dommerby Stål initierede klagesag, hvilket FAD selvsagt ikke har villet.«

Denne passage interesserede under retssagen Michael Bruus Jensens advokat, som hedder Heidi Højmark Helveg. Da det blev hendes tur til at udspørge Christoffer Gregers Glæsel, ønskede hun en afklaring på, om Glaucus er medlem af FAD.

»Nej, det er jeg ikke,« svarede Christoffer Gregers Glæsel.

Men du har fået nogle oplysninger fra FAD. Hvem har du fået dem fra?

»Dem har jeg fået af Morten Andersen,« svarede Christoffer Glæsel og pegede dermed på en medarbejder i FAD, som til dagligt sad med forretningsudvikling.

»Hvor ved han fra, at Dommerby Stål og Michael Bruus Jensen skulle have forsøgt at aktivere FAD på sin side,« spurgte Heidi Højmark Helveg og læste op af mailen, som Christoffer Glæsel selv havde forfattet.

»Jeg spørger, for Michael Bruus Jensen havde møde med FAD dagen før, at du skrev din mail.«

Det kunne Christoffer Glæsel ikke svare på, men han fortalte, at hans relation til Morten Andersen ikke var tæt. Til gengæld kom det frem, at Christoffer Glæsel sendte mailen til Kammeradvokaten og FMI med information om, at FAD ikke ville hjælpe Dommerby Stål dagen inden, at Dommerby Stål imod egne forventninger fik et venligt afslag fra FAD. Det negative svar fra FAD modtog Dommerby Stål først per mail torsdag den 28. juni.

Hvem taler ikke sandt?

OLFI har efter retssagen været i kontakt med Morten Andersen, som ikke længere arbejder for FAD. Han fortæller, at han rigtigt nok har besøgt Glaucus og Christoffer Glæsel, som har adresse i kælderen på Sankt Annæ Plads 11 i København. Her bor Glaucus under virksomheden Copenhagen Group, der er ejet af den tidligere frømand Jeppe Handwerk, som tillige er næstformand i FAD.

Morten Andersen fortæller, at han besøgte Glaucus netop med henblik på at hverve virksomheden som medlem i FAD. Men Morten Andersen afviser på noget tidspunkt at have drøftet detaljer med Christoffer Glæsel om Dommerby Ståls henvendelse til FAD i tvisten med Glaucus.

»Det ville heller ikke have været muligt, da jeg ikke har været involveret i sagens behandling i FAD.

Taler Christoffer Glæsel usandt, når han siger, at han fik oplysningerne fra dig?

»Med forbehold for, hvad Christoffer Glæsel helt præcist har sagt i retten, så må mit svar være, at han taler usandt,« siger Morten Andersen, som stoppede i FAD med udgangen af maj 2020.

Kunne ikke drømme om at diskutere en konkret sag med andre

OLFI har også været i kontakt med Frank Bill, som er direktør i FAD lidt endnu. Han bekræfter, at han havde et møde med Dommerby Stål i juni 2018. Men han kan ikke forklare, hvordan Christoffer Glæsel kunne sende en mail til Kammeradvokaten og FMI med information om, at FAD ikke ville hjælpe Dommerby Stål – vel at mærke, før Dommerby Stål selv blev klar over, at der ikke var nogen hjælp at hente i FAD.

»Nej. Det ved jeg ikke, hvor kommer fra. Jeg kan ikke forestille mig, at det har nogen sammenhæng med vores møde. Det kan være et tilfældigt tidsmæssigt sammenfald, at han skriver dagen efter,« siger Frank Bill.

Så du har ingen anelse om, hvordan Christoffer Glæsel kan få viden om, at Dommerby Stål har kontaktet jer med henblik på at få hjælp, »hvilket FAD selvsagt ikke har villet «?

»Nej. Men det er en generel politik, at vi ikke går ind i konkrete sager. Vi rådgiver ikke virksomheder i konkrete udbudssager,« siger Frank Bill.

Er det normalt, at I taler med ikke-medlemmer om sådan noget?

»Det er der overhovedet ikke noget mærkeligt i. Det er en lille branche, så vi taler med alle dem, vi møder – også med ikke-medlemmer. Men jeg kunne ikke drømme om at drøfte en konkret sag, som en virksomhed har med en anden virksomhed.«

Bærende billede: Frank Bill er direktør i FAD under Dansk Industri. Foto: Hans Søndergård

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Her er nødråbet til ministeren og departementschefen fra piloterne

Abonnement
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen og departementschef Pernille Langeberg har mandag den 22. april modtaget et brev fra 30 unge piloter med rubrikken: "Et flyvevåben i afvikling - nødråb fra piloter". Læs brevet her ... 22.04.2024 Emne: Et flyvevåben i afvikling – Nødråb fra piloter Til: Forsvarsminister Troels Lund Poulsen, Forsvarsministeriets Departementschef, Pernille...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer