spot_img

Ritzaus chefredaktør går i rette med forsvarsminister om dobbeltinterview

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

INTERVIEW: Forsvarsministeren gengiver ikke Ritzau-journalists opførsel korrekt, når hun i samråd kalder ham ”uvorn” og ”ubehøvlet” under et dobbeltinterview sammen med forsvarschefen i december. Det siger Ritzaus chefredaktør, som heller ikke mener, at dobbelt-interviewet på forsvarsministerens kontor kørte ”helt af sporet”. Det gjorde det ifølge ham først bagefter.

Sjældent har et interview fået så meget omtale som Ritzau-journalist Thomas Hees dobbeltinterview med forsvarschef Flemming Lentfer og forsvarsminister Trine Bramsen (S). Torsdag var forsvarsministeren kaldt i samråd om interviewet, der fandt sted den 1. december på forsvarsministerens kontor sammen med den nyudnævnte forsvarschef Flemming Lentfer.

På samrådet rettede Trine Bramsen en hård kritik af OLFI for at »kaste med mudder« og »opdigte historier for at skabe splid«. Efter samrådet fortalte hun til TV2, at journalist Thomas Hee i forbindelse med det omtalte interview havde »opført sig dårligt og talt grimt«.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om et interview, som kørte helt af sporet …

Men den kritik afviser Lars Vesterløkke, som er direktør og chefredaktør på Ritzau.

»Thomas har ikke sagt noget, som en pæn og anstændig journalist ikke ville sige,« fortæller Lars Vesterløkke til OLFI.

Ønskede bare at interviewe forsvarschefen

Forhistorien til det efterhånden meget omtalte interview var den, at Thomas Hee ønskede at interviewe den nye forsvarschef i god tid før sin tiltrædelse. Men det kunne ifølge Forsvarsministeriet alene lade sig gøre på dagen for forsvarschefen tiltrædelse, og kun hvis forsvarsministeren også deltog i interviewet.

Derfor mødte Thomas Hee op på forsvarsministerens kontor, hvor interviewet kørte mere eller mindre skævt fra begyndelsen. Thomas Hee var fokuseret på forsvarschefen, men ifølge journalisten svarede forsvarsministeren på over halvdelen af spørgsmålene til forsvarschefen. Da journalisten forklarede ministeren, at interviewet ville fungere bedre, hvis ministeren lod forsvarschefen svare på de spørgsmål, som var stillet til ham.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse historien om samrådet med forsvarsminister Trine Bramsen (S) om et interview, der kørte af sporet …

»Så blev hun sur, rejste sig og gik ud af ministerkontoret, mens hun sagde, at det var en klar aftale, at det skulle være et dobbeltinterview, som vi var i gang med.«

Da ministeren kom tilbage, var hun akkompagneret af en pressemedarbejder, men interviewet kom ikke rigtigt videre.

Kan ikke genkende udlægningen af interviewet

Den historie fortalte OLFI for en uge siden, og i rubrikken skrev vi, at interviewet »kørte helt af sporet«. Efterfølgende kaldte V og K forsvarsministeren i samråd, og det fandt altså sted torsdag på Christiansborg. Her var Trine Bramsen i offensiven.

»Jeg kan ikke genkende udlægningen af det interview, og jeg var trods alt til stede. Man kan ikke komme og sige ’luk, dig gider jeg ikke snakke med – jeg vil kun snakke med forsvarschefen’. Møder man op og tager en halv time af min tid og opfører sig ubehøvlet, så bliver det påpeget,« sagde ministeren på samrådet.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om, hvordan general Flemming Lentfer har aflyst lovede interview med Berlingake og OLFI …

Hun kaldte også Ritzau-journalisten for »uvorn«, men den beskrivelse kan journalistens chef til gengæld slet ikke forstå. Lars Vesterløkke er direktør og ansvarshavende chefredaktør på nyhedsbureauet Ritzau, og han lyttede torsdag hele lydoptagelsen af Thomas Hees interview med Trine Bramsen og Flemming Lentfer igennem.

»Når ministeren siger, at Thomas Hee opførte sig uvornt og ubehøvlet, er det ikke et billede, som jeg kan genkende. Det er ganske enkelt ikke korrekt. Han spørger pænt og opfører sig ordentligt, som Ritzau-journalister gør,« forklarer Lars Vesterløkke til OLFI.

Forsvarsministeren var hurtig til at svare

I det hele taget kan Lars Vesterløkke slet ikke genkende et billede af et dramatisk interview, som man kunne få indtrykket af i OLFIs artikel om sagen.

»Problemet i jeres artikel på OLFI er, at der står, at interviewet kørte ”helt af sporet”. Nu har jeg lyttet til interviewet igen, og det kørte ikke af sporet. Hvis ikke, at jeg vidste, at der var ballade om interviewet, så havde jeg ikke opdaget det. Interviewet varer 20-25 minutter, og der er måske et minut, hvor hun siger, at hun troede, at aftalen var, at hun skulle være med. ”Det må du også gerne,” siger Thomas. ”Men det var bare meningen, at jeg skulle spørge forsvarschefen om nogle ting”. Så henter hun en medarbejder. Men det foregår helt stille og roligt,« forklarer Lars Vesterløkke.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse, hvordan general Flemming Lentfer sendte alle de forkerte signaler ved sin tiltrædelse som forsvarschef …

Han mener i stedet, at interviewet går skævt, fordi aftalen omkring interviewet ikke var ordentligt på plads i forvejen.

»De var tydeligvis ikke enige om præmissen for interviewet, og det beklager jeg,« siger Lars Vesterløkke.

Ifølge Lars Vesterløkke oplever han heller ikke, at ministeren afbryder forsvarschefen under interviewet.

»Hun er bare hurtig til at svare.«

Kørte først af sporet efterfølgende

Set fra Lars Vesterløkke stol kørte interviewet derfor først af sporet, efter det var gennemført. Han lyttede derfor nøje med på, hvad forsvarsministeren sagde i torsdagens samråd om interviewet. Her må man konkludere, at Lars Vesterløkke har en helt anden opfattelse af Thomas Hees opførsel og adfærd end forsvarsministeren.

»Han spørger ordentligt og faktuelt og forsøger at få noget ud af den nye forsvarschef. Han forsøger at få en lidt menneskelig historie ud af forsvarschefen, men det lykkes ikke,« siger Lars Vesterløkke.

OLFI har også spurgt Thomas Hee, hvad han siger til Trine Bramsens udlægning af interviewet, men han henviser til Lars Vesterløkke.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Helhedsansvar – ja, men hvordan?

DEBAT. Ikke alt var fryd og gammen "i gamle dage", selvom stærke stemmer i forsvarsdebatten godt kan give det indtryk. Det er derfor også farligt at stirre sig blind på, at den eneste mulighed for at bringe Forsvaret tilbage på fode er strukturen fra før 2014, mener oberstløjtnant Flemming...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

1 kommentar

guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Rasmus
Læser
Rasmus
5. februar 2021 11:13

Jeg deler Ritzaus vurdering af interviewet. Der er sket en kedelig misforståelse mellem journalist og ministeriet om præmissen for interviewet. Det er ikke mere i det, end det, og det skal ministeriet blive bedre til at håndtere fremover. Olfi lægger for mig at se måske også lidt for meget vægt på personerne Trine og Flemming i artiklerne, og det er ikke nødvendigt (selvom det er forståeligt), da der er rigeligt at komme efter i de helt principielle drøftelse omkring præmissen og forsvarschefens rolle og udtalelser. Det er en svær balancegang, fordi der også er mange følelser på spil for mange ansatte i forsvaret.