Bagklogskab er historikerens bedste allierede

ANMELDELSE: Nutidens militære beslutningstagere kan lære af deres forgængeres fejltrin, mener kaptajn Alexander With. Han anbefaler her tre bøger, som tager hver sin krigshistoriske periode under behandling. Bøgerne præsenterer ifølge With læseren for erfaringer, som man stadig både kan og bør drage nytte af i dag – politisk og på slagmarken.

Jeg har tidligere argumenteret for vigtigheden af krigshistorie for den militære profession og forsøgt at opstille 10 krigshistoriske grundregler. Denne artikel vil i direkte forlængelse anbefale tre krigshistoriske bøger, der på hver sin vis uddrager relevant militær læring, baseret på tidligere soldaters og politikeres succeser og ikke mindst fejltagelser.

En klog mand sagde engang, at bagklogskab er historikerens bedste allierede. Så det er med en vis ydmyghed, at man skal vurdere fortidens beslutninger, siddende komfortabelt ved sit skrivebord. Jeg skal ikke påstå, at jeg ikke havde begået mange af de samme fejl, som dem der bliver beskrevet i de tre bøger, hvis jeg havde været i beslutningstagernes sted. Men det skal være min påstand, at beslutningstagerne dengang havde haft bedre forudsætninger for at handle, og dermed mindre chance for at begå de fejl de gjorde, hvis de havde læst litteratur i stil med de tre bøger jeg anbefaler.

Oprørskrig er overraskende svært

Small wars: Their principles and practice, Charles Callwell, 1896.

Politikere og generaler overraskes ofte over, hvor svært det er at vinde en oprørskrig. Det resulterer i krige, der tager længere tid og koster flere menneskeliv end forudset, og som ofte tabes af den militært set stærke part. Det paradoksale er, at dette historisk set slet ikke er nogen overraskelse, men derimod et hyppigt tilbagevendende fænomen. Få beskriver dette bedre end Charles Callwell, der som officer i den britiske hær deltog i imperiets kolonikrige og endte sin militære karriere som general under Første Verdenskrig.

Skrevet for over hundrede år siden leverer hans bog den ene beskrivelse efter den anden, der lige så godt kunne være skrevet om vor tids krige i Irak og Afghanistan. Callwell beskriver, hvordan det ofte er let for de konventionelle styrker at erobre en hovedstad og slå modstanderes svage regulære styrker, men at det efterfølgende kræver mange års guerillakampe at pacificere oprørere i landet. Det var den franske erfaring i Algeriet i 1830’erne og 1840’erne, og den britiske i Burma i 1820’erne. Og lidt over hundrede år senere skulle det blive den amerikanske erfaring i Irak og Afghanistan.

Callwell skriver også næsten profetisk, at det i fremtiden vil blive meget svært at vinde oprørskrige, hvis oprørene kan forsynes med våben fra nabolande, hvilket historien senere skulle give ham ret i, i både Irak og Afghanistan. Bogen er på den måde fuld af direkte læringspunkter, som Bush-administrationen med fordel kunne have læst, før den kastede sig ud i sine krige og måtte (gen)lære dem på den hårde måde.

Callwells måske vigtigste pointe er til gengæld sværere at implementere. Den er, at nogle oprørskrige kun kan vindes, hvis man tager meget hårdhændede metoder i brug, såsom at brænde landsbyer ned og ødelægge de civiles fødevareforsyning. Metoder, som vestlige soldater i dag hverken kan, vil eller må benytte sig af. Har Callwell ret, er der krige vi simpelthen skal holde os ude af, da vi ikke er villige til at gøre, hvad der skal til for at vinde dem.

Det er som regel den stærkeste der vinder

The Rise and Fall of the Great Powers: Economic Change and Military Conflict from 1500 to 2000, Paul Kenndy, 1987.

At krige som hovedregel vindes af den stærkeste part er banalt. Men hvem er egentlig den stærkeste? Hvis dette spørgsmål var let at besvare, kunne de fleste krige have været undgået, da resultatet ville været givet på forhånd. For styrke kan måles på flere forskellige parametre. Er den stærkeste den side, der ved krigens udbrud har de stærkeste styrker? Eller er det den side, der har de bedste industrielle og økonomiske forudsætninger for at forøge sine styrker? Disse og mange andre spørgsmål bearbejder historikeren Paul Kennedy i, hvad der må betragtes som den absolutte klassiker inden for sit felt.

Kennedys centrale argument er, at militær styrke altid skal vurderes relativt i mellem de forskellige magter. Denne styrke er på lang sigt afhængig af magternes økonomiske kapacitet, og et tegn på relativ tilbagegang er, når en magts militære forpligtelser og ambitioner overstiger dets relative økonomiske styrke. En dynamik, der er yderst relevant i dag, når man ser på forholdet mellem USA’s globale sikkerhedsforpligtelser og Kinas voksende økonomiske styrke. Lider USA af, hvad Kennedy betegner på ”imperial overstretch”? Og hvis ja, hvad betyder det så for USA’s sikkerhedsgarantier i Europa på sigt? Disse spørgsmål er lettere at forholde sig til med The Rise and Fall of the Great Powers i hånden.

Et andet relevant spørgsmål er dilemmaet mellem at opruste tidligt, og dermed være den stærkeste i fredstid og i hurtige krige, eller at undgå store militære udgifter og derfor være sårbar på den korte bane, men til gengæld udvikle sit samfund og blive den stærkeste på sigt. Frankrig forsøgte det første i mellemkrigstiden, men tøvede med at udnytte sin styrke, da Nazi-Tyskland endnu var svagt, og blev siden overhalet af tyskerne. Igen kan man drage paralleller til nutiden. Hvad er for eksempel den russiske strategi i dag? Er den bæredygtig på sigt, eller vil Rusland ligesom franskmændene sakke relativt længere bagud, med deres store militær og relativt lille økonomi? Og hvordan vil udsigten til en sådan relativ tilbagegang påvirke beslutningsprocessen i Kreml?

Alt i alt giver Kennedy et letforståeligt og velunderbygget fundament at forstå styrkeforholdene mellem stormagter på. Forhold, der er vigtige at forstå i et lille land som Danmark, der er afhængigt af en stormagt for dets sikkerhed.

Militære organisationer glemmer deres profession i fredstid

The Rules of the Game: Jutland and British Naval Command, Andrew Gordon, 1996.

Under treårskrigen fra 1848-1850 gjorde det danske forsvar sig mange erfaringer, både positive og negative. Man lærte nyttigheden af at retirere overfor overmagten for derefter at udnytte den mobilitet, som søherredømmet gav, til at koncentrere sine styrker mod en udstrakt fjende. Ved Isted lærte man på den hårde måde vigtigheden i at øve de manøvrer i fredstid, som man ønsker at gennemføre i krigstid.

Kun 14 år senere var mange erfaringer fra treårskrigen imidlertid glemt, sparet væk eller fortrængt i sejsrusen fra 1851. Katastrofen i 1864 havde mange årsager, som jeg ikke vil komme ind på her. Det interessante i denne sammenhæng er, så hurtigt militæret aflærte en stor del af sine dyrekøbte erfaringer og professionalisme. I dag har Danmark ikke udkæmpet en konventionel krig siden 1864. Det er derfor værd at beskæftige sig med hvad der sker i en militær organisation, når den i længere tid ikke er blevet trykprøvet på sin kerneopgave. Dette er ikke for at tage noget væk fra vores veteraner fra Irak og Afghanistan, hvis mod og erfaringer ikke må glemmes. Det er blot for at sige, at den type krig, vi øver at kæmpe i dag mod en teknologisk og materielt jævnbyrdig – eller måske endda overlegen – fjende, ikke er noget, vi har erfaringer med i nyere tid.

Historikeren Andrew Gordons “The Rules of the Game” er et fantastisk eksempel på, hvor galt det kan gå, når et forsvar ikke længere bliver målt på sin evne til at slås konventionelt, men derimod en masse andre parametre som personlige relationer mellem de højstående officerer, pletfri karrierer, bløde sikkerhedsopgaver, administration, økonomi og ikke mindst, hvordan man tager sig ud i offentligheden.

I den victorianske Royal Navy kostede disse faktorer menneskeliv, og formentligt også sejren i Jyllandsslaget i 1916. Forud for slaget var gået årtiers langsom, men sikker afprofessionalisering af den britiske flådes officerskorps. Eksempelvis var det for flåden så vigtigt, at man så godt ud og havde styr på stumperne, at et skib helst skulle være skrubbet og nymalet hele tiden. Problemet var, at malingen blev beskidt hver gang man øvede sig med at skyde kanoner. Flåden betalte kun kaptajnen på et skib for et minimum af maling, og da man forventede at skibet var nymalet, betød det, at man ikke prioriterede skydetræning med mindre kaptajnen betalte den nødvendige ekstra maling med sin egen løn!

Jyllandsslaget endte ikke med det resultat, som Royal Navy havde ønsket, og som den britiske befolkning havde forventet. Heldigvis for senere generationer af officerer slutter Gordon af med en detaljeret opsummering af de fejl, man kan begå i fredstid, og hvordan man kan undgå dem. Og heldigvis for læseren skriver han ganske underholdende. Forhåbentligt står det bedre til i det danske forsvar, end det gjorde i 1864 eller i Royal Navy i 1916, hvis fredstids-admiraler blev beskrevet af First Sea Lord Fisher som:

»Those who rise in peace are men of formality and routine, cautious, inoffensive, safe up to the limits of their capacity, supremely conscientious, punctilious about everything but what is essential, yet void altogether of initiative, impulse and originality.«

Men selvom Forsvaret i dag ikke er Royal Navy i 1916, ville det dog være underligt, ja faktisk usandsynligt, hvis ingen af dynamikkerne, som Andrew Gordon beskriver, skulle gøre sig gældende i vore dages hær, søværn og flyvevåben. “The Rules of the Game” bør derfor læses, ikke blot af folk med en sømilitær interesse, men også af dem der interesserer sig for hvordan militære organisationer kan afprofessionalisere sig selv i fredstid, hvilke farer der er, og hvad man kan gøre ved dem.

Kommentarer

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here