BØLLEBANK, DEL II: Hvad skete der egentlig under Operation Bøllebank i Bosnien i 1994, og hvem skal man tro på i debatten om sandheden? Den pensionerede brigadegeneral og militærhistoriker Michael H. Clemmesen har brugt måneder på at søge beretninger og kilder på begge sider af historien samt i Sverige, Bosnien og Serbien. I tre artikler fremlægger han sit samlede arbejde og fortæller historien – fra dengang og frem til i dag. I dag om selve Operation Bøllebank.

Til og i Sarači samt første granatnedslag

Fortællingen i bataljonens 30. april-rapport om belyst fremrykning Sarači er lige som senere beskrivelser af de belyste FN-flag på pladsen i byen er dels i direkte modsætning til både samtidige og senere førstehåndskilder, dels er beskrivelsen i logisk konflikt med behovet i den situation, som bataljonen i de dage befandt sig i.

Opmarchpladsen i Sarači i dagslys set fra den østlige ende, hvor den svenske bataljonschefs PBV holdt.  Huset bag SISU-ambulancens Røde Kors flag blev efter Lars Møllers oplysning i Soldater smadret af andet granatnedslag den 29. april, og Semir Hasanovic, den daværende Hjemmeværnschef, skriver at beboeren, Seval Hukeljica, og hans familie overlevede.  (Foto: Mikael Persson/Försvarsmakten)

Lars Møller beskrev forløbet med det FN-oplyste møde på opmarchpladsen i Soldater og skriver supplerende til artiklen:

»Situationen op til Bøllebank var, at UNPROFOR måtte vise styrke overfor BSA. Vi husker, at situationen i Goražde var nærmest desperat og BSA havde nedskudt et britisk Harrier-fly i området tidligere på måneden. BSA forsøgte at begrænse UNPROFOR bevægelsesfrihed overalt i området også på BIH-området, hvilket var helt i strid med de indgåede aftaler og førte til en del serbiske provokationer. Vi kunne ikke lade dem bestemme, da vores virksomhed i området ellers ville have været uden betydning.  De overtrådte bevist de indgåede aftaler med UNPROFOR. De havde tidligere spærret en NORDBAT konvoj inde nede i S2 udenfor Sarajevo og Christer måtte ned og få den fri. Det var den overordnede situation.«

Møller skriver også hertil:

»Beslutningen om at iværksætte Bøllebank var Christers og den blev ikke drøftet med COS og undertegnede. [Rasmussen udpeger stabschefen, dvs. COS, Eliasson, som helt afgørende for beslutningen, hvilket underbygges af beskrivelsen af hans reaktion i Soldater].  Jeg var dog helt enig – og vi skal lige erindre, at praksis var, at BSA straks indstillede al fjendtlig aktivitet, når KVG dukkede op. Vi kunne heller ikke bryde aftalen om ikke at opmarchere på Sarači og give os tilkende, da man kunne have beskyldt UNPROFOR for at provokere, hvorfor vi gjorde som vi gjorde. Det var en FN- operation, indtil det ikke var det længere og vi kunne efter min og CO’s [dvs. Svenssons] mening ikke tillade os at vælge. Ordrer er ordrer uanset om de er tåbelige, så længe de er lovlige og tjenstlige. Jeg havde slet ingen betænkelighed ved at iværksætte i mørke, da jeg var blevet omskolet af JC og havde kørt en del med den nye vogn. Vores mørkekampmateriel var 1000 gange mere effektivt end BSA’s [serbernes] også selvom de havde haft det nyeste WAPA-materiel.«

Møller har efterfølgende understreget, at det var en formel aftale mellem konfliktens parter og UNHCR samt UNPROFOR, der fastslog, at bataljonen åbent skulle vise sin tilstedeværelse på pladsen i Sarači, før man vi nærmede sig kontaktlinjen.

At Lars Møller fandt denne helt åbne optræden uhensigtsmæssig i situationen passer i med forfatterens opfattelse af ham som en lidet naiv, robust praktisk taktiker. Som føreren den dag på T2, fänrik Nordin skrev i Svea Gardens blad i 1995: »När jag åter ropade upp kompstaben och batstaben, tur var leddes av stf batch [bataljonens næstkommanderende], den karismatiske danske överstelöjtnanten Möller«. Derfor »resulterade detta [opkaldet] i et beslutt att undsätta T2«.

I sin kontakt med Johnny C. Jensen i forbindelse med dennes forberedelse af Myten, gjorde Nordin dog klart, at det var kompagniet, ikke han selv, der havde kaldt op til bataljonen, og derigennem udløst forstærkningsoperationen. Det var, som Møller har understreget og allerede beskrevet, ikke hans beslutning at iværksætte operationen den aften. De gjorde svenskerne, og Møller havde som beskrevet ingen problemer med iværksættelse i mørke.

Min opfattelse af den overordnede situation i UNPROFOR og TUZLA-området på det tidspunkt afviger ikke på noget punkt fra Lars Møllers kommentar ovenfor.  I netop de dage var bataljonens centrale udfordring som allerede nævnt, at serberne direkte udfordrede dens mål siden ankomsten til missionsområdet, nemlig sikring af bevægelsesfrihed, både mellem enhedens dele og til beskyttelse af UNPA Tuzla. Man truede direkte med at beskyde kampvogne på vej til T2, som man den 14. april havde været så tæt på at ramme. Den næsten ramte kampvognsbesætning ser den dag i dag oplevelsen som mere traumatiserende end forløbet femten døgn senere.

Det har i forbindelse med Bøllebank været anført, at man godt kunne køre åbent, fordi serberne indtil da havde stukket piben ind, hver gang de danske kampvogne viste sig. Det havde begivenhederne den 4. og 14. april imidlertid klart vist ikke var tilfældet, og det gjorde det logisk og fornuftigt at forsøge at gennemføre forstærkningen af T2 skjult. Ved at forstærke posten i mørke så langt frem som muligt, ville man udnytte kampvognenes teknologi til at stille serberne effektivt og varigt skakmat, for som Møller skriver, var eskadronens nattekampsmateriel dramatisk overlegent. Da man ikke havde rådighed over flystøtte i mørke, operationens forudsætning, var det eneste mulige svar på artilleritruslen usynlighed.

Som Bjarne Hesselberg, der stadig var sektorchef i UNPROFOR i Kroatien i dette forår, har konstateret i sin analyse af de da eksisterende Rules of Engagement, ville mørkekørsel som metode i opgaveløsning ikke være uden for rammen af disse. Som det bliver beskrevet, var Møller og Rasmussen åbenbart kommet til samme konklusion i slutningen af april 1994. I øvrigt kan man notere sig, at den efterfølgende eskadron i slutningen af oktober anvendte mørklægning i løsningen af opgaven i Operation Amanda og derefter skrev åbent om sit valg.

Chefkampvognens besætnings “After Action Report” udarbejdet den 30. april 1994.

Den mørklagte kørsel var også, hvad samtlige deltagernotater fra den 30. april gør klart faktisk fandt sted: Kirks samtidige notat konstaterer »BQD kører mørkelagt, FB med night vision goggle«. De uddybes med de beskrivelser af 2. Delings fremrykning, som indledtes med Kirkinterviewet med Kasper Søegaard i 2006 og fastlåst med de efterfølgende samtaler med Jacob Hansen og Peter Lyngbye i 2016.

2. Delings notater dækker dog ikke, hvad der derefter skete i Sarači, for dens tre vogne kom aldrig nærmere end 200-300 meter fra opmarchpladsen. Det logiske og hensigtsmæssige ville være at fortsætte mørklagt helt til T2, men det udelukkede aftalen med serberne.

Også mødet på pladsen indledtes som mørklagt. Det gør de tre samtidige kilder klart. Det her viste notat fra chefsvognsbesætningen angiver, at man (som 2. Deling) kørte mørklagt fra passagen af flyvepladsen. Man noterer intet om lys på pladsen, bemærker kun, at man røg ved den svenske bataljonschefs-PBV. Men kommandøren på treervognen i 1. Deling, Klaus Andresen skrev om ankomsten til Sarači: »Vi kører ned til højre for AQ (dvs. Claus Rose Andreasens delingsførerkampvogn), alt lys er slukket«.

Mørket på pladsen understreges af Johnny C. Jensens dagbogsnotat fra 30. april. Notatet angiver; »Da vi passerer ”runway” slukkes alt lys, og KVG kører LYFA-kørsel. O-PMV fortsætter med lys på. Vi er eneste synlige mål. Så der falder MT (mortér) umiddelbart bag os«. Han opfatter sig som målet, fordi hans O-PMV var det eneste med lys på. Da man skal køre videre, melder Andresens kører Ole Kristensen efter vel 100 meters kørsel fra pladsen ud på vejen: ”Andresen, LYFA’en er faldet ud!”. Med formuleringen ”faldet ud” siger køreren, at det har virket tidligere samme aften.

Samlet set var de eneste lys på pladsen, som samtidige vidner på pladsen så før granatnedslagene, gløderne fra svenske cigaretter og kørelyset på O-PMV’en, som Johnny C. Jensen opfattede om udløseren af beskydningen.

Som Lars Møller husker, kørte den svenske PBV selv med normalt kørelys til mødestedet, og mens man jævnfør vidnerne nu have slukket lyset uden på vognen, opholdt man, som rygningen viser, ikke mørklægningsdisciplin. Møllers erindring skal kombineres med de samtlige vidners notater. Han skriver bl.a. til artiklen:

»Jeg husker da KVG ankom, de kørte hen og gjorde holdt ikke langt fra mig. Jeg blev blændet af lyset og hørte derfor kun da 2 DEL ankom, jeg kunne ikke se dem. PBV’en holdt i den ene vejside, hvilket er årsagen til at kilder kan se den og brokke sig over manglende lysdisciplin. Den holder således skråt ude til siden. Resten af vognene holder i ret tæt kolonne, hvordan nogen i den kolonne har kunnet se, hvad der foregik i front, går over min forstand.«

Hans erindring og Andresens notater giver begge, at den svenske vogn var parkeret fremme i den østlige del af pladsen, hvor den stod i vejen, da man hurtigt skulle væk fra pladsen. Blændingen kan forklares ved, at han havde stået i mørket, da eskadronen kom, og at blændingen fremkaldtes af O-PMV’ens lygter.  Det eneste de samtidige øjenvidner i øvrigt kan se og huske, er mørket.

Møller husker til artiklen, at mødet mellem ham, Svensson og Rasmussen fandt sted med kortet lagt på frontpanseret af 1. Delings første kampvogn, der holdt tæt bag den svenske vogn, og at lyset kom fra kampvognens kørelys. Dette stemmer ganske ikke umiddelbart med bl.a. chefsvognsbesætningens og Andresens notater fra kun godt et halv døgn senere om mørket på pladsen, indtil granaten slog ned.

Men det kan dog alligevel ikke udelukkes, at Møller her husker rigtigt. Dette af følgende grunde. Stedet helt forrest i kolonnen bekræftes af, at ingen bliver ramt af sprængstykker, da første granat slog ned bag sidste køretøj i kolonnen, O-PMV’en. Chefvognsbesætningen og Andresen korte notater om mørket kan være fokuseret på ankomsten til pladsen, og Johnny Jensens interesse er rettet mod lyset på egen vogn som muligt mål for granatnedslaget. At forlyset på forreste vogn tændes for at støtte mødet, bemærkes ikke med sikkerhed længere tilbage. Som det herefter vil blive vurderet, var det planen at fortsætte belyst fra pladsen mod T2. Endelig husker Rasmussen, at da han iværksatte den videre fremrykning efter granatnedslagene, beordrede han lyset slukket, hvilket var naturligt, hvis han stod foran en kampvogn med tændte forlygter.

En ting var at køre mørklagt til Sarači, hvilket var, hvad der skete. Det var ikke mod aftalen med serberne. Det ville det kun være, hvis man mødtes og fortsatte mørklagt. Som Møller korrekt understreger, var en lovlig ordre for en dansk officer af min og hans generation ikke til diskussion.  Han havde forstået og accepteret, at UNPROFOR havde en aftale med serberne om, at operationen skulle markeres med belyste FN-flag fra pladsen. Men efter ankomsten stod man stadig i det store og hele mørklagt på opmarchpladsen, så hvad fik serberne til at beskyde pladsen? Hvad så de?

Som Møller skriver i Soldater, havde serberne på VIS observation mod pladsen, der normalt anvendes til FN- styrkernes opmarch af nødhjælpskolonner før passage af konfrontationslinjen længere fremme ad vejen mod øst. Det var derfor naturligt, at serberne havde forberedt artilleriskydninger mod pladsen.

Eskadronen var ikke konstant og effektivt mørklagt på vej til Sarači, for O-PMV’en ankom med nærlys, hvilket har belyst den forankørende eskadronchefskampvogn. Før den PMV ankom, var som nævnt også den svenske bataljonschefs vogn kørt til pladsen med kørelyset tændt.

Ud over O-PMV’ens lys blev serberne også varslet på anden måde. En af kampvognene i 2. Deling kom som følge af en misforståelse til kortvarigt at tænde lyset på FN-flaget. Det huskes af kampvognskommandøren Peter Lyngbye i hans interview med Kasper Søegaard i december 2016. Begge lyskilder ville kunne ses af en observatør med en lysstærk artilleripanoramakikkert på VIS og således udløse artilleribeskydningen. Den første af de svære granater lander i øvrigt netop lige bag O-PMV’en, hvilket fik Jensen til at se dennes lys som den udløsende faktor.

Den belyste FN-flagborg på pladsen, som Møller beskriver i Soldater, skulle signalere NORDBATs operation til serberne og berolige FN. Men som beskrevet husker ingen vidner de belyste flag på trods af granatnedslagene logisk set skulle have mejslet dette mål for nedslagene ind i erindringen.

Artilleribeskydningen foregik efter samtlige beskrivelser bortset fra Johnny Jensens med middeltungt artilleri, dvs. sandsynligvis 152 mm haubitser i stillinger syd for VIS-bjerget. En granat slog ned i et hus, en anden lige bag Jensens O-PMV og den tredje foran 2. Deling i vejkanten 200-300 meter vest for pladsen. Eksplosionerne var så kraftige, at det gav en chokrystelse selv i kampvognene (nok snarere gennem jorden end ved lufttrykket). De to kampvogne, der stod tættest ved første nedslag, var eskadronchefsvognen og treervognen i 1. Deling. I denne sidste konstaterede køreren kort efter nedslaget som nævnt, at hans mørkekørsels-lysforstærkningsanlæg var ”faldet ud”. Det kom til at betyde, at vognen ikke kom med resten af 1. Deling. Den vogn kommer vi tilbage til. Rystelsen fra nedslaget fik sandsynligvis også virkning på eskadronchefvognen.

Hvad underbygger tesen her om, at det var Møllers hensigt at køre belyst fra pladsen?  Det vil jeg besvare med stille modspørgsmålet: Hvad var ellers formålet med ellers med at standse netop her på et sted, som kunne ses fra VIS? Befalingen til 1. Deling var givet. Så sådan set kunne man lade delingen fortsætte mod T2 uden stop? Hvorfor stoppe lige hér? Rasmussens korte supplerende orientering om anvendelse af de to delinger kunne alternativt være givet over radioen eller ved et kort møde tidligere på marchvejen, før man kunne ses af serberne. Men Rasmussen var beordret til at gøre det i Sarači.

Min tese kan ikke underbygge med andet end, at det ville være logisk, samt Møllers udtalelse, og at en ordre skulle følges. Derfor måtte et centralt formål med mødet og pausen på pladsen, som man havde nået mørklagt, netop være at sikre, at serberne herefter kunne se, at NORDBAT var på vej med belyste FN-flag på vognene. Det skulle Møller lige foran iværksætte, men han nåede det jævnfør vidneudsagnene ikke, for nu faldt de tre artillerigranater og man forlod pladsen og fortsatte mod operationens mål.

Kampvognenes mørklagte kørsel til Sarači kan være kommet overraskende for Christer Svensson, der ikke som Møller kendte kampvognens muligheder. Det kan have fremkaldt en misforståelse mellem bataljonschefen og hans næstkommanderende om, hvad det indebar at gennemføre operationen som en belyst FN-operation.

Men det var ikke centralt for Christer Svensson, for efter Rasmussens opfattelse var kernen i den svenske obersts opfattelse af sin stilling, at han skulle støtte sin underlagte chefer betingelsesløst, når de havde handlet inden for rammen af en af hans beslutninger. Dette uanset, at der muligvis havde været misforståelser på vejen.

Dette grundsyn på lederens rolle prægede hans optræden under og efter Bøllebank. Han havde været med fra start til slut, han identificerede sig med det skete, herunder ved at underskrive rapporterne til Danmark og Sverige dagen efter.  Som Johnny C. Jensen skrev i sin dagbog om morgenen efter operationen: »Selv VL-1 (Svensson) var overrasket over vores måde at håndtere tingene på, men fuld af ros.«

Det var en indsats, som udviklede sig helt anderledes drastisk, end nogen og herunder Svensson havde forudset. Det blev et forløb, som han nok ikke følte ejerforhold til, men som han samtidig tog fuldt ansvar for. Det forhold, at Svensson senere holdt sig på afstand af forløbet, betød ikke, at han ikke dengang optrådte som den ansvarlige. Som Rasmussen husker til artiklen:

»Lars og jeg var på en rekognosceringstur på til Olovo. Det var et gustent sted i en slugt i den sydøstlige del af 8. Kompagnis ansvarsområde. Den lokale bosniakkiske brigadechef spurgte hvem der havde givet ordre til at åbne ild mod serberne ved Kalesija. Lars sagde at det havde han, hvilket jeg bekræftede. Der var bare det problem, at Christer tidligere havde besøgt brigaden, da havde han taget æren. Jeg tror Lars og jeg så lidt dumme ud i den situation.«

Hverken den svenske oberst eller den danske major huskede, at de små to uger før operationen havde delegeret myndigheden til ildåbning til den involverede delingsfører.

Jeg opfatter Svenssons tilbageholdenhed med at bidrage til den danske debat som naturlig, Han tog beslutningen, deltog i hele operationen og tog derefter ansvaret for det skete. Der er ingen grund til, at han derefter skal bidrage yderligere.

Som oplevet af lokale vidner

Nusret Grbić, der dengang var 20 år, og som stadig bor i Sarači:

»29.04.1994 kl.20.30 kom der en FN-konvoj kørende. De ventede i Sarači på tilladelse fra det bosniske militærpoliti. Mens de ventede, blev der afsendt en granat fra serbiske stillinger på VIS, som landede i radius af 50 m fra, hvor FN befandt sig. I løbet af ti minutter faldt anden og tredje granat.

Alle virkede forvirrede, og der var gået panik i FN. De havde åbenbart fået ordre fra befalende om at besvare ilden. På det tidspunkt blev Seval Hukeljicas hus ramt af en granat, huset befandt sig ca. 70 m fra FN [hele familien overlevede og genopbyggede huset].

FN gik i stilling med sine fem kampvogne, første kampvogn på den gamle vej, anden kampvogn ca. 150 m længere væk. Andre kampvogne stillede sig også 150 m imellem dem i retning af Kalesija. De vendte kanonerne mod bjerget VIS og skød mellem 40 og 50 projektiler.

Dette forsatte i to timer og sluttede cirka 23.30. Indbyggerne var forvirrede og urolige, og de troede, at serberne skød mod Sarači.

Efter beskydningen blev det stille mod morgentimerne. Der fandt indbyggerne ud af, at FN har besvaret ilden fra VIS. Efter et par dage kom der nyheder om mange dræbte serbiske soldater den nat. Fra en efterretningsofficer har jeg information om 16 dræbte serbiske soldater den aften.«

***

Fikret Krizevac, der stadig bor i Sarači:

»Det var krigens andet år, og angreb steg i deres voldsomhed. Landsbyen, hvor jeg boede som flygtning, lå på en høj, så hele området kunne ses fra serbiske stillinger. Serbien udførte aggression mod vores land … Jeg så dagligt mod dalen, der tidligere brødfødede den bosniske befolkning, og bjerget VIS, som dominerede dalen med sine 450 m. Bjerget blev allerede i begyndelsen af krigen besat af oprørske serbiske styrker. Fra bjerget havde man udsyn mod nord, vest og øst, og derfra kunne de også beskyde lufthavnen … Dagligt bombardement medførte både store menneskelige ofre og materielle skader. Fra VIS kunne de serbiske oprørere dirigere ilden mod forskellige mål i området.

Vi sad i huset modsat vores eget hus, så vi kunne få lidt dækning i tilfælde af beskydningen, og under stearinlys talte jeg med min kone, der var otte måneder henne, om hvor længe krigen ville vare endnu. Vores samtale blev afbrudt af larmen fra kampvogne på vejen Tuzla-Zvornik. Jeg kiggede ud, og så så jeg en kampvogn kom kørende mod os og stoppe i husets forhave. Jeg forstod, at det drejede sig om en FN-kampvogn, en del af FN-styrken, som skulle observere krigshandlingerne i Bosnien.

Kampvognen begyndte at dreje kanonrøret mod VIS og skød et projektil mod bjerget. Jeg skreg af glæde, og min hustru spurgte mig, ’hvad sker der?’. Jeg løb udenfor, og der kunne jeg se, at andre kampvogne, som var på vejen i Miljanovici, Pjanicima og Sehicima, også var i gang med at beskyde VIS.

Det var blevet sent om aften, og det var noget helt nyt, at artilleriprojektiler, som blev skudt mod civile mål, var blevet besvaret af FN-styrker, der skød mod forbryderne.

Det var 29.04.1994 i de sene aftentimer. Jeg løb ind i huset og råbte: ’Hold ud min skat, verden har forstået, at forbrydelsen skal stoppes, og der må snart komme fred’. Tårerne trillede ned ad min kones ansigt, og vi omfavnede hinanden. Jeg var 22 år og havde i to år kæmpet forskellige steder. Jeg kan ikke beskrive den glæde, det var, at nogen kommer fra et fjernt og fremmed land og forsvarer freden i dit land og straffer den, som forbryder sig mod alle regler for krigsførelse. Jeg som bosniak og samfundet, jeg hører til, er taknemlige overfor det danske folk, at de var de første i krigen, der viste forbryderne, at de ikke kunne gøre, hvad der passede dem, og at de skulle respektere de internationale konventioner, som de brød på daglig basis.«

***

En ting var vidner, der boede i Sarači. De kunne som Krizevac tro, at kampvognene, der skød fra stillinger tæt på deres huse, besvarede det serbiske bombardement af byen. Derimod opfattede et vidne, der boede i nærheden af flyvepladsen, beskydningen af VIS som svar på et bombardement af denne. Vidnet mente i øvrigt, at kampvognenes nationalitet var tysk.

DEL VI: Fægtningen

1. Deling beskydes på vej til T2

»Da jeg ser på Prebens [Preben Bundgaard] kampvogn foran, observerer jeg noget meget varmt sejle i en vandret linje ind mellem os og Preben, som på det tidspunkt kører 30-40 meter foran os. Genstanden efterlader sig et lysende spor på mit thermiske sigte. Jeg stirrer hypnotiseret på den lyse streg, i hvad der føles som et par minutter, så går alvoren op for mig: ’Sagger’. Missilet lander få meter fra vognen. Hjælperen sidder med hovedet halvvejs oppe af lugen, da endnu et lag artilleri går i jorden omkring os. Et mindre chok går igennem skroget på kampvognen …«

Robbert Rysholt, der er skytte på delingsførervognen i 1. Deling, citeret i Myten

Klaus Andresens beretning dækker begivenhederne ved den agterudkørte tredjevogn i 1. Deling. I Myten beskrives, hvorledes de to første vogne på vejen blev beskudt af artilleriild. Men lige før vejen går fra mod nord til T2 udsættes de som beskrevet i citatet for beskydning med SAGGER panserværnsmissiler.

Delingsføreren for 1. Deling, Claus Rose Andresen, da han var hjemme tre efter operationen. (Foto: Holstebro Dagblad, fotograf Poul Erik Nielsen)

Delingsføreren, Claus Rose Andreasen, bekræfter sin skyttes beskrivelse til artiklen, og han husker, at to andre serbiske panserværnmissiler når at ramme bag hans kampvogn, før han når at dreje ad vejen mod T2.

Efter man var drejet ad vejen til venstre mod posten, søgte de to vogne at undgå at blive ramt ved at køre hurtigt på grusvejen. Som Robert beskriver i Myten, er det var ved at gå galt, da den forrest kørende vogn kørte af grusvejen. Det lykkedes dog at komme tilbage på vejen, og efter at have passeret bakketoppen fandt de to kampvogne stillinger i nærheden af T2, hvor de som beskrevet blev mødt af fenrik Nordin.

Da delingsføreren, Claus Rose Andreasen, var hjemme på orlov tre uger senere, gav han et interview til Holstebro Dagblad den 21. maj med titlen: ”Bagefter kom reaktionen med store rysteture. Vi havde alle odds imod os”. Han fortalte avisen:

»Mine kampvogne undgik træffere takket være den hastighed, vi bevægede os op mod svenskerne … Vi blev nu beskudt med panserværns-missiler, og for ikke at blive fanget i en fælde satte vi fuld fart på fremad. Nogle af panserværns-missilerne slog ned så tæt på som 10-15 meter fra den forreste kampvogn … Da vi efter 4 kilometer under uafbrudt beskydning nåede bjergtoppen med observationsposten og blev synlige for serberne, reagerede de, som de plejer. De standsede Ilden. De ved nemlig godt at Leoparderne ikke er til at spøge med.«

Det var mens de to vogne fra 1. Deling var på vej mod nord fra Kalesija, at Erik Kirk fik 2. Deling i stilling, I december 2016 huskede Claus Rose Andreasen i en email til Lars Møller, at han bad Kirk ”nedkæmpe to panserværnskanoner og Sagger stillingen … De gjorde livet lidt træls for os.”

De bosnisk-serbiske enheder med SAGGER.missiler var organiseret i delinger med to grupper med hver to missilsystemer. Beretningerne fra aftenens angreb viser, at missilerne fra mindst to delinger blev anvendt mod eskadronen, hvor missilerne blev affyret samtidig i en sværm for at vanskeliggøre undvigereaktioner. Én SAGGER-delings missiler blev affyret mod 1. Delings to forreste kampvogne, en anden SAGGER-delings missiler blev rettet mod Klaus Andresen og Carsten Rasmussens vogne.

Jeg har bedt generalmajor Dragan Vuković om kommentarer til denne rekonstruktion, men har endnu intet modtaget.

Billedet til venstre viser tre af en serbisk SAGGER-delings våben i stilling, her ved Dubrovnik i Kroatien. (Foto: Flikr.com). Billedet og til højre viser virkningerne af SAGGER-træffere på en israelsk, amerikanskproduceret M-60 Patton-kampvogn, dvs. en vogn, der kan sammenlignes med Leopard I. (Foto: Imgur.com). Besætningsmedlemmer bag træfferne vil blive dræbt og hvis sprængstrålen rammer ammunitionen, vil den normalt detonere og totalt ødelægge vognen.

Bataljonens stabschef Lars Eliasson har bedt mig prøve at give de mulige serbiske motiver for at forsøge at ramme NORDBAT så hårdt. Mit svar var, at i 1994 var verdenssamfundet (og som vist FN) endnu delt, og det var stadig kun få lande, der som de nordiske lande (og passivt USA), så Serbien som det helt afgørende problem på Balkan med serberne som hovedkraften bag den ekstreme krigsførelse. Samtidig støttede De Nordiske Lande de aktivistiske kræfter i FN’s ledelse som bl.a. Kofi Annan, der i 1992 var blevet Undergeneralsekretær med ansvar for fredsbevarende operationer.

Et logisk gæt er, at serberne derfor identificerede NORDBAT som det sted, som FN-aktivisterne mest effektivt kunne rammes. Man meddelte derfor bataljonen, at man ikke længere ville acceptere dens frie bevægelighed, og man gik derefter i gang med at forberede sig militært på at straffe bataljonen, når den ignorerede påbuddet. Den 29. april havde BSA fået et SAGGER-kompagni på plads, der kunne ødelægge en-to kampvogne i Kalesija næste gang Bøllebank blev gennemført. Afstanden var ideel, og en deling blev rettet mod ved hver åbning mellem bygningerne syd for vejen.

Når bataljonen derefter gennemførte Bøllebank, hvilket skete i dagslys, ville den støttende kampvognsdeling i Sarači ikke kunne nå at reagere, før skaden var sket. Da de lette SAGGER-hold ville være væk et par minutter efter affyringen af missilsværmen, ville heller ikke luftstøtte kunne gennemføres mod de skydende enheder.

Som beskrevet var udsendelsen af kampvognene fortsat så kontroversiel i både København og Stockholm, at det ikke er sikkert, at svaret på fire eller otte dræbte kampvognssoldater ville have være så robust, som reaktionen på tab blev senere. Det ville jo så have været Hærens første tab i Eksjugoslavien.

Set fra serbisk side var NORDBAT blevet advaret flere gange ved direkte beskydning af bataljonens køretøjer, herunder den 4. og 14. april også kampvogne. Forsøget den 14. april på at ødelægge en kampvogn var direkte rettet mod adgangen til T2. Men skandinaverne havde ikke set beskydningerne som bevidste advarsler. De havde ikke vores fordele af bagkundskabens klare lys. Hvis bataljonen opfattede dem som advarsler om åbne krigshandlinger og tog hensyn til dem, ville den kun kunne gennemføre sin markering af retten til fri bevægelighed med støttefly i luften, som da Ulf Henricsson åbnede Marion-vejen i marts. Den fortsatte derfor med at løse de opgaver, som deres FN-chef, general Sir Michael Rose, havde givet dem.

Det er væsentligt for bedømmelsen af angrebet at forstå, at mens det er muligt, at SAGGER-kompagniet var tilknyttet enhederne på VIS-bjerget, var det ikke en enhed, der var fast placeret i kampstillingerne. Det var den alt, alt for lille til. Det var lille hold af tekniske specialister, der måtte bruge deres tid på at opretholde deres færdigheder som missilskytter gennem konstant træning på simulator.

Det var også tilfældet med det tilsvarende personel i de COBRA-panserværnsraketdelinger, som indgik i den danske hær i 1969, hvor jeg kort fik bekendtskab med våbnet på Hærens Kampskole efter officersskolen.

Så SAGGER-delingerne var blevet bragt i stilling på VIS for at løse en konkret opgave.

Besætningen på 1. Delings delingsførervogn to uger senere. (Foto: Claus Rose Andreasens samling. Billedet er taget af delingsføreren)

Indsættelsen af 2. Deling

»BQD ser SAGGER blive skudt fra VIS retning BLUE 1, der er mange nedslag i området omkring BLUE1. FB kommer først i stilling, derefter GB. GB syntes han skal køre i lang tid, før han svinger til højre og ud I stillingen. BQ forbliver på vejen kan se hele VIS. Ildfordeling, ilden fri, FB vil være sikker og spørger igen: Er ilden fri? FB og GB spørger om en højdestilling. FB starter med brisant mod det sted, hvor SAGGEREN blev skudt, Klinge SK FB har Ikke lys i højderetningskvadranten. FA IR-lys fra FBP GB første skud panser mod T12 KN. Strussmann KØ FB har hovedet oppe hele tiden, OBS med night vision goggle. Kronborg KØ GB og Meldgaard KØ BQ har lukket lugen.«

Uddrag af Erik Kirks notater fra sin debriefing af 2. Deling den 30. april 1994

»Strengt taget fulgte vi fra ende til anden den procedure, som vi havde øvet så mange gange derhjemme.  I sådan en situation med ild tæt på kampvognene standser man ikke og begynder at tænke. Meget kan forklares med, at tingene i dette tilfælde var så reelle og så klare, nemlig at nogle af vore egne var i vanskeligheder.«

Erik Kirk til Holstebro Dagblad den 15. oktober 1994

Den egentlige korte kamp mellem bosnisk-serbiske enheder på VIS (her benævnt med det traditionelle danske, landmilitære fagudtryk for en kort kamp på lavt niveau; ”fægtningen”), blev som beskrevet indledt med et forberedt ildoverfald på eskadronen med SAGGER panserværnsmissiler. Målene var sandsynligvis først og fremmest de to kampvogne fra 1. Deling tæt på vejen til T2 samt Klaus Andresen og Carsten Rasmussens da langsomt og tæt kørende kampvogne og den svenske bataljonschefs-PBV. De kunne alle ses mellem husene i Kalesija.

Hvis der, som Møller vurderede i Soldater, og jeg er enig i, var tale om en forberedt aktion mod de danske kampvogne, må man prise sig lykkelige over, at Bøllebank alligevel ikke skete med oplyste kampvogne eller om dagen. I begge tilfælde ville SAGGER-skytterne have langt bedre mulighed for at opnå træfning og de danske besætninger ringere muligheder for at erkende angrebet i nogle sekunder, før missilerne ramte.

Fægtningen blev fortsat med 2. Delings effektive nedkæmpelse af de serbiske våben.

Det var vanskeligt at rokke ved fortællingen om den oplyste FN-markering, der blev angrebet. Det var dog som vist alligevel muligt. I det andet diskuterede spørgsmål, nemlig om 2. Delings stillingsindtagelse og ildåbning, er det lettere at afvise forklaringen i bataljonens 30. april-rapport. Teksten om, at 2. Deling blev beordret i stilling i sydkanten af Sarači for at støtte resten af styrkens fremrykning, var direkte misvisende.

Delingen blev på grund af misforståelsen tidligere på aftenen stående på vejen i landsbyens vestkant, mens den så, at 1. Deling forsvandt uden man hørte nogen forklaring. Som Kent Kronborg, køreren på Peter Lyngbyes treervogn i 2. Deling huskede det i en email til Lars Møller i december 2016, føltes ventetiden (på reelt 25-30 minutter), indtil der skete noget, »som flere timer«.

Den eneste, der på dette tidspunkt, hvor beskydningen af eskadronens forreste vogne blev stadig mere intens, både var i kontakt med 2. Deling på eskadronsnettet, og kendte delingens opgave fra ordreudgivelsen, var oversergent Johnny C. Jensen på OP N(ord) over Sarači. I Myten skriver han, at han forlader pladsen straks ved første granatnedslag, »… jeg beslutter at få flyttet vores pansrede mandskabsvogn i en helvedes fart. Vi tager bagvejen op til vores observationsstade på højderykken, og mens min kører kaster O-PMV’en rundt og drøner forbi 2. deling på vejen til vores planlagte position, lander den næste granat i et hus bag os. Efter et par hundrede meters kørsel når vi lige at se den tredje granat lande midt mellem 2. deling og 1. deling, inden vi drejer til højre og starter opstigningen til vores observationsstade.«

Jensen hører ikke eskadronen beordre fremrykningen »… ligesom jeg heller ikke hører … (Rasmussen) give ordre til 2. deling om at gå i stilling i Sarači for at støtte fremrykningen«. Heller ikke 2. Deling hører eskadronchefen. Den ser blot resten af eskadronen køre videre.

Efter Klaus Andresens notater fra den 30. april giver Rasmussen over radioen ved afgang fra pladsen kun befaling til 1. Deling, men ikke til 2. Deling, der jo efter eskadronchefens opfattelse har fået sin opgave ved befalingsudgivelsen. 1. Deling skal fortsætte mod T2. Det er Andresens bedømmelse, at der da er gået 3-5 minutter efter første granatnedslag, dvs. at Jensen er på vej op mod OP N, da befalingen gives, og allerede på så stor afstand, at eskadronchefens radio ikke rækker. Det kommer vi tilbage til senere,

Men Jensen er på plads op OP N, da resten af eskadronen under sporadisk artilleribeskydning nærmerede sig Kalesija. Han undrer her sig som nævnt stadig over, at han ikke hørte noget på eskadronsnettet. Det ville således have været logisk at sikre sig, at 2. Deling kom i stilling og støttede som befalet. Det skulle logisk ske senest på det tidspunkt, hvor bygen af SAGGER-missiler blev affyret fra VIS. Men det var før, at det var blevet helt klart for Jensen, at Rasmussen ikke var til stede på nettet. Hans indgriben på chefens vegne kom først senere på natten, og 2. Deling blev stående i vejkanten.

Som det er klart i både Kirks notater og støttet af gennemlytningen af Kirkinterviewet fra 2006 og interviewerne med Hansen og Lyngbye fra 2016, blev grundlaget for beslutningen om at gå i stilling fremkaldt af en kombination af observationen af den serbiske skydning og kommunikation mellem 1. Delings vogne. Delingen anede stadig intet om opgaven at støtte 1. Delings fremrykning fra BLUE 3 lidt længere fremme.

Teksten om ildåbningen i bataljonens rapport fra den 30. afspejler et par stede det par informationer om engagementet, som Rasmussen måtte have fået i garagen fra Kirk før rapportformuleringsmødet ved bataljonen (det kommer vi tilbage til), men teksten giver fejlagtigt det indtryk, at det var eskadronen, der direkte beordrede først Hansen og senere hele 2. Deling til nedkæmpelsen af mål, der i øvrigt skete i den prioriteringsorden, som 18. april var givet i befalingen for operationen.  Det var efter bataljonens og eskadronens planer helt unødvendigt for Kirk at vente på yderligere autorisation.

Kirk handlede selvstændigt inden for rammen af den delegering af myndighed til selvforsvar, som var givet. Han valgte stillingerne så tæt vej på vejen, at mange af de tomme patronhystre, der blev kastet ud af vognene når nødvendigt under kampen, landede på vejbanen.

Rasmussen gav ganske vist sin ordre om, at ilden var fri, men kun hans egen besætning, Møller og den efterladte treervogn fra 1. Deling hørte dette. Møller gentog dog Rasmussens ordre, og Claus Rose Andreasen, delingsføreren for 1. Deling, skrev i december 2016 til Møller, at »Erik var i gang, inden du gav ordren. Jeg bad ham nedkæmpe de to panserværnskanoner og SAGGER stillingen inden du kom på. De gjorde livet lidt træls for os«.

På trods af, at Erik Kirk havde startet hele forløbet med ikke at modtage ordren om at forberede støtte 1. Deling, handlede han rettidigt, selvstændigt og sammen med sine folk særdeles effektivt, da behovet opstod.

Man kan kun forstå hvad der skete den aften ved at indse, at der var to begivenheder, der ændrede alt det forudsete og planlagte. Den første var granatnedslagene i Sarači. Den anden var overfaldet med en byge af SAGGER-missiler mod de to gange to kampvogne på vejen mellem husene i Kalesija. Det var den sidste Begivenhed, der fik 2. Deling i stilling og til ildåbning, ikke nogen befaling.

I Kalesija var der ganske vist bygninger på begge sider af vejen, men nogle steder var der åbninger mod syd, så vejen kunne ses fra VIS. Et af disse steder var, hvor vejen gik af mod T2. Et andet var det sted, hvor Klaus Andresen næsten gik i stå pga. manglende kendskab til byen.

Da Kirk ved ordren om tilbagegang igen fik forbindelse med eskadronchefen, fortsatte delingen sin effektive støtte.

Der er fra december 2016 et udsagn fra skytten på 2. Delings toervogn, Jesper Klinge, om, at Møllers bemyndigelse nåede ham umiddelbart før første skud. Klinge har gentaget sin erindring til artiklen, men ingen samtidige kilder bekræfter oplysningen. På den anden side er det usandsynligt, at Rasmussen og Møller ville have sendt ordren, hvis de havde hørt og set, at 2. Deling var begyndt at beskyde VIS. Det, der skete, var at Møller med opkaldet markerede, at bataljonen var enig i, at der skulle skydes senest nu.

Kirk var skriftligt befalet til at åbne ild uden nærmere ordre det øjeblik han så første SAGGER blive afskudt fra VIS mod Kalesija. I forhold til denne skriftlige ordre var det reelt forkert og mod Svensson, Møller og Rasmussens klare hensigt at vente.

Rasmussens ikke hørte og Møllers nogle steder hørte indsats for at iværksætte besvarelsen af ilden må ses som resultat en naturlig utålmodighed fra folk under beskydning, Indsatsen var derefter anvendelig som et element i rapporteringen til FN og andre.

Møller formulerede det korrekt i indledningen af sin email til delingsførervognskøreren Kent Kronborg i december 2016: »I reddede vores liv nede i byen.«

Rasmussens mentale eller elektromekaniske udfald?

Roden til den optrapning af uenighed om elementer ved Bøllebanksfortællingen, der fandt sted omkring radioudsendelsen godt 10 år senere, er klar. Den blotlægges ved aflytning af Kasper Søegaards 1 time og 50 minutter lange 2006 Kirkinterview. Som det også blev tilfældet med de ti år senere interviews med Jacob Hansen og Peter Lyngbye, startede Søegaard med at lade den interviewede frit fortælle, hvad der skete. I alle tre tilfælde er denne indledende fortælling detaljeret og præget af stolthed over at have været med i Bøllebank.

Men Kirk er i 2006-interviewet stadig frustreret over, at takten i fremrykningen ikke fandt sted med sikrede overspring, som den skriftlige plan havde angivet, og som det var blevet øvet den 26.4. Der er som nævnt intet, der tyder på, at Kirk nogensinde erkendte, hvad Rasmussen havde beordret den aften, nemlig at hans deling fra BLUE3 ved Sarači skulle sikre og støtte 1. Delings kørsel til Kalesija og videre til T2.

Derefter tog Søegaard i sine interviews i 2006 og 2016 med befalingsmændene fra 2. Deling fat i denne frustration og ”weaponiser” den til en skandalehistorie om, at Carsten Rasmussen totalt havde svigtet, og at det kun var fortielse og nepotisme i en rådden struktur, der havde sikret, at Kirks gamle eskadronchef i 2006 var blevet bataljonschef. Det skal her understreges, at dette ikke levede videre i Myten.

Som en amerikansk kriminalbetjent i en justitsmordsskandale, der havde bestemt, hvem der var skyldig i hvad, hverken spurgte eller ledte journalisten efter alternativer til idéen om, at Rasmussen den aften totalt svigtede professionelt. Dette på trods af, at ikke alene Rasmussens beretning fra efteråret 1994, men også dagbogsnotatet fra 30. april fra Kirks kollega, Johnny C. Jensen, viste, at det var ukorrekt, at Rasmussen havde svigtet professionelt ved operationens start ved ikke at have den rigtige opgave til Kirk. Svigtet lå i ikke at sikre sig, at Kirk havde modtaget og forstået denne opgave. I Myten beskriver Jensen, hvordan han på OP N sidder og venter på, at Kirk bliver sat i stilling som befalet.

Søegaard havde heller ikke engang sat sig ind i dette, da han ti år senere interviewede Hansen og Lyngbye, eller da jeg nogen tid derefter mødte ham første gang ved et fællesinterview til DR med generalløjtnant Kjeld Hillingsø.

Jeg har bedt en respekteret journalistven af mig gennemlytte Kirkinterviewet for at få en presseetisk vurdering af forløbet.  Vedkommende meddelte mig, at Søegaard havde optrådt normalt. Man kan ikke forvente, at en journalist altid selv stiller kritiske spørgsmål til en saftig udlægning.

Til venstre VIS eller ”Sukkertoppen” som set i dagslys fra kampvognskørerens plads. Her fra vejen halvvejs mellem Sarači og Kalesija i nærheden af den smalle nødbro (Foto: Torben Schous samling). Til højre vejen nogenlunde samme sted set mod vest mod Sarači. (Foto: Claus Rose Andreasens samling)

Hvis Søegaard ikke havde været journalist, men historiker eller advokat, ville jeg sige, at han svigtede professionelt ved ikke at søge prøve eller modbevise sin egen mediemæssigt attraktive skandaletese. Han spurgte ikke Kirk eller andre, om der kunne være alternative forklaringer end et totalt lallende sammenbrud til, at Rasmussen ikke blev hørt af Kirk på nettet under den afgørende del af operationen, hvor Kirk korrekt valgte at gå i stilling og støtte resten af eskadronen.

Da han i begyndelsen af januar 2017 under sit interview med Carsten Rasmussen understregede, at han ville arbejde kildekritisk, havde han i mere end ti år overbevist sig selv om, at han kendte sandheden. Interviewet var, som det med Lars Møller havde været det, kun den presseetisk formelt krævede markering af, at man skulle høre begge parter. Men som man hører i 2006 Kirkinterviewet, var Søegaard aktiv part i at formulere den anden parts synspunkt.

Hvis han havde gjort det, man må forvente, at han som en kritisk undersøgende journalist (detektiv eller historiker) ville han have fået den oplysning, at Rasmussen faktisk var blevet hørt i ”tavshedshullet” af sin egen besætning samt de to stationer på eskadronsnettet, der var fysisk tæt på hans kampvogn, dvs.  Klaus Andresens efterladte kampvogn og folkene på den svenske PBV.

Det ville også være en fordel, hvis han som udgangspunkt havde forstået, at der ofte vil være en grundlæggende skepsis og kritisk følelse samt irritation over for specielt unge officerer som Rasmussen blandt de ældre og dygtige befalingsmænd, der med rette ser sig som enhedens faglige rygrad.

Andresens vogns skæbne er et godt eksempel på, hvordan problemer virker sammen under kamp. Besætningen var den eneste, der ikke kendte stedet, hvor man skulle dreje mod venstre til T2. Det var den eneste, der fik udfald af lysforstærkningskøreudstyret, så man ikke kunne køre hurtigt nok til at følge med delingsførervognen foran. Da Andresen kørte langsomt for at søge efter vejen til venstre mod T2 samtidig med, at han skulle være forsigtig med ikke at komme så langt frem ad vejen, så han kom tæt på serbisk område, slog der en SAGGER-panserværnsmissil ned lige foran vognen. Han blev reddet at, at hans kører brat standsede kampvognen. Da han så bagud for at bakke væk, så han, at Rasmussens vogn holdt lige bag ham og blokerede vejen. Hans langsomme kørsel havde skabt et let mål på to kampvogne for de serbiske SAGGER-skytter.

Det var på det tidspunkt, hvor Rasmussen angiveligt skulle være lammet af et sammenbrud under beskydningen af både panserværnsmissiler og artilleri, at han beordrede Andresens vogn væk fra fareområdet og tilbage og i stilling i udkanten af Kalesija.  Det skete efter, at den efterladte kampvogn i et stykke tid havde flakket om under beskydning, fordi besætningen ikke kendte området. Efter at have løst dette problem, sendte Rasmussen via vognkommandøren på Svenssons pansrede mandskabsvogn, fændrik Ingvald, vognen med bataljonschefen og Møller i dækning bag et højt hus. Det skal huskes, at han ikke havde nogen grund til at tænke på 2. Deling, for den var åbenbart nu i den beordrede stilling og i gang med at nedkæmpe de skydende serbiske enheder på VIS.

Da Andresen kørte mod vest og ud af byen mistede han radioforbindelse med Rasmussen, og dagen efter skriver han: ”der er tavshed på nettet, pludselig siger hjælperen “ANDRESEN, TROR DU HAN ER RAMT, JEG HAR IKKE HØRT HAM I LANG TID?”. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige, men et svar skal han have “NEJ.”

Den beskydning af Kalesija, der indledtes med panserværnsmissilet foran Andresen, blev derefter stadig mere intensiv og omfattede flere tætte nedslag med SAGGER panserværnsmissiler, artilleribeskydning og ild fra 40 mm luftværnsmaskinkanoner. Beskydningen var på forholdsvis kort afstand. Af 2,5-3 km. Det havde jo som nævnt været årsagen til, at Rasmussen havde droppet BLUE1 som støttestilling i planen.

Hvis Søegaard havde søgt om alternative forklaringer til sin sammenbrudsteori, ville han have erkendt, at der reelt netop kun var tale om et delvis fravær fra nettet. Stationer tæt ved hørte ham såsom Møller og Andresen indtil afstanden blev for stor.

Dvs. at det forhold, at 2. Deling ikke hørte eskadronchefen, måtte have en anden forklaring end Rasmussens sammenbrud og handlingslammelse, som var hovedforklaringen fra DR-udsendelsen til Myten.

Det er logisk at søge det delvise netfravær i påvirkningen af kampvognen fra nedslaget af en artillerigranat tæt bag vognen i Sarači ca. 2315, der også gav kampvognen ved siden af ham udfald af lysforstærkningsudstyret. Rystelseschoket fra et svært granatnedslag forplanter sig til kampvognen gennem jorden og det tunge køretøjs bælter.

Problemet fortsatte efter granatnedslaget i ca. 30 minutter senere. I denne periode kunne bl.a. 2. Deling ikke kunne høre Rasmussen. Problemet fortsatte indtil Rasmussen hørte Jensens melding fra OP Nord om IR-projektørlys fra VIS. Eskadronchefen blev dog ikke hørt at andre før omkring 0030, hvor bombardementet i længere tid havde været afsluttet og tilbagegangen blev beordret.

Her Klaus Andresens skitse visende 1. Delings treervogns rokeringer, efter at Rasmussen havde beordret ham til udkanten af byen. Området, hvor eskadronchefsvognen bevægede sig, er nederst til højre ved gul nål BOM/CP. Vejen nord til T2 ligger ved det højre nederste hjørne af kortet.

Da Rasmussen hørte meldingen om IR-lys og mulige kampvogne på VIS, var der ikke nogen grund til at flytte rundt med eskadronen. De to vogne fra 1. Deling var ved at komme på plads, 2. Deling var i gang med beskydningen af VIS og Andresen var forhåbentlig sikker i den vestlige dele af Kalesija. Som det kan ses i Andresens fortælling, var det i et ønske om en situationsmelding, at Rasmussen vendte tilbage til eskadronsnettet.

I Myten nævner Johnny Jensen, at Kirk før ildåbningen melder til Rasmussen, at man går i stilling, men at eskadronchefen ikke kvitterer. Reelt var det Andresen der hørte og senere noterer Kirks melding, og der er ikke nogen bekræftelse af, at Rasmussen hører den. Der kan således være en god grund til, at han ikke kvitterer.

Chefsvognbesætningen fortæller, at Rasmussen derefter ved den senere melding fra Johnny Jensen om IR- lysprojektører fra VIS søgte at finde en anvendelig ildstilling i den udsatte BLUE1-stilling. Men han måtte opgive, da vognen straks blev IR-belyst, når den blev synlig fra bjerget.  Det samme gjorde Andresen, som det er angivet på hans skitse, hvor han var længere mod vest.

Det naturlige sted at rette opmærksomheden på, når der konstateres en ellers uforklarlig reduktion af datidens hærenheders taktiske radioers rækkevidde, er antenneafstemningsenheden. Kampvognen var blevet ramt af tryk og rystelse fra et tæt granatnedslag, og det er tesen her, at dette slog enheden væk fra antennetilpasningen til eskadronsfrekvensen. Heller ikke Myten afviser, at Rasmussen kan have haft et radioteknisk problem i den periode, hvor 2. Deling ikke hørte ham. Kampvognen havde fast piskeantenne, men radioens rækkevidde afhang af, om denne antennes længde elektromekanisk forblev tilpasset til den valgte radiofrekvens.

Hvor meget, det var tekniske problemer og hvor meget forståelige korte stressreaktioner under en langvarig og stadig kraftigere beskydning, kan ikke afklares nu. Det eneste, der bliver helt klart ved læsningen af Johnny Jensen dagbog fra de efterfølgende dage, var at oplevelserne naturligvis havde rystet eskadronchefen. Både stress med risiko for fejlbetjening og materielsvigt er uundgåelige friktionselementer i kamp, og de ramte også denne kendt dygtige eskadron. Dette ville anvendelsen af Klaus Andresens fortælling sammen med lyttende interviews med chefsvognens besætning have kunnet afklaret, hvis Søegaard ikke blot havde søgt bekræftelse af den personelskandalehistorie, han selv havde næret som man kan følge det i 2006 Kirkinterviewet.

Der var en god grund til at Søegaard ikke mødte den kilde, der kunne undergrave journalistens tese om fravær fra nettet. Klaus Andresen nægtede at tale med Søegaard, fordi det var klart, at journalisten blot søgte bekræftelse af sine anklager mod Rasmussen og Møller, ikke at teste sine opfattelser.

Rasmussen havde aftalt tilbagegangen med Møller under et møde på sin kampvogn. Tilbagegangen blev forberedt med en befaling, der gav takten i tilbagegangen. Dernæst fulgte en ordre til det enkelte element til iværksættelse. Først kørte Rasmussen selv og trak treervognen fra 1. Deling, da han passerede Andresen. Efter aftale med Møller gik den svenske PBV til sidst. Kirks deling skulle gå tilbage kort efter PBV’en havde passeret. Serberne fulgte kampvognene med ret præcis artilleriild under tilbagegangen helt tilbage til Sarači.

Chefsvognsbesætningen har skrevet følgende om, hvad de husker fra perioden i Kalesija:

»Da vi kører fra Sarači gennem Kalesija, kommer vi fri af nogle høje bygninger og kan derfor ses fra bjerget VIS, da vi kører hen mod den blå fabrik [i kanten af byen]. EA [Andresen] er faldet bagud fra A-delingen [1. Deling], og i det åbne bliver vi beskudt med flere SAGGER missiler. Både Sui [køreren] og jeg [skytten Torben Schou] kan se dem og kommer til den konklusion, at en af dem nok rammer EA, men heldigvis går den over/foran.

Der er snak på begge net [eskadron og bataljon], og EA overhaler os baglæns i læ af de høje bygninger, hvor QL1 [Rasmussen] også dirigerer CH KVG [chefskampvogn] hen. Vi forsøger at køre rundt, men flere gange holder EA [Klaus Andresen] i vejen. Området bliver heftigt beskudt af artilleri.

Til sidst bliver EA sendt bagud til udkanten af byen, da han ikke kender stillingerne, og vi har afprøvet dem før, så vi kun har VL [bataljonschefens PBV] omkring os. Der bliver snakket over nettet, og QL1 har også gang i vores KVG og VL og EA afprøver forskellige stillinger (indhold af samtalerne kan vi ikke huske). Vi kan ikke huske, hvad der præcis bliver sagt, da vi, efter EA har overhalet os, er forreste vogn, og vi er fokuseret på, hvad der sker og på at sikre vognen og området. Det er her, Sui ser et mørklagt køretøj køre mod os, som viser sig at være en mørklagt bil.

Da vi forlader byen på vej mod Sarači, passerer vi EA ved de sidste bygninger ud af Kalesija, og han slutter på med tilbage.«

Som Rasmussen skriver til slutningen af denne artikel, ville det have været en fordel, hvis han under tilbagegangen var gået i stilling ved 2. Deling og havde fulgt delingen tilbage til lejren. Men det ville have forudsat, at han havde kendt delingens oplevelse af helt at have været glemt af eskadronen i et par timer.

Ganske vist havde 2. Delings ildåbning bekræftet, at den havde forstået sin opgave, men Rasmussen burde havde undret sig over, at han ikke hørte den interne koordination inden for den skydende deling. Dette må forklares ved det fokuskrævende, samtidige dramatiske forløb i Kalesija.

Samlet om Rasmussens føring den nat og derefter

Hvis man kombinerer indholdet af DR-udsendelsesforløbet med Myten var kritikken følgende:

»Der har gennem en lille uges tid været rejst anklager mod Carsten Rasmussen, dels fra to soldater, dels fra et båndet interview med den nu afdøde delingsfører Erik Kirk, som beskylder ham for at have svigtet sit ansvar og unødigt bragt danske soldaters liv i fare. Og den daværende eskadronchef kritiseres nu også for en uheldig alkoholepisode.«

Ekstra Bladet 24-12-2016

»Vi skal være heldige, at vi ikke havde et tab på grund af ledelsessvigt. Det er jo fandens at miste livet, fordi der er et eller andet kvaj, der ikke følger de ting, som vi har gået og øvet og øvet os på, siger Jakob Hansen til P1 Dokumentar.«

Ekstra Bladet 5-1-2017

Rasmussen lod sig inspirere af Møllers aggressive opfattelse af FNs rolle og optræden, og dette indebar en risiko for eskadronens mandskab.

Et eksempel var 3. Delings indsættelse den 4. april ved Gradačac, hvor Rasmussen reagerede på en serbisk beskydning ved at fortsætte operationen med befaling om at bekæmpe det serbiske våben, hvis det åbnede ild igen. Heri ligger opfattelsen af, at FN skal opgive sin opgaveløsning, hvis en af de krigsførende magter beskyder FN-styrken, dvs. at man viger, hvis den side demonstrerer sin manglende accept af FNs rolle med våbenbrug. Dette kan forfatteren ikke se er i overensstemmelse med UNPROFORs opgave og ROEs.

Eskadronschefen sikrede ikke, at fremrykningen var sikret ved, at en kampvognsdeling var i stilling ved Sarači, før den anden kampvognsdeling fortsatte mod Kalesija og T2.

Man må sige, at flere deler ansvaret for, at 2. Deling blev stående i vejkanten og ikke gik i BLUE3 med det samme. Da Rasmussen har ændret den skriftlige plans fremgangsmåde med overspring til BLUE1 og ikke havde Kirk tilstede under hele befalingsudgivelsen, burde han efter befalingsstandard have bedt de to delingsførere kort gentage deres opgaver, før der blev beordret afgang fra lejren. Men det var i udgangspunktet Kirk, der lagde grundlaget for misforståelsen ved ikke at deltage i mødet i O-rummet. Da det var 1. Deling, der var første deling under fremrykningen, var der ikke mere hastværk, end dette var naturligt og muligt. Der er grund til faste rutiner selv i godt samarbejdede enheder. De mindsker risikoen for misforståelser.

Der var to chancer for at sikre, at 2. Deling kom på plads før fremrykningen fra pladsen. For det første en befaling mundtlig over radioen i Sarači, hvor den første ikke fandt sted pga. granatnedslagene, og hvor den anden reelt ikke var en mulighed, da Rasmussens radio allerede da kun nåede 1. Delings vogne, der stod lige ved siden af ham. 2. Deling så blot 1. Deling køre. Den anden chance var, at Johnny Jensen, som han senere gjorde for 3. Deling, havde handlet på Rasmussens vegne, da/hvis han efter at nået OP N blev klar over, at Kirk ikke havde forstået befalingen og kom i stilling.

Ud over 2. Delings oplevelse af at være glemt af Rasmussen kom der dog ikke noget negativt ud af misforståelsen, da delingen selvstændigt gik i stilling ved vejen og besluttede selv at støtte mod VIS, da de forreste dele af eskadronen kom under ild.

Mytens kritik af, at Rasmussen fortsatte med 1. Deling i stedet for at blive i Sarači må siges i bagkundskabens klare lys at være korrekt. Han kunne hverken bidrage til noget fornuftigt i Kalesija, der jo, som han selv havde konstateret, lå farligt tæt ved VIS, eller ved T2. Han beslutning må have været affødt af, at bataljonens ledelse ville til T2, og han fulgte med.

I de næste flere gange ti minutter var Rasmussen uden indflydelse på kampen. Efter min analyse var hovedårsagen et periodisk udfald af kampvognens antenneafstemning eller en fejlbetjening, eksempelvis ved at der blev sendt på 1. Delings net i stedet for eskadronsnettet. Da det er en elektromekanisk enhed, kan det være fremkaldt af rystelsen fra nært granatnedslag. Det eneste, som er sikkert efter Klaus Andresens beskrivelse, er, at han havde forbindelse med Rasmussen inden for vel 50-150 meter, hvilket nogenlunde svarer til den afstand radioen virker uden afstemt antenne. Det er samme afstand, hvor Møller senere hørte og videresendte ildåbningsordren.

At situationen også var ekstremt stressende, hvilket også kan have fremkaldt fjernbetjening, er der ingen tvivl om, men Rasmussen hjalp Andresens vogn væk og bataljonschefens PBV i dækning bag et højt hus samt søgte stillinger for sin egen kampvogn. For at gøre det sidste, skulle Rasmussen være på samme frekvens som Møller.

At Rasmussen, som beskrevet i Myten, truede sin hjælper, da denne ved en fejltagelse belyste kampvognen med IR-lys, med »øjeblikkelig henrettelse, hvis han forskrækker mig på den måde igen« kan ikke chokere nogen, der selv under fredstidsøvelser har været med på kampvognes interne kommunikationssystem.  Det var ikke for sarte sjæle med let til krænkelser. Udbruddet er nærmest et tegn på, at alt var normalt på vognen. Det er Johnny Jensen enig i.

Derefter må man sige, at Rasmussens optræden var præget af eftervirkningerne af sin oplevelse, som, da alle reagerer forskelligt, var anderledes end de andre danskere og svenskere, der var fanget i Kalesija.  Det er disse eftervirkninger, som nogle af befalingsmændene reagerede hårdt mod. Det var først og fremmest Erik Kirk, Jakob Hansen og Peter Lyngbye, der havde oplevet at blive forladt ved Sarači uden at forstå hvorfor.  Det var den afklaring, som Kasper Søegaard hjalp med at udvikle først i 2006 og siden i 2016.

DEL VII: Sikkerhedsnettet

Om back-up og sikkerhedsnet

»Pludselig kommer meldingerne om beskydning af vore vogne.  Det går som en løbeild gennem lejren. Vi går på kampberedskab – husker ikke, om det er beordret, eller om vi gør det af os selv. Vi sidder op, og vi er egentligt klar på vognene, da ordren om at rykke ud endelig kommer (husker, at vi sad og trippede utålmodigt for at komme afsted). Ordren kommer via HL (delingsføreren), som kommer løbende inde fra O-rummet. Vi har ingen sanitet eller andet med ud, og husker heller ikke, at der var andre i området, da vi lander derude.  Det er først på vej derud, og radioforbindelsen til operationen etableres, at vi forstår, hvor stort, det er – det høres klart på radioen, selvom jeg egentligt ikke synes, der siges så meget i forhold til, hvad der var gang i … Husker, at 2. Deling på et tidspunkt kommer med forbrugsmeldinger på ammo – der falder tiøren for mig.«

Johnny Nielsen, kommandøren på treervognen i 3. Deling erindringer som bidrag til artiklen

»Det var således, særligt i begyndelsen af vores udsendelse, ikke usædvanligt, at vi kørte uden sanitetsgruppe – vi havde blot et kaldetal til NORMEDCOY, og så måtte vi håbe på, at de kunne finde tid til at sende en SISU eller en helikopter, hvis lokummet brændte. Da vi gennemførte Bøllebank, var der måske kun kaldetallet ved navn SB4, der er nævnt i rapporten den 30. april. Jeg tror det er forklaringen.«

Oplysning af Carsten Rasmussen til artiklen som forklaring af situation

Ved befalingsudgivelsen i O-rummet blev 3. Deling, hvis delingsfører var premierløjtnant Henrik Liljenberg Christensen, befalet til – på ordre – at køre til et venteområde nord for flyvepladsen og forblive her som eskadronsreserve. Delingen havde kun to kampvogne, fordi den tredje var afgivet til posten T14. Delingen skulle forudse en indsættelse i Kalesija, dvs. i BLUE1.

Som Carsten Rasmussen understregede i sit interview i januar 2017 med Kaspar Søegaard, fik delingen denne opgave, fordi den kendte terrænet her.

Delingen blev kørt ud af garagen og klargjort, men da afstanden til eskadronen blev for stor til, at han kunne høre trafikken på eskadronsnettet, gik Christensen op i O-rummet. O-rummets leder under   operationen var   eskadronens næstkommanderende, kaptajn J.C.B. Nielsen. Christian Nielsen havde før udsendelsen været chef for I. Bataljons 2. Kampvognseskadron, men da mange af hans soldater skulle med 1. Eskadron for at fylde den op, var han blevet enig med Rasmussen om, at han skulle tage med som næstkommanderende.

Nielsen fortæller til artiklen, at afstanden ude fra de to indsatte delinger var så stor, at man indendørs ikke havde hørt detonationsbragene fra Sarači og man kunne ikke følge korrespondancen på eskadronsnettet. Det første man hørte til situationen var, da Johnny C. Jensen på OP NORD oppe på bjerget nord for Sarači kaldte 3. Deling frem til flyvepladsen.

Johnny Jensen havde erkendt behovet, da han hørte på nettet, at 2. Deling trak vogne ud af stillingen for at klargøre mere ammunition.  Han var vant til at handle på chefens vegne, når han så, at der var behov. Begge siger, at han var Rasmussens reserve-hjernehalvdel.

Jævnfør treerkampvognskommandøren Johnny Nielsens dagbogsnotat nåede 3. Deling frem rettidigt til at kunne støtte fra den rekognoscerede stilling BLUE2 ved flyvepladsen, hvorfra man kunne se VIS og om nødvendigt støtte 2. Delings tilbagegang.

Jævnfør Plan Bøllebank skulle bjærgningskampvognen og en sanitetsgruppe fra det norske sanitetskompagni med en SISU-pansret mandskabsvogn sendes frem Wolf 2 lige nord for flyvepladsen på marchvejen. Men bjærgningsvognen var under reparation med motoren ude, så den blev hjemme.

Der er i bataljonens O-rums relevante Radiolog-side ingen tegn på, at det norske kompagni blev notificeret og alarmeret i overensstemmelse af bataljonens plan BATOPS 83/95, punkt 5 og kørte ud til sin udpegede position. Toervognkommandøren i 2. Deling, Jakob Hansen, der ved alarmeringen befandt sig hos sin veninde i det norske kompagni, bekræfter, at det ikke blev alarmeret. Det var en alvorlig forglemmelse, der kunne have kostet menneskeliv.

Næstkommanderende, Christian Nielsen, fortæller til artiklen, at han ville køre ud til 3. Deling i PMV, men så fik han at vide, at eskadronen var på vej hjem. Det var først på dette tidspunkt, at han erkendte, at sanitetsgruppen ikke var mødt. Men eskadronchefen fik aldrig melding om, at denne del af planen ikke blev en realitet, og derfor kom bataljonens rapport den 30. april fejlagtigt til at indeholde oplysning om, at dette afgørende støtteelement havde været til rådighed, og som andre dele af rapporten levede denne opfattelse videre i den officielle version af fortællingen. Men selv hvis ambulance-PMV’en havde stået på det befalede sted, ville den ikke havde været til rådighed under kampen, fordi dens indsættelse ville skulle støttes af eskadronsreserven, 3. Deling, der som beskrevet stadig stod i lejren.

Kampvognene fyldes op med ammunition efter hjemkomst. Her Jakob M.B. Hansen med et panserskud foran sin vogn. (Foto: Hansen skriver til artiklen: ”Billedet er taget af oversergent. H L Lægaard. Han har givet brugen af billedet helt frit … Et fantastisk billede taget uden opstilling. En 24-årig knægt, var jeg dengang, sort i hovedet af krudtrøg og forbrændte fingre og hænder af at hjælpe hjælperen med et smide hylstre ud af vognen under kampen. uden handsker.”) Jakob var stærkt plaget af sin PTSD og døde under mit arbejde med denne artikel. Æret være hans minde.

Rasmussen har understreget, at da han kom tilbage til lejren, så eskadronen det som afgørende, at kampvognene blev gjort klar til kamp igen, bl.a. således at man om nødvendigt kunne undsætte de to vogne fra 1. Deling ved T2. Derfor blev de adrenalin-udmattede besætninger fra 2. Deling sat til at fylde vognene op med ny ammunition. Her hjalp de to friske besætninger fra 3. Deling.

Det forhold, at 3. Deling ikke rettidigt var blevet bragt inden for reaktions- og støtteafstand tæt ved BLUE2 og bjærgningsstøtte ikke var til rådighed, gør, at man kan sammenligne forløbet med at sende to kriminalbetjente ind i en amerikansk storbys slumkvarter for at arrestere narkoforbrydere uden backup.

Problemet med hensyn til ambulancestøtte var, at den svenske bataljons egne sanitetsgrupper var spredt ud over det meget store ansvarsområde. Eskadronen havde ikke egne resurser med hjemmefra, og derfor var man helt afhængig at den altid store velvilje fra det norske kompagnis side. Dette var blot placeret som nabo til eskadronslejren, men organisatorisk var det direkte under FN- hovedkvarteret for Bosnien og Hercegovina i Sarajevo.

Det var således ikke en befaling bataljonen gav i sin BATOPS 83/94 om at ”NORMEDCOY Deploy one armoured ambulance to HQ/DANSQN. Report to OC/DANSQN” og hvor man under punktet om logistik skrev ”Highest alert for NORMEDCOY after notification of plan”. Teksten angav et behov.

Muligheden for at yde støtte til sårede soldater under Operation Bøllebank byggede derfor på noget så svagt som en forventning om nabohjælp. Det var noget som nordmændene beredvilligt ydede, på trods af de ikke var specialiseret i feltmæssig sanitetstjeneste.

Men uanset hvilken myndighed NORDBAT havde over det norske kompagni, skulle det ved iværksættelsen af planen bedes om at sende en sanitetsgruppe og orienteres om, at man ønskede, at man gik på højeste beredskabsniveau med resten. Det er der som nævnt intet, der tyder på skete den aften. Og når man ikke alarmeres, kommer man ikke. Så på Bøllebanksnatten kørte man uden medtaget sikkerhedsnet. De to kriminalbetjente manglede ikke kun backup. Der var ingen varslet ambulance. Men som Jakob Hansen fortæller til artiklen, opretholdt det norske kompagni altid sit eget ambulanceberedskab, så med nogen, vel omkring 30 minutters, forsinkelse ville man kunnet have fået støtte, hvis det var gået galt. Men Rasmussen opfattelse i det indledningsvise citat er ukorrekt, fordi det norske kompagni kun opretholdt standardberedskab den nat.

Det undrede mig – for at sige det mildt – at ingen i den hjemmeværende del af eskadronen følte anledning til at kontrollere ved naboen, om ambulancevognen var på plads. Men det skyldtes jo, som næstkommanderende erindrer, at man i O-rummet hverken kunne høre de fjerne brag i retning af eskadronen, da granaterne landende i Sarači, eller korrespondancen på eskadronsnettet, da bombardementet ramte i Kalesija og de forskellige førere beordrede ildåbning.

Som det er klart fra Johnny Jensens dagbogsnotat afregnede serberne snart kontant over for de dele af NORDBAT, som de kunne nå. Samme aften bombarderede de 10. Kompagnis lejr. Der blev anmodet om flyangreb på VIS, men flystøtteelementet afslog.