ANMELDELSE: Forsvarets nye medarbejdermagasin er på gaden i sin første udgave, som er flot og lækkert layoutet. Til gengæld dumper magasinet på indholdssiden, som er blottet for kant og indeholder forsvindende lidt nyt stof. Overflade, staffage og mikrofonholderi i stedet for dybde og sund intern kritik.

Hvorfor fik den nu hedengangne forsvarsavis internt i Forsvaret det lidet flatterende øgenavn Pravda efter det sovjetiske politbureaus partiorgan? Det gjorde den selvfølgelig, fordi Forsvarsavisen udelukkende indeholdt halleluja-artikler og tegnede et glansbillede af det danske forsvar, selv om de uniformerede skeletter væltede ud af metalskabene.

Forsvarsavisen afspejlede simpelthen ikke virkeligheden bag perimeterhegnet, og selv når hele Danmark diskuterede møgsager i Forsvaret, var berøringsangsten altoverskyggende. Ikke en gang en enkelt artikel, som med Forsvarets egen førte hånd kunne forklare selv de værste sager. I Forsvarsavisen eksisterede der ikke møgsager, og på lederplads optrådte skiftende forsvarschefer som rene komiske Ali’er.

Det er en usund strategi for en medarbejderavis, der ønsker at være relevant for sine medarbejdere. Forsvarets ansatte er ikke så dumme, at de ikke registrerer, hvad der foregår i den virkelige verden. De render ikke rundt med blomkål i ørerne og forventer derfor, at medarbejderorganet i deres egen virksomhed kan perspektivere de dårlige sager, fortælle om dem og bringe mere balance i dækningen.

Men i Forsvaret virkede det som om, at der ikke var vinduer i kommunikationsafdelingens redaktionslokaler. At skiftende kommunikationschefer – skulle de have ønsket det – ikke havde styrken til at sætte sig igennem over for det tonedøve generalniveau og overbevise skiftende forsvarschefer om vigtigheden af at forholde sig til virkeligheden ude i geledderne.

Kunne bruge medarbejderblad som ventil

Der var ellers rigeligt at tage fat på, og med Forsvarsavisen havde Forsvaret en enestående chance for at bruge mediet som en ventil, der kunne tage trykket af nogle af de værste frustrationer. Problemer og udfordringer kunne have været lagt frem i kontrolleret form, og Forsvaret kunne have forklaret og nuanceret, hvorfor dette og hint ikke fungerede. Men det skete ikke.

Artiklen fortsætter under billedet …

Magasinet er lækkert layoutet og printet på mat papir, hvilket signalerer både seriøsitet og kvalitet. Foto: Ernstved

Når Forsvarsavisen en sjælden gang i mellem fik lov til at beskrive en problematik, var den nærmest formuleret som en vindersag. “Vi forstår, at der har været et problem, som vi er ved at løse”. Og så er alt jo godt? Ja, hvis man ønsker at spilde medarbejdernes tid og bruge millioner af kroner på det mest overflødige organ i kongeriget.

Men i december 2019 skulle det være slut. Den sidste forsvarsavis udkom for præcis et år siden, og de efterfølgende 12 måneder har Forsvarets ansatte ventet i åndeløs spænding på det magasin, som skulle afløse Forsvarsavisen. Det skulle være et magasin, som ifølge kommunikationschef og oberst Susanne Lund fra Forsvarskommandoen »forhåbentligt« gav værdi for medarbejderne og lyst til at læse med.

»Magasinet kommer til at handle om soldaterne og Forsvarets hverdag, og vi skal bore os ned i historier, der handler om os selv. Det skal være underholdende, og det skal være fagligt, så det kan blive genstand for gode samtaler rundt omkring på alle arbejdspladser. Jeg håber, at magasinet kan være med til at skabe noget sammenhængskraft og fællesskab,« sagde Susanne Lund dengang.

En overflod af overflade

Nu kan man ikke ligefrem klandre Susanne Lund for at have lovet for meget, og man må spørge sig selv, om det i realiteten overhovedet var ønsket at ændre den redaktionelle profil? Når man bladrer i det nyfødte blad, virker det ikke sådan. Måske snarere tvært om. Her er en overflod af overflade, staffage og mikrofonholderi i stedet for dybde og sund intern kritik.

Honnør hedder medarbejdermagasinet, som skal udkomme to gange om året. Den første udgave er på 60 sider, som er lækkert layoutet og printet på mat papir. Det udstråler både kvalitet og seriøsitet. Af samme årsag kan det undre, at langt størstedelen af artiklerne er så korte, at man får oplevelsen af at sidde med en gratisavis. Magasinet er læst på under en halv time, og i virkeligheden indeholder det forsvindende lidt nyt stof. Selv et interview med den nye forsvarschef er så kort og overfladisk, at man må spørge sig selv, hvad Forsvaret egentlig vil med det magasin?

Artiklen fortsætter under billedet …

Det måske mest dristige citat fra magasinet Honnør, der erkender, at Danmark ikke ved alt, hvad der foregår under vandet. Det havde være mere rigtigt at skrive, at Danmark ikke aner, hvad der foregår under vandet ved Grønland. Foto: Ernstved

Selv om Honnør har været et år undervejs, er der ikke antydning af kant i nogen af artiklerne. Vi ved selvfølgelig ikke, hvornår magasinet havde deadline. Men efter et annus horribilis virker det som om, at Honnørs redaktion er kommet til at sætte mundbindet for øjnene. Man kunne måske have forventet bare en enkelt historie, som gav en lille smule perspektiv indefra på bare en enkelt af alle møgsagerne.

En historie om den elendige facility management aftalte med ISS, som martrer stort set samtlige medarbejdere i Forsvaret. Eller en historie om det håbløse system til registrering af arbejdstid, som martrer lige så mange medarbejdere. En historie om genopretningen af økonomistyringen i ejendomsstyrelsen efter den ene svindelsag efter den anden eller en historie om, hvordan den megen virak om FE påvirker tjenesten eller medarbejderne. Man kunne måske ligefrem have troet, at Forsvaret ville fortælle bare en lille bitte smule om, hvor vidt man har lært noget som helst af landsretsdommen over den tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen.

Men nej. Det har medarbejderne selvfølgelig ikke behov for at høre noget om. Som i overhovedet! Her op til jul skulle vi jo nødigt selv ødelægge den gode stemning. På indholdssiden dumper Honnør, som må være til topkandidat til at overtage øgenavnet Pravda fra Forsvarsavisen og overflødiggøre sin egen eksistens, inden produktionen nærmest er kommet i gang. På positivsiden må man gå ud fra, at det første nummer bærer den nu forhenværende forsvarschefs signatur og verdensbillede hele vejen igennem. Et forsøg på at skrive virkeligheden smukkere end den, som Bjørn Bisserup overdrog til Flemming Lentfer, inden han luskede ud ad bagdøren.

Hvis den nye forsvarschef derfor vil øge troværdigheden, styrke tilliden til Forsvarets ledelse blandt medarbejderne og signalere, at den mest tilknappede, virkelighedsfornægtende og tonedøve forsvarschef i hukommelsen er skiftet ud med en ny mand på posten – så er det med at få indkaldt redaktionen og lagt en ny redaktionel linje med det samme.

Hvis ikke, kan han lige så godt lukke Honnør og bruge pengene på noget mere fornuftigt.