DEBAT: Mange års resultater og hjælp til genopbygning af et krigshærget Afghanistan risikerer at være spildt, hvis landet lades i stikken nu. Danmark og vores allierede har derfor fortsat en vigtig rolle at spille i Afghanistan, civilt og militært, argumenterer Viggo Fischer, som i en årrække var formand for den danske Afghanistankomité.
Med valget af Joe Biden som USA’s præsident nr. 46 åbner der sig en ny mulighed for at styrke det delvist demokratisk valgte styre i Afghanistan. Et sammenbrud i Kabul, foranlediget af en fuldstændig amerikansk tilbagetrækning, ville få store negative konsekvenser. Mange års hjælp til genopbygning, heriblandt fra Danmark, kunne vise sig at være spildt. Ikke mindst for de afghanske kvinder, der har fået så mange nye muligheder i de senere år, vil det være dybt tragisk. Nogle forfærdelige attentater i det sidste års tid mod ledende afghanske kvinder viser, hvad der står på spil. Det seneste brutale angreb på Kabuls universitet siger noget om de mørke kræfter, der vil forhindre fremskridt.
Danmark og andre europæiske nationer kan spille en positiv rolle ved at styrke vores nære forbindelser med USA omkring indsatsen i Afghanistan.
For nogle uger siden kom der pludselig et tweet fra Donald Trump om at alle de amerikanske tropper skulle hjem fra Afghanistan før jul. ”Oh my God…” lød det fra en ledende amerikansk officer. Præsident Trump er ikke desto mindre – og trods mange advarsler – gået videre med sine planer, dog i modificeret omfang. Intet tyder således på, at det vil lykkes ham at have tropperne hjemme før jul. Måske vil antallet være halveret umiddelbart før magtskiftet i januar.
Tilbagetrækning ville ødelægge fredsforhandlinger
En ordre om fuldstændig tilbagetrækning ville være ødelæggende for den afghanske regerings forhandlinger i Doha med Taliban. Det er bemærkelsesværdigt, at to magtfulde republikanske politikere er gået direkte mod Trump. Det drejer sig om gruppeformanden i Senatet Mitch McConnell og formanden for Senatets Efterretningsudvalg Marco Rubio. McConnell siger, at ”en hurtig tilbagetrækning … ville ramme vore allierede og begejstre dem, som vil os det ondt”.
Vi ved endnu ikke meget om Joe Bidens politik, men ifølge oplysninger i OLFI fra den tidligere danske forsvarsattaché, oberstløjtnant Peter H. Sølling, har Biden planer om at beholde mellem 1.000 og 2.000 amerikanske soldater for at kunne opretholde et militært pres på især tilbageværende terrororganisationer.
Læs også: Uvisse perspektiver for “The Forever War” i Afghanistan
Danmark er et af de vestlige lande, der henset til befolkningstal har haft det største engagement i Afghanistan – humanitært, udviklingsmæssigt og militært. Vi er fortsat aktive på alle tre områder. Den militære indsats udføres af omkring 150 danske soldater ved en base i Kabul, som varetager vigtige sikkerhedsopgaver og træning af afghanske nøglepersoner. Et bidrag til dygtiggørelse af de afghanske soldater, så de selv skal stå for hovedparten af forsvaret.
Man skal ikke gøre sig nogen illusioner om, hvem man er oppe imod. Oplysninger fra FN, der sjældent kommer med kontroversielle meddelelser, peger på, at Osama bin Ladens gamle terrororganisation Al-Qaeda stadig er kraftigt ’rodfæstet’ med Taliban i Afghanistan. Det erindres, at det vestlige angreb på Taliban efter ’nine-eleven’ 2001 kom, fordi Taliban ikke reelt ville bryde med Osama bin Laden.
Der er rygter om, at Osama-bin-Ladens efterfølger, egypteren Ayman al-Zawahiri, opholder sig i Afghanistan. I juni 2020 udtalte Pakistans statsminister Imran Khan, at amerikanerne kom ind i hans land og gjorde Osama bin Laden til martyr. Mange vil nok mene, at han i stedet skulle have undskyldt, at de pakistanske sikkerhedsmyndigheder ’overså’ Osama bin Ladens tilstedeværelse i Abottabad. Det er nærliggende at konkludere, at Taliban snyder i forhandlingerne i Doha, og at Pakistan, diplomatisk sagt, stadig ikke griber effektivt ind overfor de organisationer, der udfører terror i Afghanistan med base i Pakistan.
Vi kan ikke lægge ‘den fjerne krig’ fra os
Som formand for en dansk NGO i årene frem til 2013 havde jeg lejlighed til at aflægge en del besøg i den vestafghanske hovedby Herat, herunder observeret terrorangreb på nært hold. Ingen i Herat var i tvivl om, at terroristerne kom fra Pakistan, og at de var uddannet og forsynet der. Der er stor hemmelighed omkring relationerne mellem den pakistanske militære efterretningstjeneste ISI og Taliban. En ting vides dog med sikkerhed: Taliban har hele vejen igennem været beskyttet af pakistanske myndigheder.
Mange på vore breddegrader siger måske som Donald Trump: Lad os se at komme ud. Heroverfor står det scenarie, at Afghanistan på ny kan blive base for international terrorisme. Det bør vi ikke lukke øjnene for. De to tårne, der faldt i New York, og som kostede omkring 3.000 mennesker livet, er for måske for mange historie. En række senere spektakulære angreb på vore breddegrader viser, at heller ikke vi kan lægge ’den fjerne krig’ fra os.
Danmark bør sende et vigtigt signal til den ny amerikanske præsident: Lad os sammen fortsætte hjælpen til Afghanistan. USA’s specialstyrker udfører en meget vigtig rolle for at holde modet oppe hos den afghanske hær. Samtidig bør Danmark naturligvis kritisk vurdere formen for den danske udviklingshjælp til den afghanske regering. Meget taler for en hårdere linje i forhold til korruption for at sikre, at danske ressourcer kommer ud i provinserne til gavn for dem, der har hårdest brug for det. Tillid til styret i Kabul er tæt knyttet til, at folk ude i landet også er inddraget, når det gælder bistand, udvikling og beskyttelse.
God timing for en debat om det danske engagement i Afghanistan.
Kernen i det danske engagement i landet synes umiddelbart – gennem de sidste tyve år – at have været alliancehensyn. Altså for at være gode venner med amerikanerne og “sætte noget ind på kontoen i Washington”, som der efterfølgende kunne henvises til, hvis behovet for sikkerhed skulle opstå. Man kunne også godt forestille sig, at der rent faktisk er blevet trukket på den konto. Måske mest i form af efterretninger, der muligvis har forhindret terror hertillands. I forhold til den forklaring, kan man derfor sige at engagementet virker som (indirekte) CT og derfor politisk legitim.
En anden – måske mere problematisk – dimension af indsatsen fremkommer, hvor VF ganske korrekt påpeger den pakistanske efterretningstjenestes afgørende støtte til Taliban for at opnå strategisk dybde i forhold til Indien eller simpelthen undgå indisk indflydelse i Afghanistan. For hvordan bekæmper den nuværende vestlige krigsførelse – sammen med andre midler fx diplomati – på afgørende vis båndet mellem Taliban og ISI? Et tilsvarende parallelt argument kan opstilles mellem Al-qaeda m.fl. og støtten fra KSA o.a.
Hvis man ikke deltager i en krig i snart tyve år for at vinde, bør man i det mindste have en ærlig debat om, hvorfor de danske soldater stadig er der. Det handler – desværre – ikke så meget om den Afghanske civilbefolkning.
Gad vidst hvornår man når det punkt, hvor antallet af soldater fra USA og de øvrge NATO nationer, når det punkt, hvor Taliban (støttet af andre) finder det værd at løbe risikoen med en fuld offensiv mod de uønskede styrker. Og kan de allierede tåle de tab, der måtte komme ved det.
Og som du rigtigt skriver Rasmus, så handler denne krig desværre ikke særlig meget om at forbedre livet for den afghanske befolkning. Nogen har et ønske om, at dette land skal være i krig i meget lang tid endnu.