spot_img

Lad os få de sidste veteraner med hjem

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

DEBAT: Rehabiliterede veteraner skal i langt højere grad hjælpe i rehabiliteringen af dem, som endnu ikke er kommet helt med hjem. Lad os, som er rehabiliterede, hjælpe med at løfte opgaven fuldtids, deltids, i flexjob eller som frivillige. Det vil betyde alverden både for os, der kan hjælpe, og for dem vi hjælper.

Skadede veteraner er kommet på den sociale dagsorden. Med botilbud kun for veteraner, pædagogisk uddannede ledere på veteranhjemmene og hos KFUM samt projekter som DIF’s ‘Det Gode Hverdagsliv’, hvor pædagoger hjælper veteraner med stort og småt for at kickstarte deres liv, har pædagogikken for alvor gjort sin entre på veteranområdet. Personligt er jeg som skadet veteran ikke overbevist om, at traditionel pædagogik er vejen frem, når det kommer til rehabiliteringen af skadede veteraner. Ligesom de fleste soldater vil jeg til enhver tid hellere følge den mand, der har besteget bjerget, end ham der har læst bogen og set filmen om at bestige bjerget. Indenfor psykiatrien og i Forsvaret omtales det som peer-to-peer støtte, når man guides igennem sine udfordringer af folk, som har gået vejen før én selv.

Lad mig indledningsvis slå fast, at jeg bestemt ikke er modstander af pædagogiske tiltag generelt. Min skepsis over for udviklingen af anvendte pædagogiske metoder i forbindelse med veteraners rehabilitering bygger på egne erfaringer samt en stor berøringsflade med veteranmiljøet i Danmark. Egen erfaring stammer fra frivillig og uformel kammerathjælp blandt skadede veteraner. Både som modtager og sidenhen som giver af kammerathjælp. Min eneste hensigt er at gøre aktører, beslutningstagere samt potentielle peer-veteraner, opmærksomme på muligheden for at hæve effektiviteten i rehabilitering af veteraner.

Veteraner er på mange måder en kategori for sig i behandlingssystemet. Dette er for mig ikke noget negativt, fordi veteraner qua deres fælles militære baggrund besidder nogle ressourcer, som kan anvendes i deres rehabilitering. For at kunne kende, genkende og fremdrage disse ressourcer effektivt er det nødvendigt med peer-veteraner i behandlingen. Et andet punkt, som adskiller veteraner, er den naturlige tillid, som en veteran grundlæggende har til en anden veteran. Dette gør ressourceforbruget hos såvel veteran som behandler (peer-veteran) markant mindre i forbinelse med rehabilitering.

Støtte fra andre veteraner var afgørende

Selv et rent pædagogisk projekt uden tilknyttede peers som ‘Det Gode Hverdagsliv’, understreger i sin egen rapport, at peer-delen var essentiel for, at veteranerne overhovedet var åbne overfor tilbuddet:

”Det var for langt størstedelen af deltagerne betryggende og gavnligt, at alle deltagere var veteraner – og veteraner med PTSD. Dette medvirkede til en ofte uudtalt forståelse for andres grænser og behov.”

I rapporten udtaler en veteran blandt andet, ”at det betød rigtig meget, at alle deltagerne var veteraner med PTSD. Det gjorde nemlig, at han aldrig behøvede at forklare forbehold eller behov for at trække sig;

“vi kender det alle sammen. Direkte adspurgt hvad der fik deltagerne til (alligevel) at dukke op, gik ét svar igen i snart sagt alle fortællinger: samværet med andre veteraner. Endvidere var dette eksklusive samvær for mange ikke alene afgørende for deres blotte deltagelse, men også et oplevet ufravigeligt kriterium for en succesfuld start på projektet. ”

Nogle af de største udfordringer veteraner oplever i det traditionelle pædagogiske system er, 1) at veteranen oplever ikke at blive forstået og dermed ikke hjulpet. Heri ligger oftest veteranens frustration over gentagende gange at skulle forklare sig på områder, som veteraner imellem er helt indforstået. Veteraner kommer fra en militær kulturbaggrund, som netop ofte bygger på usagt kommunikation. Desuden er det en helt almindelig tendens blandt veteraner ikke at dele eller uddybe oplevelser eller tanker med civile. Dette ofte for at spare civile for indblik i en verden, som næsten altid er helt uforståelig for dem.

2) Veteranen oplever sig efterladt efter endt forløb. Denne kritik fra veteraner går på, at vores traditionelle kassetænkning i behandlingen ikke indtænker “næste skridt” eller opfølgning. Det har jeg personligt manglet i mit forløb. Man oplever gentagende gange, at når man er afsluttet i en behandling, så er den “afdeling” færdig med sin opgave, og man er ikke længere deres “ansvar”.

3) Veteranen oplever ingen langsigtet bedring i sine muligheder for øget funktionalitet og rehabilitering. Ofte er de pædagogiske tilbud ikke tilpasset individet. Det være sig, at de skyder over målet i forhold til veteranens funktionsniveau. Tilbuddets formål kan eksempelvis være at gøre veteranen i stand til at skrive jobansøgninger, men veteranens udfordring er at stå op om morgenen, vaske sig og spise fornuftig morgenmad. Veteranernes kritik går på manglende struktur og overblik i de pædagogiske tilbud. Veteranernes militære baggrund bygger på en stærk forventning om, at en plan er gennemtænkt, inden den iværksættes, og at man undervejs i udførelsen konstant er klar med tilpasning af planen, når vilkårene dikterer det.

Vi kan nemt undgå det enorme spild af ressourcer

Således er det min klare holdning, at store dele af det massive spild af skadede veteraners ressourcer (udmålt i år!) kan undgås ved at inddrage peer-veteraner på stort set alle områder. Faktisk er man allerede godt i gang. Flere og flere kommuner ansætter veterankoordinatorer med veteranbaggrund, og Afdellingen for Traume- og Torturofre (ATT) med flere har i dag veteraner ansat i peer-to-peer funktioner. Øverste chef for Forsvarets Veterancenter og flere medarbejdere fra psykologer til socialrådgivere ved Veterancenteret har veteranbaggrund, hvilket højner troværdigheden og vigtigst af alt tilliden til den rehabilitering, som de tilbyder. Godt i gang er blot ikke halvt fuldendt, og Veterancenteret beskriver i rapporten “Evalueringen af den samlede veteranindsats 2020” behovet for udvidelse af peer-to-peer veteraner med Veterancenterets ønske om udbyggelse af et frivilligkorps til bl.a. opsøgende indsats.

Dette er alt sammen godt og glædeligt, men der skal langt flere peer-veteraner ind i den absolut nødvendige rehabilitering. Vi har alt for længe famlet i blinde, spildt veteraners tid og liv foruden deres og samfundet ressourcer. Efterhånden som vi er flere og flere, der kommer godt gennem vores rehabilitering, står der en stadigt voksende flok af veteran-peers klar til at række ud og få de sidste ’mænd med hjem’. Lad os rehabiliterede veteraner hjælpe med at løfte opgaven, fuldtids, deltids, i flexjob eller som frivillige. Det vil betyde alverden både for os der kan hjælpe og for dem vi hjælper.

For snart fem år siden gav en veteran mig dette citat som tak for hjælpen. Det er den største hædersbevisning, som jeg nogensinde har modtaget, og det fik mig for alvor sat i gang med mit peer-to-peer-arbejde;

“Getting yourself across the finish line indicate your determination. Helping others across the finish line indicates your character. It’s the character of a man that really counts.”

Det er på høje tid at fokusere på det, vi ved, der virker.

Casper Fink har været godt 20 år i Forsvaret som stregbefalingsmand med seks udsendelser bag sig til Balkan, Irak og Afghanistan. Han blev i 2010 diagnosticeret med PTSD og mistede sit job som ved Forsvaret. Efter næsten 10 års rehabilitering har han atter fået mod og lyst til at engagere sig i omverdenen, hvor hans erfaring som skadet veteran kan bringes i spil og gøre en forskel for med-veteraner, der endnu er i gang med deres rehabilitering. I dag er Casper Fink såkaldt peer-support og én af flere medarbejdere tilknyttet Natur Retreat Botilbud for Veteraner på Strynø med veteran eller/og pårørende baggrund.

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer