Søværnet forbereder sig på lang ventetid på nyt sonarudstyr

3
Kontreadmiral Torben Mikkelsen er ikke længere chef for Søværnskommandoen. Fra 1. juni står han i spidsen for Forsvarets Skibsprogam. Arkivfoto: Ernstved

Nato kritiserer Danmark for et meget langsommeligt indkøb af kapaciteter til ubådsbekæmpelse, som først vil være indfaset på de omklassificerede fregatter af Absalon-klassen i 2028. Chefen for Søværnet er dog godt tilfreds og har tænkt den lange ventetid ind i forberedelserne.

For nylig fik det danske søværn to ”nye” fregatter, da søsterskibene af Absalon-klassen, de fleksibe støtteskibe ”Absalon” og ”Esbern Snare”, blev omklassificeret til fregatter og fik påmalet pennantnumrene F341 og F342. En del af forklaringen i omklassificeringen skal findes i de nye opgaver, skibene får, når de om nogle år er færdigudrustet i deres nye rolle som såkaldte ASW-fregatter – altså overfladeskibe med speciale i at opspore og bekæmpe fjendtlige ubåde (Anti Submarine Warfare).

»Sagen er den, at Absalon-klassen er udrustet som fregatter, de har besætning som fregatter, og de har altid sejlet som fregatter, så nu gør vi dem til fregatter. Nu giver vi dem den identitet, at det er dem, der skal fokusere på at blive rigtig gode til antiubådskrig,« forklarer kontreadmiral og chef for Søværnskommandoen Torben Mikkelsen i det seneste afsnit af Radio4’s program ”Frontlinjen”.

Artiklen fortsætter under playeren …

De fleksible støtteskibe har hele tiden sejlet rundt med en skrogmonteret sonar, men området har til Natos mishag ikke været højt prioriteret i Søværnet. I skibenes nye rolle udstyres de imidlertid med en slæbesonar, som skal gøre dem i stand til lettere at opspore fjendtlige ubåde og skærpe de danske færdigheder ud i ubådsjagt.

Nato utilfreds med tidshorisonten

Nato har længe efterspurgt en opprioritering af ASW-området og af Søværnets antiubådskapaciteter, som der nu altså arbejdes mere målrettet hen imod. I en skriftlig evaluering af Danmarks fremskridt i retning af at efterleve de fælles styrkemål, kritiserer Nato dog tidshorisonten: Den projekterede ibrugtagen af det nye udstyr i 2028 er hele seks år senere, end hvad forsvarsalliancen løbende har efterspurgt. Også fraværet af letvægtstorpedoer kritiseres i Nato-rapporten.

Men noget sker der altså, og at det netop bliver Absalon-klassen, der fremover skal fokusere på ASW er ingen tilfældighed, forklarer Torben Mikkelsen:

»Det er der en idé i, for de kan have to helikoptere ombord i modsætning til vores andre fregatter af Iver Huitfeldt-klassen, der kun kan have én med. Det her er en pakke af helikopter plus skib.«

Mens ”Absalon” og ”Esbern Snare” får slæbesonar ombord, udstyres de skibsbårne helikoptere med en såkaldt dyppesonar, som gør dem i stand til at flyve væk fra skibet, nedsænke sonaren og undersøge, hvad der måtte være under overfladen længere fra skibet.

Lang leveringstid tænkt ind i uddannelsen

Det er da også en tilfreds chef for Søværnet, der nu råder over fem fregatter. Han understreger, at de to klasser supplerer hinanden godt, og at Danmark i det hele taget råder over et stærkt søværn, der i det store hele er indrettet efter de aktuelle krav.

»Der er en kæmpestor fællesmængde mellem de to fregatklasser, vi nu har, Absalon-klassen og Iver Huitfeldt-klassen. De kan begge to lave overfladekrigsførelse. Iver Huitfeldt-klassen er dem, vi nu opgraderer med de nye missiler – de har i forvejen sensorerne til luftrumsforsvar – og nu giver vi de andre fregatter en identitet, således at de kan fokusere indsatsen og deres træning og uddannelse på at blive gode til antiubådskrigsførelse. Så når udstyret kommer, kan vi slide direkte ind.«

For at sikre en problemfri implementering af udstyret, har Torben Mikkelsen tænkt den lange leveringstid ind i uddannelsen af besætningerne og taget sine forholdsregler, forklarer han:

»Jeg har selvfølgelig tænkt mig om, for jeg kan også godt se, hvor lang tid, det tager. Så jeg har indgået aftaler med min britiske, min franske og min amerikanske kollega om, at vi laver udvekslingsprogrammer, således at vi kan lære af dem, så vi minimerer tiden, der går, fra vi får udstyret, til vi kan bruge det.«

Abonnér
Notify of
guest
3 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer