DEBAT: Afghanistan er fortsat et dybt splittet land, som lider under et svagt og dysfunktionelt statsapparat og en fortsat rivalisering mellem stammer, bander og selvbestaltede krigsherrer. Derfor bør man være varsom med at spå om længden af den internationale militære tilstedeværelse, skriver oberstløjtnant Peter H. Sølling.

I min tid som forsvarsattaché i Kabul besøgte jeg ved flere lejligheder kirkegården Kabre Gora, der har sin historiske oprindelse i de to krige, som Storbritannien udkæmpede i Afghanistan i det 19. århundrede. Kirkegården ligger ikke langt fra den danske ambassade i hovedstadens Sherpur-distrikt og bærer vidnesbyrd om tæt på to hundrede års skiftende og konfliktfyldt udenlandsk involvering i Afghanistan.

I dag danner stedet også ramme om mindesmærker til ære for udenlandske soldater, der har mistet livet under den internationale militære indsats, der startede efter terrorangrebene mod USA den 11. september 2001. I kirkegårdens nordlige ende finder man et diskret dansk aftryk i form af en lille stenplade med navnene på de tre danske soldater, der i 2002 omkom i en eksplosionsulykke i Kabul. Og blot få meter derfra ligger den berømte danske opdagelsesrejsende, Henning Haslund-Christensen, der døde i Kabul i 1948, begravet.

Kirkegården Kabre Gora er på størrelse med en håndboldbane. Der er på ingen måde noget imposant over stedet. Udefra er der ikke den mindste antydning af, at der inde bag de høje mure befinder sig en gravplads og en mindepark for udlændinge. Om det er stedets anonyme karakter, der er årsag til, at kirkegården stadig består og ikke er blevet opslugt af det morads, der har hærget den afghanske befolkning gennem generationer, er lidt af en gåde. Indenfor de beskyttende mure hersker en fredfyldt og andægtig stemning, der står i skærende kontrast til den allestedsnærværende frygt i Kabul, som den verserende konflikt har medført.

Den indre idyl på kirkegården kan for en kort stund virke besnærende og fremkalde en snert af optimisme. Men når man bevæger sig rundt blandt rækken af gravstene og mindesmærker, bringes ens realitetssans hurtigt tilbage til virkeligheden. For om noget er Kabre Gora en ubarmhjertig påmindelse om, at den aktuelle konflikt i Afghanistan blot er det seneste kapitel i de mange stridigheder, der trækker lange blodige spor tilbage i tiden. Spor, der for en stor dels vedkommende rækker ud over Afghanistans grænser.

USA satser på neddrosling

Og nu drejer historiens store tandhjul så igen. Nye vinde fejer hen over Afghanistans bjerge og sletter og indvarsler et omsiggribende vejrskifte. Den krigsplagede afghanske civilbefolkning ser vagtsomt til fra sidelinjen, og af bitter erfaring forbereder de sig på det værst tænkelige. Hvad, der præcis er i vente, er uklart. Men med aftalen mellem USA og Taleban i februar og den efterfølgende opstart af intra-afghanske fredsforhandlinger i Doha, vurderes kimen at være lagt til, at de seneste 19 års internationale militære tilstedeværelse i Afghanistan nærmer sig sit slutpunkt.

For i løbet af de seneste halvandet års amerikansk-ledede bestræbelser på at opnå et diplomatisk gennembrud er særligt en ting kommet til at stå stadig mere klart: Den nuværende regering i Washington forekommer fast besluttet på at få blandet kortene på ny og få skabt en situation og en magtdeling, der kan bane vej for en neddrosling af USAs engagement. Et hurtig exit af amerikanske militære styrker kan således være inden for rækkevidde – og dermed uvilkårligt også af samtlige Nato-styrkebidrag.

USAs strategiske linje i Afghanistan har de seneste godt to årtier været lidt af en rutsjetur og en omskiftelig affære. Bevæggrundene er mange, hvilket to nylige og vedkommende bogudgivelser med titlerne ”Exercise of Power: American Failures, Successes, and a New Path Forward in the Post-Cold War World” og ”Battlegrounds: The Fight to Defend the Free World” giver et indgående indblik i.

Forfatterne til de to bøger er henholdsvis Robert M. Gates, der tjente som udenrigsminister under George W. Bush og Barack Obama, og Herbert R. McMaster. Sidstnævnte var national sikkerhedsrådgiver for præsident Trump fra februar 2017 til marts 2018, og før det tjente McMaster som amerikansk hærofficer og sluttede sin militære karriere som generalløjtnant. Begge har de fra hver deres centrale position iagttaget og bidraget til udformningen af de overordnede udenrigs- og sikkerhedspolitiske prioriteter, der har præget USA og dets allieredes indsats i Afghanistan.

Vestlig hybris har udfoldet sig i Afghanistan

Selvom Gates’ og McMasters’ analyser af konflikten adskiller sig på flere punkter, er de påfaldende enige om, at man på amerikansk side i lange perioder har famlet i blinde og ladet sig lede af et misvisende strategisk kompas. Det er kras læsning, og det er nedslående læsning i betragtning af de ofre, som vi også fra dansk side har bragt i Afghanistan. I sin bog formulerer McMaster det bl.a. på følgende nøgterne vis:

»If only the United States and other nations had taken a long-term view in Afghanistan from the outset and tried not to turn the war into something alien to war’s very nature, we might not be in this situation.«

Dertil peger Gates på, at der med baggrund i afslutningen på Den Kolde Krig opstod en eufori i Vesten, som blandt politiske beslutningstagere i Washington og andre Nato-hovedstæder afstedkom en blind eller overdreven optimistisk tro på, at USA – støttet af Vesten/Nato – med sin historisk enestående magtposition kunne påføre andre folkeslag en bestemt levevis og samfundsindretning. En eklatant fejlslutning, som, Gates understreger, lagde kimen til den hybris, der siden har udfoldet sig i Afghanistan – og i andre konfliktområder.

På et andet centralt punkt deler Gates og McMaster også opfattelse. Kernen heri udgøres af en stigende bekymring over den strategiske kurs, som Trump-regeringen slog ind på i september 2018. I og for sig er kursen ikke et nybrud. Kursen er tidligere forsøgt afprøvet under Barack Obamas embedsperiode, om end det var i en lidt anderledes udgave. Bestræbelserne indebar også dengang en åbning af forhandlinger med Taleban, men de endte med at løbe ud i sandet, hovedsageligt på grund af manglende tillid fra amerikansk side til ikke bare Taleban, men navnlig også Pakistan.

Største koncentration af terrorbevægelser i verden

Ifølge både Gates og McMaster er der ingen håndgribelige tegn på, at de to aktører skulle have i sinde at ændre deres strategiske kalkule og være rede til at give markante indrømmelser. Snarere tværtimod. Pakistan plejer fortsat relationer til ikke bare Taleban, men også det brutale Haqqani-netværk og flere af de omkring 20 terrorbevægelser, der opererer i grænseområdet mellem Afghanistan og Pakistan. Der er her tale om den største koncentration af terrorbevægelser i verden, hvoraf flere af dem har en international dagsorden med et erklæret mål om at skade vestlige interesser.

Tilsvarende er der ifølge såvel FN som flere vestlige efterretningstjenester stadig tætte relationer mellem Taleban og Al Qaeda, ligesom Taleban ingenlunde lader til at have opgivet målsætningen om at ville omstyrte den eksisterende afghanske statskonstruktion. At anlægge den antagelse, at Taleban og Pakistan vil forhandle i god tro og være villige til at honorere garantier, der imødekommer amerikanske sikkerhedshensyn, beskrives af McMaster som ren ønsketænkning og et katastrofalt strategisk selvbedrag, der sikkerhedspolitisk kan ende med at koste USA og dets allierede dyrt.

Samtidig advarer han om, at det vil være en vildfarelse at tro, at den afghanske regering er robust nok til at overleve en situation, hvor man fra amerikansk side viser tegn på, at den strategiske tålmodighed er opbrugt. Det vil blot give Taleban yderligere blod på tanden. For med hertil hører, som både McMaster og Gates gør gældende, at det grundlæggende problem består: Afghanistan er fortsat et dybt splittet land politisk, socialt, etnisk og religiøst, og landet lider under et svagt og dysfunktionelt statsapparat, samt af rivalisering mellem forskellige stammer, kriminelle bander og selvbestaltede krigsherrer.

Ringe forskel i præsidentkandidaternes tilgang

Tilbage står det afgørende spørgsmål, som har udgjort et tilbagevendende strategisk dilemma i mere end et årti. Hvad er den realpolitiske og moralske farbare vej i Afghanistan for USA og dets allierede i lyset af konfliktens iboende sikkerhedspolitiske trusler og risici, de massive økonomiske investeringer og de betydelige tab af menneskeliv samt ikke mindst en substantielt faldende folkelig opbakning til engagementet i USA og blandt dets allierede?

Ikke overraskende argumenterer McMaster for nødvendigheden af, at USA ikke renoncerer og præmaturt overlader Afghanistan i hænderne på fjender af USA og af den vestlige civilisation med de konsekvenser, det vil have regionalt og internationalt. Gates afstår i sin bog fra at forholde sig eksplicit hertil, men pointerer, at den overordnede lære af de seneste 19 års internationale indsats i Afghanistan bør føre til en generelt mere udtalt skepsis i forhold til USAs og den vestlige verdens evne til via militær magt at skabe politisk, socialt og økonomisk bæredygtige fremskridt i tilbagestående samfund. I den forstand opsummerer de to bøgers behandling af Afghanistan meget rammende to ideologisk forskellige standpunkter, der med skiftende vægt har sat deres præg på USAs strategiske tilgang til Afghanistan.

Om mindre end to uger foreligger resultatet af det amerikanske præsidentvalg. Hvad angår Afghanistan, er der faktisk ikke den store forskel mellem de to præsidentkandidaters holdning og linje, hvilket i øvrigt afspejler en generel enighed på tværs af de traditionelle poliske skel i Washington. Prisen for status quo i Afghanistan vurderes simpelthen at være blevet for høj set med amerikanske strategiske briller. Joe Biden har dog været eksplicit om, at han som præsident vil fastholde et mindre amerikansk fodaftryk i Afghanistan på mellem 1.000 til 2.000 soldater for at kunne opretholde et militært pres på bl.a. Al Qaeda og ISKP (gren af Islamitisk Stat) og hermed forhindre terrororganisationerne i at skabe sig et operationelt helle.

Hvorvidt et sådant standpunkt er foreneligt med de betingelser, som Trump-regeringen har givet håndslag på i aftalen med Taleban, er højst tvivlsomt. Samtidig bør den mulighed ikke afskrives, at Trump i tilfælde af et genvalg vil se anderledes på sit politiske manøvrerum i relation til Afghanistan. Alt taget i betragtning gør man derfor klogt i at være yderst varsom og forsigtig i sin prognosticering af den fremtidige udvikling i Afghanistan. Det gælder tillige spørgsmålet om den internationale militære tilstedeværelse.