BLOG: Forsvarsminister Trine Bramsen vil have arktiske kapaciteter til at tælle med i Natos styrkemål, så Danmark kan få anerkendelse for vores militære investeringer i Grønland. Men det er en dårlig idé, som kan give bagslag, skriver militæranalytiker Anders Puck Nielsen i dette blogindlæg.

Ved første øjekast kan det ligne et rimeligt synspunkt: Danmark bruger en masse penge på at holde orden i alliancens baghave, men på grund af en geografisk tilfældighed får vi ikke anerkendelse for det. Det vil kun være rimeligt, at de andre alliancelande begynder at medregne dette substantielle bidrag, lyder ræsonnementet.

Natos generalsekretær Jens Stoltenberg har til Politiken fortalt, at Danmark i hvert fald i første omgang kan skyde en hvid pind efter drømmen om styrkemål for Grønland. Det er en længere proces at opstille styrkemål, og de bliver ikke justeret, bare fordi et land får en ny idé, må man forstå på generalsekretæren.

Men hvis man ser nærmere på det danske argument, er det imidlertid heller ikke en indlysende god idé. Måske skal vi derfor være glade for, at Jens Stoltenberg har givet os en længere tænkepause.

Uenighed om, hvordan bidrag skal måles

Det første, man skal være opmærksom på, er, at det danske ønske om Nato-styrkemål i Arktis ikke handler om, hvad der bedst muligt tjener danske og grønlandske militære interesser. Det handler derimod om at skabe et argument for, at Danmark kan spare penge på forsvarsbudgettet.

I disse år er der en stor diskussion om, hvorvidt man skal måle landenes bidrag til Nato ud fra input eller output. Særligt fra amerikansk side har der været fokus på input i form af det efterhånden famøse mål om, at landene skal bruge 2 procent af BNP på forsvarsbudgettet. Det handler altså om, hvor mange penge man bruger. Fra europæisk side har man fremført, at man også skal se på output, dvs. om pengene bliver brugt hensigtsmæssigt. Det giver ingen mening kun at sigte efter at bruge mange penge, for de skal også bruges på noget, som giver værdi for alliancen.

Personligt synes jeg at 2-procentmålsætningen er udsat for urimeligt hård kritik. I mangel af bedre er det en simpel og ganske rimelig måde at måle bidrag på. Det er et system, som svarer til indkomstskatten, hvor borgerne også betaler en procentsats af deres indtægter til fællesskabet. Det er også helt uproblematisk at omfavne begge synspunkter på samme tid, nemlig at alle landene skal bidrage nogenlunde lige meget, OG at pengene skal bruges fornuftigt.

Men fra dansk side er argumentet i byrdedelingsdebatten, at vi skal have lov til at have et lavere forsvarsbudget, fordi vi er så gode til at bruge pengene smart. Derfor er det irriterende for politikerne, at de penge som vi alligevel skal bruge ved Grønland, ikke fremgår på Natos ønskeliste.

Grønlænderne er uinteressante i Nato-perspektiv

Det er altså samfundsøkonomiske hensyn, der ligger bag Danmarks argument: Vi gerne vil blive ved med at have et lavt forsvarsbudget sammenlignet med de andre Nato-lande. Jeg synes imidlertid, at der er en række problemer med sammenhængen i det danske argument, og måske er det hverken i Danmarks eller Grønlands interesser, hvis Nato bliver mere direkte engageret i Grønland.

Den første fejlslutning i argumentet om styrkemål for Grønland er, at man er uklar om, hvad Arktis er. Arktis er nemlig ikke nogen sammenhængende region med fælles sikkerhedsdynamikker. Det er således problematisk, når Trine Bramsen antyder, at der er en sammenhæng mellem eksempelvis nye skibsruter i Rusland og danske investeringer i Grønland. Det er også forkert at sige, at Nato ikke er engageret i Arktis, for det er alliancen i høj grad. Det er bare i den norske del af Arktis, hvor der er en landegrænse til Rusland og en hidsig positionskamp til søs.

Skåret ind til benet er der kun to ting, som gør Grønland militært interessant i et Nato-perspektiv, og ingen af dem har noget med grønlænderne at gøre. Den første er, at Grønland lægger forbogstav til akronymet GIUK-gap. Det er farvandet mellem Grønland og Storbritannien, der er udset til at være det centrale område for anti-ubådsoperationer i tilfælde af en krig med Rusland, sådan at Nato kan erobre søherredømmet i Atlanterhavet.

Det er imidlertid en tilsnigelse at kalde GIUK-gap for arktisk, for det meste af det ligger syd for polarcirklen, og i øvrigt er de krævede kapaciteter allerede omfattet af Natos styrkemål. Faktisk kritiserer Nato i et nyligt offentliggjort review, at Danmark er alt for langsom til at opbygge de lovede kapaciteter inden for netop anti-ubådsoperationer. Det kan således ikke være disse kapaciteter Trine Bramsen har i tankerne, når hun taler om nye styrkemål for Arktis.

Danmark beskytter amerikansk radar

Den anden militært interessante ting ved Grønland er Thule-radaren. Det er en national amerikansk installation, som indgår i det strategiske missilforsvar af USA. Udviklingen af langtrækkende præcisionsmissiler gør, at radaren i dag er mere udsat end tidligere for russiske overraskelsesangreb. Derfor ønsker USA at forbedre forsvaret af radarstationen. Det vil blandt andet kræve bedre luftrumsovervågning i Nordøstgrønland, og det er formentlig disse investeringer, forsvarsministeren gerne vil have omfattet af Natos styrkemål.

Danmark vil altså gerne have flere alliancepoint i Nato for at beskytte en national amerikansk radar. Her er det imidlertid vigtigt at huske, at vi allerede får point i USA for disse investeringer, så det må være en begrænset ekstra værdi, der ligger i, at det også tæller med i Natos styrkemålsopfyldelse. Det er også relevant at bemærke sig, at forsvaret af Thule-radaren ikke direkte gør noget for at forbedre den militære sikkerhed for grønlænderne. Det er således lidt søgt, når Trine Bramsen siger at ”Sikkerhed i Arktis handler først og fremmest om at indbyggerne skal kunne følge sig trygge”.

Thule-radaren spiller en nøglerolle for forsvaret af USA, og derfor er vi også nødt til at give amerikanerne det, som de beder om. Hvis ikke vi imødekommer USA på dette punkt, kan vi heller ikke forvente deres opbakning til at beskytte os i Europa. Men det betyder også, at Danmark ret unikt blandt Nato-landene har en klemme på USA, hvor de har brug for os til at forsvare deres hjemland. Den position har Danmark gennem tiden forsøgt at udnytte på forskellig vis til at opnå fordele, for eksempel en accept af, at vi ikke brugte så mange penge på forsvaret i Europa, som USA gerne ville have.

Problematisk at inddrage samtlige Nato-lande

Det er således ikke en ny ting, at Danmark forsøger at anvende Thule-radaren som et argument for at spare på forsvarsudgifterne. Det nye er, at vi ikke længere ønsker at spille grønlandskortet på en bilateral basis i et samarbejde med USA, men at vi i stedet vil invitere samtlige 30 Nato-lande til at have en mening om det. Det kan gå hen og blive en rodet forretning. Vi risikerer at åbne Pandoras æske med et mylder af forskellige holdninger om forsvaret af Grønland. Nordøstgrønland er så omfattende et område at overvåge, at det kan blive svært for os at overbevise de andre lande om at sætte styrkemålene så lavt, at vi faktisk kan leve op til dem. Det vil også være med til at udhule den danske fordel af grønlandskortet i forhandlinger med USA, fordi Grønland så i højere grad fremstår som et fælles militært operationsområde.

Det særligt prekære ved det danske ønske om fælles styrkemål for Grønland er, at det faktisk underminerer de danske argumenter i byrdedelingsdebatten. Vi har længe argumenteret for, at fokus skal være på output og ikke på input. Lige præcis i Arktis er det danske output imidlertid ret lille. Vi er uden sammenligning den arktiske stat, som bruger færrest midler på militære kapaciteter i Arktis. Ved at tale om styrkemål for Grønland, kommer vi således uforvarende til at henlede opmærksomheden på, at Danmarks militære investeringer i Grønland i et input-perspektiv i store træk har været gratis.

Målt i procent af BNP bruger Danmark nemlig det samme eller mindre på forsvaret end sammenlignelige lande i Nato, og det er ret utænkeligt, at vi kunne slippe afsted med at have et lavere forsvarsbudget. Hvis vi ikke brugte penge i Grønland, ville der altså være en forventning om, at vi brugte tilsvarende mere i Europa. Ved at fremføre ønsket om, at Nato skal opstille styrkemål for Grønland, risikerer vi at gøre det sværere for os selv at forklare, hvordan vi kan nøjes med at bruge så få penge på militære kapaciteter, når vi har en så enorm geografi med udfordringer i både Europa og Arktis.

Det kan med andre ord hurtigt blive et tveægget sværd for Danmark at invitere Nato med til Grønland, og det er svært at se, at grønlænderne ville få noget ud af det.