En tidligere chef for den norske efterretningstjeneste E14 mener, at en professionel efterretningstjeneste må stå bag journalisten Mads Brüggers opsigtsvækkende dokumentarudsendelse om Nordkorea. Det afviser Mads Brügger selv og siger, at han har tillært sig rollen som føringsofficer gennem læsning af bl.a. John le Carrés romaner.
Handlede journalisten Mads Brügger på egen hånd, da han instruerede den opsigtsvækkende dokumentarserie ”Muldvarpen – Undercover i Nordkorea”, som netop er rullet over skærmene i Danmark, Norge, Sverige og Storbritannien, og som kan ses på dr.dk? Eller var han i virkeligheden nøje instrueret af en vestlig efterretningstjeneste? Det spørgsmål rejser sig, efter at programmet ”Frontlinjen” på Radio4 i dag bragte et interview med den tidligere chef for den norske efterretningsenhed E14, Ola Kaldager.
»Den er usædvanligt dygtigt gennemført. Jeg kunne ikke have gjort det bedre selv. Jeg tror nok, at den begyndte lidt tilfældigt, men så bliver det til en efterretningsoperation. I det øjeblik, at mr. James kommer ind i billedet, får jeg en vældig stærk følelse af, at der er andre end filminstruktøren, der trækker i trådene og lægger præmissen for det videre arbejde. Det ligner meget en styret efterretningsoperation,« fortæller Ola Kaldager.
Han har selv sendt norske efterretningsagen ter på missioner i fremmede lande for at gennemføre det, der i efterretningssprog hedder HUMINT – human intelligenece – eller efterretninger indhentet af agenter i felten. Med sit indgående kendskab til efterretningstjenesternes virke, er Ola Kaldager »næsten 100 pct. sikker« på, at en professionel efterretningstjeneste er blevet koblet på produktionen.
Mr. James er den fødte efterretningsagent
Blandt andet bider han mærke i handlemønsteret hos den opdigtede danske oliemilliardær mr. James, som optræder med stor professionalisme i rollen som interesseret investor og aftager af Nordkoreas illegale våben.
»Mr. James er ingen amatør. Han er den fødte efterretningsagent. Han er social, dygtig til at omgås folk. Han er målrettet og kan falde helt fantastisk ind i alle miljøer. Hvis man ser, hvordan denne operation skrider frem, så er det helt klart, at det er professionelle folk, som efter min mening står bag. De ved, hvad de går efter. De passer på tiden. Man må ikke forhaste tingene, og her går det pænt og forsigtigt fremad. Det er systematisk gennemført,« siger Ola Kaldager.
Han roser samtidig den danske førtidspensionist Ulrich Larsen, som infiltrerer den først den danske afdeling og siden internationale afdeling af Nordkoreas Venskabsforening og dermed opnår nordkoreanernes fulde tillid.
Artiklen fortsætter under linket til Frontlinjen om Nordkorea …
»Ulrich er den ideelle infiltrator. Hvis du møder ham, husker du ham ikke. Han er nærmest usynlig. Hvad vi kalder en grå mus. Han udstråler ingen verdens ting. Han er en tilforladelig fyr, som man stoler på, fordi han ikke gør nogen fortræd. Og så kommer James ind og tager styringen.«
Kunne denne ”operation” været iværksat af en statslig efterretningstjeneste?
»I udgangspunktet. Jeg tror, at det begynder helt tilfældigt, ind til Ulrich kommer i position. Så var der nogle, som så det, og så kom der en efterretningstjeneste ind over. Ud fra min erfaring lugter det lidt af MI-6. På et eller andet tidspunkt har man taget sagen, og så er det forunderligt, at det bliver vældig godt,« siger Ola Kaldager.
Spørger man instruktøren bag dokumentarserien, afviser han dog blankt at arbejde sammen med en vestlig efterretningstjeneste. I stedet har han selv lært spionkunsten ved at læse en række internationalt anerkendte romaner skrevet af tidligere efterretningsagenter.
»Nej. Men jeg har set utroligt mange spionthrillers, og jeg har læst stort set hele John le Carrés forfatterskab og hele Graham Greenes forfatterskab. Jeg har også læst meget Somerset Maugham og Ian Fleming. Alene John le Carrés forfatterskab er jo nærmest en kogebog og en manual for, hvordan man driver efterretningsoperationer, siger Mads Brügger og understreger sin pointe.
»Jeg er selvlært føringsofficer.«
Det er bekymrende, hvis så mange virkelig føler, at de er nødt til at udtrykke sig anonymt. Sådan bør det selvfølgelig ikke være. Men det er også rimeligt at spørge: Går karrieren i stå, fordi man ytrer sig kritisk? Eller ytrer man sig kritisk, fordi karrieren er gået i stå? Jeg tror ikke, svaret er helt entydigt.
Hej Jakob,
jeg er helt enig i, at begge situationer kan være tilfældet – men jeg ser ikke nødvendigvis nogen sammenhæng mellem de to tilfælde.
I mit eget tilfælde kan jeg på ingen måde påstå, at karrieren er gået i stå, men jeg er ret sikker på, at den nok ville komme til et fuldt stop, hvis jeg stod frem med navn.
Men jeg tror ikke, at de der har indset, at karrieren er gået i stå ville have noget problem med at stå frem med navns nævnelse.
Det efterlader jo så dem, der ikke helt har erkendt at karrieren er gået i stå, men som frygter at det gør den, hvis de ytrer sig kritisk under eget navn.
Så nej svaret kan ikke være entydigt – men det er også helt individuelle situationer du udtaler dig om, og jeg er ikke helt sikker på, hvor du vil hen med den udtalelse – men jeg har en anelse – nemlig at vi anonyme skulle være en flok brokkehoveder, hvor karrieren er gået i stå – det kan jeg forsikre dig for, at den ikke er.
Kære ukendte garder.
Egentlig er det lidt skævt, at jeg ikke må vide, hvem du er, mens jeg selv står frem med åben pande. Men ikke desto mindre: Ja, hvor vil jeg hen med min udtalelse? Det må den enkelte anonyme kritiker selvfølgelig selv reflektere over, men jeg vil gerne uddybe.
Du benytter dig selv som eksempel, så jeg vil tillade mig at gøre det samme. Jeg har gennem mere end 30 år blandet mig i den offentlige debat om Forsvaret – og aldrig anonymt. Jeg har ofte ytret mig kritisk om forhold, som jeg fandt, at Forsvaret, tjenesterne/styrelserne, Forsvarsministeriet eller vores politikere håndterede forkert. Og andre gange har jeg optrådt som forsvarer, når jeg fandt, at f.eks. medier, politikere eller enkeltpersoner (herunder også vores egne ansatte) kritiserede Forsvaret eller dets ledere, tjenester/styrelser m.m. uretmæssigt.
Jeg tror, jeg med rimelig sikkerhed kan sige, at min manglende evne og vilje til at stikke piben ind ikke har hæmmet min karriere. Jeg sidder – tror jeg da – i min slutstilling og har fuldt ud fået indfriet de karrieremæssige mål, jeg satte mig for mange år siden, både horisontalt og vertikalt. Jeg har endda den rare viden, at Forsvarets ledelse ind imellem har læst/lyttet til nogle af mine ytringer, og at disse ytringer (blandt mange andre personers input selvfølgelig) kan have medvirket til at dreje udviklinger i andre retninger. Det ville ikke være sket, hvis jeg gemte mig bag anonymitet eller kun ytrede mig i lukkede grupper på sociale medier. I det hele taget medfører anonymitet for det meste, at ens ytringer ikke tages alvorligt de steder, hvor man netop ønsker, de skal tages alvorligt. (Her ser jeg bort fra den igangværende MeeToo kampagne, men det er en helt anden boldgade).
Det bekræfter mig alt sammen i, at hvis man tør træde åbent frem, ytrer sig balanceret, sagligt og konstruktivt samt – og dette er meget vigtigt – både kan give ris og ros, så kan jeg ikke genkende, at det skulle koste på karrieren, de gange man vælger at ytre sig kritisk. Når jeg taler om at ”rose”, mener jeg mere præcist, at man skal kunne forsvare – ikke kun kritisere – sin organisation. Og endnu mere præcist vil det sige, at man skal kunne forsvare andet end blot sine mere snævre interesser (f.eks. sine kammerater/sin underenhed/regiment/ våbenart/værn) – men altså også Forsvarets andre komponenter, når det vel at mærke er relevant.
Hvis man i sin iver efter at forsvare ”manden på gulvet” – hvad der i sig selv er anerkendelsesværdigt – altid sparker opad eller til siden inden for Forsvaret, ja så bliver man muligvis nok populær i visse lag. Men man bliver ikke taget seriøst, dér hvor det vigtigt at blive taget seriøst. Og hvis man udelukkende kritiserer og aldrig forsvarer sin organisation, dens processer, beslutninger, strukturer m.m. (jeg hævder ikke, at det gælder for dit vedkommende), ja så sker der nok det, at man hen ad vejen erhverver sig et omdømme som ”støjsender” eller i værste fald illoyal. Og så vil det formentlig – bevidst eller ubevidst – spille ind hos de ansættende chefer, når de skal vælge kandidater til stillinger og udnævnelser. Det er vel et eller andet sted meget forståeligt, tænker jeg.
Og så er det, jeg får det indtryk, at de anonyme debattører ønsker at forbeholde sig ret til kun at kritisere (opad og til siderne) og aldrig at tage helhedsbrillerne på. Og at de ønsker at unddrage sig konsekvenserne af at agere sådan. Og at de ofte giver indtryk af at være sure gamle mænd.
Til sidst (og jeg hævder ikke, det gælder i dit personlige tilfælde): Hvis man kun har kritik til overs for, hvad der sker i Forsvaret, hvad vil man så egentlig der?
Hej Jakob, jeg tror såmænd vi er helt enige. Nu er desværre hovedparten af sagerne herinde på Olfi af det som man kunne kalde kritisk karakter overfor forsvarets ledelse – for selvfølgelig skal man rose, når der roses kan og det gør jeg så sandelig også. Jeg har også altid været af den opfattelse igennem også snart 30 år, at man har pligt til at give sit besyv med indtil en beslutning er truffet og derefter er man loyal overfor beslutningen – og hvis man ikke kan leve med dette, så må man enten løfte til et højere niveau og evt. i yderste ende må man tage sit gode tøj og gå. Og jeg skal ærligt indrømme, at jeg har været tæt på et par gange, men jeg synes stadig at forsvaret af Danmark er det værd – så derfor er jeg blevet. Men jeg synes det er gået slemt ned ad bakke de seneste år og tro mig journalisterne behøver ikke at anstrenge sig særligt hårdt for at finde disse kedelige sager, for vi (forsvaret) producerer dem selv i flæng. Det at vi i forsvaret laver fejl, er jo naturligt, det gør alle organisationer, men min kritik går normalt kun på håndteringen af kritikken eller chefers ageren imod bedre viden. Hvis man er bevidst dum, så burde man ikke besidde en chefstilling i forsvaret. Ubevidst dumme kan vi alle være fra tid til anden.
Hej Jakob, der er en ekstra dimension i det, som jeg synes skal nævnes her. Den handler om forskellen på ytringsfrihed og beskyttelse af top og bund i en organisation. Desto lavere i hierarkiet, som du er, jo mindre ytringsfrihed og beskyttelses har du efter min oplevelse også. Det tragiske ved den manglede ytringsfrihed og beskyttelse generelt for de laveste i hierarkiet er, at topledelsen derved risikere ikke at blive bekendt med, hvad der rør sig i organisationen. For at få viden op ad, har du brug for at beskytte den brede ytringsfrihed for de laveste i hierarkiet, fordi det er en del af fundamentet, og du har brug for at få truffet beslutninger på flere niveauer og bragt viden op til topledelsen hele tiden. Min påstand er, at der mange steder i det offentlige, er sket en centralisering af opgaver og magt de sidste 20-30 år, hvor topledelsen og politikerne er kommet (endnu) længere væk fra virkeligheden, og det negativt påvirker driften, ytringsfriheden og indflydelsen for dem som er lavest i hierarkiet, som organisationerne er afhængig af for at fungere effektivt. Det mener jeg egentlig også er meget godt illustreret ved nogle af de kritiske sager, der har været i Forsvaret.
Meget enig Rasmus, og f.eks. i sagen om Karin (controlleren fra Specialoperationskommandoen) på denne side, finder jeg i den grad, at der er chefer på flere niveauer, der ikke passede på deres medarbejder – for ikke at tale om hendes egen fagforening.
Et godt tiltag er de forholdsvis nye værnschefsergenter, der måske kan hjælpe lidt på denne kant – og om ikke andet give sergentgruppen et ekstra talerør. Jeg ved godt, at vi har samarbejdsudvalgene, men de spiller tilsyneladene også fortabt.
Man kan sige hvad man vil om dokumentaren, men man kan undre sig over, at en tidligere chef for en efterretningstjeneste her går ud og nærmest bekræfter, hvordan man arbejder – det er nok nærmest uhørt i de kredse.
At man kan læse meget i åbne kilder, herunder en del skønlitteratur om hvordan efterretningstjeneste foregår, fritager ikke den tidligere chef for den norske efterretningstjeneste fra hans tavshedpligt om, hvad der foregik og hvordan det foregik i hans tidligere virke.
Nu er der flere af den slags serier – prøv og se “Falsk identitet” på DR – og spørg dig selv om dette “kun” er fiktion – nok noget af det bedste jeg har set 🙂
Helt enig, Dinorex. Min pointe er blot, at man går aldrig ud og hverken be- eller afkræfter noget om, hvad der er foregået eller hvordan man gjorde – og det burde den forhenværende chef være klar over. Vi kan sagtens være enige om, at der findes mange beskrivelser og mange film, der kommer endog meget tæt på virkeligheden.
Ja – sådan var det engang – vores egen Hans Jørgen Bonnichsen plaprer jo også op om løst og fast – og blander man et par journalister ind i det – er der ingen der aner hvad der er op og ned – det samme er sikkert her 🙂
Halløj.
Hans Jørgen Bonnichsen, skal bare betragtes som en gammel Dinosauer, som bare ikke kan tåle, at se en åben mikrofon.
Han kan umuligt have en viden, som er meget nyere end 25. år. Det er jo det samme med Hr. Hillingsøe, han burde jo også kun kunne udtale sig om den meget kolde krig 🙂
@En gammel “kriger”
Hillingsøe udtaler sig ikke anonymt, og han argumenterer for sine vurderinger. Kunne det inspirere dig til en varig adfærdsændring på nettet?
Lige nøjagtig, hverken Hillingsøe eller Bonnichsen udtaler sig anonymt, nogen kunne lære af det. De herrer er måske ikke af nyeste årgang, men tag endelig ikke fejl af deres viden. Nogen har brændt næsen ved ikke at høre efter.
Meget enig med Jeppe Trautner. Jeg har længe undret mig over, hvorfor redaktøren tillader anonyme debattører. Af samme årsag er jeg selv holdt stort set op med at deltage.
Kære Jeppe og Jakob.
Ja, det er heller fedt at være anonym her inde, men nu har redaktøren jo mit rigtige navn mv.
Og som reserveofficer og nuværende officer, så burde i også vide, hvis man udtaler sig om ting som ikke falder i alt for god jord. Så er der lange fangarme i denne koncern, på den ene eller anden måde.
Og det er faktisk det jeg er bange for, så længe jeg selv er tjenestegørende, så derfor tør jeg simpelthen ikke stille op med navn og billede.
Så jeg beklager.
Jeg kan kun bekræfte, at det samme er gældende for mig. Visse elementer af ledelsen i det danske forsvar kan ikke tåle kritik, og er desværre også hævngerrige individer eller grupper – derfor denne anonyme tilgang.
Jeg er helt enig. Det er ikke karrierefremmende at udtale sig på olfi.dk, og det kan være decideret skadeligt for ens nuværende og fremtidige jobmuligheder som embedsmand og soldat, fordi chefer taler uformelt sammen om medarbejderes offentlige ytringer, som de ikke kan lide, også finder systemet en undskyldning for at komme af med en, fordi man har udtalt sig offentligt. Offentlige chefer og politikere kan stille sig nok så meget frem og sige, at de offentlige ansatte har ytringsfrihed, men det er virkeligheden bag dørene, at man bliver straffet eller kørt ud på et sidesport for at bruge den.
Hvad siger forsvarets faglige organisationer til, at deres medlemmer ikke frit kan ytre sig ?
Uden at vide det, så antager jeg, at det er fælles for alle fagforeninger at forsvare medlemmernes ytringsfrihed. Den virkelighed jeg kender til er dog, at politikere og chefer irettesætter nedad for offentlige ytringer, som ikke er enten neutrale eller positive, og det synes jeg også OLFI har nævnt flere eksempler på. Det vigtigste er heller ikke for mig, at kunne gå ud med navn og ytre mig offentligt om forskellige kritikpunkter, men at man får en kultur internt alle steder, hvor man kan sige tingene højt og få dem løst. Så må vi se om den politiske virkelighed nogensinde bliver til, at det ikke betragtes som illoyalt at ytre sig offentligt med saglig kritik som enkeltperson. Nu hvor du spørger til forsvarets faglige organisationer, så ved jeg det ikke, men antager de gør hvad de kan og er ramt af de samme problemer med at ytre sig og hvad det betyder for samarbejdsrelationen. Det har jo været OLFI og de øvrige medier, som har måtte være med til at løfte flere kritiske sager på vegne af Forsvarets ansatte, fordi det efter min opfattelse, ikke har været plads til at løfte kritikken internt og blive hørt for de ansatte og faglige organisationer.
Jeg må desværre give jer anonymiserede ret i, at rummet for saglig kritik i dag er lille. Det ser bare ikke godt ud, når det går ud over hædersmænd som Hillingsø, der brugte kritik konstruktivt.
Kære Jeppe.
Det handler ikke om, at det skal gå ud over nogen”hædersmænd”
Mit indlæg gik på, at man altid får nogen til, at udtale sig om nutidige emner, på trods af de har været pensioneret 20. år eller mere.
Og nej ingen tvivl om din General, ved en masse fra og om den kolde krig.
At tjenestegørende personel civil / militær, aktiv / reserven udtaler sig anonymt har jeg fuld forståelse for. Efter 42 år og nu pensioneret har jeg set karierer glide stille og roligt i det lodrette arkiv når man ikke kunne holde mund. En uheldig ting, som nok ikke standser lige med det samme, og whisselblower ordninger kommer desværre ikke til at virke. Embedsmænd er jo blevet fyret for at deltage i den offentlige debat!
Nu ved vi ikke om han misinformere eller ej. Det er en anerkendt strategi for en efterretningstjeneste. Når det så er sagt, så har Olfi en fremragende artikel som sammenligner forsvars- og åbenhedspolitik i DK og NR: https://olfi.local/2019/10/10/forsvarspolitisk-foretraekker-jeg-den-norske-bikini-frem-for-den-danske-burka/ Med udgangspunkt i den, så kan det efter norske standarder være helt ok at udtale sig, som han gør, men i DK ville det ikke være i orden, da vi har en lang tradition tilbage fra monarkiet for hemmeligholdelse. Jeg er personligt tilhænger af en mellemmodel, som artiklen lægger op til, da både DK og NR går til ekstremer i hver sin retning. I DK risikerer vi mere korruption ved hemmeligholdelse, og I NR risikerer de større kompromittering af arbejdsmetoder og forsvarskapaciteter mv. ved offentliggørelse.