ANALYSE: Generalløjtnant Flemming Lentfer skal være forsvarschef. Han har en baggrund i Flyvevåbnet som stabsofficer uden den store operative erfaring og uden at have været udsendt i en international mission. Nu skal han stå i spidsen for opbyggelsen af de operative kapaciteter og tale veteranernes sag. Han begynder bagude på point og kan i det lys næsten kun overraske positivt.

Overraskelserne fra Forsvarsministeriet kommer i disse tider med en hast, som det kan være svært at følge med i. Senest fandt forsvarschef Bjørn Bisserup ud af, at pensioneringen ville være rar at effektuere et år før tid, men dog først med udgangen af november. Man kunne på den baggrund tro, at Forsvarsministeriet ville benytte lejligheden til at slå stillingen som forsvarschef op i fri konkurrence efter alle sagerne om nepotisme, inhabilitet og vennetjenester. Om ikke andet så bare sådan rent proforma for at følge de samme retningslinjer som underliggende myndigheder og for ikke at give ansættende chefer på lavere niveauer lejlighed til at sige, ”hvorfor skal vi slå stillinger op, når toppen af ministeriet ikke skal?”

Det var ikke nogen stor og afgørende sag, som forsvarsminister Trine Bramsen (S) kunne vinde ved at slå stillingen som forsvarschef op. Men signalværdien skal man ikke undervurdere. Ved at slå stillingen op ville hun have sendt et vigtigt signal om ordentlighed og nye tider i Forsvarsministeriet, og hun kunne samtidig have undgået en helt unødvendig kritik. Tiden var der, og selvfølgelig kunne Bjørn Bisserup været blevet til årsskiftet, hvis to måneder var en måned for lidt.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse OLFIs interview med generalløjtnant Flemming Lentfer fra marts 2018. Foto: Ernstved

Så hvad gjorde hun? I løbet af halvanden uge havde Trine Bramsen udpeget sin nye forsvarschef uden at slå stillingen op, og dermed blev de ansatte i Forsvaret endnu en gang bekræftet i, at der gælder ét sæt regler i toppen af ministeriet og et andet ude i geledderne. Hvis bestræbelserne var at signalere oprydning i det vingeskudte ministerium, er det i hvert fald ikke den bedste opskrift på at genopbygge en lidet eksisterende tillid til Forsvarsministeriets og Forsvarets top.

Hvem rådgiver den sagesløse minister?

På den måde kom Trine Bramsen skidt fra start med sin nye forsvarschef, lige som hendes håndtering af en række øvrige sager har rejst spørgsmålet om, hvem der i virkeligheden rådgiver den sagesløse minister? Hun har ikke mange at støtte sig til med en nyansat departementschef uden kendskab til Forsvarets topgeneraler, og så må hun jo trække på dem, der er. Ud over Pernille Reuther Eriksen som chef for departementets Koncern HR har hun reelt set kun haft Bjørn Bisserup og personaledirektør Laila Reenberg. De tre har gennem de seneste 10 år spillet hovedrollerne sammen med den nu pensionerede viceforsvarschef Per Ludvigsen, når topstillinger i Forsvarets top skulle besættes.

De fleste af de seneste års skandaler i Forsvarsministeriet bærer alle firkløverets tydelige fingeraftryk, og de er om nogle kendt for at forfremme venner og kammerater, se gennem fingrene med åbenlyst brodne kar og lade objektive kriterier og kvalifikationer glide i baggrunden til fordel for evnen til at klappe ryg og sige ja. Disse egenskaber er præcist, hvad der har skabt en sygdomsbefængt ledelseskultur, som ikke bare medarbejderne i Forsvaret, men efterhånden også det omgivende samfund ønsker sig et opgør med.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om forsvarschef Bjørn Bisserup, som sniger sig ud ad bagdøren … Tegning: Lars Andersen

Man kan på den baggrund roligt slå fast, at den vigtigste opgave for den nye forsvarschef uden sammenligning bliver at samle, bygge bro og dermed genopbygge tilliden til den militære top efter alle sagerne om nepotisme og kammerateri, som i den grad har klæbet til den ovenstående kvartet. Det kræver en mand, som har holdt sig langt væk fra de seneste års skandaler, og som nyder soldaternes ubetingede respekt. Så hvem valgte Trine Bramsen som forsvarschef efter at have rådført sig med dem, der nu var at rådføre sig med?

Svaret er generalløjtnant Flemming Lentfer, som siden sin tid i Forsvarsstaben under Per Ludvigsen har været dennes protégé og dermed en del af inderkredsen omkring Bjørn Bisserup, Laila Reenberg og Pernille Reuther Eriksen. Valget var på den ene side overraskende og på den anden side så forudsigeligt, som det næsten kunne være. Nogle havde troet, at forsvarsministeren med sit forsøg på at virke som en hårdtslående oprydningsminister ville vælge en forsvarschef, som ikke var en del af ministeriets hidtidige rygklapperkultur. Andre havde sågar forudset, at Trine Bramsen ville dykke dybt ned på oberst-niveauet efter sit efterhånden berygtede interview med DR’s podcast Genstart om, at næste lag under Bjørn Bisserup var lige så fedtet ind i alle sagerne som Bisserup selv.

Men i sidste ende valgte forsvarsministeren den person, som mest af alt ligner Bjørn Bisserup, mindst af alle signalerer nye tider og frem for alt selv er et dygtigt opdraget produkt af selvsamme rygklapperkultur i Forsvarsministeriets øvre lag.

Operation X kan have banet vejen

Flemming Lentfer kommer fra en stilling som direktør i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og var i forsommeren skydeskive, da TV2 sendte Operation X ”Fejlskud i Forsvaret” om fejlindkøb af våben og ammunition, som fik auditørkorpset til at indlede en efterforskning. Efter udsendelsen oplevede Flemming Lentfer noget så sjældent som ros for sit interview med journalisten Morten Spiegelhauer, fordi direktøren svarede roligt og afværgende på de kritiske spørgsmål og forklarede, at der blev begået stribevis af fejl hver eneste dag i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, og at det med hans egen garanti ville blive ved sådan. Samtidig lagde materiel- og indkøbsstyrelsen hele interviewet ud på youtube, så interesserede selv kunne se det i fuld længde og danne sig sit eget indtryk. Det virkede og afmonterede meget af kritikken, hvilket man også bemærkede i Forsvarsministeriets top.

Artiklen fortsætter under videoen …

Måske var Operation X på den måde med til at gøre Flemming Lentfer til forsvarschef. Når Flemming Lentfer på trods af sin tv-optræden alligevel er bagude på point allerede inden sin tiltrædelse, skyldes det flere forhold. I sin præsentation på Forsvarsministeriets hjemmeside siger Trine Bramsen, at »Flemming Lentfer er en stærk leder med en meget bred erfaring fra Forsvaret«. Lige præcis dér skal man nok tilføje, at den karakteristik afhænger af øjnene, der ser. Det skyldes det faktum, at Forsvaret ser ind i en periode, som i den grad peger mod opbygning af operative kapaciteter og derfor skriger på en chef med massiv operativ erfaring. Og lige præcis her falder Flemming Lentfer igennem med et brag.

Flemming Lentfers operative baggrund begrænser sig til en kort tid som chef for den nu for længst nedlagte Hawk Afdeling Vest i perioden fra 2000 til 2002. Han har ingen operativ erfaring fra højere niveauer, selv om man i Forsvarsministeriet tæller hans tid som chef for Operationsstaben i Forsvarskommandoen som operativ tjeneste. Hvilket siger meget om dem, som bedømmer den slags, og dem har jeg allerede beskrevet ovenfor.

Artiklen fortsætter under linket til Frontlinjen om den nye forsvarschef …

Hvad værre er – efter 30 år med dansk deltagelse i et hav af internationale missioner spændende fra Balkan over Irak og Afghanistan til Libyen, Syrien, Mali og Adenbugten kan det være svært at finde en linjeofficer i Flemming Lentfers aldersgruppe, som ikke har været udsendt i en international mission. Men her udmærker Danmarks kommende forsvarschef sig ved gennem 37 års tjeneste i Forsvaret aldrig nogensinde at have været udsendt.

Det er værd at dvæle lidt ved, for i det moderne forsvar tæller udsendelser højt. Det skyldes ikke bare, at udsendelserne giver operativ erfaring fra den skarpe ende, hvor forkerte beslutninger kan have fatale konsekvenser. Det skyldes i lige så høj grad, at alle de internationale missioner har slidt medarbejdere, familier og nære relationer op, fordi det ofte har været Tordenskjolds soldater, som har påtaget sig udsendelse efter udsendelse. Når en soldat rækker hånden op og tager sin mission, kan en anden blive hjemme. Og omvendt. Når nogen sniger sig uden om, må andre træde til.

Hærchefens kæreste udstillede forargelsen

Hvis man kunne være i tvivl om, hvordan kolleger ser på officerer, der gør stjernekarriere uden at have taget sin tørn langt fra Danmark, skal man bare se på, hvad der skete i Hæren, da den nu tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen med Per Ludvigsens velsignelse sørgede for at få sin kæreste optaget på to eftertragtede uddannelser uden nogensinde at have været udsendt – og hvor det før fru Mathiesens optagelse havde været et ubetinget krav med erfaring fra international tjeneste. Der rejste sig et ramaskrig, gode og trofaste medarbejdere sagde op i både forargelse og vrede, og Hæren var ved at gå op i limningen i faldende tillid til ledelsen.

Det skyldes ikke mindst, at erfaringen og afsavnet af at være væk fra familie, børn og hjemlige, trygge og sikre omgivelser i flere måneder er ens for alle, hvad enten man går på patrulje i Helmand, sejler på de syv verdenshave eller sidder i et stabshovedkvarter i Abu Dhabi. I de internationale missioner står alle lige, når ungerne savner mor eller far, mindstemanden er syg, og tingene kan være svære at få til at hænge sammen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om, hvordan Forsvarsministeriet blev en superspreder af dårligdomme …

Det ved man kun, når man har prøvet det, og det klinger derfor hult, når både militære og civile chefer uden den erfaring nedtoner betydningen af internationale missioner på CV’et. Udsendelser koster hver gang, og har man først været udsendt, ser man anderledes på dem, der ikke har. Og særligt dem, der kunne have været det, men af bekvemmelighedsårsager valgte at blive hjemme og lod karrieren dreje uden om de skarpe hjørner.

Det er derfor en meget stor misforståelse at tro, at vægtningen af international erfaring udelukkende drejer sig om operativ erfaring. Har du taget din tørn? Har du vist, at du er klar og ikke kryber uden om, når de rigtigt svære valg skal træffes, uanset hvilken udfordrende situation du står i på hjemmebanen? Dét er noget, som soldater i alle tre værn har prøvet og kan tale med om.

Operative officerer har taget grueligt fejl

Nu har forsvarsministeren så valgt vel omtrent den eneste general i laget af admiraler og generaler, som aldrig har været udsendt i en international mission, og som fremover skal tale veteranernes sag. Man skal formentlig have forrettet tjeneste i Forsvaret for at forstå, hvilket negativt og demoraliserende signal det sender, og udnævnelsen af Flemming Lentfer tyder på, at forsvarsministeren har ladet sig rådgive af den afgående forsvarschef. Bjørn Bisserup må være den eneste militærperson i toppen af Forsvaret, som kunne finde på at pege på Flemming Lentfer al den stund, at Bjørn Bisserup selv lider af samme mangel på sit CV – hvis man lige ser bort fra en udsendelse som operations- og efterretningsofficer til Cypern i 1989. Til gengæld har han kunnet støtte sig til civilisterne Laila Reenberg og Pernille Reuther Eriksen, som heller aldrig har prøvet at stå i den skarpe ende af verden – og nærmest per definition er enige med Bjørn Bisserup.

Hvilket signal sender det så til medarbejderne, som skriger på at få en forsvarschef, de både kan have respekt for og tillid til? Det sender signalet, at alle jer, som drog i krig, ofrede jer for landet og tog én for holdet i den tro, at det også karrieremæssigt var vigtigt og rigtigt, har taget grueligt fejl. Nej, for at nå til tops i det danske forsvar, skal du helst gemme dig bag et skrivebord, holde dig langt fra de operative enheder og sørge for at blive en del af Forsvarsministeriets rygklapper-kultur. Så har du regnet den ud!

Artiklen fortsætter under billedet …

Den seneste tid har vist, at forsvarsminister Trine Bramsen (S) lader sig føre rundt i manegen af den ledelse, som hun ellers har lovet at svinge pisken over. Tegning: Lars Andersen

Der er en grund til, at generalløjtnant Flemming Lentfer blandt soldaterne går for at være den bedst slørede soldat i det danske forsvar. Det skyldes, at ingen kender ham eller ser ham – med mindre man har haft sin daglige gang på direktionsgangen i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses mistrøstige lokaler i Ballerups industrikvarter.

Når forsvarsminister Trine Bramsen kunne vælge Flemming Lentfer som sin kommende forsvarschef, vidner det om, at hendes rådgivere enten slet ikke har været klar over de meget stærke følelser, der blandt medarbejderne knytter sig til den internationale erfaring, eller også har de meget bevidst undladt at gøre hende opmærksom på det. Dermed har de gjort ministeren en bjørnetjeneste.

Politikere kan ikke tage fejl

Hvad var alternativet til Flemming Lentfer? Hvis Trine Bramsen for alvor ønskede at vinde soldaternes respekt og genopbygge tilliden til sit ministerium og til Forsvarets øverste ledelse, havde hun et es i ærmet, som hun dog aldrig spillede. Det ville nemlig have krævet, at hun erkendte sin åbenlyse fejl ved at fritage koncernstyringsdirektør Per Pugholm Olsen for tjeneste, da skandalen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i december rystede hele systemet.

Allerede dengang kom det frem, at ”PP” havde reageret og havde orienteret om Rigsrevisionens undersøgelse til den daværende departementschef, Thomas Ahrenkiel, som bare glemte at læse sine mails. Men det var Per Pugholm Olsen, der fik sparket, mens ministeren holdt hånden over Thomas Ahrenkiel. I den forgangne uge kom redningskransen til ministeren, da Kammeradvokatens rapport frikendte Per Pugholm Olsen. Hun kunne dermed offentligt have erkendt, at det var en fejl at fritage ham for tjeneste og samtidig have udnævnt ham til ny forsvarschef. Dét ville have skabt respekt ikke bare om den nye forsvarschef, idet Per Pugholm Olsen uden sammenligning er den bedst kvalificerede, som samtidig har et uplettet ry som en gennemordentlig officer med høj integritet og moral. I allerhøjeste grad ville det også have skabt respekt om Trine Bramsen.

Men politikere kan ikke tage fejl, og derfor må Forsvarets medarbejdere nu indstille sig på at spejle sig i endnu en skrivebordsgeneral uden operativ og international erfaring. Flemming Lentfer selv lægger ikke skjul på, at han er klar over, hvad Forsvarets vigtigste opgaver er fremadrettet.

»Jeg ser frem til et tæt samarbejde med forsvarsministeren og departementet, hvor et centralt punkt vil være at sikre tillid til Forsvarets virke. Et andet centralt punkt vil være at videreudvikle Forsvarets operative evne i tæt samarbejde med alle myndighedsområderne på ministerområdet.«

Man kan sige om Flemming Lentfer, at han næsten kun kan overraske positivt.