ANMELDELSE: Trods stolte søfartstraditioner har de store danske flådetriumfer været til at overse. Det betyder dog ingenlunde, at det har skortet på mandsmod og heltegerninger i søetaten, hvilket Søren Nørbys nye bog ”Hverken ubesindig eller frygtsom – dramatiske beretninger fra Flådens historie” på underholdende vis dokumenterer.

Rigsråd Anders Bille lagde ikke fingre imellem, da han i 1645 satte ord på vigtigheden af en slagkraftig og velfungerende flådestyrke:

”Næst efter Gud den almægtiges nådige forsyn hviler Kongerigets velfærd, sikkerhed og styrke på Flåden.”

Synspunktet har utvivlsomt vundet gehør i samtiden. Hvis salig Anders Billes udlægning står til troende, har den måske en vis forklaringskraft i forhold til Danmarks transformation fra europæisk magtfaktor til det lille land, vi blev for knap 200 år siden og endnu er i dag. Vi kan ganske vist fortsat bryste os af, at Søværnet er et af verdens ældste af sin art, men i et historisk perspektiv har den danske flåde med jævne mellemrum lidt dyre og skæbnesvangre nederlag, som kan aflæses af danmarkskortet den dag i dag.

Der kan af samme grund virke til at være lidt vel langt imellem triumferne i marinehistoriker Søren Nørbys nye fagbog ”Hverken ubesindig eller frygtsom”. Forfatteren har i al fald valgt en række søkrigshistoriske nedslagspunkter, der i hovedreglen har det til fælles, at de tager udgangspunkt i danske nederlag.

Det gør dog ikke noget for bogens underholdningsværdi, og skulle man på forhånd føle sig fristet til at indvende, at der ikke er meget ved at læse om, at Danmark får klø, forsvinder følelsen få sider inde i læsningen. Bogen byder nemlig på 11 voldsomt interessante beretninger, der mest af alt er en hyldest til det mod og mandshjerte, som sjældent har været en mangelvare ombord på danske orlogsfartøjer.

Søfolk af en særlig støbning

”Hverken ubesindig eller frygtsom” tager sit afsæt i fortællingen om Danmarks hyr med Barbaresk-staternes korsarer – en slags kapere – i Middelhavet i 1700-tallet. Derfra bevæger den sig kronologisk op gennem historien og gør meget apropos stop ved nogle af de nederlag under Englandskrigene, som kom til at indvarsle enden på Danmark som sømilitær stormagt. Fra søslagene i hjemlige farvande går det videre til sørøverjagt omkring De Danskvestindiske Øer, sømilitære operationer under de slesvigske krige, ubåden ”Dykkerens” forlis i Øresund i 1916, før bogen rundes af med nyere hændelser som ”Hovsa-missilet” og de senere års antipiraterimissioner ved Afrikas Horn.

Bogen er rig på primærkilder og førstehåndsberetninger, og Søren Nørby har da heller ikke fundet det nødvendigt at tage sig de store kunstneriske friheder i formidlingen. Tværtimod får hovedpersonerne selv lov at træde i forgrunden med fyldestgørende øjenvidneberetninger, breve og dagbogspassager, der i samtidens sprog anskueliggør sømilitære rationaler og logik, uden at det besværer læseren.

Det er gennem de direkte citater, at man som læser får øjnene op for, at søfolk var – og er – af en ganske særlig støbning. Som da en matros ombord på fregatten ”Niels Juel” under slaget ved Helgoland i 1864 får skudt sit ben i stykker af en kanonkugle og – i hvert fald i sin egen udlægning – tager oplevelsen med ophøjet ro:

”Smerter havde jeg egentlig ikke. Men efter slaget var der en, der trådte på mit knuste ben. Han rodede rundt efter sin ske, for han skulle til at spise ærter – det gjorde slemt ondt.”

Knap 80 år senere bemærker et besætningsmedlem på en fregat af samme navn, at tyskerne åbner ild mod skibet, hvortil et andet besætningsmedlem med tilsvarende koldsindighed og ikke så lidt galgenhumor bemærker, at ”Saa kan vi da faa Kaffekanden varmet”.

Meget illustrative citater, der, udover at øge underholdningsværdien af fortællingerne, giver et indblik i den særlige mentalitet, der særligt tidligere i historien har været nødvendig for at kunne begå sig og klare livet til søs. De giver samtidig et interessant indblik i sprogets udvikling gennem tiden.

Sætter begivenheder i kontekst

De mange førstehåndsberetninger suppleres af et væld af illustrationer i form af kortudsnit, kobberstik, malerier og – i takt med at vi bevæger os frem i tiden – også af fotografier fra de beskrevne hændelser. Til de teknisk interesserede afsluttes hvert kapitel med en teknisk oversigt over de omtalte skibe.

Søren Nørby formår at beskrive begivenhederne og sætte dem i kontekst i et klart og rent sprog, så man forstår deres strategiske og geopolitiske konsekvenser (eller mangel på samme), og bogen rammer i det hele taget en fin balance mellem det forklarende og det beskrivende. Er man ikke ferm til sømilitære fagtermer, indføres man også i dem på en måde, der sikrer, at bogen har bred appel og ikke kun er for nørderne.

Bogens største styrke er variationen i de udvalgte fortællinger. Selvom man af ren og skær patriotisme godt kunne ønske sig at høre om nogle danske sejre (der må da være nogen?), kan flådens mange nederlag og fejlslagne operationer jo dårligt lægges forfatteren til last. Fortællingerne leverer den dramatik, som bogens undertitel lover, og de omtalte sømænd lever til fulde op til søhelten Niels Juels latinske motto ”Nec temere, nec timide”, der oversat til dansk har givet bogen sin titel.

Selv om ”Hverken ubesindig eller frygtsom” med sine cirka 400 sider selvsagt ikke er nogen udtømmende gennemgang af flådens historie, giver den et spændende indblik i den alsidighed, der kendetegner flådens virke, og i de mangeartede opgaver flåden historisk set har løst – og som Søværnet endnu løser både ude og hjemme. Bogens sidste kapitel handler om det 21. århundredes søværns togter langt fra det danske riges kyster.

Her tager Søren Nørby udgangspunkt i støtteskibet ”Esbern Snares” kamp mod somaliske pirater i maj 2011. Under et år senere påmønstrede denne signatur i øvrigt selvsamme skib til en karriere, der gudskelov blev markant mindre begivenhedsrig end mine hedengangne kollegers.