KOMMENTAR: Seniorsergent Johnny C. Jensen forstår ikke, at alternativet til i 1994 at markere verdenssamfundets beslutsomhed over for de serbiske ledere med iværksættelsen af Operation Bøllebank var folkemordet i Srebrenica året efter. Havde den traditionelle FN-optræden været målet, skulle kampvogne været blevet hjemme, skriver den pensionerede brigadegeneral Michael H. Clemmesen på baggrund af bogen ”Myten om Operation Bøllebank”.

For nylig udkom bogen “Myten om Operation Bøllebank” skrevet af Johnny C. Jensen i samarbejde med journalisten Kasper Søegaard. Jeg har læst den, og jeg har selv i 2010 besøgt området, hvor Operation Bøllebank fandt sted den 29. april 1994. Debatten for snart tre år siden om operationen i anledning af Kasper Søegaards DR P1-dokumentar og den aktuelle bog giver mig anledning til at give mit besyv med. Det er væsentligt for både forståelsen af begivenhederne i 1994-95 samt denne og tidligere beskrivelser af operationerne ved de FN-beskyttede områder i Bosnien, at kilden til problemet var, at FN-uddannelsen og regler for optræden var i logisk og reel modstrid.

Man kunne og kan ikke have til opgave at beskytte den ene part i en krig mod den anden og samtidig være helt upartisk. For at beskytte måtte man sætte sig i respekt hos den truende part gennem synlig demonstration af risikovillighed og kampkraft. Forskellen på NORBAT 2 ved Tuzla og DUTCHBAT ved Srebrenica var, at de to styrker placerede sig på modsatte sider af dette dilemma. Som Johnny C. Jensen gør klart i bogen, er det bemærkelsesværdigt, at det netop var den kampvognsdeling, der under uddannelsen bedst havde forstået FN-måden at operere på, der kom til at markere ekstremt klart, hvad den nye situation krævede.

Det centrale emne i Jensens og Søegaards bog er den konflikt, der snart opstod mellem på den ene side styrkens chefer og på den anden side eskadronens øvrige befalingsmænd. Daværende oberstløjtnant Lars R. Møller, DANBAT 2s danske næstkommanderende, og eskadronchefen major Carsten Rasmussen, ønskede at udnytte kampvognenes kampkraft i proaktiv beskyttelse af UN Safe Area Tuzla, mens bl.a. Erik Kirk og Johnny Jensen insisterede på at holde sig inden for den traditionelle FN-neutrale ramme, som man var blevet uddannet til hjemme i Danmark før indsættelsen.

Dette åbenbart stadig eksisterende modsætningsforhold kunne være fjernet eller mindsket, hvis de nordiske hærledelser havde reageret forsvarligt og rettidigt i foråret 1994 med afklaring. Som det fremgår af både denne bog og den første NORBAT-2-chefs senere beretning (Ulf Henricsson: När Balkan Brann! Överste 1. Ulf Henricsson om sitt krig i Bosnien och hur han blev ”Sheriffen i Vares”. Svenskt Militärhistorisk Bibliotek, 2013), var det allerede klart under den første danske kampvognseskadrons korte tid ved Tuzla i februar-marts 1994, at procedurer og missionsuddannelse var blevet delvis anakronistiske. Når man truer den ene part med A-10 flyangreb under en FN-operation, er man ikke helt neutral.

Jensen opfattede bataljonens ageren som unødvendige provokationer

Men da der ikke dengang skete en afklaring, opfatter Jensen stadig, hvad bataljonsledelsen gjorde for at sikre serbisk respekt for beskyttelsesstyrkens bevægelsesfrihed som ”unødvendige provokationer”. Det skyldtes en missionsuddannelse, der lagde vægt på forhandlinger med parterne snarere end opgaveløsning bygget på kampevne på jorden støttet af amerikanske kampfly. At der var tale om noget helt andet end en klassisk, neutral fredsbevarelsesoperation, kunne være blevet klart for eskadronens befalingsmænd, da den første eskadrons næstkommanderende, kaptajn Jens Alsing, mod slutningen af missionsuddannelsen var hjemme og holde foredrag i Holstebro om forholdene ved Tuzla.

Jensen så og ser i dag stadig ikke, at alternativet til at markere verdenssamfundets beslutsomhed over for de serbiske ledere var, hvad der skete i juli året efter. Alternativet var ydmygelsen og folkemordet ved Srebrenica, et af de andre ”FN-sikre” områder. Hvis det havde været målet, skulle kampvogne været blevet hjemme. Det er åbenbart på Jensens beskrivelse, at det for ham og de andre befalingsmænd i eskadronen stadig uforståelige brud på den traditionelle FN-optræden blev forstærket og fortsat forstærkes af Lars R. Møllers ledelsesstil.

Der fremlægges i bogen en lavmælt jysk, stærk irritation eller nok nærmere foragt over oberstløjtnantens valg af en demonstrativ og utraditionel, aparte, synlig ledelsesprofil, der synes som inspireret af den amerikanske Anden Verdenskrigs-general George S. Pattons excentriske optræden.

Problemet er dog ikke kun Jensen og hans kollegers. Som Arben Deliu når frem til i sit SDU-universitetsspeciale om eskadronerne fra 2009, DANSQN – den danske kampvognseskadron i Bosnien 1993-1995, når FNs myndigheder aldrig selv til klarhed om, hvad de ville og kunne, hvilket førte direkte til det ydmygende sammenbrud i Srebrenica i sommeren 1995. Men som Deliu konkluderer, betød eskadronens tilstedeværelse og til tider ”provokerende” optræden i den gråzone, der blev dannet af verdensorganisationens nølen, at det blev muligt at sikre netop dette ”sikre område”.

2. Kampvognsdelings indsættelse sent aften den 29. april 1994

Bogens højdepunkt og styrke er, at den på grundlag af kildetæt brug af førsteholdsvidnernes samtidige udsagn giver et troværdigt billede af det faktiske forløb, som jeg som gammel kampvognsmand, der har været i terrænet, kan genkende. Serberne havde igennem længere tid øget presset på den svenskbemandede observationspost T2 (TANGO TO), dels gennem beskydning med artilleri, dels gennem at søge kontrol over NORBAT 2s adgang til posten.

Postens bidrag var afgørende for bataljonens opgaveløsning. Gang på gang havde eskadronens enheder været indsat til støtte for posten, og den 19. april var en formel plan for indsættelsen, OPERATION BØLLEBANK, blevet klar. Ved en ny indsættelse en uge senere havde man imidlertid justeret og forbedret fremgangsmåden, så fremrykningen mod posten skete mere sikkert. Man havde ikke nået at få den nye fremgangsmåde indarbejdet i den skriftlige plan, da operationen den 29. april igen måtte iværksættes.

Artiklen fortsætter under billedet …

Da T2 igen blev udsat for et artilleriangreb den aften, var Lars R. Møller sammen med sin svenske chef, oberst Christer Svensson. De besluttede at iværksætte BØLLEBANK, alarmerede eskadronen og ville følge operationen i svenskerens førings-pansrede mandskabsvogn. Det havde fra Møllers ankomst til Bosnien været klart, at han insisterede på en personlig hands-on føringsstil.

Hvad der derefter skete og fremkaldte et sammenbrud af planen, var vel en kombination af tre forhold. For det første at serberne havde bøjet af, når NORDBAT 2 indtil da havde indsat eskadronen. For det andet at forstærkningen af T2 aldrig have været øvet eller tidligere gennemført i mørke. For det tredje og endeligt at eskadronchefen, major Carsten Rasmussens, endelige befaling for iværksættelse fandt sted under stærkt tidspres uden at alle delingsførerne var til stede. I sin 2001-beskrivelse fortalte Møller, at den af de to, der kom sidst til et koordinationsmøde i Saraci ”var en gammel ost” (s. 277). Rasmussen blev således ikke opfordret til at afklare, hvorvidt den skriftlige plan eller erfaringerne fra den 26. april skulle anvendes.

Da Møller og oberst Svensson ville opholde sig ved Rasmussen under indsættelsen, var det i øvrigt en fejl fra deres side ikke at være til stede ved befalingsudgivelsen. Dette specielt fordi indsættelsen skulle ske i mørke. Da artilleribeskydningen af T2 ikke var fortsat, ville en forsinkelse på måske en halv time ikke have ændret noget.

Artiklen fortsætter under skitsen …

Tidspresset sammen med forventningen om, at fjenden ikke ville gribe ind, kan også have bidraget til, at man ikke fik en sanitetsgruppe og bjærgningskampvogn med. Dette på trods af Møllers erindring/beretning i 2001. Men han var jo som nævnt heller ikke med ved befalingsudgivelsen, han kendte kun den skriftlige plan for Bøllebank, hvorefter de to støtteelementer skulle fremdrages bag eskadronens enheder.

Hvad, der derefter skete, var et på dette grundlag forudseeligt kaotisk forløb. Det forhold, at den forreste kampvognsdeling samt Rasmussens kampvogn samt Svenssons og Møllers PMV tidligt blev udsat for et massivt serbisk artilleriangreb mod Saraci, låste alt andet end to af 1. kampvognsdelingens vogne fast. Det uventede og præcise angreb skabte kaos samt forståeligt chok og ramte eskadronschefens tilstedeværelse på radionettet.

Artiklen fortsætter under grafikken …

Dette kan ikke undre en gammel militærhistoriker som denne kommentator. Indsættelser ender ofte i kaos, specielt om natten og når ikke hårdt indøvet. Det, der imponerer, er den professionalisme, der på trods af uventede begivenheder prægede de ikke direkte ramte dele af eskadronen, dvs. Erik Kirks 2. deling og Jensen, der fra sin højt placerede pansrede mandskabsvogn havde godt overblik over hele terrænet og situationen.

Det var her, at Møller og Svensson med fordel kunne være kørt til fra Saraci og have opholdt sig. Men det i bagklogskabens klare lys bedste sker sjældent, når man presses af beskydning. Det eneste, der ud over 2. delings professionalisme er bemærkelsesværdigt, er det svineheld eller den himmelske beskyttelse, som gjorde, at det ikke endte i en katastrofe. Hvis det var gået galt med udbrændte kampvogne og dræbte danske soldater, ville Hærens fremtid have været en anden, end den blev.

Artiklen fortsætter under billedet …

Britisk kampvognsuddannet major spillede hovedrolle

Den professionalisme, der skabte resultaterne ved operationen, havde næsten ti år gamle rødder. Midt i 1980’erne havde Hærens kampvognsenheder fået inspiceret deres skydning af Hærens Tjenestegrensinspektør for Kamptjeneste, oberst Verner Fält-Hansen. Enhederne var dengang udrustet med Centurion og Leopard IA3-kampvogne. Resultaterne, herunder for min egen Centurion-kampvogn, havde af forskellige grunde på trods af intensive forberedelser været ekstremt ringe.

Med det eksisterende materiel var der ikke meget, der kunne forbedres, men Hærens Kampskoles utrættelige, britisk kampvognsteknisk-uddannede major Toxen August Worm så det som sit kald at ændre situationen. Og det gjorde han så med sin stille stædighed. Worm kom oprindeligt fra Gardehusarregimentet. Han havde allerede haft ansvar for en del af kampvognsuddannelserne, da jeg i 1969 som ung officer gennemgik kursus på den daværende Panserskole. Jeg lærte ham godt at kende fra 1989, hvor han var chef for en af eskadronerne i min mobiliseringsbataljon ved Jydske Dragonregiment.

For at rette op på de meget ringe skyderesultater etablerede Worm for det første uddannelsen af udvalgte befalingsmænd som ”skydeinstruktører”. De skulle lede eskadronernes kampvognsskydeuddannelse. Bogens forfatter Johnny C. Jensen var som skydeinstruktør ansvarlig for skydeuddannelsen i Bøllebanks ”Niels Kjeldsen Eskadron”. Også Erik Kirk havde mange års anerkendt tjeneste som uddanner af kampvognskommandører i Oksbøl bag sig.

Hvis man havde bevaret det gamle kampvognsmateriel, havde selv Worm ikke kunnet nå langt, men fra 1990 var eskadronerne begyndt at modtage de modificerede Leopard IA5-kampvogne. Her havde man oven på Leopard I’s fortsat stabiliserede kanon tilføjet det stabiliserede sigte, der fulgte målet under kampvognens bevægelser, samt en moderne ildledelsescomputer, integreret laserafstandsmåler og termisk natsigte. Derigennem fik Worm potentielt verdens mest nøjagtigt skydende kampvogn at arbejde med. Leopard IA5s eneste svaghed var, at kanonens kaliber fortsat kun var 105 mm og ikke de 120 mm, der skulle til at bekæmpe verdens bedst beskyttede kampvogne. Men det var uden betydning i Ex-Jugoslavien.

Selv mellem Bøllebank og den efterfølgende Operation Amanda den 26. oktober 1994 fortsatte Worm med at forbedre kampvognenes skydetekniske anlæg, så man kunne kæmpe effektivt på de ekstremt lange skudafstande, som man havde ved Tuzla. Her arbejdede Worm tæt sammen med våbeningeniøren, oberstløjtnant Ib Thorkild Jørgensen, som var chef for kampskolens Forsøgs- og Sikkerhedssektion. Jørgensen beregnede de data, der skulle lægges ind i ildledningscomputeren for de meget lange skudafstande for brisant- og røggranater. Disse data havde kampvognens tyske konstruktører betragtet som irrelevante. Efter computerne var opdaterede, lærte Worm besætningerne fra NORDBAT 2’s tredje kampvognseskadron at bruge de nye muligheder, der derefter blev afgørende under Operation Amanda i oktober 1994.

Det var den to år senere pensionerede og i 2017 afdøde Worm og hans folks stædige indsats for at gøre de danske Leopard IA5-vogne til nogle af verdens bedst skydende, der lagde grundlaget for de danske NORDBAT 2-kampvognseskadroners ekstraordinært gode resultater, der kulminerede i intensitet under Erik Kirk og 2. delings indsats under Operation Bøllebank.

Hæren manglede systematiserede debriefinger

Mens det var en sublim, indarbejdet faglig professionalisme, som klart kan følges i Jensens detaljerede rekonstruktion af Erik Kirks engagement sent 29. april 1994, der med rette gjorde den danske indsats kendt, var det den danske hærs amatørisme, der skabte grundlaget for den efterfølgende strid om, hvad der faktisk var sket den nat på vejen til T2. Under Anden Verdenskrig og senere under Koreakrigen og Vietnamkrigen udviklede og anvendte den amerikanske journalistuddannede, ledende militærhistoriker, S.L.A. Marshall, den eneste holdbare metode for rekonstruktionsdebriefing for en hærenhed efter et engagement.

Hurtigst muligt efter en aktion skal alle samles, der har været involveret. Alle fra de menige på jorden til de førere og det stabspersonel, der kun har fulgt engagementet på radio. De skal samles omkring et terrænbord eller kort, der viser terrænet, hvor kampen har fundet sted. Derefter skal debriefingen foregå under ledelse af en person, der kender det overordnede forløb, men ikke har været personligt involveret og derigennem inhabil. Forløbet tales igennem kronologisk fra den ene ende til den anden, hvor alle har samme ret til at bidrage med sine oplevelser og meninger, og debriefingen optages med henblik på at udvikle den foreløbige beskrivelse af, hvad der rent faktisk skete.

Metoden er i modstrid med den klassiske militærhistoriske, hvor man tager udgangspunkt i planen for operationen, der som næsten uundgåeligt ender med at skabe rammen for fortællingen, der derfor ender som langt mere logisk sammenhængende, end den var i virkeligheden. Denne amerikanske metode har tre fordele. For det første præsenteres alle de naturligt ufuldstændige og subjektive oplevelser i en fælles ramme. For det andet danner denne form et godt grundlag for hurtig identifikation af nødvendig læring (hvilket nok er grunden til, at metoden ligner, hvad der sker i flystyrker). For det tredje kan debriefingen indlede inddæmningen af deltagernes udvikling af psykiske kampskader.

Det var blot et af symptomerne på den danske hærs amatørisme, at man ikke havde og ikke senere fik indført en sådan ramme for fælles behandling af oplevelser og læring. Jensens bog beskriver, hvorledes Erik Kirk forstod behovet og systematisk indsamlede rapporter om forløbet. Men da var den ”officielle” fortælling ude, der ikke kunne undgå at blive påvirket af, at cheferne Møller og Rasmussen hverken havde opholdt sig i det afgørende terræn nord for ”Sukkertoppen” eller kunne se det under den afgørende fase af kampen.

Den ordnede og FN-reglementerede beskrivelse af forløbet indtil de serbiske granater slog ned i Saraci, der blev beskrevet af Møller i 2001, genkendes ikke af andre deltagere. Men som Møllers efterfølgende fortælling om forløbet er den dramatisk, underholdende og velskrevet. Det var logisk, at 2. delings indsats blev iværksat af Kirk, der kunne se, hvad der skete, og ikke af Møller. Oberstløjtnanten var som Rasmussen vel tre kilometer mod sydøst i Kalesija og begrænset til, hvad han opfattede fra nettet. Dette ville have stået klart, hvis man den 30. april havde gennemført en professionel debriefing.

Nu er man bortset fra de samtidige notater, som Jensen har samlet og bygger på, henvist til, hvad deltagerne mener eller vælge at huske. Som historiker må jeg lægge vægt på kilderne. Selv, hvis man havde gennemført en struktureret og optaget debriefing, ville opfattelsen, af hvad der skete og hvorfor selvfølgelig kun være foreløbig. Der skal hurtigst muligt inddrages oplysninger om, hvorledes sagen blev oplevet hos de andre parter, her i første omgang de svenske partnere og siden de bosnisk-muslimske militære enheder og civilpersoner i området samt ikke mindst de bosniske serbere. Danmark og Sverige mangler ikke personer med de nødvendige lokal- og sprogkundskaber.

Det er i øvrigt nødvendigt at forstå, at hvis man havde lavet den samlede, professionelle debriefing, ville man have været tvunget til at klassificere resultatet nationalt Fortroligt, indtil UNPROFOR blev nedlagt og afløst af IFOR. Det skyldes, at Møller pga. FNs hykleriske og tvetydige holdning til, hvad der var nødvendigt for at beskytte de ”sikre områder”, var tvunget til at holde organisationen uden for oplysningen, at man havde været tvunget til at køre mørklagt, fordi serberne søgte at begrænse den missionsnødvendige frie adgang til T2.

Ikke kun Bøllebank

Den måde, som den danske hærs amatøragtige håndtering af debriefingen efter sine operationer fortsatte med tidligt at fastlåse fortællingen uden muligheder for læring, har jeg som redaktør oplevet ved behandlingen af en anden operation. Det skete, da jeg som redaktør sammen med militærhistorikeren Jakob Brink Rasmussen forsøgte at supplere og udvide forståelsen af, hvad der var sket ved Musa Qala i Afghanistan tolv år efter Bøllebank.

Dette kunne ikke mindst ske med inddragelse af britiske beskrivelser og kilder, hvilket var umiddelbart logisk. Den danske lette opklaringseskadron havde været indsat i en britisk battle group, og briter havde både haft ansvaret for byens forsvar, før danskerne ankom og efter, at de var trukket ud. Men eskadronchefen Lars Ulslev Johannesens bog De danske tigre fra 2009 viste sig at have låst fortællingen så fast, at Rasmussen i arbejdet med sin artikel ”Den lille krig i fredstid. Danske militære erfaringer i Musa Qala i 2006” ikke fik støtte til den nytolkning, som ellers kunne gennemføres. Artiklen findes i Michael Hesselholt Clemmesen: Om læring og indsigt fra krig, Bind I. Isted 1850 til Musa Qala 2006, Syddansk Universitetsforlag, Odense 2018.

Johnny C. Jensens bogs titel er “Myten om Operation Bøllebank”. På grund af sit solide kildegrundlag bidrager den med en velunderbygget, detaljeret fortælling om, hvad der skete den aften, men samtidig anlægger den en anakronistisk, FN-naivistisk kritisk vinkel på NORDBAT 2s udnyttelse af kampvogne og flystøtte til at afskrække bosnisk-serbiske angreb på Tuzla og bataljonens personel. Man kan nævne som en fodnote, at Bøllebank-eskadronen var opkaldt efter dragonhelten Niels Kjeldsen fra Anden Slesvigske Krig. I 1902 påviste forfatteren Karl Larsen i en pjece efter kildestudier i Tyskland, at hele heltefortællingen om Niels Kjeldsen byggede på en myte. Men Jensens bog gør klart, at den professionelle indsats af eskadronen den 29. april 1994 under kaotiske og krævende vilkår ikke er en myte. Den blev sammen med Operation Amanda et monument over Toxen Worms livsværk.

Det ville være smukt, hvis vi alle kunne samle os om den kendsgerning og med taknemmelighed huske de dygtige soldaters indsats i Bosnien. De reddede os fra det traume og den smertelige selvransagelse, som hollænderne stadig plages af efter Srebrenicakatastrofen.