DEBAT: Oberst Lars R. Møllers kritik af bogen ”Myten om Operation Bøllebank” skøjter uden om fakta og er både forudsigelig og lattervækkende. Han fremstiller vores bog som en fiktiv roman. Men Lars R. Møllers retorik appellerer til de historieløse, og han modsiger sig selv og farer vild i egne røverhistorier. Billedet af mediedarlingen Møller er endeligt krakelleret.

Lars R. Møller spilder desværre med sit opfindsomme indlæg og kommentar til vores bog “Myten om Operation Bøllebank” endnu en mulighed for at mødes i konstruktiv debat. Efter flere forsøg på at få Møller i tale – han turde ikke møde os live på TV2 og DR P1 – prøver han nu på skrift med sin typiske retorik. Det virker bare ikke længere. Lars R. Møller er nu for alvor ved at fare helt vild i sine lidt for farverige røverhistorier som dække for de andre ”Møller-historier”, som han har fabrikeret i årevis.

Men lad os se nærmere på Møllers lidt useriøse forsøg på at forholde sig til vores bog ”Myten om Operation Bøllebank”, som udkom den 28. august. Først må man spørge: hvordan vil man karakterisere et menneske, der forholder sig SÅ fjollet til en bog, der omhandler en operation, som Ifølge Lars R. Møller kostede 150 menneskeliv OG på Møllers egen kommando sendte danske og svenske soldater ud i en livsfarlig flankemarch UDEN ildstøtte? Ovenikøbet på baggrund af en løgn om, at soldaterne skulle redde deres svenske kollegaer på en observationspost, der var under heftig beskydning. Posten var slet ikke under beskydning, da Bøllebank blev iværksat og havde ikke været det i en time og fyrre minutter. Tænk at lave sjov og cirkus ud af så alvorlige sager.

Møller indleder stærkt med at konkludere, at vores bog er en roman – altså fiktion og ikke fakta. Igen den typiske Møller-retorik, som er henvendt til hans følgere. ”Så I hvor fræk jeg var – jeg kaldte bogen for en roman” (hele blå stue klapper) altså en bog, man slet ikke kan tage alvorlig. Lad os minde om, at bogen bygger på interviews og samtaler med en række kilder, rapporter, avisartikler, dokumentarudsendelser samt private optegnelser, dagbøger og videooptagelser. Det er så det, Lars Møller kalder en roman. Der må grines.

Artiklen fortsætter under billedet …

Resten af indlægget er gennemsyret af Møllers veludviklede evne til at skøjte udenom fakta og manglende stillingtagen til de mange væsentlige og dokumenterede kritikpunkter, som anføres i vores bog. De få gange, hvor Møller perifert kommenterer på kritikpunkter, hives de sædvanlige ”Møllerhistorier” ud af ærmet. Så citerer han sin egen bog, som var den et Bøllebank-leksikon. Det er faktisk lidt morsomt, at han gør det – og fortæller noget om Møllers selvbillede.

Vi må slå fast med det samme: Lars R. Møllers bog bygger primært på Lars R. Møllers personlige oplevelse. Den tilsætter han så lidt rigeligt med drama og humor. Andre ville nok bare kalde det fri fantasi – altså lidt roman-agtigt.

Møllers ukorrekte beskrivelse af P1 Dokumentaren – nej, generaldirektøren gav ikke Lars R. Møller en personlig undskyldning. Nu appellerer Møllers retorik jo til de historieløse, så lad os starte med radioudsendelsen. Møller tordnede dengang i 2017 frem med 14 klagepunkter i forbindelse med udsendelsen, men fik kun medhold i 3 punkter. Og ikke i et eneste punkt, som gik på det, som P1 Dokumentaren rent faktisk handlede om – nemlig kritikken af det ledelsesmæssige svigt under Operation Bøllebank.

Tre punkter fik han dog medhold i – til stor undren for dokumentarredaktionen:

1. Titlen på programmet ”Løgnen om Operation Bøllebank” skulle laves om. Møller mente ikke, at der var belæg for påstanden om, at han havde løjet om operationen.
2. Møller mente, at der ikke var dokumentation for, at også han drak mere end de to tilladte genstande om dagen i tiden i Bosnien. Det kunne programmets tilrettelægger nu ellers dokumentere med ret mange kilder, men Møller fik medhold her.
3. Møller fik medhold i, at han aldrig havde fået mulighed for at svare på påstanden om, at han også drak mere end de to daglige tilladte genstande. Det er helt sandt og den forglemmelse er jeg, programmets tilrettelægger og medforfatter på bogen Myten om Operation Bøllebank, Kasper Søegaard, meget ked af. Jeg videresender hermed min personlige undskyldning. Der er Rød Orlik og roser til fru Møller på vej.

Altså fik Lars R. Møller medhold i, at programmets titel skulle ændres og to detaljer om hans alkoholforbrug. Indholdet blev ikke anfægtet. Men mediedarlingen Møller lykkedes igen med at bilde omverdenen ind, at de tre punkter betød, at hele den Møller og Carsten Rasmussen-kritiske dokumentar var et falsum.  DR valgte altså IKKE at lave en omklipning af programmet på grund af Lars R. Møllers tre små klagepunkter, men fordi man mente, at Kasper Søegaard gennem udtalelser til pressen var sovset for meget ind i historien, at man ønskede at sætte to nye programfolk på til at bidrage til en ny udsendelse med mere taletid til Lars R. Møller og Carsten Rasmussen. En udsendelse som var så fuld af fejl, at Kasper Søegaard valgte at trække sig fra den.

Nu fortæller Lars R. Møller så endnu en ”Møllerhistorie” – nemlig at DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn skulle have sendt ham en personlig undskyldning i forbindelse med dokumentaren. Det har vi så bedt Møller om at dokumentere … men det blev vist lidt svært for ham, så der skete ikke rigtigt noget. I stedet skrev vi selv til DRs generaldirektør for at få svar på, om hun havde sendt Lars Møller en personlig undskyldning og nej, jeg må skuffe de mange Møller-fans: Maria Rørbye Rønn sendte (selvfølgelig fristes man til at skrive) IKKE en personlig undskyldning til Møller. Altså endnu en ”Møller-historie”.

Lars R. Møller fordrejer virkeligheden

Møller postulerer fejlagtigt, at vi i bogen har skrevet, at Tango-2 ikke bliver beskudt. Dette er et direkte citatfusk. Det vi skriver er, at Tango-2 ikke bliver beskudt i det omfang og på de tidspunkter, som tidligere har været fremført. Derudover skriver vi, at Møller aldrig har fået overleveret meldingen om, at de svenske soldater på Tango 2 var i livsfare, da han – efter en aften i baren – beordrer eskadronchef Carsten Rasmussen til at iværksætte operationen. Faktisk havde der været fred og ro på Tango-2 i en time og 40 minutter, da kampvognene forlader lejren. Hvis Lars Møller eller Carsten Rasmussen havde taget kontakt til Tango 2 undervejs i operationen for at få en statusmelding, hvilket er standard i forbindelse med en undsætningsoperation, så ville de have fået at vide, at der var fred og ro og ingen beskydning på den svenske observationspost. Hvorfor indhentede Møller eller Rasmussen ikke de informationer?

At Møller gør sig klog på, hvem og hvornår bestemte personer var tilstede i eskadronens O-rum, må henføres til det rene gætværk eller ønsketænkning. Alene det faktum at Møller på dette tidspunkt befinder sig i en pansret mandskabsvogn 10-15 kilometer fra eskadronens O-rum, sætter hans udtalelser i perspektiv. Jeg, Johnny C. Jensen, var selv til stede i rummet og ja, Kirks manglende tilstedeværelse bevidnes af adskillige andre, som også var der – eller var ved Kirk på netop det tidspunkt. Altså endnu en ”Møllerhistorie”.

Artiklen fortsætter under billedet …

I Møllers indlæg vælger han helt at undlade at kommentere på den stribe af ”håndværksmæssige fejl”, som sker under operationen. Herunder sammenklumpningen af køretøjer på et meget lille område i serbernes synsfelt, manglende ordrer til ild- og bevægelse, u-støttet flankemarch, manglende koordination på radioen, fejlplacering af bataljonens kommandostation med bataljonschefen og bataljonens næstkommanderende sammen med eskadronchefen, som blev isolereret som ”forreste enheder” i Kalesija.

Møller fremfører, at jeg, JC, ikke var i Kalesija og derfor ikke kan vide, hvad der foregik. Vores oplysninger om hændelserne i Kalesija bygger på interview med eskadronchefens besætning, eskadronchefens og hans besætnings skriftlige tilbagemeldinger, skriftlige tilbagemeldinger fra den 3. kampvogn i første deling (”lille Andreasen”) og slutteligt interviews med en person fra Møllers egen besætning, som ønsker at være anonym. Med baggrund i dette skulle jeg mene, at vi er dækket ind, mht. hvad der foregik i Kalesija.

Møller befandt sig langt fra kamphandlingerne

Mange mennesker har givetvis fået et billede af, at Møller i kampens hede stod og ledede slaget og befalede kampvognene til at beskyde serberne. Virkeligheden er en anden. Møller befandt sig 4,5 kilometer fra de skydende kampvogne og kan derfor ikke udtale sig, om hvem der hørte hvad under operationen og langt mindre se, hvad der foregik.
Møller så ikke de skydende kampvogne, før han og eskadronchefen trak sig tilbage fra Kalesija. Derfor er det også meget interessant, at Møller og Rasmussen gennem tiden har fremført mange forskellige versioner af, hvem der befalede ildåbning. Tillad mig at citere fra vores bog:

»I eskadronchef Carsten Rasmussens egen rapport om Bøllebank fra 1994 skriver han, at han selv giver ordren om ildåbning til delingsfører Erik Kirk. I en artikel fra 1997 i Jyllands-Posten siger Møller, at han gav ordre om at åbne ild direkte til delingsfører Erik Kirk. I sin bog Operation Bøllebank fra 2001 skriver Møller, at han giver ordre til at åbne ild til eskadronchef Carsten Rasmussen. Til Ekstra Bladet siger Carsten Rasmussen 21. december 2016, at ordren var givet hjemmefra, og at der ikke blev givet nogen ordre. Til netmediet OLFI siger Carsten Rasmussen 28. december 2016, at 2. deling bliver beordret til at åbne ild af Lars Møller. Under åbningen af Pansermuseet i Oksbøl i 2016 erkender Møller, at der hersker nogen uklarhed omkring, hvem der gav ordren: ”Der er tvivl, om 2. deling var gået i gang. Det har vi aldrig rigtig kunne blive enige om. Men det i øvrigt ligegyldigt, så længe Rules of Engagement er overholdt,” sagde Møller i sin åbningstale på museet.«

Artiklen fortsætter under billedet …

Så til Møllers underholdende indslag med ”Erasmus Montanus” argumentationen omkring, hvad der blev sagt – og ikke sagt – på radioen. Her må vi igen henvise til vores bog (side 175), hvor korrespondancen behandles. Vi skriver jo netop, at Andresen som den eneste hører chefens radiosignal, men også at chefen ikke får kvittering for det vigtige signal.

Den manglende tilbagemelding til soldaterne taler næsten for sig selv. Men at Møller galant tager ansvaret for den manglende tilbagemelding, gør ikke sagen bedre. Den famøse rapport berøres også i Møllers debatindlæg. At rapporten ikke er nøjagtig eller retvisende, er vi helt enig med Møller i, men Møller misser den vigtige pointe, at rapporten på visse punkter er direkte usand. Det bekymrer dog øjensynligt ikke Møller. Som eksempel den direkte løgn om, at der både deltog sanitetsenheder og bjærgningskøretøjer under Operation Bøllebank. Løgnen er ovenikøbet skærpet med radiokaldetal for enhederne, som jo altså for bjærgningskampvognens vedkommende befandt sig defekt hjemme i lejren, imens ambulancerne var ved det norske felthospital. Den officielle rapport nærmer sig fiktionen her som endnu en ”Møllerhistorie”.

Møller skriver i debatindlægget, at han var en oberstløjtnant, der ”hverken løj eller snød”. Det er et interessant ordvalg, da netop dette var overskriften på den skrivelse, som Møller i 2017 forsøgt at overtale daværende kampvognskommandør Jacob Hansen til at underskrive. Overskriften var netop ”Vi snyder ikke, og vi lyver ikke”. Hensigten var, at Møller havde en fiktiv ”faderlig” samtale med det vildledte barn (læs Jacob Hansen), hvor man i al fordragelighed blev enige om, at ingen løj, blot var der forskellig perception af det hændte. Eneste synder var den stygge journalist og nu medforfatter på vores bog, Kasper Søegaard.

Agerede OLFIs redaktør presserådgiver?

På Jacob Hansens spørgsmål, ”Hvad siger Peter fra OLFI til det her”, svarer Lars Møller, ”det var faktisk hans forslag. Det vil stå meget stærkere, hvis I skriver den sammen”. Det er jo interessant, at OLFIS chefredaktør Peter Ernstved Rasmussen angiveligt har ageret presserådgiver for Lars Møller i 2017, imens hans såkaldte uafhængige medie dækkede Møllers konflikt med de kilder, der kritiserede ham.

Møller påstår, at jeg, JC, og mine kollegaer har været tavse omkring vores opfattelse af Operation Bøllebank. Den påstand har dog heller ingen gang på jord. For det første forsøgte delingsfører Erik Kirk i flere omgange at få virkeligheden frem – både gennem sin egen kritiske rapport, som den daværende regimentschef ved Jyske Dragonregiment, ikke ønskede at kigge nærmere på. Derudover ved en række foredrag. Og helt rigtigt så formidlede jeg også den ”officielle” version af operationen i sammenhænge, hvor det var relevant.

Møller burde i øvrigt bedst af alle kende konsekvensen af at være for åbenmundet i Forsvaret. Man kan næppe fortænke folk i en vis forsigtig tilgang i forhold til at udtale sig negativt om en tilsyneladende så succesfuld operation.

Det er herligt, at Lars R. Møller langt om længe melder sig på banen og kommenterer vores bog. At hans kommentar så desværre ender som noget, der kunne ligne endnu en typisk ”Møllerhistorie”, bidrager ærligt talt ikke ret meget til debatten. Men igen: alle disse ord på skrift. Det ville sådan set være bedre at mødes i en direkte debat. Indtil videre har Møller takket nej, hver gang en journalist har inviteret ham til at møde os. Det forstår vi sådan set godt. Møller ville næppe finde glæde ved at udstille sit enorme forklaringsproblem live på et landsdækkende medie. Indtil videre nøjes han så med at gøre det på skrift.

SVAR: OLFI har gennem hele debatten om Operation Bøllebank beredvilligt stillet spalter til rådighed for såvel den ene som den anden part. Det er, så vidt jeg erindrer, også korrekt, at jeg som svar på et spørgsmål har sagt til Lars R. Møller, at et eventuelt fælles debatindlæg fra ham og Jacob Hansen var meget velkomment. Jeg svarer og hjælper alle, der måtte forhøre sig med redaktøren om mulige debatindlæg. /Ernstved