ANALYSE: Forsvarsminister Trine Bramsen har fået sin nye departementschef. Hvem det skulle være, besluttede statsminister Mette Frederiksen og finansminister Nicolai Wammen. Noget tyder på, at Morten Bæks kvalifikationer mere drejer sig om en klimaminister, der ville vælge sin egen departementschef.

Man skal have de skeptiske briller på, når man i disse tider læser pressemeddelelser fra Forsvarsministeriet. Vi skal ikke længere tilbage end den 30. juni, før forsvarsminister Trine Bramsen (S) i en pressemeddelelse kunne berette, at departementschef Thomas Ahrenkiel havde ønsket at vende tilbage til udenrigstjenesten i en stilling som ambassadør i Berlin. Det brændende ønske var sjovt nok opstået, bedst som møgsagerne begyndte at hobe sig op på departementschefens bord i et omfang, så han havde svært ved at nå at læse sine mails.

Først var der sagen fra 2018, da Thomas Ahrenkiel holdt sit kæresteforhold til Forsvarsministeriets kommunikationschef hemmeligt for sin minister og sad med i et møde, hvor hun fik tildelt et engangsvederlag på 75.000 kr. og en årlig lønforhøjelse på 18.000 kr. I december var der sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, som Thomas Ahrenkiel løbende var blevet orienteret om, men som han med aktiv passivitet formåede at holde sig ganske uvidende om.

Senest er der sagen med formodede ulovligheder begået i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), hvor Thomas Ahrenkiel var chef i fem år. I 2015 blev han hevet ind som ny departementschef og dermed foresat for den nye chef for Forsvarets Efterretningstjeneste. Han hed Lars Findsen og bestred jobbet som departementschef før Thomas Ahrenkiel. Ifølge en pressemeddelelse fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) var skiftende ministre løbende blevet orienteret om undersøgelsen i FE og involveringen af såvel Thomas Ahrenkiel som Lars Findsen.

Regeringens spin gik i kludder

Da sagen eksploderede i medierne den 24. august på samme dag, som tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen blev idømt tre måneders ubetinget fængsel, gik Thomas Ahrenkiel i første omgang fri. Han havde da forladt Forsvarsministeriet og skulle tiltræde stillingen som ambassadør i Tyskland den 1. september. Hen over dagen sendte Forsvarsministeriet tre forvirrende pressemeddelelser ud om den potentielle skandale i FE. Den første kl. 09.00 om hjemsendelsen af tre ledende medarbejdere. Den næste kl. 10.46 om iværksættelse af en undersøgelse af sagen, og den sidste kl. 12.51 begyndte helt uden kontekst:

»Jeg ser på sagen med allerstørste alvor,« lød første sætning.

Hvilken sag? Jo, jo. Nu kunne de fleste godt regne ud, at sagen drejede sig om tre ledende medarbejdere fra FE, der var sendt hjem allerede om fredagen tre dage før. Men kommunikationen virkede alt andet lige ukoordineret, uprofessionel og en lille smule panisk. Måske for at få det til at se ud som om, at sagen med ulovligheder i FE kom som en overraskelse og helt bag på forsvarsministeren, som ved at sende forkølede pressemeddelelser ud hver anden time lignede en minister, der agerede prompte i nuet.

Faktum er imidlertid, at et tilsyn, der har arbejdet i flere år på en undersøgelse af FE, ikke ud af det blå lander en rapport i størrelsesordenen fire ringbind på forsvarsministerens bord på en tilfældig fredag i august. Afleveringstidspunktet er nøje koordineret med departementet og valgt ud fra ministerens øvrige kalender og omkringliggende begivenheder. Og hvad er mere oplagt end at udsende en pressemeddelelse med (endnu) en gigantisk møgsag, når landets forsvarsjournalister sidder på pressepladserne i Vestre Landsret og venter på dom i en spektakulær retssag med en korrupt tidligere hærchef?

Berlingske kunne da også fortælle, at medarbejderne i FE var blevet orienteret om chefernes fritstilling længe før offentligheden. Der var med andre ord tale om veltilrettelagt spin, der skulle se ud som om, at ministeren endnu en gang var blevet taget på sengen og straks hamrede hånden i bordet.

Politisk udrensning af ikke-sosser?

Mandag kom så meddelelsen om, at »forsvarsministeren henter ny departementschef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet«. Så kunne læseren få den tro, at forsvarsminister Trine Bramsen har ansat Morten Bæk som ny departementschef, fordi hun fandt ham som den bedst egnede til at rydde op i al balladen på Forsvarsministeriets område. Det kan også godt være, at han er det, og man skal i hvert fald ikke dømme ham fejlcastet på forhånd. Tvært om. Men ansættelsen er ikke foretaget af Trine Bramsen, og noget tyder på, at der ligger alt andet end en grundig ansættelsesprocedure bag regeringens valg af ny departementschef til Forsvarsministeriet.

Og her er det lige præcis vigtigt at bide mærke i ordet »regeringens«. Det er nemlig på det niveau ikke den pågældende ressortminister, som træffer den afgørende beslutning. Det gør i stedet regeringens ansættelsesudvalg, som i øjeblikket består af statsminister Mette Frederiksen (S) og finansminister Nicolai Wammen (S). De tager måske ressortministeren med på råd, men intet tyder på, at det er sket i dette tilfælde. Og hvorfor så ikke?

Primært fordi Morten Bæk er Morten Bæk. Det var den nu forhenværende klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt fra Venstre, som i 2018 måtte kæmpe for at få lov til at ansætte Morten Bæk som sin nye departementschef. Ved regeringsskiftet i fjor overtog Dan Jørgensen (S) klimaministeriet, og siden har der været det, som ifølge nogle ligner en politisk udrensning blandt embedsmændene og en tilsvarende ansættelse af partiloyale og Dan Jørgensen-tro embedsfolk. Mest udtalt med Dan Jørgensens ansættelse af sin tidligere personlige rådgiver, Gry Möger Poulsen, som ny kommunikationschef i klimaministeriet.

Problemet med en departementschef er imidlertid, at man ikke bare kan fyre vedkommende, fordi man som minister ikke bryder sig om ham/hende og ikke har tillid til vedkommendes loyalitet. Med departementschefs-rokaden begynder Dan Jørgensens klimaministerium ifølge kritikere mere og mere at ligne en forlænget udgave af det russiske politbureau, hvor upartiske embedsmænd bliver ofret til fordel for partiloyale soldater under dække af uafhængighed.

Uden for Trine Bramsens rækkevidde

Når Morten Bæk ifølge regeringens ansættelsesudvalg lige pludselig var den bedst egnede departementschef til at overtage ansvaret for Forsvarsministeriet, tyder noget på, at der mere er tale om, at Dan Jørgensen ønsker at finde sin egen departementschef frem for at skulle være tvunget til at arbejde med Lars Christian Lilleholts opfindelse.

De seneste ugers begivenheder viser samtidig noget om Trine Bramsens stjerne blandt regeringens ministre. Da forsvarsministeren havde udsendt pressemeddelelsen om hjemsendelsen af tre ledende medarbejdere i FE den 24. august, blev hun passet op af DR på Christiansborg. Her havde hun ingen kommentarer, men det havde derimod statsministeren.

Alvorligheden af problemerne i Forsvarsministeriet ser på afgørende punkter ud til at være rykket et niveau op til regeringens top, som har håndteret både fyringen og hjemsendelsen af den forhenværende og ansættelsen af den nye departementschef. Set i det lys virker Trine Bramsens gennemslagskraft og handlekraft noget hullet.

Ser man så på den nye departementschef, kan man konstatere, at hans vigtigste kvalifikation er ikke at være fedtet historisk ind i noget, der omhandler Forsvarsministeriet. Han er med andre ord ren og kan begynde fra nul. Spørgsmålet er, om han har modet, evnerne og viljen til for alvor at gøre op med den kultur, som ind til videre har kørt Forsvarsministeriets ry og rygte helt af sporet.

Andre vil formentlig glæde sig over, at valget af departementschef kunne have været meget værre. Eksempelvis ville en udnævnelse af den fungerende departementschef i form af Pernille Reuther Eriksen have været en fortsættelse af fætter-kusine-festen, som med alvorlige og negative konsekvenser har martret Forsvarsministeriet gennem adskillige år. Det var forventningen, at Trine Bramsen ville ansætte en kvinde, men det har Mette Frederiksen og Nicolai Wammen altså forpurret.

For medarbejderne bringer udnævnelsen af Morten Bæk derfor i første om gang håb om snarlig bedring under nøje overvågning af statsministeren. Spørgsmålet er, om han kan leve op til forventningerne?