Forrygende filmatisering af dristig diplomatisk enegang

0
Foto: Nelly Kiss / © 2020 Nimbus Film

ANMELDELSE: Instruktør Christina Rosendahls spillefilm ”Vores mand i Amerika” er en vellykket og medrivende skildring af, hvordan det gik til, da Danmarks gesandt i Washington under besættelsen satsede hele butikken og var med til at sikre den danske stats eftermæle.

Det er bemærkelsesværdigt, at historien om Henrik Kauffmann aldrig er blevet filmatiseret før nu. Sjældent, hvis nogensinde før i danmarkshistorien, er en topdiplomat i Henrik Kauffmanns position sluppet afsted med en komplet tilsidesættelse af den danske regerings dispositioner og endda blevet hyldet for det efterfølgende.

Ikke desto mindre er det netop, hvad Kauffmann i 1941 gjorde som reaktion på den danske regerings underkastelse til den tyske besættelsesmagt et år forinden. Den danske gesandt i USA – senere tituleret ambassadør – undsagde ganske enkelt regeringen, hvis tyskdikterede krav til sin embedsførelse han så sig ude af stand til at efterleve med god samvittighed.

Anmeldelsen fortsætter under videoen …

”Vores mand i Amerika” er fortællingen om tiden før, under og umiddelbart efter, at Henrik Kauffmann erklærede sig selv og den danske ambassade uafhængig og helt uhørt indlod sig på forhandlinger med Roosevelt-administrationen om etableringen af en amerikansk militærbase på Grønland. Udfaldet af Kauffmanns forhandlinger på vegne af “det frie Danmark” kender vi, og når USA i dag, knap 80 år senere, stadig er tilstede i Thule, er det i overvejende grad hans personlige fortjeneste.

Politisk hasardspiller og familiemand

“Vores mand i Amerika” er et velproduceret filmdrama, der fænger, fordi Henrik Kauffmanns vovemod og diplomatiske bedrift på mange måder er som skabt til det store lærred. Der er langt mellem statsmænd, der som Kauffmann tør satse både liv og karriere i den gode sags tjeneste. Den autentiske historie bærer alle eventyrets karaktertræk, og ganske som i eventyrene var Kauffmanns storspil da også tæt på at få endog meget alvorlige konsekvenser for ham selv.

Ulrich Thomsen gør det fortrinligt i hovedrollen som Kauffmann, som flere historikere ikke tøver med at kalde en af dansk diplomatis største begavelser. Han formår med stor troværdighed at portrættere Kauffmann som lige dele politisk hasardspiller, der hjemmevant og uforfærdet navigerer i de øverste lag af amerikansk politik, og patriark i en familie, der udgør nøglen til meget af hans diplomatiske spillerum.

Ulrich Thomsen gør det fortrinligt i rollen som den både driftige og dristige Henrik Kauffmann. Foto: Nelly Kiss / © 2020 Nimbus Film

Familien er i det hele taget central for filmens udlægning af begivenhederne i Washington: Det er ikke mindst takket være hustruen Charlotte (Denise Gough) og hendes familieforbindelser, at Henrik Kauffmann har privilegeret adgang til præsident Franklin D. Roosevelt (Henry Goodman), som han flere gange appellerer personligt til. Af samme grund er det ikke synderlig formålstjenligt, at den egenrådige gesandt midt i sit dristige forehavende roder rundt i privatlivet og får svært ved at holde fingrene fra hustruens søster Zilla, som han år tidligere har haft en affære med. Det er sjældent hverken tilrådeligt eller sympatisk at bejle til sin svigerinde, men når det oven i købet bringer adgangen til verdens mægtigste mand – og potientielt ens egen eksistens – i fare, skal man nok i endnu højere grad vare sig. Det sander Henrik Kauffmann, der rider stormen af.

Man efterlades som biografgænger i tvivl om, hvorvidt han besinder sig af hensyn til sin familie, eller om han alene motiveres af sit politiske forehavende. Denne anmelder er ikke tiltrækkeligt velbevandret i diverse Henrik Kauffmann-biografier til at afgøre, hvor meget familieforbindelserne spillede ind på den driftige gesandts virke. I filmen er det imidlertid tydeligt, at særligt svigerfamilien i høj grad er et middel til at indfri Kauffmanns ambitioner, og at han er klar til at bruge den som sådan.

Lurende katastrofe vendt til triumf

Kauffmann var dog også på egen hånd en durkdreven diplomat, som med politisk tæft og evnen til at læse et lokale fik resultater på stribe.

Han får i filmen, ganske som i virkelighedens verden, god hjælp af sin nærmeste medarbejder, Povl Bang-Jensen, der portrætteres af en ligeledes velspillende Mikkel Boe Følsgaard. Sammen indgår de to diplomatiske vovehalse i et samarbejde, som for en stund stemplede dem som landsforræddere og derfor snildt kunne have kostet dem begge meget mere end blot karrieren. Ligesom sin chef fik også virkelighedens Bang-Jensen på bagkant af det politiske “mytteri” en stor karriere som diplomat, blandt andet i det nyetablerede FN.

Mikkel Boe Følsgaard excellerer i rollen som Henrik Kauffmanns højre hånd og ‘partner in crime’ Povl Bang-Jensen. Foto: Nelly Kiss / © 2020 Nimbus Film

De fleste historikere er enige om, at Henrik Kauffmann politiske dristighed tog sit udspring i en stor kærlighed til sit fædreland. Det skinner særligt igennem i filmen i en scene, hvor en ellers stoisk og afregnende Kauffmann lader sit følelsesmæssige bolværk falde, da det kommer ham for øre, at Christian 10. i fortrolighed har udvist forståelse for hans diplomatiske hasardspil i Washington. Her opleves Kauffmann et kort sekund som den patriot, han i virkeligheden er, og man får lov at se bag facaden på topdiplomaten for hvem følelser ellers ikke er formålstjenlige.

Filmen lykkes godt med at afveje de forskellige dele af Henrik Kauffmans personlighed og tegner et nuanceret portræt af en kompleks karakter, for hvem handlingerne i USA under andre omstændigheder og med en smule mindre held kunne være endt i spot og vanære.

For Kauffmann blev udfaldet dog til syvende og sidst en regulær triumf, da regeringen efter krigen måtte acceptere udfaldet af hans forhandlinger med amerikanerne og for at redde landets ære vedkende sig, at gesandten i årene forinden handlede i Danmarks bedste interesse. Takket være blandt andet Thule-aftalen blev Danmark, repræsenteret ved Henrik Kauffmann selv, også inviteret med som underskriver af FN-pagten i San Francisco i juni 1945.

Dygtig brug af lyd og billeder

“Vores mand i Amerika” lykkes i det hele taget med på alle parametre at gøre historien om Henrik Kauffmann både vedkommende og interessant. Det skyldes både en taknemmelig historie, men også dygtigt instruktørarbejde, en velspillende besætning samt et manuskript, der effektivt får klemt flere års arbejde i magtens korridorer i Washington ned til to timers spillefilm.

Der er ikke tale om en krigsfilm, men et politisk drama, og derfor skal man ikke forvente sig storladne kamphandlinger, selvom handlingen udspiller sig under krigen. Faktisk løsnes der ikke så meget som et skud i filmen og godt det samme.

Tværtom tjener det filmen til ære, at instruktør Christina Rosendahl fremfor billige og nemme virkemidler vælger, hvis ikke nyskabende, så dog mere kreative løsninger. For eksempel fungerer det godt at sammenstille billeder Henrik Kauffmann og familiens udadtil lykkelige jetset-liv med en kontrasterende lydside af nyhedsbulletiner og nazistiske kampråb. Christina Rosendahl undlader at forfalde til et klassisk krigsdramaturgiske virkemidler, der tidsperioden in mente godt kunne være tilgivet og som ellers kunne have givet letkøbte plusser på billedsiden.

“Vores mand i Amerika” henvender sig i det hele taget mere til de politisk interesserede, end den gør til krigsfilms-afficionados med behov for visuel stimulation. Tværtimod har den held til at understrege en vigtig pointe; at krigens helte ikke alene skal findes på slagmarken, og at mod er andet og mere end at storme en maskingeværrede eller gå i land på Omaha Beach – uden sammenligning i øvrigt!

Det er ikke en anmelders lod at begive sig ud i kontrafaktisk historieskrivning, men efter at have set “Vores mand i Amerika” er det vanskeligt at lægge det oplagte tankeeksperiment fra sig: Hvordan havde forholdet til USA og vores øvrige allierede set ud, hvis ikke det havde været for Kauffmanns opgør med samarbejdspolitikken? Man tager ikke munden for fuld ved at påstå, at vi næppe var blevet set på med mildere øjne. Det er helt på sin plads at sende Henrik Kauffmann en venlig tanke, og det vil “Vores mand i Amerika” uden tvivl bidrage til, at flere gør.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI
- Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Abonnér
Notify of
guest
0 Kommentarer
Inline Feedback
Læs alle kommentarer