DEBAT: For to år siden var jeg lige begyndt i dét, som, jeg troede, var en drømmestilling og et spring på karrierestigen som civilansat HK´er i Specialoperationskommandoen. Men det skulle vise sig at være det modsatte. Min ansættelse i Forsvaret endte med, at jeg i stedet nærmest blev sparket ud stemplet som »uduelig« for at påpege lovbrud begået af min egen chef.

Min karriere i Forsvaret begyndte for mange år siden, da jeg søgte ind som værnepligtig. Endelig havde jeg fundet et sted, som accepterede mig, som den jeg var. Et sted hvor jeg lærte, at jeg kunne meget mere, end jeg selv troede – hvor jeg dagligt fik afprøvet og udforsket mine grænser. Det var dér, at jeg blev voksen og lærte rigtigt meget om mig selv.

Desværre kom jeg ud for en episode under en øvelse, hvor jeg fik smadret mit knæ og måtte afbryde min værnepligt før tid. Men Forsvaret ville jeg ikke slippe, så jeg søgte ind som kontorelev og fik en elevplads ved det daværende Nyboders Kommandantskab i København. Jeg lærte også min senere mand og ægtefælle at kende i Forsvaret. Gennem tiden er det blevet til flere gode arbejdspladser, mange gode chefer og kollegaer, og også en del venskaber har jeg fået gennem årene.

En international mission i Grækenland er det også blevet til, da jeg var udsendt med hold 1 for EU’s grænsepoliti Frontex og arbejdede i en flygtningelejr. Det var en kæmpe oplevelse og et privilegie at få lov til at være en del af. Så Forsvaret har præget mit liv igennem mange år, og både på det arbejdsmæssige og personlige plan har jeg mange gode minder med mig.

I alle årene var jeg stolt af at arbejde i Forsvaret og syntes, at det var ”værd at kæmpe for”. Det gør jeg ikke længere.

Der var rigtig meget, som ikke stemte

I juli 2018 fik jeg ansættelse i Specialoperationskommandoen (SOKOM). Jeg var spændt, da jeg begyndte, for SOKOM var efter min naive opfattelse noget af det ypperste i Forsvaret. Det var her, nogle af de bedste og dygtigste soldater i hele Forsvaret arbejdede, og jeg opfattede det som en ære at få lov til at være en del af deres hold.

En af mine opgaver var at controlle fakturaer. Ret hurtig begyndte jeg at undre mig, da jeg opdagede, at noget ikke stemte. Der var faktisk rigtig meget, som ikke stemte. Der blev brugt penge på ting, som jeg ikke kunne forstå, at man skulle bruge penge på, og mange anskaffelser blev leveret på medarbejdernes private adresser. Alle fakturaer og udgifter skulle godkendes af min chef – også det, han selv havde indkøbt. Dén praksis stemmer i hvert fald ikke overens med reglerne, idet man ikke må godkende egne bilag og udgifter.

Artiklen fortsætter under billedet …

Enhver godkender har en stedfortræder, og jeg undrede mig over, at jeg ikke kunne få lov til at sende min chefs bilag til godkendelse hos en anden. Jeg begyndte at stille spørgsmål, men fik ordre om bare at gøre, som jeg fik besked på: At sende alt til godkendelse hos min chef – også hans egne bilag! Jeg blev mere og mere utryg ved det hele og prøvede flere gange at gøre opmærksom på, at den praksis ikke bare er forkert, men også ulovlig.

Så begyndte balladen. En dag blev jeg kaldt til det, jeg betragter som en tjenstlig samtale. Til stede var min chef og en af mine kollegaer. Til samtalen fik jeg at vide, at jeg ikke duede til jobbet, at jeg ikke virkede interesseret i at lære, og at jeg skulle tage mig sammen og lytte efter. Reprimanden kom som et lyn fra en klar himmel. Jeg vidste udmærket, at jeg ikke kunne det hele på daværende tidspunkt, men jeg havde trods alt kun været der i nogle uger. Og så begyndte jeg at tvivle på, om jeg vitterligt var den rette til jobbet.

Men kampgejsten havde ikke forladt mig, og jeg ville bare det job! De skulle ikke få mig ned med nakken. Jeg kæmpede en kamp, samtidig med at jeg blev ved med at ytre mig kritisk over SOKOMS måde at godkende og forvalte Forsvarets midler på.

Læs også: SOKOM købte computertasker i ægte læder til chefer for 2.200 kr. stykket

Det resulterede i den anden tjenstlige samtale. Da blev jeg for alvor bekymret. Jeg kontaktede HK, fordi jeg havde en dårlig fornemmelse. De anbefalede mig at gå hjem, indtil de havde fundet ud af, hvad der var op og ned i min sag. I tre uger gik jeg uden at vide noget, og pludselig en dag blev jeg præsenteret for en fratrædelsesaftale. En fratrædelsesaftale?!

Jeg var chokkeret. Det betød jo, at jeg skulle ud af Forsvaret, at jeg mistede mit arbejde, at jeg på det nærmeste blev fyret! Jeg havde ifølge HK ikke andet valg end at underskrive aftalen. Ikke én gang stillede min faglige organisation spørgsmål til, at Forsvaret indstillede mig til fratrædelse efter så mange år. Ikke én gang var nogen interesseret i at høre min side af historien.

Jeg blev præsenteret for et fait accompli. Skriv under for dit eget bedste. Gør du det ikke, bliver det værst for dig selv!

Få dét problem til at gå væk!

For HK gjaldt det om at få en god fratrædelse på plads, og for SOKOM gjaldt det om at få et problem – mig – til at gå væk. Denne taktik har vi set i flere efterfølgende sager, hvor chefen for Specialoperationskommandoen har udtalt netop disse ord: Få det til at gå væk!

Og væk var jeg så, “fyret” på grund af »uduelighed«, som min chef udtalte sig om mig til en journalist. Den udtalelse skulle han siden komme til at betale 5.000 kr. i bøde for. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op, indtil jeg kontaktede Peter fra OLFI.

Han var den eneste, som troede på mig. Den eneste, som lyttede til min historie og fik mig overbevist om, at der var noget at komme efter. Med fælles front gik vi til bunds i sagen og brugte flere måneder på aktindsigter, som fik mig til at spærre øjnene op. Det, jeg havde opdaget i min korte tid i SOKOM, var kun toppen af isbjerget. Og selvfølgelig skulle SOKOM af med mig, for jeg blev ved med at stille spørgsmål og ville ikke bare lukke øjnene for, hvad der foregik, ligesom flere af mine daværende kollegaer gjorde. Sådan et misbrug kan ikke foregå, uden at flere får nys om det.

Artiklen fortsætter under billedet …

På baggrund af min historie, OLFIs aktindsigter og spørgsmål gik Forsvarsministeriets Interne Revision (FIR) ind i sagen og gennemførte en undersøgelse af SOKOMS brug af Forsvarets midler. Den viste, at der var rod i både indkøb, godkendelse af bilag og brug af Forsvarets kreditkort. SOKOM fik en advarsel og ændrede nogle procedurer, og samtidig blev sagen overdraget til Forsvarsministeriets Auditørkorps, som begyndte en strafferetlig efterforskning af sagen.

Min historie kom i OLFI, og jeg fik håb om, at mit navn ville blive renset. At jeg måske ville blive genansat, og at retfærdigheden ville ske fyldest.

Auditørkorpset lukkede en ellers “sikker vinder”

Jeg begyndte aktivt at søge stillinger igen og håbede naivt, at det nok skulle lykkes. Jeg ved ikke, hvor mange stillinger jeg præcis har søgt, men det er langt over 30. De fleste af stillingerne har jeg været mere end velkvalificeret til, men fik afslag efter afslag. Flere gange var afslagene direkte forbundet med min sag fra SOKOM, og flere gange kom de opslåede og søgte stillinger i genopslag. Jeg var blevet til ”Karin fra OLFI”, som ingen turde røre med en ildtang. Hende, som bare skabte problemer og negativ omtale.

I efteråret 2019 blev sagen så pludselig henlagt af auditørkorpset. En ifølge efterforskerne ”sikker vinder” var på ingen tid vendt til det modsatte. Der var lige pludselig ikke beviser nok, og auditøren indstillede derfor sin efterforskning. Pudsigt nok kom den besked samtidig med, at min tidligere chef gik på pension med sin tjenestemandspension for resten af livet.

Efter halvandet års kamp er der stadig ikke sket noget. Jeg har henvendt mig personlig til forsvarschef Bjørn Bisserup, som lovede at sætte sig ind i sagen. Han vendte dog tilbage med den nedslående besked, at han ikke ville foretage sig noget, da der foreligger to forskellige opfattelser og versioner af min fratrædelse.

Artiklen fortsætter under billedet …

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) ser heller ikke noget problem. Hun mener, at alt er foregået efter reglerne og henviser til en ny whistleblowerordning, som hun har etableret. Ja, hun er da dygtig! Men den hjalp mig ikke i 2018, for dengang var der ingen ordning. Flere politikere har engageret sig i min sag, og den har været diskuteret i Folketingets Forsvarsudvalg flere gange. Men intet er sket, og jeg tror ærlig talt heller ikke længere på, at det nogensinde kommer til at ske.

Hvis man virkelig ville til bunds i min sag, ville det kræve en oprydning, som ville kaste endnu mere skam over Specialoperationskommandoen, Forsvarsministeriets Personalestyrelse og dermed både Forsvaret og Forsvarsministeriet. Og man kan ikke beskylde disse myndigheder for at savne negativ omtale. Med rette. Man ønsker ganske enkelt ikke at rydde op i dette system. Skaderne ville være for omfattende – så hellere dække over hinanden og gøre mig som budbringer til problemet. Jeg synes, at man har oplevet det før.

Forsvaret er ikke Karen værdigt længere

Så nu vil jeg stoppe kampen, for nej! Forsvaret er ganske enkelt ikke længere værd at kæmpe for! Jeg er i dén grad kamptræt, og jeg synes ærlig talt ikke, at Forsvaret er mig værdigt længere. Hvorfor i alverden kæmpe for at komme tilbage til et system, som så tydeligt ikke vil vide af mig, og som hellere beskytter forbryderne end at hjælpe dem med det moralske kompas og integriteten i orden?

Jeg har gjort min pligt, gjort opmærksom på aldeles ulovlig omgang med offentlige midler – dine og mine penge, som nogen har misbrugt i årevis i en af de mest hæderkronede myndigheder i det danske forsvar. Jeg har faktisk sparet Forsvaret for en hulens masse penge, men jeg endte med at tabe alt på den konto!

Artiklen fortsætter under billedet …

Denne sag har haft så enorme personlige og arbejdsmæssige omkostninger for mig. Mit tidligere store netværk er skrumpet til en størrelse XS. Jeg har mistet venskaber og kontakter, som ikke vil kendes ved mig længere – enten fordi de er bange for deres karriere, eller fordi de ikke tør af en anden grund. Jeg har fået smadret min karriere, som jeg har brugt mere end 17 år af mit liv på.

Jeg har haft mit livs største nedtur og været helt nede og vende. Men nu skal det være slut! Denne sag skal ikke koste mig mere. Jeg vil slutte af med at sige TAK til min mand og mine børn, som har været med til at bære mig igennem det her. Min mand har støttet mig og været ligeglad, hvis min sag skulle få konsekvenser for hans egen karriere.

Læs også: Forsvarschefen vil ikke give “Karin fra OLFI” en undskyldning

Men jeg vil også sige TAK til Peter fra OLFI, den allerbedste wing-man man kan forestille sig. Han troede på mig, når ingen andre gjorde. Han fik mig i gang igen, da modet svigtede flere gange undervejs, også da jeg fandt ud af, hvad og især hvem jeg var oppe imod. Han tror stadig på mig og min sag og kæmper fortsat min kamp.

Jeg har mistet min arbejdsplads, min karriere og venner samt gode kollegaer, men jeg har i det mindste min ære i behold! Det er mere end, hvad man kan sige om min tidligere arbejdsplads. Og når en dør lukkes, åbner en anden. Den vil jeg finde nu. Tak for kampen.

What doesn´t kill you makes you stronger!