spot_img

EU vedtager sanktioner mod hackere fra Rusland, Kina og Nordkorea

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

En række cyberangreb mod europæiske mål har ført til, at et enigt EU torsdag vedtog at gennemføre de første såkaldte cyber-sanktioner mod hackere fra Rusland, Kina og Nordkorea. Det er første gang, at EU benytter sig af muligheden for at sanktionere efter det cybersanktionsregime, medlemslandene indførte i maj 2019.

EU vedtog torsdag enstemmingt en række sanktioner målrettet russiske, kinesiske og nordkoreanske hackere. Sanktionerne rammer seks enkeltpersoner og tre enheder, der blandt andet står bag cyberangreb på Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) og en række andre markante angreb mod europæiske mål de senere år.

Det glæder den danske regering, at EU nu for første gang gør brug af det cybersanktionsregime, man vedtog i maj 2019, udtaler udenrigsminister Jeppe Kofod (S):

»Cyber-angreb er en reel, alvorlig og daglig trussel mod Danmark. Derfor er det afgørende, at vi står sammen i EU og nu for første gang aktiverer vores fælles cybersanktionsregime. Vi går målrettet efter de enkeltpersoner og grupper, der forsøger at forvandle internettet fra et værktøj til et våben. Vi vil ikke acceptere at cyberspace bliver det vilde vesten, og vi vil slå hårdt ned på ondsindede aktører for at modvirke, at de begår nye angreb. Det er sanktionerne et klart bevis på.«

Han bakkes op af forsvarsminister Trine Bramsen (S), der hilser sanktionerne velkommen og forventer mere af samme skuffe:

»Dagligt er der forsøg på cyberangreb rettet mod danske virksomheder og myndigheder. Cybertruslen vokser hastigt i disse år. Det stiller krav til vores cyberforsvar herhjemme, og at vi samarbejder tæt med vores allierede. Cybersanktionerne er et eksempel på det. Og det er min forventning, at vi kommer til at se mange flere af den type tiltag de kommende år,« udtaler hun.

Ifølge Forsvarsministeriet består sanktionerne af ”indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer i EU, indrejseforbud og et samhandelsforbud over for de pågældende personer og enheder.”

Netop cybertruslen har længe været et centralt fokusområde i Danmark, både civilt og i Forsvaret. I den seneste trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste kan man da også læse, at netop Kina og Rusland ”bruger cyberspionage meget aktivt”, og at der ikke er tegn på, at truslen fra disse lande vil aftage. Dog vurderes truslen fra destruktive cyberangreb fortsat at være lav.

De tiltagende cybertrusler og risikoen for cyberspionage har dog ikke fået Forsvaret til at ryste på hånden i forhold til brugen af computere fra den kinesiske statsejede elektronikgigant Lenovo. Dem findes der i skrivende stund cirka 2500 af i koncernen, hvilket tidligere er blevet kritiseret af eksperter på området.

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer