BLOG: Den moraliserede debat om grækernes håndtering af migranter i Middelhavet risikerer at føre til en verdensfjern diskussion om hypotetiske løsninger på det, som kan blive en af Søværnets mest udfordrende opgave i de kommende årtier: At beskytte Europas sydlige grænse mod uhåndterbar migration.

I den senere tid har der været historier i pressen om den græske kystvagts hårdhændede metoder over for migranter og bådflygtninge. I marts – lige før coronakrisen overtog verdens opmærksomhed – skabte en video debat, fordi den viste, hvordan græske kystvagtskibe vædrede og skød varselsskud mod en gummibåd med migranter. Nogenlunde samtidig kom historien om, hvordan det danske Frontex-mandskab havde afvist at følge en ordre om at sætte flygtninge tilbage i en primitiv gummibåd og forlade dem på vandet. Den episode fik en civil borger til at anmelde besætningen til Auditørkorpset for mytteri – en sag der heldigvis hurtigt blev droppet igen.

Nu er den græske kystvagt så igen i mediebilledet. Danmarks Radio fortæller historien om den 24-årige palæstinensiske flygtning Amjad Naim, som forsøgte at krydse farvandet fra Tyrkiet til Grækenland i en overfyldt gummibåd og med en slange fra et bildæk som eneste redningsmiddel. Ud for Samos blev gummibåden angiveligt omringet af fem græske fartøjer. Grækerne skød mod dem, ødelagde gummibåden og opførte sig voldeligt over for flygtningene. Til sidst blev flygtningene placeret i orange redningsflåder uden proviant og trukket tilbage til Tyrkisk farvand, hvor de blev efterladt og til sidst reddet af den tyrkiske kystvagt.

Amjad Naims historie er ikke enkeltstående, men snarere et eksempel på et mønster, hvor den græske kystvagt er meget hårdhændet over for flygtningene. Det har fået organisationer som FN og Amnesty til at kritisere grækerne i skarpe vendinger, og i den offentlige debat i Danmark er det også typisk fordømmelse, som man møder over, at et civiliseret land kan finde på at behandle flygtninge så dårligt.

Migration fremkalder stærke følelser

Det er således et emne, der fremkalder stærke følelser, og man risikerer at gøre sig til genstand for alverdens vrede, hvis man udtrykker noget, der kan tolkes som et forsvar for grækerne. Men sagen er, at den moraliserede debat fører til en verdensfjern diskussion om hypotetiske løsninger på det, som kan blive en af Søværnets mest udfordrende opgaver i de kommende årtier: At beskytte Europas sydlige grænse mod uhåndterbar migration.

På den ene side fremkalder den græske fremfærd altså ambivalente følelser af moralsk væmmelse. På den anden side føler jeg mig også meget sikker på den analyse, som viser, at grækernes tilgang er sådan, som fremtiden kommer til at være. Andre lande som Italien og Spanien vil overtage de græske metoder, og nordeuropæiske lande som Danmark må tage en diskussion om, hvad vi vil være med til, såfremt vi i fremtiden skal være relevante. Hvis vi ikke vil være med til at løse opgaverne på en måde, som de sydeuropæiske lande har tillid til, vil vi på sigt være nødt til at melde os ud af den praktiske opgaveløsning.

I sit indlæg her i OLFI beskrev tidligere forsvarschef Knud Bartels, hvordan Danmark må arbejde med tre grundlæggende trusselsretninger: Nord, øst og syd. Mod nord gør den øgede militære usikkerhed i Arktis sig gældende, og mod øst er det Rusland, der bekymrer. Fælles for disse to trusler er, at de begge handler om at undgå, at det går galt. Grundlæggende er status quo et fornuftigt resultat i forhold til Rusland, for det vil tillade os at fortsætte livet i Danmark på en tryg måde. Hvis vi skal klare de militære udfordringer mod nord og øst, vil det kræve dyre investeringer til en kamp mod en ligeværdig modstander, men ultimativt er målsætningen, at der ikke skal ske noget.

Mod syd er situationen anderledes. Her er migrationsudfordringen så stor, at status quo er uholdbar. Der er et tvingende behov for at reducere tempoet i migrationen, såfremt vi skal undgå at knække de sydeuropæiske landes økonomiske grundlag og nationale sammenhængskraft. Det er en diskussion, som også er velkendt fra Danmark, hvor vi ikke har stået i forreste række for at tage imod de flygtninge, som sidder i lejre i Grækenland og venter på afklaring om fremtiden.

Der er således helt grundlæggende den forskel, at sikkerhedsudfordringerne i vores del af Europa handler om at fastholde status quo, mens de i Sydeuropa kræver, at noget skal laves om, før det er for sent. Det giver en følelse af akut krise i Sydeuropa.

For grækerne er migrationskrisen et spørgsmål om sikkerhed

Inden for den gren af forskningen i international politik, som kaldes Københavnerskolen, taler man om begrebet ”sikkerhedsliggørelse”. Det er et godt udgangspunkt for at forstå, hvad det er, der driver de sydeuropæiske lande i deres behandling af flygtninge og migranter på Middelhavet. Den grundlæggende idé er, at der findes almindelige problemer, og så findes der sikkerhedsproblemer. Når en stat skal løse et almindeligt problem, foregår det inden for rammerne af normal politik. Det betyder, at der er en lang række begrænsninger på, hvilke midler staten kan anvende. Men når noget bliver løftet til at være et sikkerhedsproblem, træder ekstraordinære omstændigheder i kraft, som berettiger, at staten tager vidtgående midler i brug til at overkomme den oplevede trussel.

Det kan være en kompliceret proces, hvormed noget overgår fra at være et spørgsmål om normal politik til at være et sikkerhedsliggjort problem. Jeg vil her nøjes med at konstatere, at migrantkrisen for de sydeuropæiske lande har alle de elementer, som skal til: Der er en oplevelse af en alvorlig situation, som truer statens fremtid. Hvis ikke der bliver gjort noget, kan det ødelægge statens økonomi, true den nationale kultur og påvirke den demografiske sammensætning af landet. Dertil kommer, at der er en oplevelse af et tidspres. Dette er alvorlige bekymringer, som fuldt ud kan begrunde hvorfor flygtningestrømmene i Grækenland kan være et sikkerhedsliggjort spørgsmål.

Det er ikke sådan, at grækere helt generelt synes, at det er ok at efterlade mennesker i havsnød. Jeg har gjort tjeneste med græske officerer, og jeg har aldrig oplevet, at de havde et skævt moralsk kompas. Når den græske kystvagt fører sig frem med brutal behandling af migranter, så handler det om, at flygtningene betragtes som en eksistentiel trussel mod statens overlevelse: Det er en helt exceptionel situation, som kalder på ekstraordinære midler. Alle ved, at det er ondt mod de mennesker som Amjad Naim, der sidder i gummibåden. Men det bliver anset for nødvendigt for at redde nationen.

Det moralske dilemma for Danmark

I Danmark er spørgsmålet om migration til Grækenland ikke noget sikkerhedsliggjort emne. Derfor kigger vi på grækerne og konstaterer, at deres handlinger er langt ud over grænserne for normalt acceptabel adfærd. Det er imidlertid komplet uhjælpsomt at sige til grækerne, for det ved de godt i forvejen. Det er jo netop, fordi det i deres optik er et sikkerhedsspørgsmål, at de med åbne øjne har valgt at tage ekstraordinære midler i brug for at standse migrationsstrømmene.

Når vi moraliserer over den græske kystvagt, så er vores budskab til Grækenland i virkeligheden, at de burde lade være med at betragte flygtningene som et sikkerhedsproblem. Det er et svært budskab at forsvare, når man tænker på, hvordan vi selv reagerede, da en mindre gruppe flygtninge i 2015 gik en tur på Sydmotorvejen. Der skal mere til end løftede pegefingre for at overbevise grækerne om, at der faktisk ikke er nogen alvorlig trussel at være bekymret over. I praksis har den moraliserende tone formentlig den modsatte effekt – nemlig at grækerne får det indtryk, at vi er dobbeltmoralske, eller at vi ikke ved, hvad vi taler om.

Så hvis Danmark vil være med til at løse de sydeuropæiske udfordringer, er vi nødt til at finde måder at bidrage på, som forekommer relevante for de involverede lande. Det betyder, at vi må acceptere den præmis, at grækerne opfatter flygtningene som en eksistentiel sikkerhedstrussel. Når vi forfægter det høje moralske standpunkt, er det i virkeligheden et skalkeskjul for at lade være med selv at konfrontere de svære moralske valg.

Det kan måske gå i en periode, men ikke for evigt. Situationen i “Trusselsretning Syd” er uholdbar, og der skal handles for at finde en løsning. Jeg føler mig derfor på helt sikker grund ved at forudse, at de sydeuropæiske lande vil fortsætte med at skrue op for brutaliteten, indtil migrantstrømmene får et håndterbart omfang. Hvis vi vil påvirke den udvikling, er vi nødt til at være med, og det kræver en åben diskussion om, hvad vi rent operativt vil være med til.