ANALYSE: I Forsvaret drømmer mange om, at Forsvarsministeriet får en uplettet, erfaren og modig departementschef, som kan rydde op og ud efter Thomas Ahrenkiel. Flere emner lyser op, men har de overhovedet lyst til at søge? Samtidig vækker ministerens udpegning af afdelingschef Pernille Reuter Eriksen som konstitueret i stillingen både bekymring og bange anelser.

Normalt vil stillingen som departementschef i et ministerie være kronen på værket for enhver topembedsmand. Men når forsvarsminister Trine Bramsen (S) sammen med regeringens ansættelsesudvalg i løbet af de kommende måneder skal finde afløseren for den skandaleramte Thomas Ahrenkiel, som 1. september tiltræder som Danmarks ambassadør i Berlin, kan nogle af de mest kvalificerede emner vise sig slet ikke at søge. Det skyldes først og fremmest, at de allerede i dag sidder i mere attraktive job. Men der er også en anden årsag, som er langt mere problematisk for forsvarsministeren.

Forsvarsministeriet lider af alvorlig mangel på tillid både blandt medarbejderne, i den brede offentlighed og ikke mindst blandt de embedsmænd i staten, som kunne være potentielle emner til stillingen som departementschef. Gennem det seneste halvandet år har Forsvarsministeriet fundet sig selv i den ene møgsag efter den anden, og de vidner over en bred kam om en usund kultur primært blandt ministeriets og Forsvarets topchefer og direktører.

Sagerne er alvorlige og handler både om svindel, magtmisbrug, nepotisme og vennetjenester. Hvem ønsker at stå i spidsen for sådan en flok? Trine Bramsen har selv måttet sande, at jobbet som forsvarsminister har fået et noget andet fokus, end hun regnede med ved sin tiltrædelse.

»Da jeg blev udnævnt til forsvarsminister, havde jeg nok ikke tænkt, at oprydning blev en af mine vigtigste opgaver. Men sådan er det. I respekt for de tusindvis af dedikerede og dygtige forsvarsansatte skal alle sager om svindel og misbrug undersøges,« skrev hun på Twitter i april – og fulgte siden op i flere interviews med diverse medier.

Hun har fortalt, hvordan sagen afdækket i OLFI om den nu tidligere hærchefs magtmisbrug i Hærstaben kom som et »chok« for dem, der valgte at sige, at det var en ubegrundet mistanke. En af dem var forsvarschef Bjørn Bisserup, som fik advarsel på advarsel om hærchefens favorisering af sin egen kæreste uden at gøre andet end at afvise alle anklager og i stedet skyde på budbringeren. Men det, som forsvarschefen ikke kunne se, takserede en dommer i maj ved Retten i Viborg til 60 dages ubetinget fængsel. Den sag er nu anket til landsretten og kører i august ved Vestre Landsret i Viborg.

»Derfor fortjener svindel og magtmisbrug og al den råddenskab, der måtte ligge nogle steder, at få en kæmpe projektør på. Der skal i den grad ryddes op. Det er jo det, der sværter alt det andet i Forsvaret,« sagde Trine Bramsen efter dommen til Politiken og fortsatte i DRs podcast ”Genstart” med en forklaring på, hvorfor det ikke nytter at fyre forsvarschef Bjørn Bisserup eller rockwool-laget under ham:

»De er også en del af sagen. Om du vil fjerne ham, fordi han er en del af den her sag, det er hele laget nedenunder jo også.«

I stedet har ministeren nu beordret 500 militære og civile chefer og direktører på kursus i offentlig forvaltning.

Konstitueret departementschef er mere af det samme

OLFI har søgt aktindsigt i mulige disciplinære reaktioner overfor departementschef Thomas Ahrenkiel og har fået svar fra Forsvarsministeriet om, at der ikke ligger nogen disciplinære reaktioner i departementschefens personalemappe. Dem ville der være aktindsigt i, såfremt der lå nogle inden for de seneste to år, og man kan derfor konkludere, at Thomas Ahrenkiel mere eller mindre frivilligt har accepteret et jobskifte uden at få en tjenestemandssag på halsen.

Hvad, ministeriet imidlertid ikke har meldt officielt ud, er, hvem der skal afløse Thomas Ahrenkiel. Det ligger allerede fast og bliver afdelingschef Pernille Reuter Eriksen, som per 1. august er konstitueret i stillingen departementschef. Der er slåedes tale om en midlertidig løsning, som allerede har skabt bekymring og bange anelser bredt ikke bare i Forsvarsministeriet, men i brede dele af Forsvaret.

Og hvorfor så det? Først og fremmest fordi Pernille Reuter Eriksen vil være mere af det samme, mere fætter-kusine-fest og mere mistillid. Hun spiller den anonyme hovedrolle i en række møgsager om nepotisme i toppen af systemet og bliver bredt i organisationen set som et af de brodne kar, der ligger under for personaledirektør Laila Reenberg, som ellers er hendes underordnede i Forsvarsministeriets Personalestyrelse.

Pernille Reuter Eriksen er gennem sin karriere fulgt i hælene på Laila Reenberg og afløste denne som afdelingschef i departementets Koncern HR, da Laila Reenberg blev udnævnt til direktør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse. Det var en mere prestigefyldt stilling, men i det interne hierarki byttede de to roller, idet departementet er foresatte myndighed for Forsvarsministeriets Personalestyrelse. Flere bed mærke i, hvordan Pernille Reuter Eriksen ved overdragelsen i ministeriet takkede Laila Reenberg med en underdanighed, som virkede direkte usund.

I 2018 var det Pernille Reuter Eriksen, som besluttede at beordre Laila Reenbergs ægtefælle i stillingen som chef for 2. Eskadre, uden at stillingen blev slået op i fri konkurrence. Det kom siden frem, at stillingen ikke blev slået op, fordi der var en anden og bedre kvalificeret kandidat, som det ville være »svært at argumentere uden om« ved opslag. Senest har Pernille Reuter Eriksen ansat oberst Peter Wass hustru som kontorchef under sig selv. Han er vicedirektør i personalestyrelsen og Laila Reenbergs nærmeste allierede og mest betroede medarbejder.

Trine Bramsens nære allierede i departementet

Når medarbejderne i dag sidder med bange anelser, skyldes det ikke mindst to forhold. Thomas Ahrenkiel var også indsat som konstitueret i stillingen som departementschef, inden han blev permanent udnævnt af den daværende forsvarsminister Peter Christensen (V). Samtidig har Trine Bramsen ikke lagt skjul på at ville kæmpe for ligestilling og bekæmpe kønskrænkende adfærd i Forsvaret. Det ville derfor ikke komme som en overraskelse for nogen, hvis den kvindelige forsvarsminister udpegede en kvindelig departementschef – præcis som den nu konstituerede departementschef per 1. august.

De to har i forvejen et tæt og fortroligt samarbejde, hvilket Trine Bramsen fortalte om i Politiken efter dommen mod tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen i maj. Her kom det frem, at Trine Bramsen havde haft svært ved at finde en chef i ministeriet, som ikke havde aktier i sagen om svindel i ejendomsstyrelsen, og som kunne være kontaktperson mellem Kammeradvokaten og Forsvarsministeriet. Valget faldt på Pernille Reuter Eriksen.

»Det er også det, der gør Forsvaret til noget særligt. Mange er vokset op i systemet og kender hinanden. Og det er det samme med ministeriet og den måde, ministeriet fungerer på. Der er mange personer, der er gået på kryds og tværs i departementet. Derfor var det faktisk svært at finde en, der stod uden for rigsrevisionssagen. Det betyder også, at der er nogle chefer, som meget hurtigt er kommet tæt på mig, og som jeg bruger som vigtige sparringspartnere,« sagde forsvarsministeren til Politiken.

Hvis man på den baggrund skal vurdere Pernille Reuter Eriksens chancer for også at blive udnævnt til permanent departementschef, er der flere forhold, der taler både for og imod. Ovenstående burde trække ned, men kan vise sig at være en fordel, fordi det med ministerens egne ord er den måde, som Forsvarsministeriet »fungerer på«. Jo bedre man kender systemet og hinanden, jo nemmere navigerer man i den rotterede af skjulte og ufortalte alliancer, venskaber og kammerateri.

Omvendt vil Pernille Reuter Eriksen cementere forsvarsministerens manglende lyst til at gøre alvor af sin lovede oprydning. Pernille Reuter Eriksen vil som permanent departementschef sende det signal til både medarbejderne og omverdenen, at kammerateriet virker, og man lige så godt kan lære det, for sådan fungerer Forsvarsministeriet og Forsvaret. Det vil samtidig stå klart, at man ikke behøver at have en bred baggrund for at blive departementschef.

Pernille Reuter Eriksen er mere eller mindre »vokset op« i Forsvarsministeriet og har gennem hele sin karriere beskæftiget sig med HR. Hun har således ingen erfaring fra andre ministerområder eller noget nævneværdigt indblik i den militære del af Forsvaret.

Diplomater fra udenrigstjenesten er favoritter

Skulle forsvarsministeren og regeringens ansættelsesudvalg i form af statsminister Mette Frederiksen (S) og finansminister Nicolai Wammen (S) vælge at se mere bredt på erfaring og kvalifikationer, er der flere navne, som dukker op. OLFI vælger her at nævne et par stykker i uprioriteret rækkefølge uden hensyntagen til, om de overhovedet ønsker jobbet eller er i spil.

1) Christian Dons Christensen (1969) har fået sin opvækst i udenrigstjenesten og sidder i dag som departementschef i Kirkeministeriet. Han er opvokset i Ribe som søn af den senere biskop Elisabeth Dons Christensen. I 1987 kom han ind på Hærens specialskole, hvor han uddannede sig til sprogofficer i russisk – og for øvrigt mødte sin hustru. Hun hedder Anna Libak og er i dag Weekendavisens udlandsredaktør og medlem af OLFIs advisory board. Under studierne på Aarhus Universitet tog Christian Dons Christensen i 1992-1993 en pause for at drage med Forsvaret til Balkan som tolk og efterretningsofficer i DANBAT2 med blå hjelm i FNs mission med navnet UNPROFOR. I 1997 fik han ansættelse i Udenrigsministeriet og var i 1999-2003 diplomat på ambassaden i Moskva.

Fra 2005-2008 var Christian Dons Christensen souschef ved den danske Nato-delegation i Bruxelles, og i 2015 blev han udnævnt til Danmarks ambassadør i Ukraine og nåede at have fast arbejde to år i Kiev, inden han blev hentet hjem som departementschef i Kirkeministeriet. Christian Dons Christensen har således både erfaring fra Forsvaret, fra Nato, fra udenrigstjenesten og som siddende departementschef, hvilket alt sammen trækker op, når ministeren skal finde den næste person til at lede Forsvarsministeriet gennem det aktuelle stormvejr.

2) Poul Taankvist vækker formentlig genklang blandt mange i både Forsvaret og Forsvarsministeriet. Han er »vokset op« i Finansministeriet, hvilket blandt mange i toppen af statsadministrationen i dag ses som en fordel med det øgede fokus på økonomi i alle ministerier. Han begyndte i 1997 som fuldmægtig, avancerede til specialkonsulent, inden han i 2005 blev økonomichef i Finansministeriet under finansminister Thor Pedersen (V). I 2006 fik han kortvarigt job som økonomichef hos Rigsadvokaten, som er anklagemyndighedens højeste embede, og i 2007 skiftede han til en stilling som økonomidirektør i Danmarks Radio. Her ansatte han en ung Anja Erichsen i stillingen som økonomileder, inden han i 2011 blev hentet til Forsvarskommandoen som økonomidirektør. I 2014 avancerede han til økonomidirektør i Forsvarsministeriet og hev i den forbindelse Anja Erichsen væk fra Danmarks Radio for at ansætte hende som finansdirektør i Forsvarskommandoen med base i Karup.

Onde tunger vil af samme årsag mene, at han er lige så kendt for vennetjenester og kammerateri som mange andre i toppen af Forsvarsministeriet og Forsvarets ledelser, hvilket skyldes Anja Erichsens lidet flatterende exit fra stillingen med en opsigelse i dølgsmål. Selv fortsatte Poul Taankvist til Moderniseringsstyrelsen, hvor han blev direktør i 2015. I dag har han titel af direktør i Økonomistyrelsen, men jobbet er det samme, idet den nye styrelse blot er et nyt navn for den nu hedengangne moderniseringsstyrelse. For mange står Poul Taankvist som indbegrebet af DJØF og New Public Management med et lidt for ensidigt fokus på effektiviseringer, og han vil have svært ved at skabe begejstring blandt de menige medarbejdere på Forsvarsministeriets område.

3) Jesper Vahr (1962) er i øjeblikket Danmarks ambassadør i Malaysia og har været det siden 2017. Fra 2013 til 2017 var han ambassadør i Israel, og før det fungerede han i fire år som kabinetschef eller assisterende generalsekretær for Anders Fogh Rasmussen i Nato. Det er en stilling, man bedst kan sammenligne med en slags departementschef i Nato. I denne rolle var Jesper Vahr dybt involveret i udarbejdelsen af Natos strategiske koncept i 2010, og han var en af nøglepersonerne bag Natos luftengagement i Libyen. I perioden fra 2003-2007 var Jesper Vahr sikkerhedspolitisk direktør i Udenrigsministeriet og var i den forbindelse dybt engageret i Danmarks engagementer i Nato foruden Danmarks internationale missioner i bl.a. Afghanistan og Irak.

Han indledte sin karriere som ambassaderåd i Damaskus i Syrien, blev chef for Udenrigsministeriets Nato-kontor på Asiatisk Plads, inden han rykkede til Bruxelles for at blive souschef ved den danske Nato-delegation. Fra 2007-2009 var han Danmarks ambassadør i Tyrkiet, inden Anders Fogh Rasmussen hentede ham til Nato. Kilder betragter ham som en hård nyser, samtidig med at han har den brede sikkerhedspolitiske erfaring fra udenrigstjenesten og Nato, og det er måske lige præcis, hvad Trine Bramsen har brug for.

4) Michael Starbæk Christensen er endnu en mand fra udenrigstjenesten, som har et lysende CV og evnerne til at træde ind som departementschef i Forsvarsministeriet. Han er i øjeblikket Danmarks ambassadør i Paris og var før det udenrigspolitisk rådgiver i Statsministeriet for først tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og siden for tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Det var anden gang, at han havde kontor i Statsministeriet, idet han i perioden fra 2007-2010 var rådgiver for henholdsvis Anders Fogh Rasmusen og derefter Lars Løkke Rasmussen op til klimatopmødet COP15 i København.

Siden rykkede han til Bruxelles som vicekabinetschef for den daværende danske klimakommissær Connie Hedegaard, inden han i 2013 blev hentet hjem til Udenrigsministeriet af daværende udenrigsminister Villy Søvndal (SF) som politisk direktør og leder af Center for Global Politik og Sikkerhed. Michael Starbæk Christensen nyder enorm respekt i det internationale diplomati og har ry for at være en chef, der spiller holdet sammen og får det bedste frem i sine medarbejdere. Spørgsmålet er, om han overhovedet er interesseret i jobbet al den stund, at han kun har været ambassadør siden marts 2019 og samtidig står i spidsen for en ambassade, som i disse år oplever et øget politisk og strategisk bilateralt engagement.