DEBAT: Hvis man ikke lærer af fortiden, vinder man ikke i fremtiden. På Forsvarets officersuddannelser fylder faget krigshistorie alt for lidt. Manglende viden om krigshistorie svækker evnen til at føre krig med succes. Og det er ikke nok at læse krigshistorie. Faget skal studeres for at give læseren evnen til at analysere effektivt.

Dette er endnu et af de irriterende debatindlæg, hvor en officer argumenterer for, at lige netop sin kæphest er vigtigere end de andres og bør tildeles flere ressourcer. Dette vel vidende, at Forsvarets ressourcer er et nulsumsspil, og at man ikke kan prioritere noget højere, uden at prioritere noget andet lavere. Hermed advaret, for i denne artikel vil jeg netop argumentere for, at krigshistorie bør fylde mere i Forsvaret.

Mange militære ledere mener, at det er nødvendigt at studere krigshistorie for at blive god til at føre krig. Af disse kan nævnes klassikere som Carl von Clausewitz og Alfred Thayer Mahan eller i vore dage; den seneste amerikanske forsvarsminister og tidligere general Jim Mattis. De fremhæver, at studiet af krigshistorie er den eneste måde at få erfaring fra krig på uden selv at være i krig. Læring af doktrin og især realistiske og længerevarende øvelser kan skabe et fornuftigt fundament. Men det forudsætter netop, at doktrinen og øvelserne bygger på et erfaringsfundament, dvs. krigshistorie.

Man kan enten lære af ens militære forgængeres fejl ved at studere krigshistorie, eller man kan lære af sine egne fejl gennem learning by doing. Det sidste er ikke tilstræbelsesværdigt i en branche, hvor unødvendige fejl er ensbetydende med døde soldater. Som general Mattis skriver:

”We have been fighting on this planet for ten thousand years; it would be idiotic and unethical not to take advantage of such accumulated experience. If you haven’t read hundreds of books, you are functionally illiterate, and you will become incompetent, because your personal experience alone aren’t enough to sustain you. Any commander who claims he is too busy to read, is going to fill body bags with his troops as he learns the hard way”.

Krigshistorie skal læses hele karrieren

Hvis Mattis har ret, og man virkelig skal læse hundredevis af bøger, skal man starte tidligt. Jo mere man avancerer, og jo mere ansvar man får i sin karriere, jo mindre tid har man som regel også til at læse krigshistorie. Derfor skal interessen allerede vækkes som kadet på officersskolen, ligesom man skal lære, hvordan krigshistorie skal studeres. At det ikke handler om at finde historiske skoleløsninger, der kan applikeres 1:1, men i stedet om at forstå, hvorfor taktikken gik godt – og vigtigere endnu – hvorfor det gik galt. Dette gennem flere forskellige cases, så eleven lærer at gennemskue forskellene fra case til case, og hvordan disse påvirkede doktrinen, teknologien og organisationen m.m. Et dybdegående studie af krigshistorien hjælper til at identificere mønstre og variationer i krig, hvilket igen vil hjælpe en til at forberede sig til – og udkæmpe – krig.

Når først interessen er vakt, skal krigshistorie læses gennem hele karrieren, men det kan være svært for officeren at finde tid til dette i en travl hverdag. Især hvis det ikke forventes af ham eller hende. Officerer er nu engang gode til at løse de opgaver, som de bliver målt på. Derfor er det næppe nogen tilfældighed, at chefen for det amerikanske marinekorps har en læseliste, som samtlige marinesoldater skal læse. Ved hver forfremmelse bliver listen udvidet, og heller ikke generaler er fritaget for at studere krigshistorie på denne måde. I samme boldgade afsatte den tidligere divisionschef i marinekorpset, general Paul K. van Riper, en time om dagen til at læse krigshistorie og forventede faktisk, at hans underordnede gjorde det samme. Som han sagde: ”My several years of professional reading gave me a serious confidence on the battlefield”.

Jo mere ansvar officeren får, jo større bliver vigtigheden af krigshistorisk forståelse. På de tyske generalstabsuddannelser i næsten 100 år op til Anden Verdenskrig havde man den holdning, at taktik og krigshistorie burde gå hånd i hånd. Derfor blev netop de to fag prioriteret langt højere end andre fag. Det bidrog til det fælles grundlag og den modning af officerskorpset, der først muliggjorde ”blitzkrieg”, derefter effektiv forsvarskamp. Nødvendigheden af at prioritere krigshistorie højt skyldes også, at et overfladisk studie risikerer at give et falskt erfaringsgrundlag for doktrin, taktik og strategi. Som generalløjtnant John P. Kisley fra den britiske hær siger, er lidt krigshistorie faktisk værre end ingen krigshistorie.

Krigshistorie fylder ikke meget i Hærens officersuddannelser

Da jeg var kadet på Hærens Officersskole fra 2010 til 2013 var krigshistorie et lavt prioriteret fag. Det fyldte kun 5 ud af 180 ECTS point, hvilket faktisk gjorde det til det lavest prioriterede selvstændige fag på uddannelsen. Eksempelvis fyldte statskundskab 14 ECTS point, og den enkelte kadet brugte således mere tid på at lære teorier om udenrigspolitik og internationale relationer end på de erfaringer forgængerne i diverse krige havde gjort sig. Eksempelvis fyldte Clausewitz en mindre del af pensum end teorien om, hvilke maskuline og feminine træk, der gør sig gældende i forskellige kulturer.

I dag fylder krigshistorie endnu mindre på Hærens Officersskole. Jeg har talt med flere kadetter, mens jeg har skrevet denne artikel. Fælles for dem er, at de er glade for krigshistorie, synes det er relevant, og at undervisningen på skolen er god. Deres eneste ankepunkt er faktisk, at faget fylder for alt for lidt. Krigshistorie er nemlig ikke længere et selvstændigt fag, men inkorporeres i stedet i de andre fag såsom ledelse og taktik. Dette har både fordele og ulemper. I ledelse giver det en realistisk forståelse af mennesker i kamp, det ekstreme pres, de ligger under, og hvordan det påvirker ledelse. I taktik anvendes krigshistorie for eksempel til at sætte mentale billeder på doktrinen som introduktion til nye doktrinære emner som angreb og forsvar m.v. Dette kan gøre det lettere at forstå doktrinen, men rummer også en risiko for, at den illustrerede doktrin i eksemplet bliver skoleløsningen til senere efterlevelse. I værste fald kan effektiv indterpning af doktrin fritage eleven fra at tænke selv – og så bliver det svært at afvige fra doktrinen, når dette er nødvendigt.

For at mindske denne risiko er det, som tidligere nævnt, nødvendigt at studere krigshistorien i dybden, så man har et erfaringsgrundlag for tilpasning af doktrinen i forskellige situationer. Men krigshistorie er ikke længere et eksamensfag, og med mindre man som kadet skriver hovedopgave i krigshistorie, kommer man ikke til at lave et sådant dybdegående studie. Kadetterne opfordres af skolechefen til at læse krigshistorie i deres fritid og igennem resten af deres karriere som en del af deres dannelse som officerer. Dette er meget positivt og helt i Mattis’ ånd. Men som Mattis også siger, er der forskel på at læse krigshistorie og at studere krigshistorie. Det sidste kræver ikke blot mere disciplin i en travl hverdag, men også at man er klædt på med de rette værktøjer, hvilket netop læres i dybdegående analyser. Uden disse får officererne næppe et tilstrækkeligt fundament at basere deres videre dannelsesstudier på. Når hærofficererne senere i karrieren uddannes til kaptajner, sker det på Hærens Føringskursus. Også her var krigshistorie fjernet som selvstændigt fag, da jeg var kursist fra efteråret 2019 til foråret 2020. I stedet var det reduceret til eksempler, der blev brugt ved introduktioner til ny doktrin af 30-45 minutters varighed. Spændende og gode illustrationer, men overfladisk.

Manglen på krigshistorie svækker vores evne til at føre krig

Hvis man skal tro på de citerede generaler og logikken bag af lære af andres fejl snarere end af ens egne, bør krigshistorie læses i bredden, i dybden og igennem hele ens karriere. At studere krigshistorie bør ikke udelukkende være op til den enkelte officers selvdisciplin i sin fritid, men også prioriteres i officersuddannelserne og videreuddannelser. Og faget bør prioriteres højt, da lidt krigshistorie er værre end ingen krigshistorie. Efter selv at have været i gennem to uddannelser i Hæren, og efter at have talt med flere nuværende kadetter, er det ikke mit indtryk at krigshistorie i dag får den prioritet, som faget fortjener.

Hvor tyskerne op til Anden Verdenskrig prioriterede taktik og krigshistorie på deres uddannelser, prioriterede amerikanerne i stedet civile fag, der sigtede mod et arbejde i departementet. Og som Martin van Creveld siger, kæmpede tyskerne nærmest konsekvent bedre end amerikanerne i krigen. Hvad uddanner vi til i Forsvaret? Selvom jeg i dag arbejder i Søværnet, er min uddannelseserfaring begrænset til Hæren, så jeg har ikke omtalt omfanget af krigshistorie i de andre værn. Af samme årsager har jeg ikke nævnt næste niveau i uddannelsesrækken, Master i Militære Studier (MMS). De MMS-studerende, jeg har talt med under tilblivelsen af denne artikel, har haft meget forskellige opfattelser af krigshistorie på deres studie.

Jeg håber, at krigshistorie på MMS fylder mere, end hvad jeg har oplevet på andre uddannelser – og mere end, hvad der fremgår af studieordningen for MMS. Forhåbentligt lærer man, at anvende dybdegående historisk analyse på flere forskellige cases, og om hvordan situationsdannede faktorer havde indflydelse på doktrin, organisation, teknologi, taktik m.v. Uanset hvad, bør denne krigshistoriske forståelse – forståelsen for krig – dog skabes inden MMS, da den er forudsætningen for at sætte den resterende del af uddannelsen i den rette kontekst. Jeg tør derfor godt konkludere, at krigshistorie fylder for lidt i Forsvaret. I hvert fald i Hæren. Har de tidligere nævnte generaler ret, svækker dette vores evne til at føre krig.

Artiklen baserer sig på nedenstående litteratur:
* Call Sign Chaos, af Jim Mattis
* The Past as Prolouge: The Importance of History to the Military Profession, af Williamson Murray og Richard Hart Sinnreich
* Fighting Power: German and U.S. Army Performance 1939-1945, af Martin van Creveld
* US Marines læseliste: https://grc-usmcu.libguides.com/usmc-reading-list