Auditørkorpset indstiller efterforskning af mobning på Hærens Sergentskole

Parade på Varde Kaserne i forbindelse med kursusafslutningen for løjtnantbasisuddannelsen på Hærens Sergentskole i februar 2018. Foto: Forsvaret/Seniorsergent Michael Ipsen

Det vakte stor opstandelse, da Arbejdstilsynet 3. oktober sidste år udstedte et strakspåbud til Hærens Sergentskole i kølvandet på en stribe alvorlige tilfælde af mobning. Strafferetligt er der imidlertid ikke noget at komme efter, konkluderer Forsvarsministeriets Auditørkorps, der netop har indstillet sin efterforskning af sagen.

På Hærens Sergentskole ånder man i disse dage lettet op, efter at det står klart, at sagen om en leders systematiske mobning af flere ansatte har nået sin slutning. Auditørkorpset konkluderer mandag, at der ikke er foregået noget, som skal forfølges strafferetligt. Derfor er efterforskningen i sagen indstillet. Auditørkorpset har heller ikke fundet frem til disciplinære forhold, som skolen selv bør reagere på, skriver Hærens Sergentskole i en pressemeddelelse.

Det var ellers grove anklager, der i oktober fik Arbejdstilsynet til at udstede et strakspåbud til sergentskolen. Flere ansattes oplevelse af særligt én leders usaglige kritik, nedgørelse, forsøg på manipulation, trusler, bagtalelse, klikedannelse, udelukkelse fra det sociale fællesskab og ignorering var blandt de kritisable forhold, som blandt andet blev beskrevet i OLFI, og som i starten af november fik Forsvarsministeriets Auditørkorps til af egen drift at indlede en efterforskning.

»Det kan være et brud på den militære straffelov, hvis man som chef chikanerer eller forfølger underordnede, og det undersøger vi nu,« sagde auditør Claus Risbjerg dengang, men han er nu nået frem til den erkendelse, at sagen ikke skal have et retligt efterspil.

Kort efter OLFI’s dækning valgte genstanden for beskyldningerne selv at forlade sin stilling som chef for skolesektionen, men den pågældende officer skal altså ikke længere frygte en tur i retten.

Skolechef tager sagen meget alvorligt

Chefen for Hærens Sergentskole, oberstløjtnant Peter Nielsen, stillede kort efter sagens afdækning op til et interview med OLFI, hvor han påtog sig ansvaret for, hvad han kaldte en »utilstedelig« sag.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse interviewet med oberstløjtnant Peter Nielsen, som er chef for Hærens Sergentskole i Varde. Foto: Forsvaret

Det er da også en lettet skolechef, der i dag gør status efter at være blevet en bekymring fattigere. I pressemeddelelsen fortæller Peter Nielsen, at man på sergentskolen glæder sig til at lægge sagen bag sig og vende tilbage til den primære opgave:

»En række medarbejdere og ledere er blevet afhørt i forbindelse med efterforskningen i det halve år, den har pågået, og det har været en hård og belastende proces for alle parter. På skolen er vi derfor glade for, at der nu er truffet en endelig afgørelse, så vi igen kan fokusere fuldt ud på vores vigtigste opgave – nemlig at uddanne kompetente befalingsmænd til Forsvaret og til Hæren,« siger chefen for Hærens Sergentskole.

Skolechefen har dog ikke taget let på sagen – og gør det fortsat ikke, fortæller han videre.

»Når det er sagt, så har jeg som skolechef taget denne sag meget alvorligt. Mobning må under ingen omstændigheder finde sted på skolen – hverken blandt staben eller blandt eleverne. Derfor har vi også siden sagen kom frem arbejdet systematisk for at understøtte dette på skolen. Blandt andet har vi implementeret en anti-mobbepolitik for at sikre, at der ikke opstår tvivl om dette i fremtiden, og vi har en løbende og åben dialog om emnet. Et trygt og godt arbejdsmiljø for alle vores medarbejdere – militære som civile – har min absolut højeste prioritet,« afslutter Peter Nielsen.