INTERVIEW: Laila Reenberg er direktør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse og har gennem små to år været skydeskive for kritik på grund af en række sager om nepotisme og inhabilitet på Forsvarsministeriets område – ikke mindst i en sag om hende selv. Lige så længe har direktøren afvist et interview med OLFI, men i sidste uge stillede hun endelig op.

Det har ikke været feststemning, som har præget Forsvarsministeriets område de seneste halvandet til to år. Den ene sag om svindel, magtmisbrug, nepotisme, inhabilitet og vennetjenester har afløst den anden, og i toppen af pyramiden sidder Laila Reenberg som direktør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse. Hun er dermed en af de hovedansvarlige for den kultur, som har gjort alle fortrædelighederne mulige, og nu vil forsvarsminister Trine Bramsen (S) rydde op.

Derfor skal alle civile som militære chefer i lønramme 37 og opefter nu på kursus i helt elementær forvaltningslovgivning. Det gælder også Laila Reenberg, som ellers har en kandidatgrad i jura og burde være garanten for en personaleadministration inden for lovens rammer. Men begynderkurset i forvaltning og administration har hun det fint med.

»Vi kan hverken som system eller individer være tjent med den mistillid, som disse sager giver. Derfor forstår jeg godt, at ministeren tager fat i det med de initiativer, som vi alle skal arbejde videre med. Jeg har en tro på, at de vil bidrage til, at der sker en ændring – eksempelvis i form af at skabe større bevidsthed om, at man har pligt og ret til at handle og sige fra,« siger Laila Reenberg.

Gennem små to år har hun afvist at stille op til interview med dette medie, som i august 2018 fortalte historien om, hvordan Laila Reenbergs egen ægtefælle – kommandør Anders Friis – blev beordret i stillingen som chef for Søværnets 2. Eskadre, uden at jobbet blev slået op i fri konkurrence. Det medførte en heftig debat og kritik på de sociale medier, og da en række ledelseseksperter rådede en af de to ægtefæller til at forlade Forsvaret, var svaret larmende tavshed.

Den bryder Laila Reenberg i dag. I sidste uge stillede hun op til interview – via telefon – men afviste at svare på spørgsmål om sagen mod generalmajor og tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen, fordi den stadig verserer ved domstolene. Han blev i maj idømt 60 dages ubetinget fængsel for bl.a. for magtmisbrug ved at have hjulpet sin kæreste frem i karrieren, og sagen kommer for ved Vestre Landsret i august.

Artiklen fortsætter under billedet …

På samme måde har personalestyrelsen over for OLFI afvist at svare på spørgsmål om sømanden Rasmus Carlsen, som i 2013 blev ramt af en arbejdsulykke og siden har ligget i et kronisk slagsmål med personalestyrelsen. Det har bl.a. resulteret i diagnosen PTSD, og på tirsdag mødes parterne i retten.

Et interview om ledelseskulturen på Forsvarsministeriets område

Dette interview handler derfor primært om ledelseskulturen på Forsvarsministeriets område, og OLFIs forespørgsel kom netop på baggrund af byrettens dom i maj mod Hans-Christian Mathiesen. I stedet for delvist at handle om ham giver interviewet lejlighed til at stille Laila Reenberg nogle af de spørgsmål, som OLFI aldrig fik svar på, da alle sagerne om nepotisme og inhabilitet rullede i 2018 og 2019. Det er derfor ganske relevant at indlede med at spørge personaledirektøren om, hvor stort et ansvar, hun selv føler for, at en kultur har fået lov at udvikle sig i en grad, så forsvarsministeren må ty til grundkurser i forvaltning for 500 chefer?

»Det er klart, at jo højere, man sidder i et system og er en del af den øverste ledelse, så har man et medansvar for, hvordan hele butikken kører. Jeg er en del af den øverste ledelse på Forsvarsministeriets område, og derfor har jeg også et ansvar for den måde, som ministerområdet kører på. Men de konkrete sager mener jeg ikke, at jeg har noget ansvar for.

Hvad mener du om, at departementschefen, forsvarschefen og du selv skal på kursus i noget helt grundlæggende som offentlig forvaltning?
»Alle de her sager om svindel, inhabilitet og magtmisbrug har skærpet systemets opmærksomhed på, hvordan man skal fungere. Der er ingen tvivl om, at der ikke har været en tilstrækkelig stor opmærksomhed på, hvilke regler der gælder, og hvordan man skal håndtere dem. Vi udgav en vejledning om inhabilitet, og vi ved, at den bliver brugt. Så er der indført et nyt chefbemandingssystem. Ingen tvivl om at det er vigtigt, at vi har fået kommunikeret om, hvad der gælder, for det har der tydeligvis ikke været tilstrækkelig opmærksomhed om.«

Er det ikke dit ansvar som personaledirektør at sørge for, at dit system forvalter efter loven?
»Jeg er ansvarlig for, at alle ved, hvilke regler der gælder. Jeg er også ansvarlig for at agere, hvis jeg bliver opmærksom på noget, som ikke er, som det skal være. Men jeg kan jo ikke gå og holde øje med 22.000 ansatte 24 timer i døgnet, hvis det er det, som du hentyder til?«

Det er ikke det, som jeg hentyder til. Jeg spørger om du føler et ansvar for, at det er kommet dertil, hvor det er nu?
»Jeg føler et medansvar. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg er en del af ledelsen.«

Finder kritikken af sig selv uberettiget

I 2018 blev kommandør Anders Friis som Laila Reenbergs ægtefælle beordret i stillingen som chef for 2. Eskadre, uden at stillingen blev slået op i fri konkurrence. Efterfølgende skrev OLFI om sagen i flere artikler, og det førte til, at Kammeradvokaten undersøgte den. Konklusionen lød, at der ikke kunne rejses kritik af Laila Reenberg.

Hvad tror du – uanfægtet Kammeradvokatens konklusion – at den sag har haft af betydning for medarbejdernes tillid til dig og Forsvarets ledelse?
»Jeg synes, at det er helt berettiget, at jeg bliver kigget efter i sømmene. Og det er på sin plads, at der bliver udtrykt kritik, hvis det er baseret på fakta. I forhold til Anders var jeg inhabil, ja. Men jeg har ikke haft noget med sagen at gøre. Jeg har ikke delegeret nedad. Det er departementet, som har håndteret den sag, og de har trukket på personalestyrelsen på deres initiativ, uden at jeg har været indblandet i den sag.«

Du svarer ikke på spørgsmålet. Hvad tror du, at sagen har haft af betydning for medarbejdernes tillid til dig og Forsvarets ledelse?
»Sagen er blevet udlagt på forskellige måder, som ikke er i overensstemmelse med, hvordan det rent faktisk er foregået. Så jeg anerkender ikke din præmis.«

Artiklen fortsætter under billedet …

Mener du, at kritikken er uberettiget?
»Ja, det mener jeg. For det første fordi jeg ikke har modtaget kritik for at have handlet inhabilt, jeg har ikke delegeret nedad, jeg har ikke brudt forvaltningsloven. Det var departementet, som stod for det, og jeg har ikke haft noget med det at gøre.«

Kan du så forklare, hvordan din vicedirektør i form af oberst Peter Wass kan være involveret i sagsbehandlingen af din ægtefælle, uden at det er i strid med forvaltningslovens regler om habilitet?
»Ja, det kan jeg sagtens. Når departementet kører den sag og tager fat i min vicedirektør, har det ikke noget med mig at gøre.«

Kan du forstå, at man som udenforstående kan have svært ved at se, hvordan der ikke er noget galt?
»Jeg melder hus forbi. Jeg har ikke haft noget med processen at gøre. Jeg kan godt forstå, at folk stiller spørgsmål, og jeg vil også gerne svare. Men der er svaret, og det er undersøgt. Konklusionen er, at jeg ikke har handlet i strid med reglerne om inhabilitet.«

Det kom også frem i undersøgelsen af dig, at du alene havde givet en overordnet erklæring om inhabilitet for år tilbage, men ikke havde erklæret dig skriftligt inhabil fra sag til sag, som involverede Anders. Vil du fremadrettet skriftligt erklære dig inhabil, når der er sager, som involverer Anders?
»Det er korrekt, at nu står der, at jeg – og alle andre – skal dokumentere, at jeg har meldt min inhabilitet, og det vil jeg selvfølgelig gøre.«

Arbejdsrelationer minder om en fætter-kusine-fest

OLFI har tidligere beskrevet, hvordan Pernille Reuter Eriksen afløste Laila Reenberg som afdelingschef i Forsvarsministeriets departement, da Laila Reenberg forlod stillingen for at blive udnævnt til direktør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse i 2015. Det var ikke første gang, at Pernille Reuther Eriksen fulgte i Laila Reenbergs fodspor, og flere bed ved overdragelsen i ministeriet mærke i den nærmest næsegrus taknemmelighed, som Pernille Reuter Eriksen udtrykte over for den nye personaledirektør.

For mange fremstår parløbet mellem Pernille Reuter Eriksen og Laila Reenberg som usundt, fordi de to i ord og handlinger mere ligner veninder end professionelle ledere i det offentlige. Samtidig byttede de to officielt plads i det indbyrdes hierarki, da Laila Reenberg som Pernille Reuter Eriksens hidtidige chef og protegé blev direktør i en styrelse underlagt Forsvarsministeriets departement, hvor Pernille Reuter Eriksen blev afdelingschef og dermed Laila Reenbergs foresatte.

Artiklen fortsætter under billedet …

Siden har flere episoder fået omverdenen til at se måbende på personaleadministration, fordi en række sager har sået tvivl om de to topchefers indbyrdes relation og evne til at holde tingene adskilt. Således var det Pernille Reuter Eriksen, som besluttede at tilbyde Laila Reenbergs ægtefælle jobbet som chef for 2. Eskadre uden opslag. Det var samtidig Peter Wass, der som Laila Reenbergs vicedirektør i personalestyrelsen ringede og tilbød Laila Reenbergs ægtefælle jobbet, inden Pernille Reuter Eriksen havde godkendt det. Senest har Pernille Reuther Eriksen ansat Peter Wass’ hustru som kontorchef under sig selv i Forsvarsministeriets departement.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig om dit forhold til Pernille Reuter Eriksen og høre, om I ses privat?
»Jeg synes, at det er et spørgsmål, som jeg ikke behøver at svare på. Men jeg kan sige til dig, at Pernille Reuther aldrig har været hjemme hos mig. Jeg har arbejdet sammen med Pernille i rigtigt mange år, og vi er kolleger.«

Har du tænkt over det forhold, at mange har den opfattelse, at hun kan stå i gæld til dig efter at have overtaget stillingen som afdelingschef efter dig?
»Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, og jeg anerkender slet ikke den præmis. Der er mange inden for Forsvaret, som er fulgtes ad på kryds og tværs gennem årene. Jeg har arbejdet med HR i mange år. Det er et område, der påvirker alle ansatte, og derfor har alle en mening om det.«

Er det ikke lige netop det, som store organisationer vil gøre alt for at undgå? Anerkender du slet ikke, at I kan være kommet så tæt, at det uanfægtet lovligheden skader Forsvaret ry og rygte og omdømme, når Pernille Reuter Eriksen ansætter hustruen til din vicedirektør i personalestyrelsen som kontorchef?
»Du lægger til grund, at der er nogle relationer, som ikke er der. Du lægger til grund, at det har indflydelse på forhold, som det ikke har indflydelse på.«

Jeg siger, at alene mistanken, og at det for medarbejderne virker meget indspist og som en fætter-kusine-fest, når man kommer op i toppen af Forsvaret og Forsvarsministeriet?
»Det svarer jo til, at P1 så ikke skulle invitere dig ind til interview, fordi du kender journalisten, og så vil lytterne sige, at du kun blev inviteret, fordi I kender hinanden?«

Nej, det synes jeg ikke. Det handler om ægteskabelige relationer, at du har været chef for Pernille, indtil man opretter en styrelse, hvor Pernille pludselig bliver din foresatte …
»Men sådan foregår det jo i hele centraladministrationen og i mange firmaer. Folk kender hinanden i mange år, fordi man arbejder tæt sammen. Sådan er det også i den militære del af Forsvaret. Jeg anerkender slet ikke din præmis.«

Kønskrænkende adfærd ville i dag diskvalificere til topjob

I forbindelse med sagen om den tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen kom det igen frem, hvordan Per Ludvigsen efter at have modtaget en skriftlig advarsel fra den daværende forsvarschef for kønskrænkende adfærd kunne avancere til generalløjtnant og viceforsvarschef. Det skete på trods af, at alle ikke mindst i topledelsen af Forsvaret kendte til generalløjtnantens omfattende personalemappe, som også rummede talrige eksempler på utérlig opførsel i beruset tilstand.

Hvordan kan man blive ansat som viceforsvarschef, når man har begået kønskrænkende adfærd over for en kvindelig officer?
»De sager, synes jeg ikke, at vi skal gå ind i. De sager er vand under broen. Det er personsager, og dem vil jeg ikke gå ind i.«

Artiklen fortsætter under billedet …

Men det er vel meget relevant for at beskrive, hvordan der er kommet den kultur, som, nu forsvarsministeren selv mener, er et problem? Du har selv siddet som afdelingschef i departementet, og jeg er sikker på, at det er noget, som I har diskuteret. Hvad er overvejelserne om hvilken vandel, man skal have for at kunne blive udnævnt til de øverste embeder inden for Forsvarsministeriets område?
»Jeg vil ikke gå ind i nogen konkrete sager. Men jeg kan sige, at i dag indgår kønskrænkende adfærd i vores overvejelser i forhold til udnævnelser. Det har negativ indvirkning på ens mulighed for at blive udnævnt, hvis man har ageret kønskrænkende, og der ligger advarsler.«

Så Per Ludvigsen kunne ikke blive viceforsvarschef i dag?
»Det vil jeg slet ikke kommentere.«

Tror du, at Per Ludvigsens adfærd og moral har haft indflydelse på den ledelseskultur, der hersker i Forsvarsministeriet og Forsvaret?
»Det har jeg slet ikke nogen mening om.«

Skal være helligere end Paven

Og så er vi tilbage ved Laila Reenbergs ledelse af personaleområdet i Forsvarsministeriet. Med oprettelsen af styrelserne i 2014 begyndte Forsvarets topledelse at tale om Forsvaret som en koncern. De funktionelle tjenester blev til styrelser, personel blev til personale, en række militære stillinger blev ændret til civile. Men på ét særligt punkt har Forsvarsministeriet helt konsekvent afvist at lade sig inspirere af store, private koncerner.

Det er på personaleadministrationen, hvor Forsvarsministeriet ikke vil indføre regler for uacceptable ægteskabelige relationer. I stedet har ministeriet udarbejdet en vejledning om inhabilitet, hvor der som det første eksempel står nævnt, at chef og næstkommanderende på Forsvarsministeriets område gerne må være mand og kone. Den passage ville Laila Reenberg gerne have været foruden, fordi eksemplet ifølge hende i praksis næppe nogensinde vil blive en realitet.

Hvorfor har man i Forsvarsministeriet ikke har indført regler for, hvordan man må være mand og kone?
»Vi har drøftet det, og vi har drøftet det i hovedsamarbejdsudvalget. Konklusionen var, at ingen havde ønske om, at vi skulle forbyde ægtefæller at arbejde i Forsvarsministeriet samtidig. Vi har valgt, at det er et system, hvor man kan være ægtefæller og venner.«

Artiklen fortsætter under billedet …

Hvorfor har du selv eller Anders Friis ikke valgt at finde et job uden for Forsvarsministeriets område alene for at undgå mistanken om, at han fik stillingen som chef for 2. Eskadre, fordi han er gift med dig?
»Jeg har ingen planer om at søge job uden for Forsvaret, og vi har ingen regler om, at mand og kone, venner, tidligere studiekammerater etc. ikke kan være ansat inden for det samme ministerområde. Når det er sagt, skal jeg som personaledirektør være ekstra opmærksom på at overholde reglerne, og det er jeg også. Jeg har overholdt reglerne. Der er ikke noget forkert i at være inhabil, så længe inhabiliteten bliver håndteret efter reglerne.«

Kan du forstå, at medarbejdere har svært ved at have tillid til ledelsen, når de ser, at din mand bliver beordret i en stilling, som ikke bliver slået op i fri konkurrence, og det kommer frem, at det sker, fordi der var en anden kandidat, som var bedre egnet?
»Jeg vil slet ikke gå ind i, om der var en anden kandidat, som var bedre egnet. På det tidspunkt i 2018 var der et antal oberster og kommandører, der blev ansat ved beordring uden ansøgning. Det var der ikke noget odiøst eller usædvanligt i. Om det var rigtigt eller forkert at beordre Anders, må jeg melde hus forbi, for det var ikke en beslutning, som jeg tog eller var involveret i.«

Har man som chef på Forsvarsministeriets område et moralsk ansvar, der ligger ud over det juridiske?
»Jeg har altid levet efter den regel, at jeg skal være mere hellig end Paven forstået på den måde, at det har jeg gjort i forhold til rejser, bilag og forhold, som folk gennem tiderne er kommet galt afsted på. Så jeg mener virkelig, at jeg kan sige, at jeg har holdt min sti ren. Når man er chef, jo større krav kan man stille til vores integritet, fordi folk kigger på os og siger, er det sådan, det er? Det kan jeg godt stå ved uden at blinke.«

Hvor stor tillid tror du, at medarbejderne har til din ledelse?
»Det er ikke min opfattelse eller oplevelse, at tilliden skulle være mindre, end den har været på noget andet tidspunkt. Så anerkender jeg, at det vil afhænge af, hvem man spørger. HR er et område, som alle har en mening om, og det er der en god grund ti. Det berører alle.«

Og så spørger jeg bare lige for en god ordens skyld en gang til. Du har ikke overvejet at forlade dit job?
»Nej. Jeg har ikke overvejet at forlade mit job, og jeg har ingen planer om det.«