ANALYSE: Forsvarsminister Trine Bramsens bastante udmeldinger om oprydning i og reorganisering af Forsvarsministeriets ressortområde er både modige og dristige. Men ordene forpligter, og hvis ikke ministeren leverer den hovedrengøring, som hele systemet forventer, risikerer hun at gå fra heltinde in spe til det modsatte.

Det hører til sjældenhederne, at en siddende minister rister sit eget departement og underliggende styrelser over sagte ild i fuld offentlighed. Men forsvarsminister Trine Bramsen (S) er ikke bange af sig. Siden skandalen med omfattende svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse udfoldede sig for rullende kameraer i december, har den stadig forholdsvis nye minister påtaget sig rollen som oprydder med bastante udmeldinger og delvis handling bag ordene.

For to uger siden gav hun et opsigtsvækkende interview til Avisen Danmark, hvor hun talte om at være i »kamp« med sit eget system, om »sneblindhed« i embedsapparatet og et misforstået forsøg på at beskytte Forsvaret, fordi »man« ikke ville hænge det beskidte vasketøj til tørre. I samme interview fortalte hun, at den nuværende organisationsform med otte selvstændige styrelser under Forsvarsministeriets departement havde vist sig som et »massivt problem«.

»Man har ganske enkelt centraliseret for meget.«

Hvis Trine Bramsen skulle være i tvivl om, hvordan medarbejderne over en bred kam har modtaget hendes udmeldinger, kan hun bare tage et kig på OLFIs facebookside. Her har lovprisningerne stået i kø fra selv de mest kritiske røster.

»Jeg var meget, meget skeptisk, da Trine blev udpeget til ny forsvarsminister. Den skepsis har hun efterhånden gjort til skamme!”,« skriver således Morten Schmidt-Petersen.

Selv skeptikere roser ministeren

Søndag – efter fængselsdommen over generalmajor og tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen – gav forsvarsministeren så et nyt interview til Politiken, hvor hun satte endnu mere tryk på. Hun talte åbent om »svindel«, »magtmisbrug«, »råddenskab» og »søforklaringer«, og på Facebook hyldede OLFIs læsere hende endnu en gang.

»Jeg har aldrig brudt mig om hende, sådan virkelig ikke. Men jeg må indrømme, at jeg tager hatten af for den tilgang, hun har haft, siden hun blev minister. Så er det spændende at se, om hun får fulgt det til dørs,« kommenterede Jacob Ejgaard Hansen.

Og her er vi ved sagens kerne, som andre debattører også bemærker. Det er stadig kun udmeldinger. Til gengæld er det udmeldinger, som forpligter. Hvis Trine Bramsen ikke leverer den hovedrengøring, som hele systemet forventer, risikerer hun at gå fra heltinde in spe til det modsatte. Der er bredt i Forsvaret og langt ind i de politiske rækker et ønske om en hovedrengøring, og her melder det forkromede spørgsmål sig: Hvem skal hjælpe ministeren med oprydningen og sikre, at brodne kar ikke bare bliver skiftet ud med nye brodne kar, og hvem hjælper hende med den nye organisation?

Er det departementschef Thomas Ahrenkiel, som fik kritik af Kammeradvokaten for at have holdt sit kæresteforhold med kommunikationschefen i ministeriet hemmeligt for sin minister, og som sad med i et møde, da hun fik tildelt et engangsvederlag på 75.000 kr.? Det var også Thomas Ahrenkiel, der holdt sig aktivt uvidende om Rigsrevisionens rapport og tørrede det fulde ansvar af på koncernstyringsdirektør Per Pugholm Olsen efter skandalen i ejendomsstyrelsen – og selv hoppede i redningsflåden sammen med ministeren, mens PPs karriere blev ofret på ministeriets hellige alter. Colateral damage – eller utilsigtede skadevirkninger kalder man den slags.

Eller er det forsvarschef Bjørn Bisserup, som bærer hovedansvaret for den rygklapper-kultur, der præger Forsvaret, hvor man kan slippe af sted med at bryde loven i fuld offentlighed og med chefers vidende i en grad, så en civil domstol takserer det til 60 dages ubetinget fængsel?

To nøglemedarbejdere personificerer mistilliden

Det kan godt være, at forsvarsminister Trine Bramsen har medarbejdernes dybe respekt og signalerer no bull shit, og ”jeg skal nok rydde op”. Hendes største udfordring er imidlertid, at hun ikke kan gøre det alene. Når hun i sagen om ejendomsstyrelsen har allieret sig med Pernille Reuther Eriksen og signalerer mellem linjerne, at afdelingschefen for departementets Koncern-HR er en nær fortrolig, får mange medarbejdere tics og begynder langsomt af hyperventilere.

Pernille Reuther Eriksen er sammen med departementschef Thomas Ahrenkiel personificeringen på den mistillid, der klæber til Forsvarsministeriets departement på grund af hendes meget nære veninde-forhold og ”springen buk” med personaledirektør Laila Reenberg. Senest har Pernille Reuther Eriksen fået hele systemet til hive efter vejret, da hun ansatte oberst Peter Wass’ hustru som kontorchef under sig selv i ministeriet. Hvis nogen skulle have glemt det, er Peter Wass Laila Reenbergs vicedirektør i personalestyrelsen og ham, der med Pernille Reuther Eriksens bagudrettede sanktionering ringede til Laila Reenbergs ægtefælle og spurgte, om ikke denne kunne tænke sig at blive beordret i stillingen som chef for 2. Eskadre uden konkurrence.

Trine Bramsen ved udmærket, at hverken Thomas Ahrenkiel, Bjørn Bisserup eller Laila Reenberg nyder nogen overvældende respekt blandt medarbejderne. Når ministeren derfor melder ud, at hun vil rydde op, kan hun roligt regne med, hvor medarbejderne forventer at få sat ind. Viser det sig, at ministeren hverken kan eller vil ryste posen tilstrækkeligt, står hun med noget af et forklaringsproblem efter de bastante udmeldinger.

Forventning om oprydning og omorganisering

Hvad angår en ny organisationsform er sagen den samme. Ingen begræder en tilbagevenden til en mere adræt organisationsform, hvor forsvarschefen får magten over butikken. Men hov! Det var jo ham selv, der lavede den nuværende organisation. Hvem kan stole på, at Bjørn Bisserup gør det bedre i andet forsøg?

Det sidste, som Forsvarets og Forsvarsministeriets hårdt prøvede medarbejderne har brug for, er flere politiske eksperimenter. Heldigvis har ministeren ikke travlt, og med et massivt politisk flertal bag regeringen er der lang tid til næste valg. Det giver mulighed for på den korte bane at skifte ud på nogle poster, 1) når Kammeradvokaten lander sin rapport om ejendomsstyrelsen i august, eller 2) når Vestre Landsret fælder endelig dom i sagen mod Hans-Christian Mathiesen. Ulempen ved at vente så længe er, at ankesagen risikerer først at komme for landsretten om et år.

Samtidig kan ministeren iværksætte en større organisationsændring efter et grundigt og strategisk forarbejde, hvor Forsvarets fremtid i et nyt trusselsbillede kan tænkes ind og landes i tæt samarbejde med Folketingets partier. Det kræver en sikker hånd, og Trine Bramsen har endnu til gode at træffe de helt afgørende beslutninger i den henseende. Forkerte beslutninger giver hurtigt bagslag.

De hidtidige udmeldinger vækker bange anelser om en forestående fuser. Det er i sandhed en minister i et minefelt.