KOMMENTAR: Forsvarets øverste militære chef vil efter tirsdagens dom mod generalmajor Hans-Christian Mathiesen se indad og ændre kulturen, så underordnede tør råbe op om ulovligheder. Det har de gjort i årevis, men Bjørn Bisserup og den øvrige ledelse i Forsvaret og Forsvarsministeriet hverken lytter eller handler, når kritik bliver rejst. Tvært imod gør han og ledelsen konsekvent budbringeren til problemet.

I Forsvaret blev tirsdagens historiske dom mod generalmajor og tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen modtaget med blandede følelser. På den ene side var der chok og skamfølelse over, at en topgeneral og et tidligere medlem af Forsvarets øverste ledelse fik en ubetinget fængselsstraf på 60 dage for embedsmisbrug, videregivelse af fortrolige oplysninger og pligtforsømmelse af særlig grov karakter – en dom som H.-C. Mathiesen uden betænkning ankede til frifindelse.

På den anden side var der lettelse over, at det, som alle vidste, men ingen gjorde noget ved, nu er dokumenteret for eftertiden ved en civil domstol med en hård dom til skræk og advarsel. Der gik således et lettelsens suk gennem de tusindvis af pligtopfyldende, ærekære og dybt loyale medarbejdere, som hver eneste dag går på arbejde for Danmark i operative enheder, stabe og styrelser, og som i flere år igen og igen nødtvunget gennem en lang række af møgsager har måttet se deres chefer, direktører og vicedirektører være med til at kaste smuds på det forsvar, som de alle elsker og brænder for.

Artiklen fortsætter under billedet …

Sagerne har alle som én handlet om en overraskende mangel på moral og etik blandt de embedsmænd – civile såvel som militære – i toppen af hierarkiet, som ynder at pynte sig med fjer i hatten og gå til kur hos dronningen med kors og bånd og stjerner på. De mennesker, som for den almindelige befolkning burde stå som fyrtårne og forbilleder med pletfri vandel og lysende moralske kompasser, og som burde aftvinge den dybeste respekt. Men som gør det stik modsatte.

Nogle af sagerne er blevet undersøgt af Forsvarsministeriets Auditørkorps, mens Forsvarsministeriets departement betalte Kammeradvokaten flere hundrede tusinde kroner for at lave tre hurtige undersøgelser uden vidneafhøringer eller vidneansvar, og som alene førte til en smule kritik.

Ingen løftede et øjenbryn over hærchefens ageren

Men med dommen over Hans-Christian Mathiesen faldt tæppet. Og det faldt tungt. Retssagen har gennem tre dages vidneafhøringer afdækket med skræmmende dokumentation, hvordan en lang række højtstående officerer så gennem helt grundlæggende og fundamental forvaltningslovgivning og lod ulovlighederne udspille sig ved højlys dag. Vidner til magtmisbruget sagde ikke fra, da Hans-Christian Mathiesen i strid med loven selv erklærede sig for inhabil og ligeledes i strid med loven delegerede ansvaret for at håndtere sin egen kæreste nedad til dem, som han selv tildelte rundhåndede engangsvederlag. Flere af dem er i dag avanceret til endnu større stillinger, højere rang og bedre indtægt.

Artiklen fortsætter under billedet …

I strid med loven tog Hans-Christian Mathiesen aktiv del i sagsbehandlingen af sin kæreste, da han ændrede kriterierne for optagelse på operations- og føringsuddannelsen til fordel for sin kæreste og aktivt instruerede sine underordnede i, hvilke kriterier de skulle lægge vægt på. Men det var sådan set ikke det mest bemærkelsesværdige ved afdækningen af sagen ved Retten i Viborg. Det var i stedet Hans-Christian Mathiesens overordnedes blinde øjne. Han sagde det selv så klart, som det kunne siges:

»Alle vidste, at vi var kærester. Det var ikke en nyhed for nogen.«

Her ville enhver leder, chef eller direktør normalt gøre sig store anstrengelser for at holde et meget vågent øje med den medarbejder, som skulle navigere i kærlighed på arbejdspladsen. Men ingen løftede et øjenbryn. Hverken daværende koncernstyringsdirektør Bjørn Bisserup, daværende forsvarschef Peter Bartram, daværende viceforsvarschef Per Ludvigsen, personaledirektør Laila Reenberg, afdelingschef Pernille Reuter Eriksen i Forsvarsministeriets Koncern-HR eller Nils Wang, som dengang var chef for Forsvarsakademiet.

Den nu pensionerede generalløjtnant Per Ludvigsen vidnede selv i retten og forklarede, hvordan han i sin tid som chef for det daværende Hærens Operative Kommando selv bad Hans-Christian Mathiesen som sin daværende stabschef og næstkommanderende om at tilrettelægge udvælgelsen af kandidater til optagelse på uddannelsen Master i Militære Studier, selv om Hans-Christian Mathiesens egen kæreste var blandt kandidaterne. Her blev hun som den eneste uden erfaring fra en international mission optaget blandt de 13 ud af 97 ansøgere fra Hæren.

Hvordan kunne Ludvigsen avancere til viceforsvarschef?

Heller ikke daværende forsvarschef Peter Bartram gjorde noget, og det gjorde Bjørn Bisserup heller ikke. Han undskylder sig selv med, at han tilbage i 2016 var koncernstyringsdirektør i Forsvarsministeriets departement. Til gengæld støbte han kuglerne som daværende chef for Forsvarsstaben sammen med daværende departementschef Lars Findsen, da Per Ludvigsen som Bjørn Bisserups gode ven blev udpeget som ny viceforsvarschef i oktober 2014, og Hans-Christian Mathiesen samtidig blev udnævnt til generalmajor og chef for den nyoprettede hærstab. I samme forbindelse avancerede Bjørn Bisserup til den nyoprettede stilling som koncernstyringsdirektør.

Forfremmelsen af Per Ludvigsen til det næstfineste embede inden for de væbnede styrker skete på trods af generalens rædselskabinet af personalesager. De talte bl.a. en skriftlig advarsel for i stærkt beruset tilstand at have udvist kønskrænkende adfærd mod en kvindelig officer, et undskyldende brev til en britisk flyvergeneral for Ludvigsens insisterende prikken i brystet i en bar i Polen og en pinlig episode med lidt for meget alkohol foran politikere og topembedsmænd om bord på et SAS-fly over Atlanten i forbindelse med forsvarskommissionens rejse til USA i 2008. For nu bare at nævne et par stykker.

Her ville det være på sin plads at spørge Bjørn Bisserup, hvordan en mand med Per Ludvigsens karaktertræk og noget udfarende habitus efter indtagelse af alkohol overhovedet kunne blive godkendt til at avancere til viceforsvarschef? Bjørn Bisserup kendte alt til sin gode vens eskapader, men i Bjørn Bisserups verden ser man gerne gennem fingrene med den slags noget beduggede vandel – så blæse på, hvad undersåtter måtte mene om sådan en udnævnelse. Blandt medarbejderne bredt i hele Forsvaret var meningerne mange og foragten endnu større, idet Ludvigsens velkendte overfusninger af undersåtter og berygtede opførsel spredte sig som advarende ringe i vandet nedad i geledderne.

»Hvis der er alkohol involveret, skal du sørge for at holde dig på lang afstand af Ludvigsen,« lød et godt råd blandt kvindeligt ansatte i Forsvaret.

En tidligere forsvarsminister har i fortrolighed fortalt denne signatur, at personalesager ikke indgår, når en minister bliver præsenteret for kandidater til den slags topembeder. Man stoler på embedsmændenes dømmekraft. Måske man her skal finde kimen til den kultur og »sneblindhed«, som forsvarsminister Trine Bramsen (S) til Avisen Danmark har fortalt om i sit eget ministerium? Som topchef i Forsvaret eller Forsvarsministeriet kunne man nærmest opføre sig, som man ville og stadig have udsigt til forfremmelse, hæder, pindemadder og bonede gulve.

Artiklen fortsætter under billedet …

Når man skal beskrive, hvordan generalmajor Hans-Christian Mathiesens korrupte embedsførelse i Hæren overhovedet kunne foregå, uden at nogen løftede et øjenbryn, ville det være naturligt at tage udgangspunkt i den kultur, som hersker i Forsvarsministeriets og Forsvarets øverste ledelser. Her har Bjørn Bisserup været fast inventar, siden daværende forsvarsminister Søren Gade (V) kastede sin kærlighed på den fremadstormende officer i Forsvarsministeriet, som iført uniform agerede mere som en politiker end en soldat uden at stille alt for mange spørgsmål.

OLFI har derfor bedt forsvarschef Bjørn Bisserup om et større interview i kølvandet på dommen mod H.-C. Mathiesen, men Forsvarskommandoen oplyser i en mail til OLFI onsdag, at forsvarschefen »for nuværende« takker nej.

Bisserup glemmer at stille afgørende spørgsmål til sig selv

Bjørn Bisserup forklarer dog i en kort udtalelse på Forsvarets hjemmeside, at uanset hvor sagen mod Hans-Christian Mathiesen ender i Vestre Landsret, »er der en række vigtige spørgsmål, der allerede nu trænger sig på«.

»De skal besvares, så vi i Forsvaret kan lære af dem. Er der noget i vores system, der gør, at der ikke blev reageret på et tidligere tidspunkt? Kunne jeg have iværksat undersøgelsen tidligere og dermed måske afkortet sagens forløb,« spørger Bjørn Bisserup sig selv og lover i interview med en række øvrige medier en kulturændring.

»Jeg synes, der er behov for at sende et signal om, at Forsvaret skal lære af den her sag. Det er en refleksion over, om der er noget i vores system, der gør, at folk ikke siger fra eller stiller kritiske spørgsmål. Der skal være plads til, at man altid kan stille de kritiske spørgsmål, når man synes, de beslutninger der bliver truffet, eller de handlinger der bliver foretaget, er i strid med love, regler eller god og almindelig ordentlighed. Det handler nok, for at sige det ligeud, om kultur. Det handler om at få den samme forståelse for, at der er behov for de kritiske spørgsmål, og at man siger til og fra.«

Artiklen fortsætter under billedet …

Med sin udtalelse formår Bjørn Bisserup endnu en gang at projicere problemerne over på sine underordnede, som – må vi forstå – ikke siger fra eller stiller kritiske spørgsmål. Bjørn Bisserup glemmer imidlertid at spørge sig selv, om ikke problemet slet og ret er – Bjørn Bisserup? Kort efter afsigelsen af dommen i Viborg onsdag deltog direktør Lars Aagaard fra Dansk Energi i programmet News & Co. på TV2 News. Han skar her ud i pap, hvad Bjørn Bisserup endnu ikke har forstået.

»Noget af det sværeste i ledelse er at få skabt den virksomhedskultur, som du gerne vil have. Og der betyder lederen ekstremt meget. Hvis jeg som leder opfører mig uhæderligt på min arbejdsplads, kan jeg da heller ikke forvente, at mine medarbejdere er hæderlige. Det handler om integritet og værdier først og fremmest. Man kan ikke forandre noget, hvis ikke man selv bærer faklen frem. Sådan er det,« sagde han.

Når topledelsen hverken vil se eller høre om problemer

Bjørn Bisserup glemmer at stille sig selv det spørgsmål, om den manglende lyst til at råbe op måske kunne tænkes at være grundet i det faktum, at Forsvarets øverste ledelse gang på gang er blevet tudet ørerne fulde med advarsler og opråb fra ordentlige og pligtopfyldende medarbejdere, som der heldigvis er en stor overflod af i såvel Forsvaret som de forsvarsministerielle styrelser? De har med skam kunnet se, hvordan deres henvendelser er blevet mødt i topledelsen med larmende tavshed.

»Forsvarets øverste ledelse blev gjort opmærksom på forholdet for år tilbage, men intet er sket,« skrev en anonym medarbejder i Hærstaben til OLFI i foråret 2017 om Hans-Christians Mathiesens favorisering af sin egen kæreste.

En anden kilde – en officer i Hærstaben – brugte lidt andre ord, da jeg talte med vedkommende om situationen i Hærstaben efter Per Ludvigsens pensionering i november 2017.

»Når ledelsen ikke gør noget ved det, hænger det sammen med en dårlig ledelseskultur. Den tidligere viceforsvarschefs opførsel blev også accepteret. I Forsvaret kan du gramse på pigerne, få en skriftlig advarsel og blive forfremmet til viceforsvarschef. Du kan ansætte din egen kæreste og sørge for, at hun får de rigtige uddannelser og bliver udnævnt til major – og i øvrigt ved sin opførsel bestemme, hvad folk på flere niveauer over hende skal skrive, sige, mene og gøre. Hvis du spørger mig, er der tale om magtmisbrug, og det er værre, end du tror. Direktøren i personalestyrelsen er med i det. Jeg havde naivt troet, at forsvarschefen eller direktøren i personalestyrelsen ville gribe ind. Men de kender problematikken, og jeg tror egentlig bare, at de understøtter den,« sagde officeren.

Det hører her med til historien, at direktør Laila Reenberg i Forsvarsministeriets Personalestyrelse selv er gift med en topofficer i det danske forsvar. Han blev stik imod de grundlæggende principper i Forsvarsministeriets personalepolitik i august 2018 beordret i den eftertragtede stilling som chef for 2. Eskadre, uden at stillingen blev slået op i fri konkurrence.

Veninder ”springer buk” i forsvarsministerielle topstillinger

Da OLFI skrev om sagen over sensommeren og efteråret 2018, bad ministeriet Kammeradvokaten om at undersøge, om Laila Reenberg var inhabil og havde handlet i strid med reglerne. Konklusionen lød, at direktøren var inhabil, men havde meldt det til sin overordnede, og så var alt godt. Det overraskede imidlertid mange, hvad sagen i øvrigt afdækkede, og at det hele blev blåstemplet som helt i orden.

I undersøgelsen kom det frem, at Laila Reenbergs vicedirektør i form af oberst Peter Wass ringede til Laila Reenbergs ægtefælle og tilbød ham stillingen som chef for 2. Eskadre, inden Forsvarsministeriets departement havde besluttet, om stillingen skulle slås op i fri konkurrence. Det kom videre frem, at stillingen ikke blev slået op, fordi der var en anden og bedre kvalificeret kandidat, som det ville svært »at argumentere uden om« ved opslag.

Hele misæren blev sanktioneret af afdelingschefen i Forsvarsministeriets departements Koncern-HR, som hedder Pernille Reuter Eriksen. Hun er Laila Reenbergs gode ven og har nærmest »sprunget buk« med Laila Reenberg i forsvarsministerielle stillinger de seneste 10 år. Så sent som i marts kunne OLFI fortælle, at afdelingsleder Pernille Reuter Eriksen i departementet har udnævnt oberst Peter Wass’ hustru som kontorchef under Pernille Reuter Eriksen. Det bliver i familien.

I samme dur skal vi ikke glemme departementschef Thomas Ahrenkiel, som i 2018 fik kritik af Kammeradvokaten for at have siddet med i et møde, hvor hans kæreste i form af Forsvarsministeriets kommunikationschef fik tildelt et engangsvederlag på 75.000 kr. og en lønforhøjelse på 1.500 kr. om måneden. Han valgte i samråd med Statsministeriets departementschef tillige at holde forholdet hemmeligt for forsvarsministeren.

Artiklen fortsætter under billedet …

I december 2019 fik han igen kritik, da skandalen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse rullede og afdækkede, at departementschefen holdt sig aktivt uvidende om sagen, selv om han flere gange var forsøgt gjort opmærksom på en kritisk rapport fra Rigsrevisionen. Han tørrede ansvaret af på sine underordnede og blev siddende på taburetten, mens den regelrette og pligtopfyldende koncernstyringsdirektør i form af Flyvevåbnets generalløjtnant Per Pugholm Olsen på trods af at have gjort sit arbejde fik rollen som prygelknabe og blev fyret fra stillingen. Thomas Ahrenkiel blev i den forbindelse sammenlignet med den italienske kaptajn Francesco Schettino fra krydstogtskibet Costa Concordia, som i 2012 grundstødte ud for den italienske ferieø Giglio. Her reddede kaptajnen sig i land, mens skibet sank og tog 32 mennesker med sig i døden.

Kunsten at holde sig aktivt uvidende

Men lad os vende tilbage til Bjørn Bisserup, som også vidnede i retten i Viborg. Det gjorde han, fordi Hans-Christian Mathiesen også var tiltalt for at lyve over for forsvarschefen ved ikke at fortælle ærligt om sin egen involvering i sagsbehandlingen af sin kæreste. Men som det eneste af fem punkter i anklageskriftet blev Hans-Christian Mathiesen frifundet for dette forhold. Det skyldtes ifølge retsformanden bl.a., at forsvarschefen ikke havde været kritisk nok og stillet de nødvendige spørgsmål til sin hærchef, som selv ikke mente at have brudt loven. Det var med andre ord forsvarschef Bjørn Bisserups manglende interesse for at komme til bunds i sagen, der betød, at hærchefen blev frifundet for dette forhold.

Her er vi ved sagens kerne, som i virkeligheden handler om kunsten at holde sig aktivt uvidende om en sag præcis som departementschef Thomas Ahrenkiel. At undgå at få beskidte hænder og altid sørge for at have én at kunne tørre ansvaret af på. Således påtog forsvarschefen sig med stor indlevelse rollen som offer i retten, da han med svag og rolig stemme forklarede, at han blev både »vred og ked af det«, da han efter offentliggørelsen af artiklen i OLFI i oktober 2018 blev opmærksom på en mail fra hærchefen, som tydede på dennes aktive involvering i kærestens udnævnelse til major.

Artiklen fortsætter under videoen …

Her kunne forsvarschefen godt have fortalt retsformanden, hvordan han reagerede på den stribe af spørgsmål og henvendelser, som dette medie sendte til Forsvarskommandoen helt tilbage fra sommeren 2017. Jeg spurgte selv Bjørn Bisserup om sagen første gang i september 2017, og fra retssagen ved vi, at der i Forsvarskommandoen hos Bjørn Bisserup blev udarbejdet et presseberedskab på sagen. Da jeg interviewede forsvarschefen om sagen dagen efter offentliggørelsen af artiklen om H.-C. Mathiesen, var reaktionen fra Bjørn Bisserup slående:

»Jeg har sat mig grundigt ind i den sag og set på alt, hvad der ligger af dokumentation, og der er ikke noget, der stikker ud«. »Jeg kan ikke se, at der er noget, der tyder på, at man ikke har overholdt spillereglerne«. »Skulle jeg, hver gang at der er en anonym kilde, udsætte medarbejderne for den ene eller den anden undersøgelse? Det kan jeg jo ikke«. »Hvad er det, som jeg skal undersøge?«. »Hvordan skal jeg afgøre, om kilderne taler sandt? Jeg kender ikke kilderne. Hvor skal jeg gå hen?«. »Jeg har undersøgt sagen, så godt jeg kan«. »Jeg kender ikke de anonyme kilder, og jeg ved ikke, hvem de er«. »Det er sket før min tid, så jeg ved ikke, hvad jeg ikke ved – om jeg så må sige. Jeg må forholde mig til, hvad jeg får oplyst«. »Jeg vil ikke iværksætte en undersøgelse på baggrund af anonyme kilder,« sagde Bjørn Bisserup den 19. oktober 2018.

Man må spørge sig selv, om forsvarschefen overhovedet gjorde noget som helst i det, han selv kaldte en undersøgelse. Man kan i hvert fald konstatere, at alt det, som i forsvarschefens optik var helt efter bogen, takserede retsformand Hanne Fanø tirsdag til 60 dages ubetinget fængsel. Efter publiceringen af artiklen i oktober 2018 skød forsvarschefen endnu en gang med skarpt mod budbringeren i diverse medier og påstod, at OLFI spredte rygter og kom med udokumenterede påstande fra anonyme kilder, som forsvarschefen ganske enkelt ikke kunne tage alvorligt eller forholde sig til. Jeg blev personligt så indigneret over en forsvarschef, som i fuld offentlighed og på direkte landsdækkende radio underminerede lovgivningen om kildebeskyttelse, at jeg skrev en nærmest uhørt kommentar om, at forsvarschefen burde skamme sig.

Når forsvarschefen i dag undrer sig over, hvordan der øjensynligt er opstået en kultur bredt i Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser, hvor ingen tør gøre opmærksom på ulovligheder og problemer, skal han holde et stort spejl op foran sig. Svaret er lige til.

»Hvis jeg som leder opfører mig uhæderligt på min arbejdsplads, kan jeg da heller ikke forvente, at mine medarbejdere er hæderlige. Det handler om integritet og værdier først og fremmest. Man kan ikke forandre noget, hvis ikke man selv bærer faklen frem. Sådan er det.«

Bjørn Bisserup ER kulturen og problemet.