Briter og amerikanere udkæmpede symbolsk søslag mod Rusland

Den britisk-amerikanske flådeøvelse i Barentshavet er en del af en større militarisering af Arktis, fortæller militæranalytiker Anders Puck Nielsen. Foto: Royal Navy

Den britisk-amerikanske øvelse, der for nylig fandt sted i Barentshavet handlede både bogstaveligt og i overført betydning om at vise flaget. Øvelsen skal ses som en del af et større stormagtsspil, som også kan manifestere sig i Østersøen og komme til at involvere Danmark, fortæller militæranalytiker og orlogskaptajn Anders Puck.

Med massive Stars and Stripes-flag blafrende fra masterne var signalværdien ikke til at tage fejl af, da en amerikansk-britisk flådestyrke for godt en uge siden afsluttede en ugelang øvelse i Barentshavet nord for Norge. Tre amerikanske destroyere, et kampstøtteskib og den engelske fregat HMS Kent deltog i øvelsen, som markerede første gang, at amerikanerne besejlede farvandet i 35 år.

Netop signalværdi og synlighed er da også præcis, hvad amerikanerne ville have ud af tilstedeværelsen i Barentshavet, som har stor strategisk betydning for både Vesten og for Rusland, fortæller orlogskaptajn og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen. Området udgør nemlig den russiske flådes adgang til Atlanterhavet.

”Hvis det kommer til krig mellem Vesten og Rusland, har Vesten et kæmpe behov for at have kontrol over Atlanterhavet. Kommer der en søkrig, vil man fra Vestens side rigtig gerne presse den helt op i Barentshavet, så destroyerne kan få lov at slås mod hinanden deroppe, mens troppetransporter og hangarskibe kan operere i fred ude i Atlanterhavet,” siger Anders Puck Nielsen.

”Russernes helt store interesse i den situation vil selvfølgelig være at komme ud og forhindre Vesten i at gøre det.”

Signalgivning og sabelraslen

Den amerikansk-britiske flådeøvelse fik i starten af maj den internationale presses bevågenhed, fordi det er første gang i mere end tre årtier, at amerikanske krigsskibe besejler Barentshavet. Man skal altså helt tilbage til den kolde krigs døende år for at finde det seneste amerikanske besøg i området. Øvelsesaktiviteten er dog ikke så overraskende, som den kendsgerning kan foranledige til at tro. Faktisk har den været længe undervejs, fortæller Anders Puck Nielsen.

”Det er en del af en lang trend, der går mod mere militarisering af det her område, stormagtsrivalisering mellem Vesten og Rusland og en generel øget militarisering af Arktis.”

Artiklen fortsætter under billedet …

Den britisk-amerikanske flådestyrke bestod af tre destroyere, et støtteskib og en engelsk fregat. Foto: Royal Navy

Som med de fleste andre militære bevægelser i det arktiske område, er formålet hovedsageligt signalgivning og sabelraslen, fortæller han og kalder besejlingen af området for en ”symbolsk udkæmpning af et søslag”. Sablen blev i denne omgang ført af amerikanernes 6. Flåde, men i fremtiden vil man med hyppigere mellemrum opleve amerikansk tilstedeværelse i regionen, sandsynligvis repræsenteret ved US Navy’s 2. Flåde, som ellers har ligget stillet i et årti, siger Anders Puck Nielsen.

”Det er er netop den, som fokuserer på Nordatlanten, og den er genåbnet for at markere, at det har et øget fokus fra amerikansk side at operere nord for polarcirklen og omkring Barentshavet og Norskehavet.”

Begrundelse for øvelsen vækker undren

Selvom der altså er strategisk ræson i den amerikansk-britiske øvelsesaktivitet, giver den amerikanske begrundelse for øvelsen anledning til undren. Anders Puck Nielsen har på sin egen blog hæftet sig ved, at USA har begrundet sin tilstedeværelse med, at man ville håndhæve navigationsfriheden i området. Derfor kaldte man øvelsen for en FONOPS (Freedom of Navigation Operation, red.).

”I min verden hænger freedom of navigation mere sammen med nordøstpassagen og retten til at sejle igennem der. Vesten og amerikanerne har ét syn på det, og Rusland har et andet. Det er en tolkning af havretten, som handler om, hvorvidt der er tale om internt russisk farvand, som Rusland må regulere. Det har amerikanerne sagt, at man vil udfordre, hvilket russerne vil reagere rigtig hårdt på, for det er virkelig et ømt punkt for dem. Det er, hvad jeg lægger i udtrykket freedom of navigation, og jeg forstår ikke rigtig, hvorfor de blander det sammen med en øvelse i Barentshavet.”

Navigationsfriheden har vel ikke været truet i det farvand?

”Nej, umiddelbart ikke. Jeg forbinder mere klassisk krig og strategisk afskrækkelse med operationer i Barentshavet. Derfor synes jeg, at det er en underlig begrundelse at bruge for at skulle derop.”

Sendte ti atomubåde til havs samtidig

Anders Puck Nielsen mener altså, at øvelsen primært har været et signal til Rusland. Men selvom øvelsen givetvis har provokeret russerne, har den ikke givet anledning til markante russiske modtræk. Enkelte russiske krigsskibe besejlede området og observerede den amerikansk-britiske øvelse fra afstand, ligesom en missilkrydser af Slava-klassen pludselig gennemførte sin egen øvelse i området. Derudover har Rusland ikke gjort et stort nummer ud af den amerikanske tilstedeværelse.

Artiklen fortsætter under tweetet …

Så var der mere schwung i russernes egen sabelraslen i efteråret, hvor ti russiske atomubåde og en række overfladefartøjer blev sendt på vandet samtidig. Det var et klart signal til – og en test af – omverdenen, bemærker Anders Puck Nielsen.

”Det var russerne, der demonstrerede, at de har de her skibe, der alle kan sejle ’og I kan prøve at holde styr på, hvor de alle sammen er henne’. Der sendte russerne et nogenlunde tilsvarende signal, bare med omvendt fortegn.”

Netop ubådene er af stor strategisk betydning for russerne. Med to store flådebaser i henholdsvis Murmansk og Vladivostok handler det for russerne om at holde passagen fra flådebaserne fri, mens Vesten omvendt vil rykke eventuelle kamphandlinger så tæt på som muligt.

Vil man se mere af den slags positionering i de kommende år?

”Det, synes jeg, helt klart er den tendens, man ser. Amerikanerne siger meget tydeligt, at de vil komme til at operere mere deroppe, og nu har vi også set, at de gør det.”

Norge glimrer ved sit fravær

Mens både Rusland og USA har stærke interesser i Barentshavet, er et land som Norge tættere på rent geografisk. Fra norsk side har man dog valgt at holde sig ud af det russisk-amerikanske magtspil.

”Det er ret markant, at nordmændene ikke er med,” siger Anders Puck Nielsen, der dog godt forstår, hvad den norske passivitet kan være affødt af.

”Norge har altid – også hele vejen gennem den kolde krig – været i en position, hvor man hele tiden prøver at være dem, der balancerer. Man er meget tydeligt et vestligt land, en del af Nato og vil gerne have amerikanerne involveret i, hvad der foregår omkring Norge, men samtidig er man hele tiden opmærksom på, hvad russerne laver. Man vil ikke trykke for meget eller gøre noget, som russerne kan opfatte som aggressivt,” sig han og tilføjer:

”Jeg tror simpelthen, at man i denne situation har vurderet, at der ikke ville komme noget godt ud af, at et norsk skib var med.”

Anders Puck Nielsen mener til gengæld godt, at det kan komme på tale, at Danmark tager del i øvelser i stil med den, amerikanerne og briterne netop har gennemført. Også et andet arktisk grænseland, Canada, kan viser sig interesseret i området på sigt, spår Anders Puck Nielsen.

Skelner ikke mellem Østersøen og Barentshavet

For Danmarks vedkommende kan vi allerede nu se, at russerne rører mere på sig. Med jævne mellemrum bliver russiske skibe fulgt gennem danske farvande, når de er på vej ud i mere åbne havområder med deres enheder.

”Man kan ikke skille ad, hvad der foregår i Barentshavet, og hvad der foregår i Østersøen. Fra et russisk synspunkt er det det samme. I Danmark skelner vi meget stærkt mellem, om tingene foregår i Østersøen eller Barentshavet eller Atlanterhavet, som virker langt væk. Østersøen er tæt på, men for russerne er tingene de samme.”

De øgede spændinger i Arktis kan derfor godt betyde yderligere flådeaktivitet i vores nærområde, forklarer Anders Puck Nielsen.

”Russerne har hen over foråret været ret aktive i at sejle ind og ud med deres skibe og operere i Nordsøen ovre omkring England. Det er deres svar over for englænderne at sende nogle skibe derover, som englænderne så kan holde styr på. De kommer gennem dansk farvand, og der er det ret vigtigt at være opmærksom på, at Østersøflådens aktivitet sagtens kan være som svar på noget, som foregår i Barentshavet.”

Danmark kan derfor godt blive en brik i stormagternes interne positionering, selvom vi ikke sejler med længere nordpå, siger Anders Puck Nielsen.

”Helt sikkert. Fra russisk side er der ikke forskel på, om øvelsen foregår i Østersøen eller i Barentshavet. Det er alt sammen det samme spil. Det er kun os, der skelner.”