KOMMENTAR: Danmark bør forholde sig til og tage aktiv del i den franske præsident Macrons vision for fremtidens sikkerhedspolitiske Europa. I to ud af tre sandsynlige scenarier er Danmark atter en frontlinjestat. Helt afgørende for Vestens sikkerhed er Europas evne til at opbygge et troværdigt forsvar med begrænset amerikansk deltagelse, skriver tidligere forsvarschef og formand for Natos militærkomite i denne kommentar.

For nogle måneder siden holdt den franske præsident Emmanuel Macron en opsigtsvækkende tale. I Frankrig er præsidenten ”Chef des Armées” tilsvarende den amerikanske præsident, som er ”Commander in Chief”. Dette forhold er indskrevet i den franske forfatning og forstærkes yderligere af præsidentens rolle som eneste beslutningstager vedrørende brug af de franske atomvåben. Det medfører bl.a., at præsidenten er den myndighed, som definerer Frankrigs position i relation til suverænitet, brug af militær magt og anvendelse af franske atomvåben i deres påtænkte afskrækkelsesrolle.

Det er en tradition, at præsidenten med jævne mellemrum og i et passende forum redegør for sine synspunkter desangående. Det gjorde Macron den 7. februar ved det franske forsvarsakademi, École de Guerre i overværelse af ministre, parlamentsmedlemmer, den øverste militære ledelse samt elever på de forskellige højere miltære uddannelser. Hermed præciseres præsidentens ansvar og vision. I år var talen af særlig betydning som følge af de transatlantiske problemer, tvivlen om USA’s garanti i Nato, Brexit og de talrige udfordringer, som den vestlige verden er konfronteret med. Hertil kommer den tidligere lidet flatterende betegnelse, som præsidenten anvendte i en tidligere beskrivelse af Nato, hvilken han karakteriserede som ”hjernedød”.

Macron åbner op for en europæisk søjle i Nato, som ikke nødvendigvis er forankret i EU. Den vil give de europæiske lande en reel militær kapacitet in casu af USA’s ikke-deltagelse i en europæisk konflikt – endsige et USA bundet af en militær konflikt med Kina. Det værst tænkelige scenario er ifølge præsidenten en ”perfect storm” i form af en militær konflikt mellem USA og Kina kombineret med et russisk eventyr mod dele af Centraleuropa, Baltikum eller lignende.

Den oplyste og humanistiske retsstat er på retur

Ifølge Macron er den oplyste og humanistiske retsstat på retur, og samme forhold er gældende for de internationale love og regler, som blev skabt efter Den Anden Verdenskrig. Risiciene er blevet mangfoldige og stiller nye krav til de væbnede styrker og samfundene generelt. Globaliseringen samt kontrol med ressourcer og transportveje er udgangspunktet for nye strategiske konfrontationer, som muliggør reelle konflikter mellem stater og dermed en ny verdensorden. Hertil kommer USA-konfrontationen og et bortfald eller en svækkelse af USA’s sikkerhedsgaranti til Europa, hvilket tvinger europæerne til i højere grad at varetage deres egne interesser. Endvidere svækkes grænsen mellem fred og konflikt som følge af en voksende gråzone mellem konkurrence og konflikt.

Artiklen fortsætter under videoen …

Nye atommagter vælger bevidst uklare doktriner for anvendelse af deres atomvåben og skærper dermed eksisterende spændinger. Spredningen af missilteknologien muliggør nye trusler, som direkte berører Europa. Endvidere oplever vi svækkelse af multilateralismen samt de regelbaserede relationer mellem stater. Magtforholdene bliver den dominerende faktor og vil på længere sigt underminere demokrati og menneskerettigheder.

Europa er om nogen konfronteret med denne udvikling. Dette eksemplificeres ved opgivelse af forhandlinger om reduktion af konventionelle styrker og bortfaldet af INF-Traktaten i 2019. Med andre ord: Europa er på vej til på ny at blive et konfrontationsområde.

Til sidst er den teknologiske udvikling i form af 5G og Cloud afgørende strategiske redskaber. Hertil kommer kunstig intelligens mv. Nye muligheder opstår med nye risici som konsekvens. Kort sagt er krig på ny et realistisk politisk redskab.

Over for disse udfordringer skal Frankrig ifølge præsident Macron have et højt ambitionsniveau, som baserer sig på en strategi med fire søjler: 1) Det effektive multilaterale samarbejde, 2) Strategiske partnerskaber, 3) Europæisk kapacitet til selvstændig handling og 4) National suverænitet.

Det effektive multilaterale samarbejde tager sit udgangspunkt i europæernes vilje til at fastholde en verden regeret ved fælles love og regler. Det kræver bl.a. nye aftaler om våbenbegrænsninger samt en europæisk genoprustning. Dette kan forekomme paradoksalt, men er det ikke. De europæiske nationer kan som følge af deres unilaterale nedrustning i de seneste årtier ikke længere forsvare sig selv. Demokratiet og retsstaten overlever ikke uden reelle militære kapaciteter. De europæiske nationer må bestemme, hvad der er bedst for dem og Europa i sin helhed. Det stiller tillige krav om en politisk vision, som bl.a. skal indeholde en dialog med Rusland. En dialog, som skal bringe mere stabilitet til Europa, og derved må være krævende over for Rusland.

Europæisk forsvar må bygge på summen af landenes militære kapaciteter

Der er behov for, ikke mindst på det atomare område at forhandle sig frem til en afbalanceret reduktion i antallet og typer af sprænghoveder samt deres rækkevide. Frankrig har vist vejen med en reduktion til mindre end 300 atomsprænghoveder. Nu må andre følge samme vej. Frankrig opfordrer til, at ikke-spredningsaftalen fastholdes og styrkes, at der gennemføres nye forhandlinger om forbud mod atomspaltning til våbenproduktion, nye regler om inspektionsvirksomhed på det atomare område og udvikling af processer, som hindrer eskalering af lokale konflikter til globale risici. Her påpeger Macron, at Frankrig også har besiddelser i Stillehavet, som danner basis for privilegerede relationer med Australien, Indien og Japan, ligesom Frankrig har nære bånd til en række afrikanske lande.

Et europæisk forsvarssamarbejde må ifølge den franske præsident bygge på summen af de europæiske landes militære kapaciteter. Kapaciteter, som over en bred kam må opgradereres, genskabes eller skabes og dermed give Europa en reel kapacitet til selvstændig handling. Macron præciserer i den forbindelse, at han ikke sætter spørgsmålstegn ved hverken Nato eller Frankrigs rolle i Nato. Men det er ifølge Macron ikke holdbart, at europæerne ikke bærer deres retfærdige del af byrden i alliancen. Nato og et europæisk forvar er de to afgørende dimensioner i ét europæisk kollektivt forsvar. Et Europa, som ikke er underlagt amerikanske eller kinesiske krav eller betingelser endsige fremtidige teknologier.

Europa må således skabe sig en moderne koordineret militær industriel kapacitet. Det stiller krav om strategisk nytænkning samt en ny europæisk strategisk kultur, som skal opbygges over tid. Nye økonomiske kapaciteter via EU, European Defence Funds, samt en styrkelse af European Intervention Initiative (EI2) er begyndelsen på en sådan ny strategisk kultur. Det er af betydning, at en vel gennemtænkt strategi kobles sammen med en effektiv finansiering af den pågældende strategi, vanskeligt som det end er.

Og denne strategi skal bl.a. bygge på europæernes evne og vilje til at varetage deres egen sikkerhed i alle fire dimensioner (land, luft, sø og verdensrum). Som følge af globaliseringen og dens risici skal europæerne, i overensstemmelse med international ret mv. kunne gribe ind andre steder i verden med henblik på at hindre en regional konflikt i at blive en global konflikt. Slutteligt skal aftalerne mellem Frankrig og Storbritannien – de såkaldte Lancaster House – også post Brexit fastholdes i deres helhed.

Macron forkaster entydigt en unilateral (europæisk) nedrustning det være sig atomart eller konventionelt og dermed betydningen af deres indre sammenhæng og gensidige afhængighed. I talen determinerer præsident Macron de facto den strategiske dagsorden i Europa og Nato. At udfordringerne er talrige og evidente med Brexit, tysk tøven, immigration, tyrkisk intervention i det nordlige Syrien, nationalisme og populisme med deres snæversynede perspektiver på verden, usikkerheden i Washington samt russisk og kinesisk interventionisme.

Den europæiske tavshed er påfaldende – ikke mindst i Danmark

Påfaldende er imidlertid tavsheden i Europa – og ikke mindst i Danmark, når fremtidens perspektiver skal håndteres. Man kan være kritisk eller direkte uenig med præsident Macron og hans til tider meget franske argumentation, men han fremkommer med et forslag til et afgørende emne, nemlig hvorledes de europæiske demokratiske nationer kan varetage deres sikkerhed over for diktaturer, atomar pression og teknologisk afhængighed.

Tiden er dermed også inde til et reelt samarbejde mellem Nato og EU vedrørende fælles brug af NATOs kommandostruktur, standardiseringer, hurtig, effektiv og med kort varsel bevægelse af militære styrker på tværs af grænserne. Afgørende bliver, at Storbritannien, Island, Norge og Tyrkiet bliver en del af ét europæisk forsvar, som er den europæiske dimension i Nato. Det skal være min påstand, at den som kontrollerer Centraleuropa og Tyrkiet, de facto kontrollerer Europa – og det behøver ikke nødvendigvis at være med militær magt. Og hvem har i den henseende størst indflydelse i dag i hovedstader såsom Prag og Ankara? Hvem i Nordeuropa ser og interesserer sig for de immigrationsproblemer, som bl.a. Tyrkiet, Grækenland, Frankrig, Italien og Spanien er konfronteret med? Eller er Europa, som nyder godt af den højeste levestandard nogensinde samt den længste fredsperiode nogensinde, indifferent over for sin egen fremtid, og ser europæerne kun snæversynet på den enkelte nations kortsigtede interesser?

Helt centralt er USA’s rolle og fortsatte interesse for Nato. Indtil videre har den amerikanske præsident Donald Trump været skeptisk over for Nato. In casu af hans genvalg her til november er der ingen grund til at tro, at det bliver bedre.  Og hvad så?

Danmark står over for tre strategiske udfordringer

Vender vi blikket mod Danmark og dets muligheder kan følgende konstateres:

Geografi og historie dikterer et langt stykke ad vejen et lands sikkerhedspolitik i bredeste forstand og dets militær-strategiske handlingsmuligheder. Danmark er som Vesten generelt konfronteret med tre større strategiske udfordringer, som kan defineres som værende tre forskellige strategiske retninger. I denne sammenhæng definerer jeg Vesten som værende Europa, Nordamerika og ligesindede lande i form af demokratiske stater.

Strategisk retning Øst er karakteriseret ved den trussel/udfordring som Rusland udgør primært mod Estland, Letland og Litauen samt Polen, som alle er allierede med Danmark. Hertil kommer den generelle trussel, som Rusland udgør mod Europa i forlængelse af dets politik i forhold til Georgien og Ukraine. Rusland er en nuklear supermagt på lige fod med USA, en energigigant i form af gas og olie samt et udnyttet land, hvor magthaverne historisk set har betragtet befolkningen og landets ressourcer som deres ejendom. Regimet er diktatorisk, korrupt og præget af usikkerked, hvad angår regimeskift og uden ansvarsfølelse over for befolkningen og dens ve og vel.

Som følge heraf kan man karakterisere Rusland som forudsigeligt i dets handlinger, samt ustabilt hvad angår dets fremtid. Omvendt kan Vesten og Europa i særdeleshed ikke fortsætte en ørkenløs konfrontationspolitik uanset dens berettigelse. Nye og andre veje vel i form af ”an offer you can´t refuse” må udvikles og fremlægges for Rusland. Man skal dog gøre sig ganske klart, at en svag vestlig forhandlingsposition ikke er en udvej. Over for Rusland og for den sags skyld også andre autoritære og diktatoriske regimer gælder det velkendte forhandlingsprincip brugt af den tidligere amerikanske præsident Theodore Roosevelt: ”Speak softly and carry a big stick, it will lead you far”. Vesten og i særdelshed Nato og EU må således stå sammen, være stærke og i enighed fremlægge et forslag, som ikke kan forkastes af Rusland og dermed i de kommende årtier kan både støtte Ruslands udvikling i positiv forstand samt gøre det ganske klart for Rusland, at eventyr à la Georgien, Ukraine og Syrien ikke fører til for Rusland fordelagtige resultater.

Rusland er Europas grænse mod øst. Vi har en lang til tider blodig, fælles historie, og vi har også fælles interesser i form af en stabil verden, økonomisk udvikling og et bedre samarbejde i alle henseender. Initiativet kan alene komme fra Vesten, og man må håbe, at det ikke er for sent. Blandt disse initiativer kunne være en fuld reetablering af dialogen mellem Rusland, Nato og EU, gensidig gennemsigtighed vedrørende militære øvelser i form af varslinger af disse samt udveksling af observatører. Hertil kommer evt. geografiske begrænsninger for øvelsesvirksomhed ved fælles grænser. Som anført af Præsident Macron er det af betydning at genoptage forhandlinger om våbenkontrol især på det nukleare område og ikke mindst et stigende økonomisk samarbejde som betingelse for en bedre politisk dialog. Vil det lykkes? Det kan ikke garanteres, men det bør forsøges.

Kina vil være en supermagt med vilje til at bruge magt

På længere sigt er mere truende og længere mod øst Kina, som ikke er kommet elegant ud af coronakrisen. Her taler vi om en langsigtet udfordring endsige en fare, som kan undergrave den vestlige samfundsmodel, såfremt vi lader Kina blive den dominerende supermagt, som indirekte kan og vil ikke mindst via dets økonomiske magt de facto have vetoret over vores politiske beslutningsprocesser og beslutninger. Hvor måske nogle troede, at Kina ville være en ”anderledes” supermagt, så har realiteterne klart vist, at tidligere tiders europæiske imperiale opførsel blegner sammenlignet med Kinas totalitære styringssystem og vilje til at bruge magt, hvor det er belejligt såvel internt som eksternt. Hvordan, Kina vil udvikle sig, er uvist. Men sikkert er det, at Vesten, hvis den vil forblive, hvad den er i dag, vil blive konfronteret med Kinas magt og måske også et Kina som den eneste supermagt.

Ikke mindst vil USA blive en frontlinjestat in casu af en konflikt med Kina. En sådan konflikt direkte eller indirekte vil stille krav om vestlig og ikke mindst europæisk solidaritet med USA – også i form af militære kapaciteter. Her bør man erindre, at bl.a. Frankrig og Storbritannien har stærke bånd til Stillehavet og Det Indiske Ocean som følge af deres historie. Til sidst bør vi ikke glemme, at Indien fortsat er verdens største demokrati (så længe det varer), og at lande som Australien, New Zealand, Japan, Sydkorea og andre med rette kan betragte sig selv som en del af Vesten. Et besøg på slagmarken ved Ypres/Ieper i Belgien og dens mindesmærker viser klart, at den del af verden kæmpede for de vestlige værdier i Den Store Krig 1914-1918, hvis udfald skabte grundlaget for dansk genforening med Sønderjylland for 100 år siden.

Strategisk retning Øst rummer således et multiplum af trusler, som stiller krav om en koordineret indsats i alle relevante internationale fora ikke mindst i Nato og EU. Danmark kan, som følge af dets geografisk placering og virke som handels- og maritim nation ikke unddrage sig et medansvar for fremtiden i Strategisk retning Øst.

Tyrkiet spiller en afgørende rolle for Europas sikkerhed

Vender vi blikket mod Mellemøsten og Nordafrika i det, jeg kalder Strategisk retning Syd/Sydøst, så er situationen ikke bedre. Mellemøsten og delvis Nordafrika hærges af borgerkrige (Yemen, Irak, Syrien og Libyen), Shia-Sunni konflikten med blandt andet Iran og Saudi-Arabien i særlige roller, religiøs ekstremisme à la Islamisk Stat, Israel-Palæstina konflikten og ikke mindst de eklatante forskelle i levestandard mellem de rige oliestater og de øvrige fattige stater. Hertil kommer den ringe og ikke eksisterende legitimitet af mange regeringer, som kun har ringe eller ingen demokratiske rødder. Denne situation finder i stor udstrækning sin pendant i Nordafrika. Man kan dog finde lyspunkter såsom Tunesien, Jordan og Libanon, der alle prøver at betræde en vej, som ikke ender i totalitarisme eller borgerkrig. Israel er i en særlig situation, men delvis lammet af en kronisk regeringskrise og måske værre. En identitetskrise.

Endvidere bør tidligere kolonimagters rolle i området ikke glemmes. Tyrkiet drevet af minder om historisk storhed og det kurdiske problem har valgt at lade sig inddrage i den syriske borgekrig og er dermed de facto blevet en allieret af præsident Assad og af Rusland. Og så bør man ikke glemme Ruslands rolle. Den ofte glemte tredje spiller i Sykes-Picot aftalen af maj 1916. I henhold til denne aftale skulle det kejserlige Rusland efter opløsningen af det Osmanniske Rige have Konstantinopel (Istanbul siden 1930) og stræderne, som fører til Middelhavet. Hvorvidt Tyrkiet fortsat er en vestlig nation endsige en allieret er et godt spørgsmål. Tyrkiets interne situation, landets rolle i Syrien og køb af russiske luftforsvarsmissiler peger i den modsatte retning.

Iran er et kapitel for sig selv. Det er ikke et arabisk land, men arvtager af en svimlende civilisation, det kontroller adgangen til Den Persiske Bugt. Der bliver ingen stabilitet i Mellemøsten uden Iran, potentielt er den mellemøstlige stormagt. Også her må findes nye veje til opnåelse af stabilitet og udvikling.

Generelt kan Mellemøsten og Nordafrika karakteriseres som ustabile og uforudsigelige. Flygtningeproblematikken og terrorisme er afgørende udfordringer for EU og dermed Europa generelt. Europæiske løsninger må findes, og ”skellet” mellem Øst/Nord og Syd i Europa må lukkes med en fælles forståelse af vores fremtid og dermed fælles ansvar for fremtiden.

Nordatlanten og Det høje Nord er blevet ustabilt og uforudsigeligt

Nordatlanten og det Høje Nord udgør den tredje og sidste strategisk retning, som jeg kalder Strategisk retning Nord/Nordvest. Nordatlanten er livslinjen mellem Nordamerika og Europa og afgørende for både Nato og EU. Under begge verdenskrige og Den Kolde Krig var kontrollen med Nordatlanten afgørende for Vestens overlevelse. Afbrydes forbindelsen mellem Nordamerika og Europa, er Europa de facto gidsel af den magt, som kontrollerer Nordatlanten. Der er derfor god grund til bekymring, når vi ser den russiske militarisering af Det Høje Nord samt den kinesiske stigende interesse for området.

De for nærværende klodsede amerikanske initiativer og reaktioner bidrager hverken til stabilitet i eller styrkelse af Vestens kontrol med området. Det har været god latin i mange år ikke mindst i Danmark at tale om det gode samarbejde i Arktisk Råd. Den holdning er næppe længere holdbar i lyset af føromtalte stigende konfrontation i området mellem USA, Rusland og Kina. Hvor man med sindsro for et par år siden kunne karakterisere området som både stabilt og forudsigeligt, er dette ikke længere tilfældet. Vi risikerer en uheldig udvikling i retning af ustabilitet og måske uforudsigelighed.

Danmark er atter blevet en frontlinjestat

I to ud af tre strategiske retninger, Øst og Nord/Norvest er Danmark en frontlinjestat. Og det fører til det fundamentale spørgsmål, hvad kan Danmark bidrage med til bedring af situationen?

Danmarks størrelse taget i betragtning er den nemmeste løsning at sætte sig tilbage i stolen og mumle, ”hvad kan det nytte?” eller forfølge en for Danmark skadelig kurs som ”fodnotepolitikken” i Nato i 1980erne. Det skal være min vurdering, at Danmark kan gøre en forskel takket være vores medlemskab af Nato, EU og Arktisk Råd. Man behøver ikke at være en stormagt for at opnå indflydelse. Man kan opnå indflydelse ved sund fornuft, vilje til at pådrage sig et ansvar og støtte de magter, som fremsætter konstruktive løsninger. Det kræver indsigt, diskretion og handlekraft, det være sig politisk, diplomatisk, militært eller økonomisk samt tillige en sammentænkning af disse kapaciteter med henblik på at opnå de ønskede strategiske resultater.

Betragter man alene den militære dimension, er det god latin at tale om ”full spectrum military operations” eller med andre ord kapaciteten til at gennemføre miltære operationer strækkende sig fra en ren humanitær operation til højintensitet militære operationer i en eksistenskamp. Hvad, vi ofte glemmer, er, at udgangspunktet er ”full spectrum threats”, som kræver, at demokratiske stater kan samtænke alle deres kapaciteter og dermed opnå den ønskede effekt. Det være sig på slagmarken eller i bredere sammenhæng. Hvor Estland, Letland og Litauen samt Polen med rette kan pege på en militær højintensiv trussel fra Rusland, er andre trusler såsom manipulation af mindretal og sociale medier, økonomisk pres eller trusler, tågede nuklear trusler, cyberangreb mv. også en del af ”full spectrum threats”. I både Østersøen og Nordatlanten og det Høje Nord kan Danmark forvente at blive udsat for sådanne trusler og handlinger. Og hermed bliver Præsident Macrons forslag af betydning.

Den største udfordring, the ”perfect storm”, jævnfør tidligere omtale kan medføre, at europæerne støttet af de i Europa udstationerede amerikanske styrker skal kunne håndtere et scenario, som omhandler kriser og konflikter i alle tre strategiske retninger samtidigt. Har europæerne ikke gennemtænkt en sådan situation og forberedt sig på den, kan konsekvenserne blive dramatiske. Og sådanne begivenheder kan vel indtræffe samtidigt med en ny bølge af coronavirus eller en anden lignende pandemi. Derfor bør lande som Danmark støtte de tanker, som er blevet fremført af præsident Macron og deltage i deres operationalisering.

General Knud Bartels var forsvarschef i perioden 2009-2011 og fortsatte herefter som Danmarks første og hidtil eneste formand for Natos militærkomité. Den post bestred han frem til juli 2015, da han gik på pension. Foto: Søren Bidstrup