ANMELDELSE: I dag for 80 år siden indledte tyskerne angrebet på byen Sedan og indledte sin blietzkrieg. Føringskoncepterne på henholdsvis tysk og fransk side var vidt forskellige, og den dag i dag kan vi stadig lære af slaget. Flere gode bøger fortæller, hvad der skete på begge sider, lige som slagmarken også i 2020 er et besøg værd.
Den 13. maj 1940 kl. 08.00 (tysk tidszone for alle klokkeslet) iværksatte det tyske Luftwaffe med 3. Luftflåde sit luftbombardement af terrænet sydvest for byen Sedan i det nordøstlige Frankrig. Dette bombardement varede indtil kl. 16.00, hvorefter ilden blev flyttet mod dybden af den franske opstilling. Bombardementet blev gennemført ved brug af ca. 1.500 kampfly af forskellige typer, som opretholdt en rullende ild og beskrives uden sidestykke i Luftwaffes historie under den Anden Verdenskrig. Særligt frygtindgydende var Stukaerne (ca. 250 fly) med deres næsten lodrette bombning og hylende sirener.
Kl. 16.00 iværksatte XIX Panzerkorps under kommando af general H. Guderian sit angreb over floden Meuse ved Sedan med 1. Panzerdivision, 2. Panzerdivision og 10. Panserdivision samt Infanteriregiment Grossdeutschland. Det var et infanteriangreb i gummibåde med henblik på at erobre et brohoved.
Størst fremdrift opnåede tyskerne ved overgangstedet ved Gaulier, hvor Schützen Regiment 1. under kommando af oberstløjtnant Hermann Balck angreb over Meuse og fandt en betydelig svaghed i den franske opstilling. Oberstløjtnanten førte fra fronten og drev sine tre infanteribataljoner over floden op mod de franske stillinger ved Bois de la Marfée. Ved erobring af Bois de la Marfée og dets højder havde mørket sænket sig, og de tre infanteribataljoner var udmattede.
Artiklen fortsætter under videoen …
Men oberstløjtnant Balck konstaterede, at franskmændene var væk, og at der var slået hul i den franske opstilling. Uden tøven beordrede han to af sine tre infanteribataljoner frem i et videre angreb af ca. 10 km dybde. Denne beslutning mødte stor modstand hos de to bataljonschefer, men Balck fastholdt. Angrebet fortsatte og medvirkede til, at franskmændene aldrig fik iværksat et sammenhængende modangreb mod det tyske brohoved ved Gaulier.
Første kampvogne passerede 07.20 den 14. maj 1940
I mellemtiden var de tyske stormpionerer påbegyndt bygningen af en feltbro ved Gaulier, som de facto blev tyngde-overgangsstedet for XIX Panzerkorps. Den 14. maj kl. 00.10 trillede første køretøj over feltbroen, og kl. 07.20 passerede den første kampvogn fra 1. Panzerbrigade af 1. Panzerdivision.
Denne summariske beskrivelse af begivenhederne ved Gaulier og Sedan den 13. maj 1940 er naturligvis kun et stærkt begrænset billede af det tyske angreb mod Frankrig, Belgien, Nederlandene og Luxembourg samt de britiske styrker deployeret i Frankrig. Angrebet blev iværksat den 10. maj 1040 og var en logisk hændelse i forlængelse af udbruddet af den Anden Verdenskrig den 1. september 1939 som følge af den tyske invasion af Polen.
Dette felttog kom til at vare omtrent seks uger og resulterede i, at Belgien, Nederlandene og Luxembourg samt en stor del af Frankrig blev besat. Den britiske hærstyrke blev drevet tilbage mod Dunkerque, hvorfra Churchill i det store og hele evakuerede styrken, men mistede alt sit materiel. Tyskland havde sejret og indledte sin udplyndring af de besatte områder sammen med sin skånselsløse og morderiske besættelsespolitik.
Flere gode og stadig aktuelle bøger om slaget
For de, som interesserer sig for emnet, findes der en håndfuld værker, som på bedste vis beskriver felttoget, slaget ved Sedan og overgangen ved Gaulier. På tysk side vil jeg fremhæve ”Blitzkrieg-Legende – Der Westfeldzug 1940” forfattet af oberst Dr. Karl-Heinz Frieser. Dette værk er nu oversat til både engelsk og fransk og kan kun vurderes som et must read. Det rummer endvidere gode kort samt principskitser og organisationsskemaer.
Ligeledes af stor værdi er ”The Breaking Point – Sedan and the Fall of France 1940” forfattet af brigadegeneral Robert Allan Doughty. Værket koncentrerer sig om kampene i tilknytning til Sedan og beskriver slaget set fra begge sider.
Vender man blikket mod individerne, som spillede en afgørende rolle ved Sedan, vil jeg fremhæve ”Ordnung Im Chaos: Erinnerugen 1893-1948” af general Hermann Balck. Overgangen ved Sedan og Gaulier er blot ét kapitel, men det er et vigtigt kapitel i forståelse af, hvad indtraf den 13. maj 1940. Bogen er oversat til engelsk.
Til en dybere forståelse af doktrinudvikling, organisationsudvikling og den politiske dimension vil jeg fremhæve ”The Seeds of Disaster, The Development of French Army Doctrine, 1919-1949” af brigadegeneral Robert A. Doughty; ”L´école de la guerre – Sedan 1940 – Ou la faillite du système de commandement Français” forfattet af oberstløjtnant Vincent Arbarétier (ej oversat til engelsk eller andet sprog) og ”Blietzkrieg” forfattet af Lloyd Clarck.
Omfattende kildemateriale er i dag til rådighed
Begivenhederne den 13. maj 1940 indtraf for 80 år siden. Et omfattende kildemateriale er nu til rådighed, og overgangsstederne kan udpeges den dag i dag i Sedan, ligesom højderne ved Bois de la Marfée fortsat er synligt mærkede af den tyske ildforberedelse. Der hersker fortsat mange myter om det tyske gennembrud ved Sedan.
Det var ikke en ligetil operation, som så tyske kampvogne overrumple panikslagne og flygtende franskmænd. Det blev til en hård kamp, hvor begge sider led betydelige tab i form af døde og sårede. På den ene side befandt sig dele af eliten af den tyske hær i form af XIX Panzerkorps, og på den anden side befandt sig to franske kategori B-infanteridivisioner (55. Infanteridivision og 71. Infanteridivision) i kampstillinger og uden mobile enheder. Begge infanteridivisioner tilhørte de lavest prioriterede bemandet med mobiliseret personel i trediverne og med betydelige materielmangler især i form af panserværn og luftværn. De kæmpede det bedste, de kunne – og mere til.
Vil man bruge krigshistorie i sit virke som officer, så skal man ikke alene læse de relevante værker. Man skal også stille sig selv og andre de rigtige spørgsmål, idet krigshistoriske eksempler ikke må blive ”patentløsninger” på nutidens taktiske problemer.
Man skal stille sig selv de rigtige spørgsmål
Hvorfor afveg de franske og tyske landmilitære doktriner så meget fra hinanden? Erfaringerne fra Første Verdenskrig var de samme – næsten – for begge lande. Hvorfor var de respektive kommandostrukturer (især på de højere landmilitære niveauer og treværns), Frankrig/Storbritannien og delvis Belgien på den ene side og Tyskland på den anden side, så forskellige? Hvad førte til vidt forskellige føringskoncepter især mellem franskmændene og tyskerne?
Hvilke resultater opnåede den franske fremskudte styrke, som optog kampen mod tyskerne i Ardennerne forud for dens tilbagegang over broerne i Sedan, som alle blev sprængt i tide? Hvorfor blev de tyske brohoveder ikke modangrebet øjeblikkeligt?
Og, det vanskeligste spørgsmål: Er vestlige styrker af i dag, bl.a. i Nato og EU-landene rede til at gennemføre ”Full Spectrum Operations” herunder ”High Intensity Operations” i 2020 på alle niveauer?
Sedan 13 maj 1940 er fortsat både et studie og et besøg værd.
Ikke blot kan vi lære noget af det tyske ”Fall Gelb” i 1940 f.s.v.a. planlægning, tilrettelæggelse og gennemførelse af operationer på alle militære niveauer i krig, men som professionelle officerer skal vi studere dette. Ligesom andre krigshistoriske eksempler bør sættes i en nutidig sammenhæng, så fortiden kan få en reel og nutidig værdi. Vi skal ikke studere krigshistorien for underholdningens skyld, omend det er en positiv sideeffekt, men vi skal studere den for at forsøge at forstå krigsførelsens dynamikker med det formål at kunne spørge ”So What?” – og derefter handle. Jeg opfatter General Bartels’ afsluttende spørgsmål i artiklen som et forsøg på at gøre dette.
Svaret på spørgsmålet ”Er vestlige styrker af i dag, bl.a. i NATO og EU-landene rede til at gennemføre ”Full Spectrum Operations” herunder ”High Intensity Operations” i 2020 på alle niveau’er?”, som jeg ikke finder så vanskeligt endda, med det forbehold at generaliseringer er taknemmelige, er efter min ringe formening og desværre, et nej. Vi, det vil sige det kollektive NATO-vi, har generelt den intellektuelle viden og teoretisk forståelse for ”The Operational Requirements” for ”Full Spectrum and High Intensity Operations”, men vi besidder generelt ikke føringsevne, strukturer og styrker med tilstrækkelig effektivitet, redundans og erfaring på de respektive niveauer og niveauerne imellem. Hvad endnu værre er, så har vi næsten tabt al viden og erfaring om ”how to get to the fight” og vi har aflært hvilket tempo beslutningsprocesserne og føringen kræver at vi mestrer.
”Fall Gelb” kan (gen-)lære os, hvor afgørende det er, at øve sig i at omsætte teori til praktisk gennemførelse. Denne kobling er desværre kun tilstede i meget begrænset grad i dag i de fleste NATO lande, især på operativt og strategisk niveau. Hvis man ikke vedholdende øver, afprøver og udfordrer koncepter og doktriner i praksis, så resulterer det i svaret ”nej” på General Bartels spørgsmål. Især hvis man, som vi, hylder en tilgang med udgangspunkt i Mission Command eller Auftragstaktik. Manoeuvre Warfare eller Bewegungskrieg (betegnelsen Blitzkrieg er en dårlig britisk opfindelse) stiller ikke blot store krav til føringskoncepter og den enkelte førers forståelse heraf, men det kræver en progressiv, samtidig og sammenhængende øvelse af de taktiske, operative og strategiske niveauer under vanskelige og realistiske forhold. Det har vi ikke gjort de sidste 25 år ligesom højere niveauer har været skeptiske overfor opbyggelig kritik (påstand) der pegede på dette behov. Professionelle officerer får kun denne viden og erfaring i meget begrænset omfang nu til dags. Hvis overhovedet. Langt de fleste beskæftiger sig med det taktiske niveau uden væsentlig sammenhæng til de øvrige niveauer. Ingen niveau kan stå alene. Hvis en bred føringsforståelse ikke er på plads, så er den bedste plan ligegyldig. ”Fall Gelb” planen var fremragende og understøttet doktrinært og føringsmæssigt, hvorimod de Allieredes ”Plan D” var katastrofal (igen er generalisering taknemmelig).
Det tog tyskerne 20 år, efter erfaringerne fra 1. Verdenskrig, at nå frem til generel enighed om at ”Bewegungskrieg” var et middel til ikke at gentage fejlene fra denne og til at udvikle, opstille og øve styrkestrukturer der kunne matche doktrin og føringskoncepter, som teoretisk set så ud til at kunne “løse problemet”. Jeg vil endvidere, måske lidt kækt, påstå at Polens felttoget i 1939, bl.a. fungerede som et eksperimentarium og laboratorium for tyskerne, hvor teorier, doktriner og føringskoncepterne blev valideret og efterfølgende kunne optimeres inden vestfeltoget. På alle niveauer og niveauerne imellem. Fransk og Britisk konceptuel og doktrinær stagnation og mangel på fleksibilitet førte til ”a less than optimal performance” i 1940.
General Bartels stiller selv nogen af de rigtige spørgsmål i artiklen, men man kunne bl.a. tilføje
– hvorfor havde den tyske ”demonstration” i 1939 (”Fall Weiss”) tilsyneladende ikke nogen effekt på Fransk/Britisk/Belgiske/Hollandske planer, koncepter og strukturer? Var 7 måneder ikke nok til at gentænke situationen for de Allierede? Kan det ske for os i dag (forsøg at se Ukraine, Syrien, Arktis, Nordatlanten som eksperimenter, validering og demonstrationer fra taktisk til strategisk niveau)? Lærer vi hurtigt nok? Lærer vi det rigtige? Omsætter vi det vi lærer?
– hvilke faktorer i Fransk og Britisk militær tænkning i mellemkrigsårene fik den doktrinære udvikling til at forløbe radikalt anderledes end i Tyskland, når nu både Frankrig og Storbritannien grundlæggende havde den samme konceptuelle viden som tyskerne?
– Hvis de samme faktorer eksisterer for os (NATO) i dag, begår vi da samme fejl som Frankrig og Storbritannien, mens vi tydeligt kan se at vores potentielle modstander allerede har justeret og afprøvet doktrin, føringskoncepter og strukturer?
En tak til General Bartels for at fortsætte ”the good fight”.
God beskrivelse og godt oplæg til tanker om robusthed, men hvis den franske ledelse konstant måtte se deres grundlag (styrker, samleområder og udgangsline samt koordinering med støttende enheder) for et modangreb rullet af yderligere tyske fremrykninger, så skal der altså meget robust stabsarbejde til at få et modangreb – ikke bare i gang, men ført frem til en situation, hvor det kunne eliminere brohovedet som muligt overgangssted.
Angrebets leder Hermann Balck var godt nok kun oberstløjtnant som 47-årig under kampene, men han er General der Panzertruppen 3 år senere, efter at være blevet oberst senere i ’40, brigadechef i ’41 samt divisionschef og Generalmajor i ’42.
Nu er stormpioner jo et godt ord, men det vel divisionens ingeniørbataljon med dens underlagte brokolonne, der byggede overgangen? Pionierdelinger og -kompanier i de tyske infanteriregimenter bar infanteriets hvide kendingsfarve, i modsætning til divisionens piornerbataljon, der havde sort kendingsfarve – selvom de havde samme uddannelse.