Efter dagens retsmøde ved Retten i Viborg henvendte fagforeningen HOD’s repræsentant sig i pressens påhør til Hans-Christian Mathiesen og dennes forsvarer med en bemærkning om, at det afsluttende vidne var »en stikkerkarl«. Efterfølgende benægtede han udsagnet. HOD-formand tager skarpt afstand fra udsagnet.
Der udspillede sig et besynderligt optrin i sekunderne efter, at dommer Hanne Fanø havde forladt retssal A i domhuset i Viborg tirsdag. Det sidste vidne var en ung officer, som i 2017-2018 havde gennemført den operations- og føringsuddannelse (OFU), som meget af straffesagen mod generalmajor og tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen handler om. Den unge officer havde netop fortalt retten om en samtale, han havde i Irak med hærchefen, som i november 2015 var på besøg hos de danske styrker.
Under vidneansvar fortalte officeren, at han i Irak havde spurgt hærchefen, hvad der skulle til for at blive optaget på operations- og føringsuddannelsen. Ifølge vidnet svarede den nu tiltalte og tidligere hærchef, at han selv kendte en »særdeles godt«, som var i gang med uddannelsen Master i Militære Studier, og »som vil komme på det næste OFU-hold«. I retten fortalte den unge officer, at han ikke kunne tolke hærchefens udsagn anderledes end, at hærchefen talte om sin egen kæreste.
Stikkerkommentar på befrielsesdagen den 5. maj
Vidneudsagnet var således ikke til Hans-Christian Mathiesens fordel, idet han blankt afviser at have ændret på kriterierne til operations- og føringsuddannelsen for at få sin kæreste optaget.
Da vidnet havde forladt retten, rundede dommer Hanne Fanø dagen af og forlod derefter selv retten, mens alle i retssalen i respekt for retten stod op. Herefter henvendte en repræsentant for officersforeningen HOD sig i pressens påhør til Hans-Christian Mathiesen og dennes forsvarer med en opsigtsvækkende bemærkning.
»Hvad var det for en lille stikkerkarl,« sagde han og smilede smøret.
Uden for retssalen afviste HOD-repræsentanten efterfølgende at have sagt det, som de udsendte for såvel Politiken som OLFI hørte. Også forsvarsadvokat Torben Koch afviste udtalelsen og beskyldte i stedet Politiken for at digte historien. Niels Tønning er formand i HOD, og han er ikke begejstret for beskrivelsen af sin repræsentants opførsel i retten.
»Det bryder jeg mig bestemt ikke om at høre,« siger han, da OLFI fanger ham på en telefon.
»Vi gør alt for at fare med lempe, fordi vi både repræsenterer den anklagede og de forurettede. Hans udsagn repræsenterer på ingen måde HOD’s holdning,« siger Niels Tønning, som nu vil undersøge sagen og tage en alvorlig snak med sin repræsentant i retssagen.
Man kan afslutningsvis bemærke, at udtalelsen om vidnets “stikkervirksomhed” fra HOD-repræsentanten faldt den 5. maj på 75-årsdagen for Danmarks befrielse.
Som udenforstående civilist skuffes jeg over, at HOD lader sig repræsentere af af et medlem, der ikke har lært – enten på skole eller som erfaring – at humoristiske bemærkninger er situationsbestemte og kulturafhængige. Optrinnet bekræfter fordomme om Forsvarets kultur: Der er et element af styring ved frygt, og et element af fornægtelse. Begge dele bør være fremmed for både en retssal og en offentligt finansieret virksomhed.
Det må formodes at vidnet som blev tilsvinet af repræsentanten fra HOD
er medlem af HOD. Det er yderst kritisabelt, at en repræsentant fra en
faglig organisation på denne måde beklikker et medlems integritet.
Såfremt HOD ønsker at fremstå som en troværdig organisation, bør
tilsvineren udskiftes. En stikker er beskrevet, som en person, der mod
betaling angiver andre til politi eller anden myndighed – under anden
verdenskrig især anvendt om personer som angav danske modstandsmænd til
tyskerne. Såfremt udtalelsen har til formål at fratage andre vidner
lysten til at tale sandt, er sagen yderligere alvorlig, mon dommeren i
sagen vil finde sig i skjulte trusler over for sagens vidner. Når HOD
repræsentanten påstår, at han aldrig har udtalt, at vidnet er en
stikkerkarl, påstås det at de 2 journalister lyver – Så mon ikke HOD bør
skifte medarbejderen ud med en person med mere nutidssvarende
holdninger til hvorledes man opfører sig.
Det var da en helt utilstedelig bemærkning. Selvom den forhåbentlig måtte være ment i i spøg, udtrykker den en overinvolvering fra den faglige repræsentants side, som viser at denne nok ikke har forstået situationens alvor. Den pågældende repræsentant kunne jo efterfølgende have undskyldt den usmagelige bemærkning, men benægtelsen gør det hele meget værre. Så kan de unge officerer lære, hvem deres faglige organisation er til gavn for!f Naturligvis under den forudsætning, at ordvekslingen er sand – og det er der med to vidner ingen grund til at antage, at den ikke er – bør HOD tage den pågældende repræsentant af sagen og som minimum tildele denne en adfærdsregulerede samtale.
Kampene mod nazisterne under 2. verdenskrig var en kamp for demokratiet, herunder også retten til informations- og ytringsfrihed. At blive kaldt en stikker fordi man under edsansvar udtaler sig i retten forekommer både ufatteligt og utilstedeligt.
Selvom offentligt ansatte, også i forsvaret, oplever kritisable forhold, råder der desværre en tavshedskultur i frygt for negative ansættelses- og karrieremæssige konsekvenser. Oplever man kritisable forhold skal den nærmeste foresatte kontaktes, men hjælper det ikke, er man forpligtet til at gå videre. Man kan kun håbe på at den unge officer, der omtales i artiklen, ikke bliver ramt af de kræfter der hylder tavshedskulturen.