Gennem flere år var Hans-Christian Mathiesen Forsvarets ansigt udadtil og optrådte scenevant i tv, radio og aviser. Han skrev sågar en bog med fagfolk om Forsvarets forhold til medierne. Men da han selv skulle leve op til sine egne principper, faldt han. Mandag sidder han på anklagebænken tiltalt for tjenestemisbrug med krav fra auditørkorpset om fængselsstraf.

Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre? I toppen af Forsvaret kendte de hende alle sammen, og de vidste, at hun ikke levede op til kriterierne. Forsvarschefen, viceforsvarschefen, personaledirektøren og ikke mindst chefen for Forsvarsakademiet, som endte med at optage hende på to af de mest eftertragtede uddannelser i Forsvaret uden at stille nogen spørgsmål.

Alle sammen vidste de, at generalmajor og hærchef Hans-Christian Mathiesens samboende kæreste aldrig havde været udsendt i en international mission, og alligevel så de stiltiende med fra sidelinjen, da Hans-Christian Mathiesen ændrede på kriterierne for optagelse på uddannelserne og sørgede for, at hans egen kæreste på trods af andre kandidaters bedre kvalifikationer blev prioriteret og optaget på først master i militære studier (MMS) og siden operations- og føringsuddannelsen (OFU).

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om hærchef og generalmajor Hans-Christian Mathiesens håndtering af et kæresteforhold – nu ægteskab – med en yngre og kvindelig major …

Spørgsmålet, om hvordan det overhovedet kunne ske, uden at nogen greb ind, stiller mange i Forsvaret i dag sig selv. Var det frygt? Eller bare en udbredt og usund kultur? I løbet af nogle uger har vi måske svaret. Mandag begynder den historiske retssag mod generalmajor og tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen, som er tiltalt efter straffelovens §155 for tjenestemisbrug foruden fire øvrige forhold efter såvel den civile som den militære straffelov. Det er – så vidt vides – første gang i danmarkshistorien, at et nu tidligere medlem af Forsvarets øverste ledelse er tiltalt for magtmisbrug og det, som man i den civile verden kalder for nepotisme.

Kl. 09.00 mandag vil Retten i Viborg være sat, og over fire retsdage i maj vil auditør Claus Risbjerg fra Forsvarsministeriets Auditørkorps forsøge at overbevise dommeren og domsmændene om, at Hans-Christian Mathiesen har brudt loven i favoriseringen af sin kæreste og derfor skal idømmes en fængselsstraf.

Nævenyttige journalister kan give anledning til at forklare sig

Man kan undre sig over, hvordan generalen med en baggrund i Gardehusarregimentet og en karriere i det militære overhalingsspor har bragt sig i den situation. Det gør man ikke mindst, når man dykker ned i hans fortid og læser, hvad generalen har sagt og skrevet om det at være officer og ikke mindst om forholdet mellem Forsvaret og medierne. Om nogen har Hans-Christian Mathiesen været Forsvarets ansigt udadtil, og han har selv skrevet og udlevet Forsvarets kommunikationsstrategi, som – i hvert fald dengang – byggede på åbenhed og imødekommelse af en kritisk presse.

I perioden fra 2003-2006 var Hans-Christian Mathiesen kommunikationschef i Forsvaret, og under skandalen om jægerbogen i 2009 fungerede han igen som Forsvarets talsmand og repræsenterede bl.a. Forsvaret i fogedretten, da Forsvaret forsøgte at få nedlagt fogedforbud mod udgivelsen af bogen ”Jæger – I krig med eliten”. I 2014 udgav H.-C. Mathiesen sammen med journalisten Charlotte Aagaard fra dagbladet Information og lektor Jens Ringsmose fra Center for War Studies ved Syddansk Universitet selv bogen ”Frontlinjer – med medierne og militæret i krig”.

Et kig i den bog fortæller noget om Hans-Christian Mathiesens værdier, moral og etik – i hvert fald dengang. For da han selv blev udsat for den kritiske presse med fagindsigt, som han efterlyste år forinden, faldt han for sine egne principper. Således afviste H.-C. Mathiesen gennem 14 måneder at stille op til interview med denne signatur, hvilket kan virke overraskende hans tidligere udtalelser taget i betragtning.

»Kilder skal se samtalen med journalisten som første skridt på vejen til at forklare sig. I realiteten er en henvendelse en hjælp til at erkende, at noget tager sig forkert ud eller er interessant nok til at få omtale i medierne. Selv om det er irriterende med en nævenyttig journalist i røret, der udfordrer ens faglige stolthed, så giver henvendelsen en platform at forklare sig på,« skriver H.-C. Mathiesen i Frontlinjer og fortsætter:

»Hvis for eksempel chefen benytter lejligheden og med det samme lægger kortene på bordet og forklarer sig, er Forsvaret allerede godt på vej til at afmontere de mest kritiske historier.«

I begyndelsen af oktober 2018 gav H.-C. Mathiesen denne signatur 15 minutter til et interview over telefon, som han selv afbrød efter at være gledet af på langt de fleste spørgsmål.

Det er sundt med nogle demokratiske vagthunde

Det kan derfor virke paradoksalt, at manden som formulerede kommunikationsstrategierne og underviste Forsvarets ansatte i håndtering af en kritisk presse, kan ende med at være epicenter for den største skandale i nyere dansk forsvarshistorie. Han ligefrem priste den kritiske presse og vidste præcis, hvordan han skulle tackle den, ind til han selv kom i søgelyset.

»Det er sundt at have nogle demokratiske vagthunde til at kigge sig over skulderen. Det stiller krav til forsvaret om, at vi skal kunne forklare os. Det, vi ikke kan forklare, kan vi ikke forsvare. Alligevel trives myten om, at den, der lever stille, lever godt. Det hænger sammen med, at medierne ofte er nogle blodtørstige jagthunde, som konsekvent går efter sensationen og skandalen, der ofte har en forklaring, hvis researchen blot er lidt grundigere end normalt,« skrev han.

Gennem researchfasen til artiklen om ”H.-C. Mathiesen gik på isen” måtte OLFI fremsende spørgsmål på mail, og de blev ofte undvigende besvaret med en svartid på fire til otte uger. Som journalist var det umuligt ikke at opfatte langsommeligheden og de undvigende svar som bevidst chikane af den frie presse.

»Hvis det er vanskeligt at få kilder i forsvaret i tale, finder de (journalister, red.) bare nogle andre eksperter at tale med og citere. Her er det for forsvaret langt at foretrække, at journalister trods deres ubelejlige henvendelse kommer til at tale med de rigtige eksperter, som kender til den konkrete historie. I realiteten gør forsvaret ikke beslutningstagerne en tjeneste ved at være sene til at svare på mediernes henvendelser. Politikerne ender alligevel med at blive afkrævet en holdning. Jeg vil personligt foretrække at udtale mig på så oplyst et grundlag som overhovedet muligt, selv om der selvfølgelig skal være plads til politisk uenighed,« lød det fra generalen i 2014.

Vagthunden bør være mere nysgerrig

»Forsvaret skal forsøge at skabe et incitament til at udtale sig og bryde med nulfejlskulturen. Det kræver en kulturændring, som kommer af, at cheferne går forrest. Et fravær at topchefer i medierne fremmer ikke soldaternes lyst til at udtale sig. Forsvaret er jo som system forpligtet til at udtale sig. Der er trods kommunikationsstrategien ikke en oplevelse af, at det gælder chefer og medarbejdere. Men chefen har pligt og medarbejderen ret.«

Lad os runde af med H.-C. Mathiesens analyse af mediesituationen for seks år siden afsluttende med et ønske fra generalen.

»Medierne ynder at beskrive sig selv som demokratiets vagthund. De holder særligt øje med magthaverne på vegne af befolkningen. Atomiseringen af medierne har imidlertid ført med sig, at vagthunden udvikler sig til en jagthund. Når den har fært, sætter instinkterne ind, og samtidig ryger fornuften ud. Jagten på nyheder i et opskruet tempo på et mediemarked med konstante deadlines presser omtanken. Fra forsvarets side efterlyser vi faktatjek, kildekritik og eftertænksomhed. Vi mener med andre ord, at vagthunden bør være mere nysgerrig.«